Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11315@2000-06-26/da

Indhold

1. Indledning

[K1] og [K2] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i TV 2 den 17. januar 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af udsendelsen, der hedder "Snyd på statens regning" , der blev sendt den 17. januar 2000 på TV 2, fremgår bl.a., at:

Speak : "Hvert år udbetaler det offentlige mere end et hundrede milliarder kroner i sociale ydelser. Det er en fjerdedel af alle de penge, danskerne hvert år betaler i skat. Hvem der kan få hjælp, og hvor meget de kan få bliver afgjort i kommunernes socialforvaltninger. I socialforvaltningerne er der ansat socialrådgivere. De skal kontrollere at borgerne får den hjælp, de har ret til og ikke mere. Alligevel bliver der begået socialt bedrageri for milliarder af kroner hvert år. Socialrådgivere har vidst, at nogle klienter begik socialt bedrageri, men de har intet gjort ved det, selvom det er deres pligt. Det er Folketinget, der laver lovene. Spørgsmålet er, om socialrådgiverne følger dem.

Rektor, Den Sociale Højskole : Jeg vil gerne byde velkommen til højskolens nyuddannede socialrådgivere.

Speak : Demission på Den Sociale Højskole i Århus. Efter tre års skolegang er de uddannet socialrådgivere.

Charlotte Nielsen, socialrådgiver : Jeg skal hjælpe mine klienter. Hjælpe de folk der har problemerne med at komme videre i deres liv.

[K2], socialrådgiver : Jeg mener absolut, at min rolle er, at jeg skal ud og være de mennesker, de borgere jeg skal have med at gøre skal være deres advokat.

Astrid Nielsen, socialrådgiver : Jeg bliver klienternes advokat og ønsker også at være det.

Speak : De har et fælles mål. De vil hjælpe de svageste i samfundet. De vil sørge for, at de svage får et bedre liv. Torben Berg Sørensen er sociolog. I 20 år har han undervist socialrådgiverstuderende i Århus.

Torben Berg Sørensen : De bliver jo netop uddannet på de sociale højskoler til at tænke på klienten ved at have medfølelse og et ønske om at gøre noget socialt godt og tilfredsstillende.

Speak : Men jobbet som socialrådgiver handler ikke kun om at gøre noget godt for klienterne. Socialrådgiverne er ansat i et offentligt system, som er styret af love og regler. De skal sikre, at lovene bliver overholdt. De skal stille krav og kontrollere klienternes oplysninger.

T.B.S. : Det er mange simpelthen ikke rustet til. Uddannelsen ruster dem heller ikke nok til det. Den negligerer den problemstilling.

Majbrit Hestbæk, socialrådgiver : Jeg håber, at jeg kommer i en stilling, hvor jeg kan være klientens advokat og ikke være systemets mand altså. Det håber jeg ikke.

T.B.S. : Der er en slags holdninger i retning af at være klientens advokat mod noget, som man åbenbart har behov for at være advokat imod en slags fjende.

Majbrit Hestbæk, socialrådgiver : De gange hvor jeg har oplevet systemet i forhold til folk , der synes jeg ikke, at det har været særlig kønt. Det har været både for stift, og det har været for regelstyret.

Astrid Nielsen, socialrådgiver : Når man er socialrådgiver, er der selvfølgelig nogle love og nogle regler, man skal holde, men på den anden side er der også en samvittighed ens egen samvittighed, og det vil altid være et konfliktpunkt, tror jeg.

[K2], socialrådgiver : Jamen, hvis lovene er umenneskelige, så kan vi være nød til at bryde dem.

Speak : Torben Berg Sørensen har lavet undersøgelsen: Den sociale samtale. Den viser, at socialrådgivere holder fast i deres idealer fra skoletiden, når de bliver ansat i kommunerne. De kæmper imod systemet for at give klienterne så gode forhold som muligt. De vil ikke kontrollere og stille krav, selvom de har pligt til det.

T.B.S. : Socialrådgivere og sagsbehandlere har nogle roller, som gør, at man er både hjælper, men man er også kontrollanter, altså i almindelighed så møder man et ubehag ved den rolle.

Speak : Gjellerup-parken i Århus. 80% af beboerne her har en anden etnisk baggrund end dansk. Mange af dem har aldrig haft et reelt arbejde. Det tætteste de er kommet på en arbejdsgiver, er socialrådgiverne på Socialcenter-Vest, der udbetaler deres kontanthjælp. En af dem er socialrådgivernes tillidsmand [K1].

[K1] : Og de har ikke prøvet andet altså. Det har været deres forsørgelsesgrundlag i langt den største del af den periode, de har været i Danmark. Så derfor er det en naturlig rettighed for dem.

Speak : Antallet af flygtninge og indvandrere på kontanthjælp er stigende. Op mod en tredjedel af alle langtidsledige kontanthjælpsmodtagere har en anden etnisk baggrund end dansk. Mange indvandrere har modtaget hjælp, uden der blev stillet krav til dem. Socialrådgivere har undladt at undersøge, om indvandrerne reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Særligt kvinderne er der ikke blevet stillet krav til.

[K2] : De får 2-3 børn inden for en relativ kort periode. Det vil sige, hvis man sætter i gang med sprogundervisning, så vil det kun være op til ½ års varighed, så er der barselsorlov og sådan nogle ting, så de får ikke så meget ud af den sprogundervisning, der tilbydes, så vi har ikke nogen interesse i at presse folk, som vi ved, der i løbet af kort tid, der vil de alligevel ikke kunne følge det forløb af forskellige årsager.

T.B.S. : Den der meget høje grad af forsigtighed har så betydet, at udviklende krav og forventninger har man faktisk haft svært ved at fremsætte. At mange har fået lov til at sidde passivt i suppedasen i årevis. Erfaringen viser med rimelig klarhed, at for langt hovedparten så er årelang passivitet ganske simpelt svækkende for en persons og en families samlede sociale situation.

[K2] : Jamen, man kan jo ikke sige til folk, at de skal stå til rådighed, hvis man ikke har et job til dem. Det er jo pjat.

Speak : I de seneste år har politikerne tvunget socialrådgiverne til at stille krav til klienterne. De må ikke længere passivt modtage kontanthjælp. Dermed er det blevet synligt, at nogle klienter reelt ikke har stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor har de ikke ret til at få kontanthjælp, men ikke alle socialrådgivere har stoppet hjælpen. Souhail Ibrahim flygtede til Danmark for 12 år siden. Han er næstformand i indvandrerorganisationen IDFAD i Århus og var med til at starte folkeinformation i Gjellerup-parken. Et sted hvor mange indvandrere mødes og hjælper hinanden med at løse problemer i forhold til socialforvaltningen. I den seneste tid har de mærket, at socialrådgiverne reagerer forskelligt, når en klient siger nej til at blive aktiveret

Souhail Ibrahim : Nogle sagsbehandlere er mere tålmodige end andre med at stoppe bistandshjælpen. De giver et andet og tredje tilbud. Men nogle stopper den efter første tilbud om arbejde. Hvis du siger nej, stopper bistandshjælpen helt.

[K2] : Ja, det er der, der er forskel klart, fordi jeg kan godt i nogle sager vælge at sige, her stopper jeg hjælpen, hvor min kollega vil sige nej, det kunne jeg aldrig finde på. Man skal i hvert fald vide, hvad det er, der gør, at man stopper hjælpen for folk. Hvad konsekvenser det har for familien. Gøre sig klart, om det er det værd, kan man sige. Så der går vi selvfølgelig ind og laver nogle vurderinger.

Speak : Loven tager ikke hensyn til, hvilke konsekvenser det har for en familie, hvis kontanthjælpen stoppes. Der er kun fire lovlige grunde til at lade klienter, der ikke står til rådighed, fortsætte med at få kontakthjælp. Det er hvis aktiveringstilbuddet er for hårdt for klientens helbred. Det kræver en lægeerklæring. Ved graviditet, barsel eller adoption. Hvis klienten ikke kan få passet børn, og kommunen ikke kan anvise en pasningsmulighed, og hvis det arbejde klienten skal udføre omfatter udvikling og fremstilling af krigsmateriel.

[K2] : Men problemet er jo, at politikerne og embedsmændene, der sidder og laver loven og vejledningen, de kender jo ikke dagligdagen, så derfor bliver det meget nogle firkantede ting, som vi andre vi så skal udfylde.

Søren Thorup : Virkeligheden er jo den, at man kan vedtage nok så mange paragraffer, hvis de ikke bliver omsat i praksis, så får paragrafferne ingen betydning.

Souhail Ibrahim: Det er ikke den lov, der vedtages på Christiansborg, der gælder i kommunerne. Det er sagsbehandlerens lov, der gælder.

Anne Worning, Socialrådgiverforeningens formand : Der er jo kæmpe forskel på den måde, lovgivningen bliver tænkt på på Christiansborg, og den omsætning der sker ude i praksis ude hos jer på arbejdspladserne.

Speak : Socialrådgiverne har mulighed for at skønne i mange sager, men i nogle tilfælde giver loven ingen mulighed for skøn. Et eksempel er § 2 i Lov om aktiv socialpolitik. Den siger, at enhver mand og kvinde har i forhold til det offentlige pligt til at forsørge sig selv, sin ægtefælle og sine børn under 18 år. D.v.s. at begge ægtefæller skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Hvis en af dem ikke står til rådighed, kan ingen af dem få kontanthjælp.

Souhail Ibrahim: Nogle sagsbehandlere stopper bistandshjælpen for ham, der selv har sagt nej til et jobtilbud. Nogle sagsbehandlere stopper bistandshjælpen for hele familien. Nogle stopper den for hele familien, men mod tilbagebetaling. Du får, men mod tilbagebetaling.

[K2] : Hvis manden han ikke opfylder sin forsørgelsesforpligtelse, hvis han ikke vil tage et arbejde, så skal vi i konsekvens af det også stoppe hjælpen til hustruen.

Speak : Men gør i det altid?

[K2] : Det kan jeg ikke love. Nej, det gør vi ikke altid. Der kan igen være nogle situationer ikke også, hvor man prøver at finde ud af at lave en ordentlig løsning på noget for ikke at få ødelagt en hel masse ting. Så derfor kan man godt i nogle situationer gøre det, at man faktisk stopper hjælpen til den person, som nu ikke vil arbejde og så giver hjælpen til ægtefællen.

Speak : I 1994 indskærpede Den Sociale Ankestyrelse over for kommunerne, at kontanthjælpen skal stoppes for begge ægtefæller, hvis den ene ikke står til rådighed.

[K2] : Hvis man nu så meget firkantet på reglerne, så skulle vi selvfølgelig stoppe hjælpen, fordi ham eller hende her opfylder ikke kriterierne, men vi ved også, at konsekvensen vil være, at det arbejde der måske er i gang i forhold til familien eller i en daginstitution og sådan nogle ting, det vil være ødelagt, fordi de får den mistro til socialforvaltningen, som vil være ødelæggende. Så derfor er det så vigtigt, at man vurderer det fra sag til sag.

S.T. : Hvis der er store personalegrupper, som har grundholdninger, som går i en anden retning end folketingets flertal, så vil man opleve en træghed i at få lovgivningen ført ud i livet. Og det mener jeg, at man kan se eksempler på på det sociale område.

Speak : Det sociale bedrageri har været let at få øje på. Mændene er flyttet ind i små et værelses lejligheder, hvor der i forvejen boede andre skilte mænd. Mænd har været tilmeldt ubeboelige adresser. Kommunens socialhjælp er sat ind på eksmandens bankkonto, de såkaldte skilte par har købt huse og biler sammen og har haft fælles kontokort.

Pouli Eriksen, skattechef : Hvis vi regner med, at der er 1000 1500 sager inden vi bliver færdige med den undersøgelse her, ja så kan det jo godt løbe op i hundrede millioner kroner.

Speak : Hvor risikabelt har det været før i tiden at lave en proforma skilsmisse.

Souhail Ibrahim : Der har ikke været så meget tjek og kontrol med det. Risikoen er meget lille.

[K2] : Jeg ved ikke, om jeg kan forstå, de synes vi er nemme at snyde. Men jeg tror igen, det har noget med vores kultur at gøre. Vi har jo en dyb tiltro til, at når folk de skriver under på, at de har forstået, at de skal give de der oplysninger, så gør de det også. Vi har jo ikke sagt til dem, og hvad så, er det så rigtigt? Det kan vi jo ikke tillade os. Det er i hvert fald der, hvor min grænse den går. Jeg vil ikke stille spørgsmålstegn ved om folk, de tager på statsamterne og lader sig separere og så bagefter siger, er det nu rigtigt? Det kan ikke passe. Det er ikke der, jeg skal hen.

Speak : Det, du siger, er, at hvis der er nogen andre end mig, der opdager det her, så kan det blive meget dyrt for jer?

[K2] : Ja, for jeg kan jo ikke sidde og sige, jeg tror ikke på jer, for det gør jeg altså, når de fortæller mig, at de reelt stadigvæk er separeret, så er de selvfølgelig det, men jeg fortæller dem, hvad konsekvensen er, hvis de nu ikke er det. Det er, at der er nogle andre, der kan komme og sige hov, hov, den her holder altså ikke.

Speak : Men du ser det ikke som din opgave at anmelde dem for den mistanke?

[K2] : Næh..

Speak : Ulla Bendsen er ikke ene om at have den holdning. I Socialrådgiverforeningens etiske vejledning står der, "socialrådgivere praktiserer en professionel tavshedspligt og ingen oplysning givet i fortrolighed af en klient til en socialrådgiver gives videre uden udtrykkelig accept fra klienten. Tavshedspligten overholdes selv, hvis gældende lovgivning strider mod dette krav."

[K1], socialrådgiver : Selvfølgelig kan jeg ikke sige, at det er o.k., at folk begår socialt bedrageri, men jeg synes bare sommetider, at man må forstå, hvorfor folk begår socialt bedrageri. Og så kunne det jo være at i nogle tilfælde, tror jeg, at jeg synes, at det er o.k., fordi de betingelser, man giver de mennesker, er fuldstændig urimelige."

Klagerne har anført, at indklagede ikke informerede dem om sigtet med de interviews, som de deltog i, og som blev gengivet i udsendelsen.

Klageren [K1] har oplyst, at interviewet med hende fandt sted ved hendes afgang fra Den Sociale Højskole, og at interviewet varede ca. 15-20 minutter. Interviewet tog udgangspunkt i nogle helt generelle spørgsmål om hendes faglige visioner for socialrådgivererhvervet og socialrådgiverens rolle i bred forstand. Hun føler sig derfor både krænket og skuffet over, at hun i udsendelsen er citeret for udtalelsen, "hvis lovene er umenneskelige, så kan vi være nød til at bryde dem", for udtalelsen vises i en sammenhæng, så det fremstår som om, hun udtaler sig om socialt bedrageri, og at hun dermed skulle være tilhænger af straffelovsovertrædelser. Hendes udtalelse til journalisten angik imidlertid ikke socialt bedrageri, men enestående situationer, som f.eks. sagen om pastor Leif Bork Hansen, der af samvittighedsgrunde medvirkede til at skjule serbiske flygtninge. Det er en grov fordrejning, når indklagede bruger udtalelsen i en anden sammenhæng, end den udtalelsen egentlig vedrørte.

Klageren [K2] har oplyst, at han forud for interviewet blev informeret om, at interviewet skulle bruges til et program, som skulle omhandle socialrådgiveres rolle og arbejdsvilkår samt de dilemmaer, som de kan komme ud for, hvorimod han ikke blev informeret om, at socialt bedrageri ville blive det overordnede tema for udsendelsen. På et tidspunkt i udsendelsen spørger journalisten ham om, "men du ser ikke det som din opgave at anmelde dem for din mistanke", hvortil han svarer "næh". Imidlertid fortsatte [K2] sit svar med at sige, at han havde vejledt dem og fortalt dem om konsekvenserne, og at nogen andre vil komme efter dem, hvis de snyder, samt at han som udgangspunkt stoler på folk, men denne del af hans svar fremgik ikke af udsendelsen. Endvidere fremstår hans svar i udsendelsen som et generelt svar på et generelt spørgsmål om socialt bedrageri og ikke i den rette sammenhæng, der vedrørte en helt konkret problemstilling.

Klagerne har endvidere anført, at indholdet af deres udtalelser ved klipning og ved redigering er blevet forvansket, og at udtalelserne i de sammenhænge de bringes virker både skadende og ringeagtsforringende for klagerne og for socialrådgiverne som faggruppe.

Klagerne har herudover anført, at udtalelserne fra sociolog Torben Berg Sørensen og fra chefkonsulent Søren Thorup burde have været forelagt for dem, således at de kunne have tilbagevist deres udsagn om, at mange socialrådgivere går ret langt for at udnytte lovgivningen, at nogle socialrådgivere kæmper mod systemet, og at de ikke kontrollerer klienternes oplysninger, som de har pligt til. Klagernes udsagn er i stedet blevet redigeret således, at de bekræfter beskyldningerne om snyd for statens penge, hvilket også understreges af udsendelsens titel.

Som optakt til udsendelsen udsendte indklagede den 10. januar 2000 en pressemeddelelse, hvoraf det bl.a. fremgik, at:

"Overholder ikke loven

På socialcenter Vest, der betjener Gjellerup-parken i Århus, indrømmer socialrådgivernes tillidsmand [K2], at de ikke altid overholder loven. Nogle gange overtrædes loven, fordi socialrådgiveren skønner, det ville få alvorlige følger for klienterne, hvis den kontante hjælp blev stoppet. Men det er en familie, der ifølge loven ikke er berettiget til hjælp.

I de seneste år har undersøgelser vist, at samfundet er blevet bedraget af sociale klienter for milliarder af kroner. En undersøgelse TV 2 dok. har gennemført, viser, at fire ud af fem kommuner er begyndt at kontrollere, om socialforvaltningernes kontrol har været tilstrækkelig."

Klagerne har anført, at pressemeddelelsen understreger udsendelsens overordnede tema, uden at klagerne havde nogen anelse om, hvad interviewene skulle bringes til, hvilket er kritisabelt, også når det tages i betragtning, at udsendelsen efterlader det indtryk, at klagerne tilsidesætter deres tjenestepligter, og at de er medvirkende til socialt bedrageri, som er en strafbar handling.

Klagerne har herudover anført, at udsendelsen medførte, at klageren [K2] blev bedt om at fremkomme med en redegørelse til socialforvaltningen i Århus Kommune om baggrunden for hans udtalelser i udsendelsen, samt at socialforvaltningen, efter at [K2] i detaljer havde redegjort for seks elementer i udsendelsen, har indstillet til socialdirektøren, at "vi har fundet hans forhold fuldstændig acceptable og i orden".

Endelig har klagerne anført, at det ikke af udsendelsen fremgik, at [K2] i sit arbejde er beskæftiget med den allermest udsatte og udstødte gruppe af klienter, og at man for denne persongruppe har andre muligheder for at foretage vurderinger end for de fire grupperinger, der opereres med i udsendelsen, hvilket burde have fremgået.

På denne baggrund mener klagerne, at indklagede har misbrugt deres tillid, og at god presseskik er tilsidesat.

Indklagede har anført, at udsendelsen omhandlede socialrådgiveres arbejde, herunder den rolle de udfylder i samfundet og deres selvopfattelse af denne situation. Formålet hermed var at skabe debat om, at der findes socialrådgivere, der som følge af en grundholdning om, at de er klientens advokat, strækker den sociale lovgivning videre end dens intentioner med henblik på i videst mulig omfang at varetage klienternes interesser. Udsendelsen sætter endvidere spørgsmålstegn ved socialrådgivernes rolle i forbindelse med klienters sociale bedrageri, herunder i hvilket omfang de skal orientere andre herom, og pressemeddelelsen har dækning heri. Formålet med programmet var således ikke at bibringe seerne det indtryk, at danske socialrådgivere medvirker til eller ser igennem fingre med, at der begås socialt bedrageri.

Indklagede har endvidere anført, at klageren [K1] forud for interviewet blev gjort opmærksom på, at man var i færd med at lave et tv-program om socialrådgivere, og at tilrettelæggerne særligt var interesseret i en stillingtagen til socialrådgivernes dilemma, om socialrådgiveren skal være "systemets mand" eller "klientens advokat", idet dette tema ville indgå i programmet. På denne baggrund finder indklagede ikke, at [K1] er blevet misinformeret om, i hvilken sammenhæng interviewet med hende skulle indgå, og udtalelsen om at "hvis lovene er umenneskelige, så kan vi være nødt til at bryde dem" indgik ikke i en specifik snak om pastor Leif Bork Hansen, men var udtryk for en generel holdning til en urimelig lovgivning. Udtalelsen indgår endvidere i programmet på et sted, hvor spørgsmålet om socialrådgivernes egen opfattelse af deres rolle i samfundet behandles, og programmet beskæftiger sig på dette sted ikke med socialrådgiveres rolle i forbindelse med socialt bedrageri, hvorfor udtalelsen ikke er anvendt på en illoyal eller krænkende måde. Hertil kommer, at [K1] i interviewet rent faktisk giver udtryk for, at hun i sit fremtidige arbejde som socialrådgiver vil være parat til at finde udveje, herunder at bryde loven for at skaffe rimelige vilkår for sine klienter. Det fremgår endvidere tydeligt af udsendelsen, at [K1] er nyuddannet, og at hun ikke fungerer som socialrådgiver, og indklagede mener derfor ikke, at det i programmet fremstår, som om hun medvirker til socialt bedrageri eller ser gennem fingre hermed.

Indklagede har herudover anført, at man med klageren [K2] forud for det egentlige interview havde lavet et research-interview, og at [K2] i den forbindelse var blevet gjort opmærksom på, at programmet ville komme til at omhandle socialrådgiveres administration af den sociale lovgivning, herunder socialrådgivernes rolle ved tildeling af sociale ydelser samt socialrådgivernes indberetning af socialt bedrageri. [K2] var endvidere informeret om, at man ville stille kritiske spørgsmål omkring socialrådgivernes dilemma om, hvis interesser de skal varetage, og han var blevet orienteret om hovedkonklusionen i Søren Thorups undersøgelse "Den gode balance" og om Torben Berg Sørensens undersøgelse og synspunkter, samt at disse ville indgå i programmet. På denne baggrund mener indklagede ikke, at [K2] er blevet misinformeret om, i hvilken sammenhæng interviewet med ham skulle indgå.

Indklagede har tillige anført, at det forhold, at der i programmet forekommer kritiske udtalelser fra Søren Thorup og Torben Berg Sørensen om socialrådgiveres arbejde, ikke medfører, at det fremstår som om, at klagerne medvirker til socialt bedrageri eller ser gennem fingrene hermed.

Indklagede har endvidere anført, at størstedelen af interviewet med [K2] bringes på et tidspunkt i udsendelsen, hvor socialrådgiverens rolle i forbindelse med klienters sociale bedrageri ikke har været behandlet og allerede af denne grund afviser indklagede, at størstedelen af interviewet kan have bibragt seerne det indtryk, at [K2] medvirker til socialt bedrageri eller ser gennem fingrene hermed. En lille del af interviewet med [K2] indgår i sekvensen om socialt bedrageri, men indklagede finder ikke, at det på grund af sammenhængen, hvori udtalelsen indgår, uberettiget fremstår som om, [K2] medvirker eller ser gennem fingre med socialt bedrageri. [K2] oplyser, at han ikke anser det for sin opgave at anmelde klienter, som han har oplyst om pligten til at give korrekte oplysninger m.v. Endvidere finder indklagede ikke, at det forhold, at [K2] medvirker i et program, der omhandler socialt bedrageri, i sig selv medfører, at det fremstår som om, han billiger det.

Indklagede har endvidere anført, at man ikke har redigeret interviewet med [K2] på en illoyal måde, således at hans udtalelser har fået et andet udtryk end tiltænkt, og indklagede har som dokumentation herfor henvist til, hvad [K2] har udtalt til socialforvaltningen i Århus Kommune.

Indklagede har tillige anført, at de udtalelser, der fremkommer umiddelbart før og efter klagernes udtalelser i udsendelsen, ikke vedrører klagerne, hvorfor de ikke skulle forelægges for dem.

Endelig har indklagede anført, at det fremgik af programmet, at [K2] arbejder i Socialcenter Vest i Gjellerup-parken i Århus, hvilket er kendt som et stærkt socialt belastet område, hvorfor det i programmet ikke var nødvendigt yderligere at præcisere, at [K2] arbejder med en udsat og udstødt gruppe.

På denne baggrund afviser indklagede at have handlet i strid med god presseskik.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at Pressenævnet ikke har mulighed for at foretage en bevismæssig vurdering af, hvilke informationer om udsendelsens indhold og sigte, som klagerne har modtaget, før de deltog i interviewene, som der bringes uddrag fra i udsendelsen.

Udsendelsen omhandler et væsentligt emne, nemlig socialrådgiveres arbejde og den rolle, socialrådgiverne udfylder i samfundet, herunder om socialrådgiverne opfatter sig selv som "systemets mand" eller som "klientens advokat". Udsendelsen omhandler endvidere socialt bedrageri samt socialrådgivernes rolle i denne forbindelse. Pressenævnet finder ikke, at de udtalelser, som klagerne fremkommer med i udsendelsen, er bragt i en fordrejet eller vildledende sammenhæng, eller at udtalelserne ved klipning og redigering er blevet forvansket. Pressenævnet finder endvidere ikke, at det er i strid med god presseskik, at udtalelserne fra sociolog Torben Berg Sørensen og chefkonsulent Søren Thorup ikke har været forelagt for klagerne. Pressenævnet finder således ikke, at indklagede har tilsidesat god presseskik.

Afsagt den 21. juni 2000.

Versioner

1. 2000-06-26