Nyt fra Ankestyrelsen - beregning af bortfaldsfristen for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp - af fuldmægtig Doris Sjøberg
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11286@2000-06-08/da
Indhold
Ankestyrelsen har modtaget en forespørgsel fra et socialt nævn om rækkevidden af SM O-46-99.
I resumeet til SM´en har Ankestyrelsen bl.a. udtalt, at der ikke var hjemmel i lovgivningen til, at kommunen kunne sikre et tilbagebetalingskrav ved udlæg eller andre foranstaltninger, herunder tinglysning.
Ankestyrelsen fandt endvidere, at restgælden vedrørende den tilbagebetalingspligtige kontanthjælp var bortfaldet i sin helhed, da der var gået mere end 5 år, siden ansøger sidst havde modtaget kontanthjælp, og kommunen havde ydet henstand med betalingen.
Ankestyrelsen fandt ligeledes, at det samlede tilbagebetalingskrav vedrørte flere selvstændige hjælpsperioder, da ansøger havde været i arbejde i de mellemliggende perioder og klaret sig selv i en periode på mere end én måned, inden hun fik behov for kontant- hjælp på grund af en ny ændring af hendes forhold. Bortfaldsfristen måtte derfor beregnes for hver hjælpsperiode for sig.
Bortfaldsfristen blev afbrudt ved, at der blev fastsat en afdragsordning vedrørende det tilbagebetalingspligtige beløb. Hvis der ikke var blevet fastsat en sådan ordning for hver hjælpsperiode for sig, og der løbende var konteret afdrag på de enkelte gældsbeløb inden 5-års fristens udløb, måtte gælden anses for bortfaldet ved de enkelte fristers udløb.
Nævnet anførte i sin forespørgsel til Ankestyrelsen bl.a., at man var blevet opmærksom på, at kommuner tog SM O-46-99 til indtægt for, at der ved tilbagebetalingskrav for flere selvstændige hjælpsperioder kunne fastsættes tilbagebetalingsordning for hver periode for sig.
Kommunerne opfattede budskabet i SM´en således, at bortfald kunne undgås, såfremt de fastsatte indbetalte afdrag løbende blev konteret på de enkelte gældsposter.
Efter nævnets opfattelse var der ikke grundlag for at fastsætte sideordnede betalingsordninger i tilfælde, hvor skønnet over ansøgers betalingsevne skulle foretages på samme retlige og faktiske grundlag. Kommunen måtte - efter nævnets opfattelse - vurdere ansøgers betalingsevne, fastsætte afdrag og i overensstemmelse med almindeligt gældende regler afskrive kravet på den ældste fordring.
Ankestyrelsen henviste i sit svar til nævnet til § 95, stk. 4 i lov om aktiv socialpolitik, hvorefter tilbagebetalingskravet bortfalder, når der er gået 5 år efter hjælpens ophør, uden at der efter reglerne i stk. 1-3 har været økonomisk mulighed for at gennemføre kravet.
Ankestyrelsen finder ikke, at det af bestemmelsen eller af forarbejderne dertil kan udledes, at 5-års fristen forlænges, såfremt ansøger inden fristens udløb påny får bevilget kontanthjælp med tilbagebetalingspligt. Dette kunne i givet fald betyde, at et krav vedblivende ville bestå, såfremt ansøger gentagne gange fik bevilget hjælp med tilbagebetalingspligt med ca. 4½ års mellemrum.
Som anført i SM O-46-99 fandt Ankestyrelsen derfor, at bortfaldsfristen må beregnes for hver hjælpsperiode for sig. Dette fremgår iøvrigt også af begrundelsen til den sag, der er offentliggjort som SM O-127-97.
Af SM O-127-97 sammenholdt med SM O-65-87 fremgår, at det er af afgørende betydning, om der er fastsat en afdragsordning inden 5-års fristens udløb.
Ankestyrelsen har ikke taget egentlig stilling til, om der ud fra en helt konkret vurdering vil kunne fastsættes sideløbende betalingsordninger vedrørende tilbagebetalingspligtig kontanthjælp. Umiddelbart skønnes det dog ikke, at der skulle være noget til hinder herfor på samme måde, som hvis der var tale om tilbagebetalingskrav vedrørende forskellig lovgivning som f.eks. aktivloven, boligstøttelovgivningen og skattelovgivningen.
Det må dog forudsættes, at de enkelte afdrag ikke er så små, at der reelt vil blive tale om omgåelse af tilbagebetalingsreglerne.
Ankestyrelsen har heller ikke taget stilling til, om kommunen vil kunne nedsætte en i forvejen løbende afdragsordning for at få mulighed for at fastsætte en afdragsordning vedrørende et senere krav.