Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11180@2000-04-14/da

Indhold

1. Indledning

Mogens Camre og Pia Kjærsgaard har ved advokat Ole Malmqvist klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i Politiken den 6. februar 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det er anført på forsiden af bladets kultursektion den 6. februar 2000, at på side 6 i sektionen omtales "Landsforræderne Pia og Mogens".

Det fremgår bl.a. af artiklen, der havde overskriften: "Hvad er der galt i Danmark? Politiken beder en række intelektuelle og kulturpersonligheder tage stilling til indvandrerdebatten. Jan Sonnergaard forfatter" , at:

"Er der plads til alle i Danmark? "I virkeligheden er der plads. Så tæt befolket er her ikke. Men vi opfører os, som om der ikke er plads nok". Hvorfor gør vi det? "På mig virker det, som om at der er et behov for syndebukke. For nogle år siden var det de arbejdsløse, der ikke gad lave noget og bare havde snablen nede i statskassen. Senere var det bz'erne og de autonome, som truede statssikkerheden. Nu har man så vedtaget at indvandrerne skal være vores fjender.

I min bekendtskabskreds har der ikke på noget tidspunkt været indvandrere. Og det er ellers en kreds af tolerante mennesker med arbejde og uddannelse. Den eneste udlænding, der nogensinde er blevet lukket ind, var en franskmand, som engang kom sammen med en pige i klassen. Danskere er ikke særlig nysgerrige og de er ikke særlig gæstfri. Er flygtninge og indvandrere en trussel mod dansk kultur? Næh. Truslen mod dansk kultur er, at vi lader sådan nogle landsforræddere som Mogens Camre og Pia Kjærsgaard udtale sig så kategorisk. De skader Danmarks anseelse lige så meget, som Jörg Haider i øjeblikket skader Østrig."

Klagerne har anført, at beskyldningen for landsforræderi er så grov, at bladet burde have strøget udtalelsen, og da det ikke er sket, anmodes Pressenævnet om at udtrykke sin alvorlige kritik af bladets handlemåde.

Klagerne har endvidere anført, at der ved bedømmelsen bør tages hensyn til, at klagerne på forsiden af kultursektionen ligeledes benævnes "Landsforræderne Pia og Mogens".

Klagerne har tillige anført, at det er en skærpende omstændighed, når bladet påstår, at man nøje har overvejet brugen af udtrykket "landsforræder", og at man herefter har besluttet at bringe det. Udtrykket "landsforræder" har en meget præcis betydning, som indebærer overtrædelse af Grundloven og Straffeloven, og der er ikke tale om et "generaliserende ordvalg". Endvidere kan der ikke som anført af bladet skelnes mellem at anvende udtrukket "landsforræder" som en "politisk karakteristik" eller i "juridisk betydning".

Klagerne har endvidere anført, at der ikke er tale om acceptabel politisk sprogbrug, og at ingen af klagerne i den politiske debat har anvendt ærekrænkende udtryk eller sigtelser mod nogen. Endvidere kan det tidligere folketingsmedlem Mogens Glistrups ordvalg ikke være normdannende for, hvilke udtryk der er acceptable i den offentlige debat.

Endelig anfører klagerne, at det forhold, at Jan Sonnergaard har en anden opfattelse af flygtningepolitikken end klagerne, ikke berettiger til anvendelsen af udtrykket "landsforræder".

Bladet har anført, at man ikke uden videre trykker ordet "landsforræder", og at man i interviewet med Jan Sonnergaard nøje har overvejet brugen af ordet, før det blev bragt.

Bladet har endvidere anført, at Jan Sonnergaard er en erfaren debattør, der kender ordenes betydning og bruger dem med omhu for at understrege sine pointer. Jan Sonnergaards udtalelse er altså et velovervejet indlæg i den aktuelle debat om indvandrere, og han anvender ordet "landsforræder" som en politisk karakteristik og ikke i dets juridiske betydning. Jan Sonnergaard benytter således udtrykket "landsforræder" i en anden betydning end den, som især knytter sig til begivenhederne under anden verdenskrig, hvor danskere forrådte deres land ved at "sælge" det til tyskerne. Jan Sonnergaard tager ordet, vender det 180 grader og ironiserer dermed over politikerne (klagerne) fra Dansk Folkeparti, der ikke tjener landets interesser, når de vil smide indvandrere og flygtninge ud af landet. Jan Sonnergaard og bladet ønsker at provokere/stimulere læserne til selvstændig tankevirksomhed, ikke at fremsætte en påstand om landforræderisk virksomhed i lovens herunder injurielovgivningens forstand. I lyset af klagernes ekstremt nationale synspunkter ville en sådan påstand da heller ikke give mening.

Bladet har endvidere anført, at der i den politiske debat ofte anvendes kraftfulde og værdiladede ord af aktørerne selv, og at det derfor må være acceptabelt, at andre aktører anvender samme generaliserende ordvalg. Endvidere må de folkevalgte politikere tåle mere end ikke-scenevante personer.

Endelig anfører bladet, at indvandrerdebatten er præget af både fornufts- og følelsesargumenter, og at bladet ser det som sin opgave at være med til at bringe alle relevante synspunkter frem, herunder også dem der er kontroversielle. En forfatters sproglige kreativitet i forbindelse med kritik af kontroversielle politikere er en naturlig del af den offentlige debat, som de pågældende må tåle. Under henvisning hertil mener bladet ikke, at man har handlet i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Kaare R. Skou og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I sagen må der foretages en afvejning mellem hensynet til beskyttelsen af klagernes personlige anseelse og ytringsfriheden.

Begge klagere er kendte og toneangivende politikere, der har markeret sig i indvandrer- og flygtningedebatten med kraftfulde og værdiladede synspunkter.

Da rammerne for den politiske debat i samfundet er vide, finder Pressenævnets ikke, at bladet har handlet i strid med god presseskik.

Et medlem, Kirsten Dyregaard, lægger tillige vægt på, at udtrykket "landsforræder" i artiklen ikke er brugt i ordets traditionelle betydning.

Afsagt den 12. april 2000.

Versioner

1. 2000-04-14