Nyt fra Ankestyrelsen - kortvarige skadelige påvirkninger - af fuldmægtig Frank Bøgh Madsen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11284@2000-06-08/da
Indhold
I 1916 blev ulykkesforsikringsloven udvidet med et nyt arbejdsskadebegreb som supplement til ulykkestilfælde: » skadelige påvirkninger ved arbejdet af højst nogle få dages varighed « . I årene før var der blevet anmeldt et stigende antal tilfælde med forfrysninger, vabler og seneskedehindebetændelser m.v., der ikke var opstået pludseligt. I 1916 blev der mulighed for at anerkende visse af de anmeldte tilfælde, såfremt der var en rimelig sandsynlighed for at skaden kunne henføres til arbejdets forhold. 1)
Dette arbejdsskadebegreb blev senere betegnet » kortvarig skadelig påvirkning « , og praksis på området udviklede sig gennem de følgende årtier. En øvre tidsgrænse udviklede sig således til 5 dage 2) og blev senere lovfæstet ved lov om forsikring mod følger af arbejdsskade, der trådte i kraft den 1. januar 1993. De anmeldte tilfælde med vabler og forfrysninger blev færre, mens antallet af fysiske belastninger, der førte til muskelskader blev flere. Sager om seneskedehindebetændelse blev senere optaget på erhvervssygdomsbekendtgørelsen. 3)
Gennem årene har der ikke været særligt mange ankesager om kortvarig skadelig påvirkning, hvor påvirkningen har haft en relevant tidsmæssig varighed. 4) Med et så beskedent antal ankesager med meget forskellige påvirkninger og varighed har det været vanskeligt at samle ankesager til præcisering af Ankestyrelsens praksis om kortvarige skadelige påvirkninger. 5) I løbet af 1990'erne har der imidlertid verseret en række retssager, hvor domstolene har præciseret praksis om kortvarig skadelig påvirkning. 6)
Der er gennemgået 31 afgjorte ankesager, hvoraf 12 var blevet anerkendt. Sagerne var fra perioden 1968 til 1999 og påvirkningerne havde varet fra 25 minutter til 5 dage. Undersøgelsen blev hovedsagelig afgrænset til fysiske påvirkninger, da det ikke var muligt at finde særligt mange sager om psykiske belastningsreaktioner udviklet inden for kortere tidsrum. 7)
Det er gjort gældende, at der i praksis er udviklet en tidsmæssig nedre grænse på 3-4 timers udsættelse, således at skader opstået ved kortere udsættelser vil blive afvist. Der er herved henvist til, at der ikke i loven er nævnt noget om en mindste udsættelse i tid, hvorfor denne afgrænsning efterlader et tidsmæssigt » hul « i forhold til ulykkesbegrebet, hvor der ikke er mulighed for at få anerkendt skader som følge af arbejdet.
I en artikel skrevet af højesteretsdommer Jørgen Nørgaard i anledning af en Højesteretsdom fra 1993 8) er det anført, at » Efter formuleringen af § 9, nr. 2, forekommer det givet, at en påvirkning skal have haft en vis varighed, for at § 9, nr. 2, kan anvendes. Kravet om en vis tidsmæssig udstrækning følger også af reglens forarbejder... « I Friis og Behns kommenterede arbejdsskadeforsikringslov, 1. udgave fra 1984, side 130 » ... nævnes det, at Sikringsstyrelsen (Arbejdsskadestyrelsen) har anerkendt skader som følge af påvirkninger af en varighed ned til 3-4 timer. «
Ifølge højesteretsdommer Nørgaard havde Højesteret antaget, at løftene i sagen havde varet under en time. Dermed var det allerede som følge af den ringe tidsmæssige udstrækning udelukket, at § 9, nr. 2 kunne finde anvendelse.
Ankestyrelsens undersøgelse viser, at der efter administrativ praksis gælder et udgangspunkt om, at fysiske påvirkninger vil kunne anerkendes som skadelige, når udsættelsen har varet i mindst 3-4 timer. Dette modificeres dog af, at der efter praksis gælder et princip om, at jo mere belastende, uvant og usædvanlig en påvirkning har været i forhold til sikredes almindelige arbejde, jo kortere varende påvirkninger kan anerkendes som skadelige.
Et eksempel på, at man i en konkret sag er gået under udgangspunktet på mindst 3-4 timers fysisk påvirkning er en sag, trykt i SM U-1-92, sag nr. 1:
En rengøringsassistent havde siden 1986 benyttet en moppepresse, hvor hun til daglig foretog 70 pres med gulvmoppen og i weekenderne dobbelt så mange. I 1990 deltog hun i en demonstration af en ny moppepresse, hvor hun trykkede 70 gange med højre hånd på kun 2 timer. Sikrede havde gennemført målinger af 4 kombinationer af forskellige pressetyper, men hun måtte opgive p.g.a. armsmerter ved 5. forsøg.
Ankestyrelsen ændrede Arbejdsskadestyrelsens afgørelse til anerkendelse. Der blev lagt vægt på, at lidelsen måtte anses for opstået som følge af de helt særlige ekstraordinære belastninger, som sikrede havde været udsat for ved demonstrationen. Der var desuden klar sammenhæng mellem den særlige arbejdssituation og de opståede armsmerter, hvor sikrede efterfølgende fik stillet diagnosen tennisalbue.
I vurderingen af om en påvirkning kan anses for skadelig indgår tillige en lægefaglig vurdering. Dette vil typisk involvere en vurdering af diagnosen sammenholdt med symptomernes opståen og udvikling samt lægefaglige erfaringer om under hvilke påvirkninger (f.eks. kraftbetonet i modsætning til statisk arbejde) bestemte lidelser (f.eks. tennisalbue og seneskedehindebetændelse) kan opstå.
Den konkrete diagnose i sagen kan tale for anerkendelse, selv ved kortere påvirkninger end 3-4 timer, såfremt lidelsen efter lægefaglig erfaring med stor sandsynlighed kan opstå på kortere tid. Dette gælder særligt skader ved forfrysning som følge af udsættelse for frost. Ved sikre forfrysningsskader vil der således efter praksis kunne anerkendes skadelige påvirkninger af væsentligt kortere varighed end 3-4 timer.
Forudbestående lidelser udelukker ikke i sig selv, at der kan ske anerkendelse af et tilfælde som kortvarig skadelig påvirkning. Der kan således ske anerkendelse af en forværring af den forudbestående lidelse. Dette sker ved, at der tages forbehold for den forudbestående lidelse, som eventuelt kan føre til fradrag ved fastsættelsen af erstatningen.
Lægelige oplysninger kan dog også konkret tale imod anerkendelse. Hvis symptomerne på en skade f.eks. først er opstået længe efter den anmeldte påvirkning, så taler det imod årsagssammenhæng mellem påvirkningen og skaden.
Selv om det er forskelligt fra sag til sag, hvad der kræves for at en sag kan anses for rimeligt og forsvarligt oplyst, så synes følgende at være et typisk minimum:
1) En detaljeret beskrivelse af den anmeldte påvirkning, herunder
a) Hvor lang tid påvirkningen varede og om der var pauser i perioden.
b) Hvis sikrede har fået en ny arbejdsfunktion, en ny maskine eller lignende, så en beskrivelse af, hvorledes dette er en ændring i forhold til belastningerne inden for det sædvanlige arbejdsområde.
c) Hvis sikredes arbejde er øget i tempo eller omfang, så en beskrivelse af grunden til dette og en beskrivelse af, hvorledes arbejdet blev mere belastende.
d) Hvis den særlige påvirkning skyldes særlige og usædvanlige forhold ved arbejdet (akavethed f.eks.), så en beskrivelse af arten og omfanget af disse forhold.
2) En beskrivelse af sikredes sædvanlige arbejdsområde, herunder om sikrede tidligere har været udsat for de samme påvirkninger, som nu er anmeldt som skadelige.
3) En lægelig afklaring af diagnose med oplysninger om hvornår sikrede fik symptomer.
I en del af sagerne fra undersøgelsen har Arbejdsskadestyrelsen benyttet en standardbegrundelse om, at » arbejdet ikke var belastende ud over, hvad De må forvente inden for Deres arbejdsområde. « Ankestyrelsen har anvendt en lignende begrundelse i enkelte afgørelser, og har i andre afgørelser benyttet en begrundelse om at arbejdet » ikke var ekstraordinært belastende i forhold til, hvad De normalt må være forberedt på inden for Deres arbejdsområde. «
Det synes mere hensigtsmæssigt at begrunde afgørelserne med en beskrivelse af det faktum, der er lagt til grund, herunder hvor længe påvirkningen har varet og hvilke elementer der er lagt vægt på ved vurderingen af påvirkningens karakter og belastning. Dette kan herefter sammenholdes med sikredes vante arbejdsområde, og styrelsens vurdering af, om påvirkningen må anses for at være ekstraordinær og usædvanlig i forhold til dette. Formuleringer fra ulykkessagerne om forventelighed bør således ikke benyttes i sager om kortvarige skadelige påvirkninger, da der er tale om andre kriterier for anerkendelse.