Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.35/2000

GældendeVersion 2000-05-08
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11217@2000-05-08/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har ved advokat John Vinther klaget til Pressenævnet over, at TV 2/Lorry har afvist at bringe et genmæle i anledning af et indslag bragt den 14. marts 2000.

Af indslaget bragt den 14. marts 2000 fremgår:

" Speak: En ældre mand i Gentofte er tilsyneladende blevet taget groft ved næsen af en gruppe ejendomshandlere. De har købt hans hus for en slik mod at love at renovere det, men sådan gik det bare ikke.

Huset her er resterne af 79-årig Bent Holms barndomshjem. For godt et år siden solgte han det til en gruppe ejendomshandlere for godt 1½ mio. kr. Til gengæld for den meget billige pris lovede køberne dels at renovere huset, dels at Bent Holm kunne blive boende i et værelse af huset under renoveringen.

Bent Holm: Jamen, det er jo også derfor, at jeg forærer det væk nærmest. Fordi jeg ikke ønskede at se mit barndomshjem blive jævnet med jorden, hvor jeg er født og familien har boet i tre generationer. Man forærer jo ikke et hus til, hvor grunden er 5 mio. værd, for 1½ mio., hvis det ikke er fordi, at det netop skal restaureres, gøres i stand - bevares, og jeg skal blive boende ikke.

Jan Heinemann, nabo: Bent Holm bor stadigvæk i huset, overnatter, man får ligefrem den tanke, at konsortiet af banditter måske kalkulerer med, at han pådrager sig en dobbeltsidig lungebetændelse. Det skulle såmænd ikke undre mig.

Speak: Bent Holm er en gammel og svagelig mand. Derfor har naboen Jan Heinemann taget sagen i egen hånd. Det var da også Jan Heinemann, som i efteråret fik mistanke om, at køberne rent faktisk havde planer om at rive Bent Holms barndomshjem ned trods aftalen om renovering.

J. H.: Det fremgår med al uønskelig tydelighed nu, at man er i færd med at rive huset ned. Det har jeg og en anden meddelte kommunens bygningssektion, og de har også reageret meget prompte.

Speak: I går modtog køberne et påbud fra kommunen om straks at standse nedrivningen, efter som der ikke ligger en nedrivningsaftale. Så i dag blev der ikke arbejdet på grunden. Naboen Jan Heinemanns dom er klar.

J.H.: Koldt og kynisk har han spekuleret i et ældre menneskes tillid, som han nu svigter.

Speak: Vi ringede til ejendomshandler [K] for at konfrontere ham med påstandene.

(Telefonsamtale:)

[K]: [K].

Speak: Ja dav, det er Tine Juhl fra TV 2/Lorry. Jeg vil lige gøre dig opmærksom på, at jeg optager samtalen her. Jeg vil spørge dig, er det korrekt, at du er køber af

[K]: Jeg har ingen kommentarer. Mange tak for dit venlige opkald. Men du får et opkald fra min advokat, vil jeg forvente. Tak. Farvel.

(Telefonsamtale slut)

Speak: Ifølge kriminalpolitiet i Gentofte har der tidligere været indgivet politianmeldelse imod ejendomshandleren for et lignende tilfælde, hvor han var mistænkt for at have fra narret en ældre dame sin bolig for ingen penge, men sagen løb dengang ud i sandet. Det er dog ikke et ukendt fænomen, at ældre bliver snydt, når de skal sælge deres hus. Ældresagen får mange henvendelser om lignende sager på deres rådgivningslinie.

Poul Dahl Hede, Leder, Ældresagens medl. rådgivning: Ja de står jo mange gange i et uoverskueligt problem, og det drejer sig om mange penge. Og det betyder, at det ofte kommer til at gå galt for dem. De får måske ikke den rette rådgivning.

Speak: Ældresagen råder ældre, som skal sælge hus til at alliere sig med en sagfører."

Klageren har ved skrivelse af 22. marts 2000 til TV 2/Lorry krævet, at de bringer et genmæle, der skal have følgende indhold:

"Genmælet skal 1) tydeligt identificere det bragte indslag, 2) utvetydigt angive, at [K] intet har at gøre med det forhold, indslaget omhandlede, idet han ikke ejer den pågældende ejendom, 3) indeholde TV 2 Lorrys beklagelse af at have impliceret min klient i sagen, og 4) bringes på samme fremtrædende tidspunkt i 19.30 udsendelsen, som det oprindelige indslag".

Klageren har anført, at det ikke er korrekt, når det i indslaget oplyses, at han er ejer af ejendommen, idet han med overtagelsesdag den 1. juli 1999 afhændede ejendommen til advokat Philip Comerford.

Klageren har endvidere anført, at han forud for det telefoninterview, der blev bragt i indslaget, havde været kontaktet af indklagede, og at han i den forbindelse havde oplyst, at han ikke var ejer af ejendommen, at han ikke ønskede at medvirke i et telefoninterview, og at indklagede kunne kontakte hans advokat for at få yderligere oplysninger. På trods heraf kontaktede indklagede ham på ny for at optage samtalen og på denne måde give indslaget et dramatisk skær.

Klageren har tillige anført, at angivelsen af ham som ejer af ejendommen er udtryk for et utrolig dårligt research arbejde, idet indklagede meget hurtigt kunne have fået sagens rette sammenhæng oplyst. Endvidere fremgår det af den påbudsskrivelse, der vises i indslaget, at den er adresseret til den tinglyste ejer Philip Comerford. Klageren inddrages således i indslaget mod bedre vidende.

Pressenævnet har ved skrivelse af 24. marts 2000 anmode klageren om at udforme det genmæle, som han mener at have krav på. Klageren har imidlertid ved skrivelse af 22. marts 2000 meddelt Pressenævnet, at han ikke har yderligere bemærkninger til sagen.

Klageren har til brug for sagens behandling fremlagt kopi af et endeligt skøde, ifølge hvilket Johannes Bent Holm, Busch Handelsselskab ApS. og [K] pr. 1. juli 1999 solgte den omhandlede ejendom til en nærmere angivet advokat. Skødet er underskrevet af sælgerne og køberen den 4. juni 1999. Ifølge en deklaration, der samme dag er underskrevet af køberen, indrømmer denne Johannes Bent Holm "en livslang vederlagsfri beboelsesret" på ejendommen, og huset må ikke nedrives eller udstykkes, sålænge Johannes Bent Holm bebor ejendommen.

Indklagede har afvist at have bragt faktisk forkerte oplysninger om klageren og har afvist at bringe et genmæle. Klageren har anført, at klageren i indslaget ikke omtales som ejer af det pågældende hus, men som henholdsvis køber og ejendomshandler. Det fremgår af skødet, at klageren var den person, der købte ejendommen af Bent Holm, og at det var ham, der stod bag aftalen om, at den gamle mand kunne blive boende i huset, der så skulle sættes i stand.

Indklagede har endvidere anført, at man havde haft en samtale med klageren, der ikke ønskede at udtale sig, men som lovede at ringe tilbage, hvilket han dog ikke gjorde. Derfor ringede indklagede til ham igen, og den samtale, der høres i indslaget, fandt sted. Klageren havde således mulighed for at tage til genmæle og give sit bidrag til belysning af sagen, men valgte at lade være.

Endelig anfører indklageren, at man ikke har fremsat ærekrænkende udtalelser om klageren.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

I sammenhængen fremstår klageren som ansvarlig for den stærkt kritisable adfærd over for Bent Holm, som fremgår af udsendelsen. Af skødet fremgår imidlertid, at Bent Holm og klager den 4. juni 1999 solgte ejendommen til en advokat, der ved købet forpligtede sig til at indrømme Bent Holm en livslang beboelsesret. Af sagen fremgår da også, at det var denne advokat, kommunens påbud om straks at standse nedrivningen var rettet til. Som sagen er oplyst, var der derfor ikke grundlag for at rette de alvorlige anklager mod klageren.

Udsendelsen indeholdt meget alvorlige og skadelige udtalelser om klageren og berettigede ikke TV 2 til at bringe dem uden en nøje efterprøvelse af deres rigtighed. Dette gælder, selv om klageren ikke ønskede selv at udtale sig over for TV 2. Klageren har herefter krav på at få bragt et genmæle. Klageren må selv formulere genmælet, jf. medieansvarslovens § 38.

Afsagt den 3. maj 2000

Versioner

  1. 2000-05-08