Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11288@2000-06-08/da

Indhold

1. Indledning

De sygdomme, om hvilke der findes lægevidenskabelig dokumentation for en klar overhyppighed i forhold til bestemte påvirkninger, er optaget i bekendtgørelsen om fortegnelse over erhvervssygdomme. Disse listesygdomme kan anerkendes, når bekendtgørelsens betingelser er opfyldt.

Ved lægevidenskabelig dokumentation forstås efter praksis, at der gennem epidemiologiske (herunder sygdommens udbredelse i befolkningen) undersøgelser er påvist en klar sammenhæng mellem sygdom og påvirkning.

Da fortegnelsen over erhvervssygdomme normalt kun revideres hvert andet år, er der indsat en opsamlingsbestemmelse i § 10, stk. 1, nr. 2, 1. led . Efter denne bestemmelse kan man anerkende sygdomme, om hvilke der ved epidemiologiske undersøgelser er dokumenteret en klar årsagssammenhæng i forhold til bestemte påvirkninger, men hvor sygdommen endnu ikke er blevet optaget i erhvervssygdomsfortegnelsen.

Når vi bevæger os uden for området, hvor der foreligger lægevidenskabelig dokumentation for en klar sammenhæng mellem sygdom og påvirkning, kan en sygdom anerkendes efter opsamlingsbestemmelsen i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led . Det er her en betingelse for anerkendelse, at det er godtgjort, at sygdommen i det konkrete tilfælde må anses for udelukkende eller i overvejende grad at være forårsaget af arbejdets særlige art.

Med andre ord kan en sygdom anerkendes, når det vurderes, at arbejdet har indebåret en skadelig påvirkning, som i det konkrete tilfælde må antages at medføre en særlig risiko i den ansattes arbejde, og når der ikke er kvalificeret lægelig tvivl om, at sygdommen er forårsaget af dette arbejde. 2)

Det er således for det første en betingelse for anerkendelse af en sygdom efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, at arbejdet, herunder de forhold hvorunder arbejdet er udført, har indebåret belastninger og påvirkninger, som efter en samlet konkret vurdering må antages at medføre en særlig risiko i den ansattes arbejde for udvikling af den pågældende sygdom. Det skal dermed ikke godtgøres, at arbejdet har været helt unikt eller på anden måde enestående.

For det andet er det en betingelse for anerkendelse, at dette særligt risikofyldte arbejde efter en konkret vurdering med stor grad af sandsynlighed har forårsaget den ansattes sygdom.

Efter Ankestyrelsens vurdering er beviskravet i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, større end minimal sandsynlighedsovervægt. Denne vurdering støttes på forarbejderne til bestemmelsen og det hensyn, der bærer det materielle indhold i reglen, nemlig anerkendelse af enkeltstående tilfælde af sygdomme, der normalt ikke opfattes som arbejdsbetingede, men som i det konkrete tilfælde uden tvivl må anses for at være forårsaget af arbejdets særlige karakter.

Det er vigtigt at slå fast, at når vi er uden for området, hvor der foreligger egentlig lægevidenskabelig dokumentation i form af epidemiologiske undersøgelser for sammenhæng mellem sygdom og påvirkning, vil en hvilken som helst sygdom i princippet kunne anerkendes efter bestemmelsen i § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, når ovennævnte betingelser er opfyldt.

Hvor store krav, der nærmere skal stilles til beviset - herunder hvilken og hvor megen lægelig dokumentation, der konkret skal tilvejebringes, for at det kan anses for godtgjort, at en sygdom udelukkende eller i overvejende grad er forårsaget af arbejdets særlige art - må i overensstemmelse med almindelige erstatningsretlige principper vurderes relativt ud fra den enkelte situation.

Beviskravets nærmere størrelse kan således afhænge af bl.a. lidelsens karakter og de specielle forhold omkring den ansattes arbejde.

Hvis der f.eks. er tale om en sygdom, der er noget diffus og måske vanskelig at objektivisere, eller en sygdom, der har karakter af en folkesygdom, kan det bevirke en skærpelse af kravet til beviset for årsagssammenhæng.

Omvendt kan f.eks. ganske særlige og helt ekstraordinære arbejdsforhold konkret bevirke en lempelse af kravet til beviset for årsagssammenhæng. Jo værre, jo mere belastende og ekstraordinære arbejdsforholdene har været, jo mere vil beviskravet efter omstændighederne blive reduceret.

Vurderingen af, om en sygdom kan anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, beror på en konkret og samlet skønsmæssig vurdering af både juridisk og medicinsk karakter .

Som eksempel på momenter, der afhængigt af den enkelte sags nærmere karakter, kan indgå i den skønsmæssige vurdering, kan nævnes følgende:

typen af belastninger og påvirkninger

belastningens omfang

tempoet i arbejdet

ensidige arbejdsbevægelser

intensiteten i arbejdet

præcisionskrav

arbejdsstillinger

ergonomiske forhold

væsentlige afvigelser fra Arbejdstilsynets anvisninger

den ansattes højde og drøjde

den ansattes køn og alder

sygdommens karakter

tidspunktet for sygdommens opståen

sygdommens udbredelse i normalbefolkningen

kendte årsagsmuligheder til sygdommen

den ansattes generelle helbredstilstand m.v.

Højesterets dom af 24. september 1998 om anerkendelse af myoser m.v. hos en fiskepakkerske slår efter Ankestyrelsens vurdering klart fast, at myoser og muskellidelser i nakke-skulderområdet efter en konkret vurdering af arbejdets karakter kan anerkendes som en erhvervssygdom efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led.

Dommen er efter Ankestyrelsens opfattelse endvidere meget illustrativ for så vidt angår den generelle regelanvendelse.

Efter Ankestyrelsens vurdering illusterer dommen således generelt, at enhver sygdom i princippet kan anerkendes som arbejdsskade efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, selvom der ikke ved undersøgelser, herunder epidemiologiske undersøgelser, er påvist en årsagsmulighed eller -sammenhæng, og selvom der er tale om en diffus og hyppigt forekommende lidelse i normalbefolkningen, som kan have mange årsager.

Dommen illustrerer endvidere generelt, at en anerkendelse forudsætter dels at den pågældende har været udsat for belastninger og påvirkninger, som i det konkrete tilfælde vurderes at indebære en særlig risiko i pågældendes arbejde, og dels at det i det konkrete tilfælde vurderes, at sygdommen med stor grad af sandsynlighed er forårsaget af dette arbejde.

Derimod finder Ankestyrelsen ikke , at man på grundlag af dommen kan opstille faste retningslinier for, hvornår myoser og muskellidelser i nakke-skulderområdet mere generelt vil kunne anerkendes som en følge af arbejdets særlige art efter lovens § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led. Dertil er den nuværende lægefaglige viden i form af undersøgelser om mulige årsagssammenhænge alt for spinkel. Men såvel Arbejdsskadestyrelsen som Ankestyrelsen følger nøje den løbende lægefaglige udvikling, herunder udviklingen på området for nakkeskuldersmerter.

Anerkendelse af muskellidelser i nakke-skulderområdet efter § 10, stk. 1, nr. 2, 2. led, beror således på nuværende tidspunkt på en helt konkret medicinsk og juridisk vurdering af den enkelte sag.

Versioner

1. 2000-06-08