Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11268@2000-05-26/da

Indhold

1. Indledning

[K] og [K] samt [K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i TV 2/Østjylland den 9. februar 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af den udsendelse, som TV 2/Østjylland bragte den 9. februar 2000, fremgår bl.a. at:

Speak : "Mange bliver ramt af en senildemens. En sygdom, der er svær at stille en diagnose på, men som vi fortalte i går, så åbner der en ny demensklinik, og den kan blive en stor hjælp for de plejehjem, der skal tage sig af de senildemente. Vi har fulgt det krævende arbejde på et plejehjem i Rønde.

Det er eftermiddag på plejehjemmet i Rønde. Plejehjemsassistent Helle Tonnesen er netop begyndt på sin aftenvagt.

Helle Tonnesen, plejehjemsassistent : Og så løber jeg lige ned efter smøger.

Beboer : Ja.

H.T. : Grethe hun tror mange gange, at hun er på et fint hotel. Du hørte godt, at hun kaldte mig Hedvig, og jeg er hendes bedste veninde, når hun kalder mig Hedvig. Og fra begyndelsen der sagde jeg til hende mange gange til hende. Jamen jeg hedder jo Helle, men efterhånden fandt jeg ud af, at hun havde det faktisk godt med, jeg var Hedvig. Så det er jeg altså.

Jeg kommer nu Grethe.

Speak : Plejehjemmet har 32 beboere. De 28 er demente i sværere eller lettere grad.

H.T. : Hvem er det, du har på billedet her Grethe?

Grethe : Det er min mor.

H.T. : Er det din mor. Det kunne ellers godt ligne Inge lidt.

Grethe : Ja, det er Inge med barnet.

H.T. : Ja.

Ansat : Karoline.

Karoline : Ja

Ansat : Er du klar til aftensmad?

Speak : Beboerne bor i små grupper. Det giver en bedre stemning og gør arbejdet lettere for personalet. De kan lettere gribe ind, hvis beboerne bliver vrede og voldelige.

Ansat : Skål Vera.

H.T. : Jeg har cacao med til dig. Er du træt Frida? Klokken er et kvarter over otte. Er det så ikke for tidligt, hva' Frida?

Frida : Nej.

H.T. : Nej. Skal jeg hjælpe dig i seng nu?

Frida : Jeg ved ikke, hvem jeg kan stole på.

H.T. : Gør du ikke?

Frida : Nej.

H.T. : Men du kan godt regne med, at jeg vil komme og hjælpe dig i seng, når du har drukket cacaoen.

Frida : Jeg tror ikke på dig.

Speak : Beboernes humør svinger kraftigt. Det er værst, når de skal til og i seng.

(Ældre mandlig beboer følges i seng).

H.T. : Altså han svinger meget, fordi nogle gange er han en meget rar og venlig mand, og andre gange er han meget vred, og altså det, jeg tænker meget på, det er, at jeg ved, at han kan finde på at slå og sparke og bide. Han snakker meget utydeligt, og der er det vigtigt, at man lige fanger et ord, så kan man sige det til ham igen, fordi så føler han, at man har mødt ham, ik'.

(utydelig baggrunds snak).

H.T. : Hun kan simpelthen ikke ha', at vi skal hjælpe hende. Altså hun vil f.eks. ikke vaskes.

( Veronika køres tilbage til stuen i sin kørestol).

H.T. : Og det betyder, at til hverdag bliver hun ikke vasket ret meget. Hun får selv en klud, og så vasker hun sådan lige næsen og måske lige omkring munden, men ellers bliver hun ikke vasket ret meget til hverdag.

Veronika : Lad være med det. Har du forstået det din

H.T. : Men så engang imellem er vi nødt til at sige, jamen nu skal hun vaskes rigtigt, for ellers kommer hun til at lugte. Og da bliver hun meget meget vred. Slår og sparker og bider, hvis hun kan komme til det og kalder os alle mulige ting. Hvis f.eks. som Veronika, hun er en af dem, der er mest voldsom på afdelingen, fordi hun kalder os så mange ting. Men der er vi blevet gode til, at det fiser lige igennem. Jeg føler mig ikke som en heks, selvom hun kalder mig en heks.

( Veronika hjælpes fra badeværelset ind på stuen. Hun er i natkjole og går med et gangstativ).

H.T. : Kan du sove godt.

Veronika : Ja tak, Mange tak. Tusind tak. Du er en snottet tøs. Du er en snottet tøs.

( Veronika ligger i sin seng).

H.T. : Kan du så sove godt Thorkild.

Thorkild : Ja.

H.T. : Jeg syntes ikke, at jeg har ondt af dem, for jeg synes i det store og hele, at de har det godt. Jeg synes, at vi har god tid til dem og god tid til at hjælpe dem og være omkring dem. Så jeg vil ikke sige, at jeg har ondt af dem.

Vi har glemt at børste tænderne.

Altså jeg føler ikke, at de selv ved, at de ikke har styr på tingene ret mange af dem i hvert fald.

Kan du så sove godt. Det var godt.

Speak : Amtets nye demensklinik åbner til maj."

Klagerne har anført, at de har den fornødne retlige interesse i sagen, idet de er nærmeste familie til Veronika, og idet klageren [K] tillige repræsenterer Veronika i Rønde Plejehjems pårørenderåd.

Klagerne har endvidere anført, at Veronika i udsendelsen bliver fremvist på en meget nedværdigende måde, og at indklagede groft har udnyttet, at Veronika er i en svag og hjælpeløs situation. Når plejeassistenten Helle i udsendelsen påstår, at Veronika, der er en ældre gigtsvag dame, både bider, slår og sparker, er det udtryk for en grov krænkelse af privatlivets fred, og der vises hverken hensynsfuldhed eller takt.

Klagerne har herudover anført, at Veronika har haft et lang og aktivt liv i byen, hvor alle kender hende. Veronikas familie kender hende som en meget blufærdig dame, der aldrig ville have drømt om at vise sig offentligt i natkjole som i udsendelsen, og aldrig selv ville have givet sin tilladelse til optagelserne.

Klagerne har endvidere anført, at det ligeledes er helt uacceptabelt at filme og lytte ved Veronikas værelse, mens hun lægges i seng, da det er en uacceptabel indtrængen i hendes privatsfære.

Klageren har herudover anført, at antydningen af, at Veronika skulle være senildement, er misvisende, idet der ikke fra lægelig side, så vidt familien ved, foreligger en sådan diagnose. Hvis indklagede ville bringe en udsendelse om demens, var det mindste, man kunne forlange, at der forelå en diagnose for de personer, man viste i udsendelsen. Endvidere var indklagede godt var klar over, at Veronika ikke har fået stillet diagnosen senildemens, men indklagede udstillede alligevel Veronika som senildement i udsendelsen

Klagerne har videre anfægtet indklagedes oplysning om, at beboerne i deres klare øjeblikke skulle have givet tilladelse til optagelserne. Klagerne har i denne forbindelse også betvivlet, at plejehjemslederen har givet tilladelse til optagelserne. Beboernes familier har i hvert fald ikke givet tilladelse hertil.

Indklagede har oplyst, at de stadigt flere demente og deres livsforhold er et væsentligt emne i samfundsdebatten. Dette var baggrunden for, at man lavede indslaget om beboerne på plejehjemmet.

Indklagede har anført, at man sikrede sig tilladelse fra plejehjemslederen og fra beboerne selv i forbindelse med udsendelsen. Hertil kommer, at ingen af de beboere, der var med i udsendelsen, er umyndiggjort, og at beboerne i deres klare øjeblikke har accepteret at deltage i udsendelsen, hvilket også gælder for Veronika. Beboernes tilladelse blev givet til plejehjemslederen om morgenen på optagelsesdagen og igen umiddelbart før optagelserne. Da plejehjemslederen, der har et indgående kendskab til de ældre, således har oplyst, at beboerne har givet tilladelse til optagelserne, mener indklagede, at de fornødne tilladelser er givet.

Indklagede har oplyst at være underlagt visse etiske grænser, som i givet fald begrænser de muligheder, som nogle formelle tilladelser giver, og at indklagede netop af sådanne grunde har udeladt mange passager, som skildrede de ældres humørsvingninger og de udfordringer, som disse skaber for personalet.

Indklagede har tillige anført, at hensynet til et dækkende, informativt indslag om de ældres livsforhold står over for hensynet til de ældres værdighed og hensynet til de pårørende. I den svære balance, det er at fortælle dækkende uden at udlevere nogen, mener indklagede ikke, at man har overskredet de grænser, der gælder for god presseskik. Personalet på plejehjemmet fortæller da også, at Veronika på ingen måde føler sig krænket over indslaget, men at hun tværtimod har grinet af det, hver gang hun har set det, og at hun har sagt til personalet, at "så er jeg da godt nok vred i indslaget, men det er alle jo engang imellem".

Endelig anfører indklagede, at det er korrekt, at Veronika ikke har fået stillet diagnosen senildemens, men det oplyser man heller ikke i udsendelsen. Det eneste, man siger, er, at 28 ud af plejehjemmets 32 beboere er senildemente. I udsendelsen forholder indklagede sig endvidere ikke specifikt til Veronikas diagnose eller mangel på samme. Indklagede mener derfor ikke, at grænserne for god presseskik er overtrådt. Indklagede bemærker afslutningsvis, at plejehjemslederen ikke er i tvivl om, at Veronika er senildement.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Aage Lundgaard, Ulrik Holmstrup og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

Pressenævnet finder, at klager har den fornødne retlige interesse til at klage.

Pressenævnet lægger til grund, at indklagede som oplyst har indhentet tilladelse til optagelserne hos plejehjemslederen, og at plejehjemslederen har indhentet tilladelse hos beboerne, i den udstrækning, det har været muligt.

Indslaget skildrer et væsentligt samfundsproblem, nemlig gamle og senildementes forhold på plejehjem. Indslaget bringer nogle optagelser, der bl.a. viser Veronika i natkjole. Endvidere fortæller plejehjemsassistent Helle Tonnesen om Veronika i indslaget. Pressenævnet finder i den forbindelse, at det ikke var nødvendigt af hensyn til udsendelsens sigte, at fremhæve en række detaljer som hæftes specifikt på den navngivne beboer. Ud fra en samlet bedømmelse finder Pressenævnet imidlertid ikke, at den måde, som Veronikas liv skildres på, overskrider grænserne for god presseskik.

Afsagt den 24. maj 2000.

Versioner

1. 2000-05-26