Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11177@2000-04-14/da

Indhold

1. Indledning

[K] v/Dansk Socialrådgiverforening har ved advokat Steen Leonhardt Frederiksen ved brev dateret fredag den 4. februar 2000 klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Ekstra Bladet den 9. januar 2000, idet hun mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det fremgår af artiklen bragt i Ekstra Bladet den 9. januar 2000 med overskriften " PRESSET TIL AT SKRIVE UNDER ", at:

" Nedslidt hjemmehjælper blev udsat for ulovlige metoder, da hun søgte førtidspension

Den 12. november 1998 er Ulla Rasmussen indkaldt til samtale hos sin sagsbehandler [K] i Hvidovre Kommune. Anledningen er "triviel": Ulla har i februar samme år søgt om førtidspension. Hendes helbred kan ikke mere. Den 48-årige hjemmehjælper lever i et helvede af muskelsmerter. Ikke mindst de sidste 13 års arbejde som hjemmehjælper for Hvidovre har nedslidt hende.

Inden mødet ringer Ulla Rasmussen til mig. Jeg forklarer, hvordan en ansøgning om førtidspension skal behandles og spørger, om hun havde været i arbejdsprøvning? Eller revalidering?

Nej, det har hun ikke.

- Så er det noget af det næste, der skal ske, forklarer jeg.

- Hvidovre har pligt til at undersøge, om du kan revalideres tilbage til arbejdsmarkedet. Du skal medvirke, så godt du evner til en arbejdsprøvning. Kommunen må slet ikke tage stilling til din pensionsansøgning, før den har undersøgt disse ting og fremskaffet alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en korrekt afgørelse.

På mødet den 12. november sker der noget helt andet. Da Ulla siger, at hun gerne vil arbejdsprøves, får hun den besked, at så skal hun skrive under på, at hun trækker sin pensionsansøgning tilbage!

Og ikke nok med det. Sagsbehandleren udstyrer minsandten Ulla med en håndskreven besked, hvorpå der står, at hvis hun vil i arbejdsprøvning, så skal hun skrive under på, at pensionsansøgningen trækkes! Og hvis ikke hun vil skrive under på det, så bliver pensionsansøgningen behandlet nu.

Det vil sige på et tidspunkt, hvor beslutningsgrundlaget slet ikke er indhentet.

Den halve million danskere, der har snuset til pensionssystemet ved godt, hvad fidusen er med dette lille system-trick: en afgørelse på et ufærdigt grundlag ville med sikkerhed betyde afslag. Og havde hun skrevet under ja så var der heller ingen pensionssag længere! Går den, så går den.

Men selv om Ulla kun har gået syv år i skole, og hun lige siden har haft ufaglært og fysisk nedslidende arbejde, behøver hendes retsinstinkt ikke at fejle noget.

Ulla fik endda to skriftlige rykkere fra kommunen på, om hun trak ansøgningen tilbage.

- Det ligner ikke en fejltagelse, siger Ulla i dag.

- Jeg fik klart indtryk af, at det med underskriften var fast rutine i kommunen.

LÆGEKONSULENTEN

Resten af Ullas historie er "banal". Efter min indblanding kom Hvidovre i gang med at få Ulla undersøgt af speciallæger. Arbejdsprøvningen viste, at hun ikke kunne holde til det, men måtte opgive med det samme. Ulla fik 13 måneder mere på sygedagpenge, mens kommunen fik gjort de ting, den skulle. Og i december 1999 fik hun sin førtidspension.

De læsere, der får fråde om mundvigene ved at høre om lægekonsulenter, får brug for et håndklæde når de læser det følgende:

Den 26. oktober 1998 skriver lægekonsulent Erik Bangsholm i Ullas sag: "Øjensynlig ingen kliniske holdepunkter for fibromyalgi". Året efter november 1999 får Ulla tilkendt pension på grund af sygdommen fibromyalgi. Det anføres, at sygdommen er "lægeligt veldokumenteret og har været til stede i 10-15 år."

Ulla Rasmussen: - Jeg blev presset til at skrive under. Jeg ville have skrevet under, hvis der ikke var nogen uden for kommunen, der havde hjulpet mig. Ingen i Hvidovre fortalte mig om mine rettigheder.

Hvidovre forklarer i et skriftligt svar på en række spørgsmål fra mig, at kommunen har behandlet sagen korrekt og netop villet tage hensyn til Ulla."

Klageren har anført, at artiklen indeholder alvorlige sigtelser mod hende for pligtforsømmelse og for misbrug af stilling, men at det eneste, hun forsøgte på mødet den 12. november 1998, var at opfylde sin forpligtelse til at rådgive og vejlede Ulla Rasmussen, og at hendes rådgivning tog udgangspunkt i kommunens lægekonsulents vurdering af, at der på daværende tidspunkt ikke skønnedes at være kliniske holdepunkter for tilstedeværelsen af sygdom, der berettigede til pension. Klageren vejledte på denne baggrund Ulla Rasmussen om, at der på daværende tidspunkt ikke var udsigt til, at en pensionsansøgning ville blive imødekommet, og hun foreslog derfor forrevalidering for at konstatere, om revalidering var en mulighed. Papirlappen var alene en huskeseddel, som klageren skrev, for at Ulla Rasmussen så præcist som muligt kunne diskutere sagen med andre. Da revalidering viste sig ikke at være en mulighed, har Ulla Rasmussen efterfølgende fået tilkendt pension.

Klageren har tillige anført, at baggrunden for, at hun forelagde spørgsmålet om viderebehandling af pensionssagen for klageren på mødet den 12. november 1998, var, at et afslag som konsekvens kunne have, at Ulla Rasmussens ret til sygedagpenge bortfaldt, hvorimod Ulla Rasmussens ret til sygedagpenge ville kunne bibeholdes i forbindelse med et forrevalideringsforløb. Klageren forsøgte ikke at presse Ulla Rasmussen til at skrive under på noget, og formålet med at få Ulla Rasmussen til at trække pensionsansøgningen tilbage på daværende tidspunkt alene var at få undersøgt, hvorvidt revalidering var mulig.

Klageren har herudover anført, at baggrunden for, at Ulla Rasmussens ansøgning om pension senere blev imødekommet, alene var en fornyet statuserklæring fra hendes egen læge, som gav anledning til indhentelse af yderligere speciallægeerklæringer. Disse medførte en ændret vurdering af hendes helbredstilstand.

Klageren har endvidere anført, at det fremgår af kommunens brev til bladet, at det er kommunens opfattelse, at hendes rådgivning var i overensstemmelse med loven og de generelt fastsatte retningslinier for de sociale sagsbehandlere i kommunen.

Klageren har tillige anført, at hun af sin overordnede blev bedt om ikke at besvare henvendelsen fra bladet, idet kommunen ville sørge for en samlet besvarelse.

Klageren har herudover anført, at hun ved at være omtalt ved navns nævnelse i artiklen føler sig personlig stærkt krænket, og at hun er blevet udstillet på en måde, som kan give problemer i forhold til hendes andre klienter. Det var endvidere ikke nødvendigt at omtale hende ved navn for at opnå formålet med artiklen. Da kommunen endvidere bakker op om hendes handlemåde i sagen, så forekommer det unødigt krænkende alligevel at nævne hende ved navn i artiklen. Det bør også tillægges betydning, at klageren er underordnet i forhold til ledelsen i kommunen, og at kommunens ledelse har påtaget sig det fulde ansvar for det omhandlede hændelsesforløb.

Klageren har endelig anført, at bladet ikke har sandsynliggjort, at hun har forvaltet pensions- eller dagpengelovgivningen ulovligt.

Indklagede har anført, at man er i besiddelse af dokumentation for, at Ulla Rasmussen har været udsat for direkte ulovlig sagsbehandling og vildledning fra klagerens side, og at det var klageren, der forsøgte at presse Ulla Rasmussen til at skrive under på noget imod hendes vilje. Det, som Ulla Rasmussen følte sig presset til at skrive under på, ville i givet fald have medført, at hun havde mistet væsentlige rettigheder efter den sociale lovgivning, hvilket klageren ikke fortalte Ulla Rasmussen, uagtet at hun har pligt hertil efter lovgivningen.

Indklagede har endvidere anført, at Ulla Rasmussen rettede henvendelse til bladet den dag, hun skulle til møde om sin pensionssag hos klageren for at få vejledning, idet hun ikke selv havde mulighed for at vurdere, om sagsbehandlingen foregik efter loven. Indklagede vejledte herefter Ulla Rasmussen. Allerede samme eftermiddag ringede Ulla Rasmussen på ny og fortalte, at hun havde fået besked på, at hun skulle skrive under på, at hun trak sin pensionsansøgning tilbage, hvis hun ville i arbejdsprøvning, og at hvis hun ikke ville skrive under på det, så skulle hun skrive under på, at hun ville have sin pensionsansøgning til afgørelse nu. Som dokumentation har bladet en lap skrevet af klageren, hvorpå der står: "Arbejdsprøvning?? Skal skrive under på at pensionsansøgning trækkes/eller vil have behandlet pensionsansøgning nu". Da arbejdsprøvning efter loven som hovedregel er et fast led i behandlingen af enhver pensionssag, er det i strid med loven at anmode en klient at trække sin pensionsansøgning tilbage som forudsætning for arbejdsprøvning. Hvis Ulla Rasmussen havde trukket sin pensionsansøgning tilbage, var det kun forvaltningen, der kunne beslutte, om der skulle rejses en ny pensionssag, idet pensionsloven er ændret med virkning fra 1. juli 1998. Ulla Rasmussen ville således have mistet det retskrav, hun havde på at få behandlet sin pensionsansøgning. Ulla Rasmussen ville endvidere have mistet kravet på at få behandlet ansøgningen således, at pensionen blev beregnet med tilbagevirkende kraft fra ansøgningstidspunktet, og hun ville have mistet sine sygedagpenge tidligere. Alt i alt var kommunen således sluppet billigere, hvis hun havde skrevet under i overensstemmelse med sagsbehandlerens anbefaling.

Indklagede har tillige anført, at papirlappen ikke blot var en huskeseddel, idet klageren rykkede flere gange for at få Ulla Rasmussens underskrift, også efter at hun havde tilkendegivet, at hun ikke kunne skrive under.

Indklagede har endvidere anført, at hvis Ulla Rasmussen havde skrevet under på at få sin pensionssag behandlet nu, så havde hun med sikkerhed fået afslag, og hun ville også derved have skadet sig selv. På det tidspunkt, da klageren anmodede Ulla Rasmussen om at tage stilling til, om pensionssagen skulle behandles eller tilbagekaldes, var den obligatoriske vurdering fra egen læge slet ikke indhentet endnu. Der forelå en statusbedømmelse fra Ulla Rasmussens speciallæge dateret december 1997, og det var først efter, at indklagede var gået ind i sagen, at kommunen begyndte at overveje, om der var behov for indhentelse af yderligere oplysninger.

Indklagede har derudover anført, at bladet på vegne af Ulla Rasmussen krævede, at der blev indhentet aktuelle lægelige vurderinger, og at hun kom i arbejdsprøvning, samt at det er endt med, at hun har fået tilkendt den pension, hun er berettiget til.

Indklagede har tillige anført, at da kommunen blev opmærksom på, at bladet bistod Ulla Rasmussen i sagen, så frafaldt man kravet om, at hun skulle trække sin pensionsansøgning tilbage.

Indklagede har endvidere anført, at det var nødvendigt at nævne klagerens navn i artiklen og at hænge hende ud, for det var hende, der foretog ulovligheder og forsømmelser i sagsbehandlingen og ikke kommunen, hvilket bladet har undersøgt ved at spørge kommunen om, hvilke retningslinier sagerne skal behandles efter. Kommunen har i denne anledning oplyst, at sagen skal behandles efter "Socialministeriets vejledning om social pension". Det er imidlertid ikke, hvad klageren har gjort. Hvis en kommunal sagsbehandler foretager sig noget kritisabelt eller forkert, så må hun finde sig i at blive omtalt i pressen. Dette er et grundvilkår i et demokratisk land, og det er pressens opgave at bringe sådanne forhold frem, hvilket har stor betydning for retssikkerheden i samfundet. Det er endvidere den enkelte socialrådgivers eget ansvar at overholde lovgivningen.

Endelig har indklagede anført, at når klageren henviser til, at der ikke var kliniske holdepunkter for tilstedeværelsen af sygdom, der berettigede til pension, så skyldes det udelukkende, at klageren ikke havde sørget for sagens oplysning på daværende tidspunkt. Når klageren endvidere henviser til, at kommunens ledelse stod inde for klagerens handlemåde og for det omhandlede hændelsesforløb, så er bladets kommentar hertil, at en sagsbehandling ikke bliver lovliggjort ved, at medarbejderens overordnede bakker op, og at dette er irrelevant for omtalen i bladet.

Under henvisning til ovenstående mener bladet ikke, at det var i strid med god presseskik at nævne klagerens navn i artiklen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet bemærker indledningsvis, at nævnet på det foreliggende grundlag ikke har mulighed for at vurdere, om Ulla Rasmussen har modtaget den rådgivning, som hun efter loven har krav på.

I artiklen rettes på baggrund af omtalen af en konkret pensionssag nogle meget alvorlige beskyldninger mod klageren om magtmisbrug og om ulovlig sagsbehandling. Bladet har kendskab til sagen fra pensionsansøgeren Ulla Rasmussen og fra kommunens ledelse, som i forbindelse med besvarelsen af nogle spørgsmål fra bladet har tilkendegivet, at man bakker op om klagerens handlemåde i sagen. Bladet har tillige anmodet klageren om at besvare nogle spørgsmål, hvilket klageren efter anmodning fra sin overordnede ikke har gjort. Klageren har således ikke udtalt sig over for bladet i anledning af beskyldningerne.

Pressenævnet finder, at det af hensyn til artiklen i bladet ikke var påkrævet at anføre klagerens navn, da Hvidovre Kommune har påtaget sig det fulde ansvar for sagsbehandlingen og påtaget sig at svare på henvendelsen fra Ekstra Bladet.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra Bladet.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Ekstra Bladet at offentliggøre følgende:

Ekstra Bladet bragte under overskriften " Presset til at skrive under " en artikel, der omhandlede en hjemmehjælpers ansøgning om førtidspension. Det fremgik af artiklen, at hjemmehjælperen havde været til møde hos sin sagsbehandler om pensionsansøgningen, og artiklen fremførte i denne forbindelse nogle alvorlige beskyldninger mod sagsbehandleren om magtmisbrug og om ulovlig sagsbehandling.

Sagsbehandleren,[K], indbragte sagen for Pressenævnet og gjorde gældende, at det var i strid med god presseskik at nævne hendes navn i artiklen i forbindelse med de alvorlige beskyldninger.

Pressenævnet bemærkede indledningsvis, at nævnet på det foreliggende grundlag ikke har mulighed for at vurdere, om Ulla Rasmussen har modtaget den rådgivning, som hun efter loven har krav på.

I artiklen rettes på baggrund af omtalen af en konkret pensionssag nogle meget alvorlige beskyldninger mod klageren om magtmisbrug og om ulovlig sagsbehandling. Bladet har kendskab til sagen fra pensionsansøgeren Ulla Rasmussen og fra kommunens ledelse, som i forbindelse med besvarelsen af nogle spørgsmål fra bladet har tilkendegivet, at man bakker op om klagerens handlemåde i sagen. Bladet har tillige anmodet klageren om at besvare nogle spørgsmål, hvilket klageren efter anmodning fra sin overordnede ikke har gjort. Klageren har således ikke udtalt sig over for bladet i anledning af beskyldningerne.

Pressenævnet finder, at det af hensyn til artiklen i bladet ikke var påkrævet at anføre klagerens navn, da Hvidovre Kommune har påtaget sig det fulde ansvar for sagsbehandlingen og påtaget sig at svare på henvendelsen fra Ekstra Bladet.

Pressenævnet udtaler derfor sin kritik af Ekstra Bladet.

København den 12. april 2000.

Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard".

Afsagt den 12. april 2000.

Versioner

1. 2000-04-14