Bindende Forhåndsbesked
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11198@2000-04-18/da
Indhold
ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1 og 2
salg af helårshus, der benyttes som sommerbolig
LR af 25. januar 2000 99/99-482-00043
Reference
EBL § 8
LV 1999 E.J 1
Spørgsmål
Kan spørgeren sælge et enfamilieshus skattefrit i medfør af EBL § 8, stk. 2 ?
Svar
Ja.
Sagsfremstilling og begrundelse
Der er tale om et fritidshus, der har status som helårshus. Ejendommen er beliggende på en grund på 1510m 2 . Der kan iflg. udtalelse fra amtet ikke forventes udstykningstilladelse, da ejendommen ligger i et særligt beskyttelsesområde, ligesom udstykning vil være i strid med planlovens formål.
Der har i perioderne 30. sept.1993 - 1. april 1994 og 1.okt. 1994 - 1. april 1995 været tilmeldt personer på adressen. Det er oplyst i anmodningen, at tilmeldingen var proforma, idet de pågældende personer ikke beboede ejendommen, men et fritidshus i området, hvor helårsbeboelse ikke var tilladt.
Den lokale skattemyndighed har tidligere bedt om redegørelse for huslejeindtægt og har efter det oplyste accepteret, at der var tale om en proforma tilmelding.
Det oplyses videre, at ejendommen ikke har været benyttet af andre end af spørgeren og dennes husstand.
Ligningsmyndigheden har udtalt, at ejendommen ikke på noget tidspunkt har tjent til bolig for spørgeren og dennes husstand, men at spørgers afdøde ægtefælle tidligere overfor forvaltningen har oplyst, at ejendommen har været benyttet som sommerhus. Ligningsmyndigheden finder ikke, at ejendommen kan sælges skattefrit i medfør af EBL § 8, stk. 1, da den efter ligningsmyndigheden ikke har tjent til bolig for spørgeren eller dennes husstand. Endvidere finder ligningsmyndigheden ikke, at der kan ske salg i medfør af reglerne i EBL § 8, stk. 2, da der ikke er tale om et sommerhus. Der henvises i den forbindelse til, at ejendommen ikke kan anses for at været købt og anvendt til sommerbolig som følge af ejendommens beliggenhed i forhold til helårsboligen.
Det fremgår af det fra ligningsmyndigheden fremsendte materiale, at spørgeren i 1998 har anmodet udvalget for Teknik og Miljø om, at få omklassificeret ejendommen til sommerhus/fritidshus.
Det fremgår af BBR, at ejendommen består af et fritliggende enfamilieshus på 43 m 2 med fuld kælder og med et udhus på 19 m 2 . Ejendommen ligger i landzone, i et sommerhusområde og er ikke tilsluttet offentlig kloak. Endelig er det oplyst, at en omklassificering som den begærede ikke kræver en zonetilladelse fra amtet.
Forvaltningen anfører i sin indstilling til udvalget, at den ansøgte ændring ikke kan anbefales, da "en begyndende ændring af parcelhuse i landzonen til sommerhuse/fritidshuse vurderes at kunne danne en uheldig præcedens."
Udvalget har herefter givet afslag på anmodningen.
Forholdene er blevet besigtiget af told- og skatteregionen. Spørgerens helårsbolig ligger i ca. 500 m's køreafstand fra vandet, i bymæssig bebyggelse og er et étplans gulstensparcelhus. Boligen ligger ca. 3,5 km fra ejendommen. Sidstnævnte ejendom ligger 20 m fra vandet som det sidste hus i en række af huse langs vandkanten. De øvrige huse er overvejende sommerhuse. Udhuset er indrettet med ekstra sengepladser. Hele bebyggelsen ligger langt fra indkøbsmuligheder, og regionen finder det sandsynliggjort, at det er benyttet som fritidshus.
Regionen udtaler: Da ejendommen i ejertiden kun har været udlejet i to vinterhalvår, hvilket efter det oplyste var proforma, således at ejendommen i realiteten aldrig har været udlejet, lægger regionen til grund, at ejendommen i øvrigt har været til ejernes fri rådighed. Da ejendommen endvidere er beliggende meget tæt på helårsbeboelsen og i et sommerhusområde, samt da afslaget på anmodningen om omklassificering fra helårshus til sommerhus udelukkende er begrundet med, at man ville undgå en uheldig præcedens, er det regionens opfattelse, at spørgeren har sandsynliggjort, jvf. Skatteministeriets kommentar trykt i TfS 1998.122, at ejendommen er anskaffet for at tjene til sommerhus for spørgeren og dennes husstand. Da der efter det oplyste endvidere ikke kan ske udstykning, vil et salg kunne ske skattefrit i medfør af EBL § 8, stk. 2.
Ligningsrådet har den 1. juni 1999 afgivet bindende forhåndsbesked, hvorefter ejendommen ikke kunne sælges skattefrit efter EBL § 8, stk. 2. Der var herved lagt vægt på, at udvalget for Teknik og Miljø havde afslået anmodningen om omkvalificering af ejendommen fra helårshus til sommerhus.
Told- og Skattestyrelsen har efterfølgende rettet henvendelse til By og Boligministeriet vedrørende fortolkningen af boligreguleringslovens § 50, stk. 1. Af bestemmelsen fremgår det, at en bolig, der indenfor de sidste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må tages i brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat benyttes til helårsbeboelse.
Ministeriet har svaret, at reglerne i boligreguleringslovens kap. 7 om benyttelse af boliger, herunder kravet om kommunalt samtykke, ikke kan bringes i anvendelse på en ejendom, som ikke indenfor de seneste 5 år har været benyttet til helårsbeboelse, med mindre ejendommen på ny tages i anvendelse til helårsbeboelse. Ministeriet anfører endvidere, at i det omfang, der er tale om registrering af de faktiske forhold, kan ejeren efter ministeriets opfattelse kræve omklassificering, når der ikke længere er hindringer for den midlertidige benyttelse.
Styrelsen har overfor kommunens udvalg for Teknik og Miljø gjort opmærksom på reglen i boligreguleringsloven, der er gældende for kommunen. Spørgsmålet om en eventuel omklassificering af ejendommen har på ny været overvejet, men kommunens udvalg for Teknik og Miljø har stadig ikke fundet anledning til at imødekomme det ansøgte. Der er herved lagt vægt på, at der indenfor de seneste 5 år har været tilmeldt personer på adressen. At dette var proforma, har Teknik og Miljøudvalget ikke fundet at kunne tillægge betydning.
Da ejendommen derfor reelt har været anvendt som fritidsbolig i ca. 10 år, er det Ligningsrådets opfattelse, at kommunens afslag på omklassificering ikke er korrekte, og at ejendommen må anses for at have status af fritidsbolig. Ligningsrådet anerkender hermed i lighed med den kommunale skattemyndighed, at tilmelding af personer til adressen har været proforma.Fortjeneste ved afståelsen vil derfor være skattefri efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 2.