Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11341@2000-07-11/da

Indhold

1. Indledning

Gældseftergivelse til datterselskab

- bindende forhåndsbesked

Reference:

KGL §§ 4 og 8

SL § 4

A A/S's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets afgørelse af 17. august 1999 i henhold til skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked.

Spørgsmålet til Ligningsrådet var følgende:

"Vil eftergivelse af ansvarlig lånekapital på 4 mio. kr. med A A/S som debitor og B A/S ... som kreditor være skattefri for A A/S, mens B A/S ikke får fradrag ved indkomstopgørelsen for tabet, jf. kursgevinstlovens §§ 4 og 8."

Ligningsrådet havde svaret, at forholdet faldt uden for kursgevinstlovens §§ 4 og 8.

Det fremgik af sagens oplysninger, at det klagende selskab (i det følgende kaldet Datterselskabet) var et 100% ejet datterselskab af B A/S (Moderselskabet). Selskaberne var sambeskattede. Koncernens hovedaktivitet var udvikling, produktion og markedsføring af jernindustrielle produkter. Moderselskabet erhvervede Datterselskabet i juni 1996.

Aktiekapitalen i Datterselskabet udgjorde 500.000 kr. Egenkapitalen udgjorde ifølge regnskabet pr. 30/6 1998 - 4.498.114 kr. Pr. 30/6 1997 udgjorde egenkapitalen - 1.441.025 kr.

I forbindelse med en rekonstruktion af Datterselskabet ønskede Moderselskabet at eftergive Datterselskabet en gæld på 4 mio. kr., hvorefter egenkapitalen ville være negativ med 498.114 kr. Herefter skulle der foretages en kapitalforhøjelse.

Gælden til Moderselskabet var opstået ved, at Moderselskabet havde ydet to lån på hver 2 mio. kr. henholdsvis den 25/6 1997 og den 9. februar 1998. Begge lån angav i lånedokumenterne at være etableret som ansvarlig lånekapital, der stod tilbage for al anden gæld. Lånene var forrentet med en rente svarende til diskontoen med et tillæg af 4% og med rentetilskrivning fire gange årligt. De var dog rente- og afdragsfri indtil aktiekapitalen i Datterselskabet var reetableret. Det fremgik videre af lånedokumenterne, at lånet var uopsigeligt fra kreditors side, ligesom lånet ikke måtte afdrages med større beløb end der efter aktieselskabsloven kunne udbetales som udbytte. Ved misligholdelse kunne låneaftalen heller ikke ophæves, hvorefter kreditor var henvist til at søge de enkelte ydelser på lånet inddrevet særskilt efterhånden som ydelserne forfaldt.

Ligningsrådet havde fundet, at de til Datterselskabet ydede beløb ikke kunne anses som lån, og at forholdet derfor ikke var omfattet af kursgevinstlovens § 8. I stedet var beløbene anset for skattepligtige tilskud til Datterselskabet, jf. statsskattelovens § 4.

Ligningsrådet havde således fundet, at det på långivningstidspunktet måtte stå Moderselskabet klart, at Datterselskabet ikke ville kunne honorere et tilbagebetalingskrav, hvorved Ligningsrådet havde henset til egenkapitalens negative udvisende på långivningstidspunktet, til lånets vilkår om rente- og afdragsfrihed indtil egenkapitalen var reetableret og til, at Datterselskabet havde et stort aktuelt kapitalbehov. Ligningsrådet havde videre bemærket, at låneperioden - indtil den ønskede eftergivelse - var meget kort, og at lånet alene kunne afdrages med beløb, der ikke oversteg, hvad der kunne udbetales som udbytte.

Ligningsrådet havde hertil henvist til TfS 1997.597 LSR og til forarbejderne til aktieavancebeskatningslovens § 6,stk. 7 og 8, hvoraf fremgik, at "Når det ved udbetaling af et lån står klart, at debitor ikke vil kunne indfri lånet, har lånet ikke kunnet anerkendes som udlån i skattemæssig henseende, men er i stedet blevet anset for en gave, et tilskud eller lignende."

Ligningsrådet havde ikke taget stilling til, at om der ville være fradragsret for Moderselskabet for kapitaltilskuddet.

Selskabets repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at Ligningsrådets besvarelse blev ændret til et "ja".

Til støtte herfor havde han gjort gældende, at det måtte lægges til grund, at der var tale om et lån, herunder at begrebet "ansvarlig lånekapital" anerkendtes som en formueretlig realitet, hvilket førte til, at en efterfølgende gældseftergivelse var skattefritaget i medfør af kursgevinstlovens § 8.

Repræsentanten havde herunder henvist til uddrag af bestyrelsesmøde- og generalforsamlingsreferater fra de to selskaber, herunder bl.a. referat af bestyrelsesmøde af 9. april 1997 i Moderselskabet, hvor det var anført, at Moderselskabet "udlåner Tkr. 1.400 til (Datterselskabet) til dækning af træk på driftskredit", skrivelse af 14. april 1997 til Datterselskabet benævnt "Udlån", hvori det er anført, at "efter aftale udbetales hermed lån på 1.400.000" samt bestyrelsesmødereferat af 5. februar i Datterselskabet, hvor det var anført, at "Det kunne konstateres, at den i 1997 indskudte ansvarlige lånekapital er tabt i det forløbne halvår. (Moderselskabet) vil imidlertid stille yderligere 2. mio. kr. ansvarlig lånekapital til rådighed", hvilket var bekræftet i Datterselskabets generalforsamlingsprotokollat af samme dato.

Det var hertil anført, at begrundelsen for i det konkrete tilfælde at stille lånekapital til rådighed frem for at lave en kapitalforhøjelse var, at man netop havde købt selskabet og ansat en ny direktør. Ved at oprette en lånekonto var det nemmere at aflæse selskabets og dermed direktørens resultater. Det var tanken, at selskabet skulle være selvfinansierende via indtjening eller optagelse af egne lån. Var kapitaltilførslen sket som forhøjelse af aktiekapitalen, ville man ikke umiddelbart kunne se, hvor meget kapital, der var tilført under direktørens ledelse. Direktøren blev afskediget i 1998, hvorefter Moderselskabets hovedaktionær indtrådte i Datterselskabets direktion, hvorfor der herefter ikke var det samme behov.

Ligningsrådets antagelse om, at det måtte stå Moderselskabet klart, at Datterselskabet ikke kunne tilbagebetale lånene måtte afvises. Man havde netop købt selskabet og havde stor tiltro til den fremtidige drift, og havde det stadig. Formålet med købet var at udvikle nye produkter og forbedre de eksisterende, idet virksomheden skønnedes at have potentiale for vækst og på sigt gode indtjeningsmuligheder. Disse vurderinger på købstidspunktet var fastholdt under hele forløbet og var helt afgørende for, at der blev bevilget ansvarlig lån. Bestyrelsen havde aldrig tvivlet på, at der på sigt kunne opnås lønsom drift, og at de optagne lån kunne tilbagebetales. Det gav sig selv ud fra forretningsmæssige overvejelser, at aktiviteterne i modsat fald var blevet indstillet, og at långivning aldrig var kommet på tale. Repræsentanten havde hertil fremlagt kopi af bestyrelsesmødereferat af 15. september 1999, hvoraf fremgik, at der stadig var behov for likviditet, og at der budgetteredes med et overskud på 768.000 kr. i 1999/00. Repræsentanten havde herom endelig bemærket, at det var korrekt, at den faktiske låneperiode blev kort, men at det skyldtes, at den faktiske udvikling blev ganske anderledes end forudset på långivningstidspunktet. Det skyldtes ikke, at kreditorselskabet ikke troede på, at Datterselskabet ville kunne betale lånet tilbage.

Vedrørende begrebet ansvarlig lånekapital havde repræsentanten bemærket, at ydelse heraf ifølge sagens natur skete på vilkår, der afveg fra sædvanlig långivning, hvorunder långivningen oftest var uforrentet i en periode, men med karakteristika fra vilkårene fra udbyttegivende gældsbreve. Det var derfor ikke usædvanligt og ikke i sig selv udtryk for udsletning af en fordring, at afdrag m.v. skulle afvente en vis genskabelse af egenkapitalen. Disse karakteristika førte ikke til fordringens ophør, hvorfor retskraften var bevaret, hvilket i sig selv for låntager udelukkede opnåelse af en økonomisk fordel af skattepligtig natur.

Repræsentanten havde endelig anført, at den påtænkte gældseftergivelse ikke indeholdt antydningen af skattespekulation:

"1) En eventuel gældseftergivelse ændrer reelt ikke långivers forhold, idet långiver samtidig er eneaktionær. Når indtjeningen forventelig har gjort det muligt, kan et beløb af samme størrelse udloddes skattefrit til genopretning af det eftergivne.

2) Långiver og låntager er sambeskattede. Der foreligger/forelå ikke fremførbare underskud.

3) Der opnås ingen skattefordele ved en eventuel gældseftergivelse. Skulle Landsskatteretten fastholde, at låntager er skattepligtig af en gældseftergivelse, vil det blot betyde, at den ikke gennemføres."

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge parternes aftale stillede Moderselskabet ansvarlig lånekapital til rådighed for Datterselskabet. Vilkårene for ansvarlig lånekapital ville ifølge sagens natur afvige fra vilkårene for sædvanlige låneforhold, men Landsskatteretten fandt på grundlag af det fremlagte materiale ikke, at det fra starten skulle være aftalen, at lånene ikke skulle tilbagebetales. Parternes civilretlige aftale, hvorefter der var tale om lån, måtte herefter lægges til grund, idet Ligningsrådet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der i realiteten var tale om driftstilskud. Retten bemærkede herved, at det ikke på långivningstidspunkterne var uomtvisteligt, at datterselskabet aldrig ville kunne honorere et tilbagebetalingskrav.

Som følge af ovenstående bemærkninger, var der derfor tale om gældseftergivelse, hvorfor forholdet var omfattet af kursgevinstlovens '' 4 og 8. Det fulgte heraf, at Moderselskabet ikke havde fradrag for tabet på fordringen, og at Datterselskabet ikke var skattepligtig af gældseftergivelsen, idet det var ubestridt, at gælden ikke blev nedskrevet til et lavere beløb end fordringens værdi for Moderselskabet.

Der blev givet medhold i den nedlagte påstand, hvilket var tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen under sagens behandling for Landsskatteretten.

Versioner

1. 2000-07-11