Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11317@2000-06-26/da

Indhold

1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt på TV 2 den 13. marts 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det fremgår bl.a. af udsendelsen med titlen "Bag lukkede døre", der blev bragt på TV 2 den 13. marts 2000, at:

Betjent: " Kan du fortælle mig, hvordan H--- tissemand ser ud?

Barn: Det kan jeg ikke huske.

Betjent: Det kan du ikke huske?

Barn: Mmm hmm.

Betjent: Kan du huske, hvad farve den havde?

Barn: Den havde nærmest hudfarve, skulle jeg tro.

Betjent: Rørte hun ved jer? Det kunne være, at hun havde vasket jer måske?

Barn: Ja.

Betjent: Har hun vasket jer?

Barn: Mmm fordi H--- og manden havde tisset på os.

Stephen J. Ceci, professor i psykologi : Der er ikke den ting, man ikke kan indpode i et barns hukommelse. Også seksuel misbrug.

Betjent: Hvad er der gør, at du kan huske det med H--- tissemand?

Barn: Fordi jeg ikke har glemt det endnu

Betjent: Fordi du ikke har glemt det endnu?

Barn: Ja, fordi min mor har fortalt mig .så kunne jeg huske det endnu.

Speak : Værebroparken i Gladsaxe. Her ligger børnehaven Vadstrupgård, som var udgangspunkt for Danmarks første store sag om seksuelle overgreb imod børn i en børnehave. Sagen begyndte i sommeren 1997. En 4-årig pige blev afhørt af politiet, da pigens læge frygtede, at hun havde været udsat for seksuelle overgreb.

Speak: Den danske sag begyndte ligesom de fleste udenlandske sager som en mindre sag om blufærdighedskrænkelse. Få måneder senere fremlagde anklagemyndigheden et anklageskrift, hvor 23 børn fortalte om adskillige seksuelle overgreb begået af pædagogmedhjælperen H. Forældrene var chokerede over de påståede seksuelle overgreb i deres børns børnehave. Her beskriver en far stemningen på det første møde, hvor forældrene blev informeret om de påståede begivenheder.

[K], far til "Barn nr.8": Der var alle reaktioner simpelthen. Der var gråd i hjørnerne, der var nogle der blev meget vrede og aggressive. Folk sad fuldstændig forstenede og lamslåede. Der var simpelthen noget for enhver smag i den forsamling der.

Speak: [K] er far til det barn, som i anklageskriftet blev kaldt forhold nr. 8.

[K]: Han har inderligt bedt mig om ikke at stå frem med ansigt, fordi så ville han kunne genkendes i det daglige, hvor han bevæger sig, og derfor har vi en belastning, og det har jeg valgt at respektere.

Speak: I dagene efter informationsmødet begyndte forældrene at udspørge deres børn om, hvad der var sket i børnehaven.

Er der ikke en risiko for, at man kommer til at lægge nogle oplevelser nogle ord i munden på dem i den proces?

[K] : Det tror jeg ikke, der er. Ikke den måde vi har snakket med ham på. Altså, der er vi ret sikre på, at vi har ikke lagt noget i munden på ham, og vi ser ikke noget formål med at gøre det. Det har ikke for os været et mål at få ham til at sige noget bestemt. Det har været et mål at få ud af ham, hvad der i virkeligheden er sket med ham.

Speak: I begyndelsen afviste drengen helt, at der havde fundet overgreb sted.

[K]: Der går adskillige dage, og det er faktisk først, da min kone tager ham med ned til Bagsværd Sø og har en fortrolig samtale med ham. Vi havde da af politiet fået at vide, at pædofile ofte bruger nogle meget kraftige trusler. Min kone sagde så til ham, at hun godt kendte pædagogmedhjælperens hemmelighed, og det gjorde, at det løste lidt op, og han kunne så fortælle en lille bitte smule, og det var nok til, at det for os stod klart, at han også havde været misbrugt.

Speak: Men forældrene nøjedes ikke med at udspørge deres børn, de indledte også deres egen efterforskning. Moderen til nr. 8 var således en af initiativtagerne, da to forældre fik udleveret nøglen til kælderen under Vadstrupgård. Hun tog fire børn med på en rundvisning i kælderen. Ifølge børnenes forklaringer var kælderen et meget anvendt gerningssted. I kælderen fandt forældrene og børnene bl.a. nogen pinde og en snor, som de senere gav til politiet som bevismateriale.

[K]: Vores formål med det har været at give børnene et ekstra indput som en slags reminder for, hvad de har lavet. For at give dem en bedre mulighed for at kunne huske, hvad det er, der har foregået. Og det føler vi lykkedes.

Speak: Forsvarsadvokat Thomas Rørdam er i øjeblikket ved at gennemgå Vadstrupgårdsagen. Han overvejer, om han skal forsøge at få sagen genoptaget ved den særlige klageret. Thomas Rørdam mener, at der kan være en risiko ved forældrenes egen efterforskning i kælderen.

Speak: Der er flere eksempler på, at forældrene har forsøgt at påvirke deres børns vidneudsagn. Under en videoafhøring af en 5-årig pige opstod der en pause, hvor pigen og hendes mor var alene i afhøringslokalet, men videobåndet kørte videre og optog følgende samtale, som tog udgangspunkt i en huskeseddel.

Mor: Ved du hvad L---, den seddel som vi skulle give (betjenten), ikke også. Alle de ting, du kunne huske, som vi har skrevet ned på sedlen, ikke også. Hvis han nu spurgte dig om nogen af de ting, ville du så ikke godt sige ja eller nej?

Barn: Jo.

Mor: I stedet for bare at sige nej hele tiden?

Barn: Jeg sagde også nogen gange ja.

Mor: Det er ikke lige de rigtige tidspunkter, vel?

Speak: Den samme mor skrev også en helt anden huskeseddel, der pludselig dukkede op i sagsakterne i landsretten. En huskeseddel, som var skrevet til et helt andet barn i sagen.

"Huskeliste for M---.

R---, J---, M---, C---, M---, A---, M---, L---, M--- var nede i kælderen.

M--- og L--- listede sig væk og så, hvad H--- gjorde med de andre børn. Han sagde, at de skulle tage bukserne af, og H--- rørte ved deres tissemand/kone.

H--- rørte ved dem med pinde, også i enden på dem.

H--- bandt hænderne på ryggen af dem, mens de sad på en stol.

H--- havde sin tissemand oppe i enden på dem. (Også M---).

Legehuset blev også brugt."

Speak: I den danske sag blev pædagogmedhjælperen H dømt skyldig i foråret 1998. Trods dommen fortsatte sagen, da børnene blev ved med at fortælle om seksuelle overgreb. Og så tog beretningerne en dramatisk drejning.

Dette er så den vej, som børnene kørte til Lyngby med bussen.

Børnene fortalte nu, at pædagogmedhjælperen havde taget dem med ud til forskellige lokaliteter langt fra børnehaven, bl.a. til et hotel i Lyngby. Her blev de seksuelt mishandlet af flere voksne personer. Disse historier førte til, at man nu talte om en pædofilring. Ifølge børnene blev de bedøvet og voldtaget, der blev tisset på dem, og de blev tvunget til at spise afføring. Det var alt sammen foregået i børnehavens åbningstid, uden at nogen havde bemærket noget usædvanligt, og som i sagen fra Bjugn i Norge begyndte forældrene nu at udveksle billeder. Udfra billederne begyndte børnene at udpege flere gerningsmænd, deriblandt flere personer, der var i familie med pædagogmedhjælperen.

[K]: På et tidspunkt går der en historie om, at pædagogmedhjælperen har en biologisk far, som mistænkes for selv at være pædofil. Og det giver selvfølgelig anledning til, at man ønsker at få belyst, hvorvidt han har deltaget i noget af det her. Det var måske meget nærliggende at tro. Vi mødte tilfældigvis en, som kendte ham, og som havde et billede liggende og fik så lejlighed til at se det billede og fik også lejlighed til at vise det til vores dreng, men vi måtte så erkende, at vores dreng kunne ikke sige, at det var ham.

Speak: Dette billede kom til at spille en helt central rolle i Vadstrupgårdsagen, for nu begyndte børnene at udpege meget uventede gerningsmænd.

[K]: På et tidspunkt kommer det frem, at der også har været én med fra et cirkus. Et bestemt cirkus som vi ved, at pædagoger fra Gladsaxe deltager i - eller pædagogiske medarbejdere deltager i. Og faktisk begynder nogle børn meget hurtigt at sætte en meget præsis og konkret beskrivelse på, hvem det er. Så konkret så man kan finde et billede frem og faktisk udpege den pågældende på billedet ud fra den beskrivelse, børnene kommer med. Og det giver selvfølgelig anledning til, at man viser billedet til børnene og selvfølgelig også spørger dem, om der måske var andre der, som de kunne genkende.

Speak: Cirkus Flora består af pædagogisk personale og af ansatte i Gladsaxe kommune. Et barn udpegede seks personer på billedet som sexforbrydere. Deriblandt en ledende embedsmand i Gladsaxe kommune, som ifølge barnets forklaring deltog i de seksuelle overgreb iført sit klovnekostume fra Cirkus Flora.

Speak : Hvordan har du det dybt i dit hjerte med, at et barn fortæller, at en embedsmand fra Gladsaxe Kommune optræder iklædt klovnekostume og voldtager børnene?

[K] : Min fornuft siger mig, at det er jo bizart og vanvittigt. Men omvendt er der også en røst i mig, der siger, med det jeg har oplevet, jamen så kan jeg næsten ikke afvise det som pure opspind.

Speak : Du tror stadigvæk, at det er sandsynligt.

[K] : Jeg tror, det er muligt. Om end måske liden sandsynligt, men det er muligt.

Speak: Da børnene pegede på politimesteren i Bjugn faldt den norske sag fuldstændig fra hinanden. Men her syv år senere føler Arne With sig stadig ikke helt renset. Det nager ham stadig, at han blev varetægtsfængslet og hængt ud som sex-overgriber, og han er stadig en mærket mand og præget af en vis bitterhed.

Arne With: Man skal være objektiv. Man skal først og fremmest gå væk fra den teori, som på en måde lå til grund i Bjugn-sagen. Nemlig at børn altid taler sandt. For det er ikke rigtigt.

Speak: I sagen om den danske pædofilring blev seks personer sigtet, dog ikke embedsmanden fra Gladsaxe. Sagen blev henlagt i december sidste år, da det ikke var muligt at finde voksne vidner eller tekniske beviser, som kunne underbygge børnenes forklaringer. Nogle af børnene har hele tiden nægtet, at der er sket seksuelle overgreb. To børn, måske flere, har fået erstatning for de seksuelle overgreb, de hele tiden har afvist.

Men vi kan jo heller ikke komme uden om, at der var faktisk mange af børnene, som også indgår i sagskomplekset i dommene, som ikke har kunne bekræfte de her overgreb.

[K]: Det er korrekt. Som sagt i starten kunne vores dreng heller ikke bekræfte det. Han sagde nej, da vi spurgte ham. Og vi har også været ude for, at der er børn, som skiftevis siger ja og nej afhængig af, hvilken stemning de er i. Igen skal man huske på, at de her overgreb er så voldsomt belastende for børnene at sige noget om. Så at de siger nej er ikke så meget et udtryk for, at det ikke er sket, men det er et udtryk for, at de er blevet truet så voldsomt, til at skjule det her, så det er så vanskeligt for dem at sige det.

Stephen Ceci: Når jeg læser udskrifterne af afhøringerne af de tre danske børn, så ligner de meget afhøringer af børn i USA. Det er det positive ved det. Det negative er så, at de amerikanske afhøringer tit er meget dårlige. Så disse afhøringer har en række træk, som bekymrer mig.

Speak: Første eksempel er den allerførste afhøring i sagen. Det var den afhøring, hvor barnet forklarede, at der intet var sket, og at hun bare lavede sjov.

Barn: Der er ikke sket noget.

Betjent: Er der slet ikke sket noget?

Barn: Jeg laver bare sjov.

Betjent: Laver du bare sjov med mig?

Barn: Ja.

Stephen Ceci: Det første barn her benægtede over for intervieweren syv gange, har jeg talt det op til, at der var sket noget. Det skulle ikke være nødvendigt for barnet at gøre det syv gange. Intervieweren må på et tidspunkt respektere det, barnet fortæller. Barnet siger, det ikke er sket. Så spørger man måske igen, bare for at være sikker. Men syv gange bliver barnet ved med at sige: "Jeg kender ikke noget til det". Det bekymrer mig, når en interviewer bliver ved, og jeg skal sige Dem hvorfor. Når man har med børn i førskolealderen at gøre, er de uforholdsmæssigt meget mere tilbøjelige til at ændre deres svar, når man gentager et spørgsmål.

Speak: De fleste sager om påståede seksuelle overgreb i børnehaver bliver frafaldet inden, de når frem til domstolene. Seks danske sager er foreløbig afgjort ved domstolene. Den første var Vadstrupgårdsagen, og siden er yderligere to pædagogmedhjælpere fra andre institutioner blevet dømt. I tre andre sager blev de tiltalte frifundet. To frifindelser var begrundet med, at børnene var afhørt med alt for ledende spørgsmål.

[K] : De situationer vi har fået beskrevet er typisk brudstykker af situationer, som for barnet i sig selv ikke giver mening. Men for os som voksne giver det en voldsom mening, når man sætter brudstykkerne sammen.

"

Klageren har oplyst, at han deltog i udsendelsen som forælder til et af de børn, der blev seksuelt misbrugt af en pædagogmedhjælper i Vadstrupgård Børnehave.

Klageren har anført, at han gennem udsendelsens tilrettelægger blev bibragt det indtryk, at programmet skulle have en fornuftig balance, således at seerne kunne få et rimeligt grundlag at vurdere problemstillingen omkring anvendelse af børns vidneudsagn på, men at dette ikke er sket, hvorfor han har deltaget i udsendelsen under falske forudsætninger. Der var således ingen balance i programmet, men ved manipulation og bevidst udeladelse af oplysninger blev udsendelsens sigte i stedet at dokumentere tvivl om børns vidneudsagn og at så tvivl om forældrenes hensigter, samt at give det indtryk, at omfanget og karakteren af misbrugssager er voldsomt overdrevet.

Klageren har endvidere anført, at indklagede havde meddelt ham, at programmet ville indeholde ekspertudtalelser til understøttelse af synspunkter både for og imod anvendelsen af børns vidneudsagn, herunder at psykolog Kirsten Moesgaard skulle deltage i udsendelsen, men at klagerens udsagn i udsendelsen står alene over for en lang række eksperters udsagn. Klageren mener derfor ikke, at det havde noget sagligt formål, at han deltog i udsendelsen, og klageren føler, at han er blevet latterliggjort, samt at udsendelsen havde været bedre tjent med, at han ikke havde deltaget. Udsendelsens tilrettelægger skulle derfor have givet klageren mulighed for at trække sit tilsagn om deltagelse tilbage. Det er korrekt, at klageren ikke havde betinget sin deltagelse af, at Kirsten Moesgaard deltog, hvilket han ikke fandt var nødvendigt, for udsendelsens tilrettelægger havde i en e-mail informeret ham om, at hun skulle deltage.

Klageren har tillige anført, at på trods af rettens forbud mod offentliggørelse, så bringes der i programmet i anonymiseret form udskrifter af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i Vadstrupgårdsagen. Da retten i sin afgørelse også ser på børnenes kropssprog m.v., er det en urimelig manipulation, når indklagede kun præsenterer seerne for udvalgte udskrifter af lydsiden, herunder de udvalgte dele, som giver anledning til tvivl. Endvidere er der tale om, at en speaker har læst op fra udskrifterne af lydsiden, og materialet ligger derfor meget langt fra det, som by og landsretten har truffet afgørelse på grundlag af. Klageren gør gældende, at han, som far til det barn, der har udtalt sig, og hvis vidneudsagn gengives i anonymiseret form, er klageberettiget vedrørende disse udskrifter.

Klageren har herudover anført, at der i programmet præsenteres en huskeseddel, og at det antydes, at sedlen er skrevet med det formål at instruere en anden forælder forud for rettens behandling af sagen. Baggrunden for huskesedlen var imidlertid, at et barnet havde betroet sig til en anden voksen end sine forældre, og at denne voksne havde nedskrevet en seddel til barnets forældre, der talte dårligt dansk.

Klageren anfører endvidere, at det kunne have givet en mere nuanceret udsendelse, hvis den svenske Örebro-sag havde været omtalt, eller hvis udsendelsen, i forbindelse med oplysningen om at nogle børn fortsat nægter at have været udsat for overgreb i Vadstrupgårdsagen, havde oplyst om, at børn i misbrugssager ofte nægter, at misbruget har fundet sted samt bragt eksempler herpå.

Indklagede har oplyst, at programmet satte fokus på anvendelse af børns vidneforklaringer som bevis i sager om seksuelt misbrug af børn. Formålet hermed var at undersøge og diskutere troværdigheden af børns vidneforklaringer, herunder forældrenes mulighed for at påvirke børnene og betydningen af måden, hvorpå børnene bliver afhørt, hvilket er et følsomt og alvorligt emne, som af retssikkerhedsmæssige hensyn også er af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Indklagede har anført, at der tilkommer indklagede en redaktionel frihed til at vælge den indgangsvinkel til behandling af en problemstilling, som findes relevant, når de presseetiske regler i øvrigt overholdes, og at der således ikke består en forpligtelse til, at synspunkter henholdsvis for og imod en problemstilling repræsenteres ligeligt. Det eneste afgørende er således, om klageren var orienteret om programmets tema, som var at påpege, at det kan være problematisk at lægge børns vidneudsagn til grund, hvilket klageren var informeret om via diverse e-mails fra programmets tilrettelægger. Ved e-mail af 17.december 1999 skrev udsendelsens tilrettelægger således til klageren, at man havde kontakt til den svenske psykolog Lena Sjögren, som er meget kritisk over for børns vidneudsagn i pædofilisager, og ved e-mail af 3. januar 2000 skrev udsendelsens tilrettelægger til klageren, at han håbede, at en fra forældregruppen ville deltage i udsendelsen, der ellers ville få en urimelig slagside. Hermed var klageren også informeret om, at det var vanskeligt at finde tilhængere af at bruge børn som vidner, som samtidig var villige til at deltage i programmet, og klageren var dermed også informeret om, at der ikke ville være en ligelig balance i programmet for så vidt angår repræsentation af synspunkter fra begge sider af sagen. Herudover mener indklagede, at programmet rent faktisk var nuanceret, idet både klageren og to personer fra Gladsaxe politi talte for, at børns vidneforklaringer kan lægges til grund. Efter indklagedes opfattelse fremstod klagerens udtalelser og vurderinger med samme vægt som de øvrige medvirkendes, ligesom hans medvirken var relevant og sagligt begrundet, da han netop som forælder til et misbrugt barn kan forholde sig til troværdigheden af børns forklaringer.

Indklagede har endvidere anført, at klageren ikke var garanteret, at psykolog Kirsten Moesgaard ville medvirke i programmet som en fortaler for, at børns vidneforklaringer anvendes, ligesom klageren ikke havde betinget sig, at Kirsten Moesgaards medvirken var en forudsætning for hans deltagelse i programmet. Baggrunden for at Kirsten Moesgaard ikke deltog var, at hun, umiddelbart før programmet skulle udsendes, trak sit samtykke til at medvirke tilbage, hvilket man respekterede.

Indklagede har endvidere anført, at man over for klageren i diverse e-mails havde givet udtryk for nogle forhold, som kunne så tvivl omkring vidneforklaringerne, og at man derfor ville forholde sig kritisk til en række punkter i sagsforløbet i Vadstrupgårdsagen.

Indklagede har tillige anført, at man på forhånd havde gjort klageren bekendt med, hvad man ville spørge ham om. Samlet set finder indklagede således ikke, at klageren har medvirket i udsendelsen under falske forudsætninger, eller at udsendelsen fremstiller børnene fra Vadstrupgård og deres forældre som løgnagtige og manipulerende, og indklagede finder ikke, at klageren, efter at programmet var færdigt, skulle have haft mulighed for at trække sit tilsagn om at medvirke tilbage.

Indklagede har tillige anført, at det ikke kan anses for kritisabelt, at udsendelsen ikke bringer klagerens forklaring på "huskesedlen", for klageren havde ikke udarbejdet huskesedlen og var ikke forbundet hermed.

Indklagede anfører herudover, at klageren ikke er klageberettiget for så vidt angår udsendelsen brug af uddrag fra lydsiden af børnenes vidneudsagn, idet de afhørte børn alle er anonymiseret i programmet, hvorfor klagerens barn ikke er identificeret, som et af disse børn. Endvidere er klageren ikke klageberettiget i relation til den amerikanske professor Stephen Cesi's fortolkning af en vidneforklaring i Vadstrupgårdsagen, idet dette indslag ikke vedrørte klageren.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Finn Rowold, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Efter medieansvarslovens § 43, stk.2, nr. 2, afvises klager fra personer m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold. At have retlig interesse indebærer, at man selv skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i det indslag, man ønsker at klage over. Udsendelsens indslag om en "huskeseddel", interviewet med Stephen Ceci samt udsendelsens brug i anonymiseret form af lydsiden fra børnenes vidneudsagn i Vadstrupgårdsagen vedrører ikke klageren, hvorfor nævnet finder, at han savner den nødvendige retlige interesse til at kunne klage herover.

Pressenævnet har ikke mulighed for at foretage en bevismæssig vurdering af, hvad klageren og udsendelsens tilrettelægger har aftalt om indholdet af udsendelsen, og om udsendelsen er i overensstemmelse hermed.

Udsendelsen omtaler brugen af børns vidneforklaringer som bevis i sager om seksuel misbrug af børn og bringer i den forbindelse forskellige eksperters syn herpå. Der tilkommer udsendelsens tilrettelægger en almindelig ret til at redigere udsendelsen, samt til at beslutte hvad udsendelsen skal indeholde. Det forhold, at klageren vurderer, at udsendelsen ikke har en fornuftig balance, og at klageren dermed føler, at han har medvirket på et falsk grundlag, giver ikke Pressenævnet anledning til at udtale kritik, når det i øvrigt forholder sig således, at klageren har været informeret om udsendelsens emne m.v. Da klageren ikke havde stillet det som en betingelse for sin egen medvirken, at psykolog Kirsten Moesgaard også skulle medvirke i udsendelsen, finder nævnet heller ikke anledning til at kritisere indklagede i anledning af, at indklagede ikke informerede klageren om, at hun alligevel ikke ville medvirke.

Afsagt den 21. juni 2000.

Versioner

1. 2000-06-26