Gelex

Nyt fra erhvervssygdomsudvalget marts 2000 - revision af erhvervssygdomsfortegnelsen

GældendeVersion 2000-04-12
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11171@2000-04-12/da

Indhold
  1. Indledning

Arbejdsskadestyrelsen skal mindst hvert andet år forhandle med Erhvervssygdomsudvalget med henblik på en almindelig revision af, hvilke sygdomme der opfylder betingelserne for at blive optaget på erhvervssygdomsfortegnelsen.

Efter indstilling fra Erhvervssygdomsudvalget har Arbejdsskadestyrelsen med virkning fra 1. april 2000 foretaget følgende ændringer i fortegnelsen:

I Gruppe A, punkt 3, tilføjes lungelidelse med nedsat lungefunktion af obstruktiv type under isocyanater. Der er en veldokumenteret sammenhæng mellem lungelidelser med nedsat lungefunktion og udsættelsen for isocyanater.

I Gruppe C, punkt 5, er conjunktivitis tilføjet, så både allergisk rhinit og allergisk conjunktivit kan anerkendes efter udsættelse for støv eller dampe fra de produkter, der er nævnt under pkt. a-d i bestemmelsen. (Planter eller planteprodukter, dyr eller dyriske produkter, enzymer, farvestoffer, persulfatsalte, kunstharpiks eller medikamenter og forstadier til disse, isocyanater og visse anhydrider i epoxyresiner).

I Gruppe C, punkt 5c, tilføjes persulfatsalte. Persulfatsalte benyttes bl.a. i forbindelse med farvning af hår, og flere undersøgelser har vist en øget risiko for udvikling af astma hos frisører.

I bemærkningerne til Gruppe E, punkt 6a, slettes undtagelsen vedrørende de Quervain's syndrom, så lidelsen kan anerkendes, hvis betingelserne iøvrigt er opfyldt.

I Gruppe E, punkt 6c, tilføjes skulderlidelser (forandringer i skulderleddets rotatorsener) opstået efter flere års kraftbetonet og skulderbelastende arbejde, så f.eks. slagteriarbejdere med normalt 6-8 års kraftbetonet og skulderbelastende arbejde kan anerkendes efter fortegnelsen.

Ændringen er baseret på en langvarig praksis i Erhvervssygdomsudvalget.

Som et nyt punkt 12 i Gruppe E kommer karpaltunnelsyndrom, der er opstået efter længerevarende, repetitivt, ikke varieret, kraftbetonet, håndledsbelastende arbejde. Det vil f.eks. være udskæringsarbejde, hvor specielt håndled og/eller underarm belastes med vridebevægelse under samtidig anvendelse af betydelig muskelstyrke.

Også denne ændring er baseret på langvarig praksis i udvalget.

Herudover er der ændringer i bilag 2 til fortegnelsen, der indeholder uddrag af IARC's liste (International Agency for Research on Cancer). De kræftlidelser, der er nævnt i bilaget, kan anerkendes, når der er en veldokumenteret sammenhæng mellem erhvervsmæssig udsættelse og en øget risiko for den pågældende kræftlidelse hos mennesker, jf. Gruppe F.

Den nye fortegnelse træder i kraft den 1. april 2000 og erstatter Arbejdsskadestyrelsens bekendtgørelse nr. 577 af 7. juli 1999 om fortegnelse over erhvervssygdomme. Det vil sige, at Arbejdsskadestyrelsen bruger de ændrede regler, når der træffes afgørelse efter denne dato.

Golfalbue er ikke omfattet af erhvervssygdomsfortegnelsen, fordi der ikke er lægevidenskabelig dokumentation for sammenhæng mellem en nærmere beskrevet belastning og golfalbue. Lidelsen kan derfor kun anerkendes efter forelæggelse for Erhvervssygdomsudvalget. Udvalget indstillede på mødet den 7. marts 2000 en golfalbue til anerkendelse, fordi arbejdet var så helt specielt belastende med drejninger af armen mod modstand, at det var overvejende sandsynligt, at det beskrevne arbejde var årsag til albuelidelsen.

Versioner

  1. 2000-04-12