Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11346@2000-07-11/da

Indhold

1. Indledning

Kongres i Australien

- epilepsioverlæge

- fradrag for udgifter

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a

LL § 9, stk. 1

A klagede for indkomståret 1995 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag for udgifter til deltagelse i kongres i Australien, 18.191 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at klageren, der opnåede autorisation som speciallæge i neurologi i 1989, siden den 1. september 1994 havde været ansat som overlæge på neurologisk afdeling på et hospital, hvor hun havde arbejdet som kliniker, voksen-neurolog, med særligt ansvar for diagnostik og behandling af epilepsi hos voksne. Siden foråret 1998 havde klageren været ansat i en overlægestilling på et andet hospital, som var et hospital med speciale i epilepsi. Klageren havde siden 1984 deltaget i en række nærmere angivne nordiske og internationale kongresser om epilepsi.

Det var videre oplyst, at klageren i indkomståret 1995 havde afholdt udgifter på 18.191 kr. i forbindelse med deltagelse i den 21. Internationale Epilepsikongres, der fandt sted i Sydney i perioden fra den 4. september til den 8. september 1995. Klageren deltog i en arrangeret rejse til kongressen med afrejse fra Danmark den 29. august og ankomst i Bangkok den 30. august og ankomst i Sydney den 1. september, hvor hun den 2. september og 3. september deltog i et satelitsymposium arrangeret i forbindelse med kongressen. Afrejse fra Sydney skete den 10. september med hjemkomst til Danmark den 11. september. Klageren havde indleveret program vedrørende kongressen samt nærmere redegjort for sin deltagelse. Det var oplyst, at klageren ikke forestod en fremlæggelse eller andet på kongressen.

Klageren fik af sin arbejdsgiver et tilskud på 5.381 kr. til deltagelse i kongressen. Videre havde klageren tjenestefrihed med fuld løn.

Der var fremlagt erklæring udfærdiget den 23. januar 1998 af en tidligere administrerende overlæge på ... hospitals neurologiske afdeling, hvori det var anført, at det efter hans skøn var nødvendigt for varetagelsen af afdelingens faglige standard, at klageren deltog i den anførte epilepsikongres.

Klageren havde fratrukket 18.191 kr. vedrørende deltagelse i kongressen, hvilke udgifter var medgået til rejse og hotelophold samt deltagergebyr. Der var ikke foretaget fradrag for udgifter til fortæring. Det af klageren modtagne tilskud fra arbejdsgiveren var indberettet og beskattet som B-indkomst, hvorfor der ikke var foretaget reduktion hermed i de fratrukne udgifter.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede ansættelse nægtet at godkende fradrag for udgifter i forbindelse med den omhandlede kongres. Nævnet havde herved fundet, at kongresrejsen havde et sådant turistmæssigt islæt, at udgifterne hertil ikke kunne anses for fradragsberettigede, jf. TfS 1992.275 samt Skatteministeriets kommentar hertil, TfS 1984.471, TfS 1987.290 senere TfS 1989.196 og TfS 1989.121. Det var anført, at kongresrejsen ubestridt havde indbygget et større element af turistmæssigt islæt, herunder 1 1/2 dages ophold i Bangkok under udrejsen, 2-dages ophold i Sydney før kongressen begyndte og 2-dages ophold i Sydney efter endt kongres.

Klagerens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at der blev godkendt fradrag for de af klageren afholdte udgifter i forbindelse med deltagelse i kongressen. Subsidiært var nedlagt påstand om, at der blev godkendt fradrag for en forholdsmæssig andel af de afholdte udgifter. Mere subsidiært var nedlagt påstand om, at der godkendtes fradrag svarende til det fra arbejdsgiveren udbetalte tilskud.

Det var til støtte herfor anført, at deltagelsen i den omhandlede kongres ikke havde været forbundet med et sådant turistmæssigt islæt, at der var grundlag for at nægte klageren fradragsret. Klageren deltog i en arrangeret rejse, som var det for klageren billigste og nemmeste, hvori læger fra hele Skandinavien deltog. Dette var den billigste rejseform, selv om det indebar et mindre ophold i Bangkok. Dette, set i forhold til omfanget af de faglige aktiviteter i Sydney og det helt underordnede ophold i Bangkok kunne under ingen omstændigheder medføre, at klageren i enhver henseende blev nægtet fradragsret for kongresdeltagelsen. Det var videre anført, at skatteankenævnet for så vidt angik opholdet i Sydney helt bortså fra de omfattende og fagligt særdeles relevante symposier, som klageren deltog i hele lørdagen og søndagen. Klageren deltog således 7 hele dage i foredrag m.v. der havde sammenhæng med og relevans for klagerens arbejde som overlæge på Neurologisk Afdeling på hospitalet. Den set i forhold hertil meget begrænsede mulighed for at supplere opholdet med "et turistmæssigt islæt", var af så underordnet betydning, at det ikke kunne begrænse fradragsretten.

Det var videre anført, at klageren som led i sit arbejde bl.a. var forpligtet til løbende at holde sin faglige viden inden for sit særlige ansvarsområde ajour. Klageren fik ved deltagelse i den omhandlede kongres konkret viden, især om erfaringer med anvendelse af nye medicinske epilepsipræparater, som efterfølgende blev benyttet i det daglige arbejde på afdelingen. Den nødvendige ajourføring kunne ikke ske på kurser her i landet, men alene ved deltagelse i de internationale kongresser, der blev afholdt inden for hendes særlige ansvarsområde. Det var derfor åbenbart, at klageren skulle deltage i den i nærværende sag omhandlede 21. Internationale Epilepsikongres i Sydney. Det var så afgjort i arbejdsgiverens interesse, hvilket var dokumenteret ved, at hospitalet ydede klageren et tilskud på 5.381 kr., hvilket måtte anses for usædvanlig stort set i forhold til de meget begrænsede midler, som man disponerede over til efteruddannelsesformål mv. Det var herved oplyst, at hospitalet i det omhandlede indkomstår til efteruddannelse af ca. 70 overlæger havde ca. 60.000 kr. Den daværende administrerende overlæge på Neurologisk Afdeling havde videre ved skrivelse af 23. januar 1998 bekræftet, at det var nødvendigt for varetagelsen af afdelingens faglige standard, at klageren deltog i kongressen. Af en i 1994 udarbejdet redegørelse fra Den Almindelige Danske Lægeforening og Dansk Medicinsk Selskab om den fremtidige struktur for den lægelige efteruddannelse fremgik, at den enkelte læge havde et personligt ansvar for vedligeholdelse og udvikling af sin professionelle kompetence. Dette var i god overensstemmelse med det helt grundlæggende princip i lægelovens § 6, stk. 1, om, at en læge under udøvelsen af sin gerning var forpligtet til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. En opfyldelse af denne grundlæggende forpligtelse indebar bl.a., at en læge måtte sikre sig, at vedkommendes faglige viden gennem fornøden efteruddannelse, levede op til de til enhver tid gældende krav. Det var bemærket, at ansvaret i henhold til lægeloven påhvilede den enkelte læge uden hensyntagen til, om den pågældende drev selvstændig virksomhed eller var ansat i eksempelvis det offentlige sygehusvæsen. I henhold til patientforsikringslovens ' 2 beroede erstatningsansvar videre ikke på culpareglens "gode" gennemsnitslæge, men derimod en læge der fuldt ud beherskede medicinsk videnskab og erfaring på vedkommende område. Uden deltagelse i den omhandlede kongres ville klageren ikke være i stand til at opfylde de hende påhvilende krav til viden m.v. inden for sit område.

Som anført af skatteankenævnet skelnedes der traditionelt mellem kongresser, kurser og studierejser. Som påpeget af Niels Winther-Sørensen i TfS 1994.891, var det imidlertid noget kunstigt at skelne mellem de forskellige former for aktiviteter. Når der var tale om skatteydere med en uddannelse og en stilling på det niveau, der var tale om for klagerens vedkommende, var de internationale faglige kongresser det relevante sted at ajourføre og vedligeholde sin faglige viden. Når man befandt sig på sådant ekspertniveau, fandtes der ikke her i landet traditionelle kurser, som klageren kunne deltage i med henblik på at ajourføre og vedligeholde det faglige niveau. For skatteydere med en uddannelse og viden på klagerens niveau, var de internationale kongresser derfor at sammenligne med almindelige faglige kurser. Det var i den forbindelse anført, at klagerens fag ikke var geografisk bestemt, hvorfor det var lige så relevant at høre om den viden og erfaring, som udenlandske fagfæller havde erhvervet, som det var at drøfte sådanne forhold med danske fagfæller. Ved vurderingen af nærværende sag skulle deltagelsen i den omhandlede kongres derfor sidestilles med deltagelse i et traditionelt fagligt kursus her i landet. Det skattemæssige resultat kunne naturligvis under ingen omstændigheder udledes af den etikette, der mere eller mindre tilfældigt var påhæftet den pågældende faglige aktivitet. Det var understreget, at det under ingen omstændigheder var til hinder for fradragsret, at der var tale om en faglig kongres. Der var til støtte herfor bl.a. henvist til Højesterets Dom gengivet i UfR 1995.152 og Østre Landsrets dom gengivet i UfR 1983.213. Det var videre anført, at udfaldet af de tidligere Højesteretsdomme vedrørende Pindborg, UfR 1966.215 H og UfR 1970.51 H, ikke var tidssvarende. Mængden af information og kravene til ajourføring inden for klagerens arbejdsområde var grundet den øgede internationalisering væsentligt større i dag, mens de offentlige efteruddannelsesbudgetter ikke tilsvarende var øgede.

Det var videre anført, at det var åbenbart, at deltagelsen i den omhandlede kongres ikke var kompetencegivende og at klageren ikke kunne nægtes fradrag ud fra et etableringssynspunkt. Det måtte endvidere lægges til grund, at deltagelsen havde haft den til opnåelse af fradragsret fornødne sammenhæng med og relevans for klagerens arbejde som overlæge på Neurologisk Afdeling på ..... Hospital, jf. bekræftelsen fra den administrerende overlæge samt det af klageren modtagne tilskud.

Det var endelig anført, at såfremt det måtte lægges til grund, at der havde været et turistmæssigt islæt af et sådant omfang, at der ikke helt kunne ses bort herfra, var det med henvisning til Landsskatterettens kendelse refereret i LSRM 1985.74 subsidiært gjort gældende, at der højst kunne ske en forholdsmæssig beskæring af fradragsretten. Da langt størstedelen af tiden havde været anvendt på faglige aktiviteter, måtte langt størstedelen af udgifterne dog under alle omstændigheder anses for fradragsberettigede.

I relation til den mere subsidiære påstand var det anført, at tilskuddet retteligt burde have været udbetalt som refusion til delvis dækning af de afholdte udgifter. Da der således klart var tale om en fejl, burde der godkendes fradrag svarende til det udbetalte beløb.

Told- og skatteregionen havde i en under sagens behandling ved Landsskatteretten afgiven udtalelse anført, at de af klageren afholdte kongresudgifter i mangel af andre sikre holdepunkter måtte betegnes som fagligt relevante og nødvendige i henhold til statsskattelovens § 6. Efter regionens opfattelse forelå i nærværende sag imidlertid et ikke ubetydeligt turistmæssigt islæt, hvorfor fradrag for udgifterne af denne grund ikke kunne godkendes. Der var herved henvist til Østre Landsrets tilkendegivelse, jf. TfS 1998.188 samt Spleths kommentar i U 85.268 til dommen refereret i U 85.648 H, hvorefter kurser af sådan blandet karakter var udelukket fra fradragsrettens område. I henhold til praksis kunne der således ikke i sådanne tilfælde foretages en forholdsmæssig begrænsning af fradragsretten.

Landsskatteretten udtalte:

Det bemærkedes, at klageren i det omhandlede indkomstår havde ansættelse som overlæge med specielt ansvarsområde for epilepsibehandling, samt at hun arbejdede på et højt fagligt niveau, der naturligt medførte behov for en løbende ajourføring af faglig viden inden for hendes specialeområde, herunder tillige i udlandet. Retten fandt, at klagerens deltagelse i den omhandlede epilepsikongres ikke rakte ud over en ajourføring af hendes faglige kvalifikationer. Endvidere bemærkedes, at hospitalet ud over tjenestefrihed med løn havde ydet klageren et tilskud på 5.381 kr. til deltagelse i kongressen. Henset til disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klagerens deltagelse i kongressen havde haft den for fradragsret efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, jf. ligningslovens § 9, stk. 1, nødvendige konkrete og direkte tilknytning til hendes indkomsterhvervelse, hvilket var tiltrådt af told- og skatteregionen.

Landsskatteretten fandt videre, at det turistmæssige islæt havde været så begrænset, at dette ikke gav grundlag for at nægte fradragsret for de selvangivne rejseudgifter. Der var herved henset til, at klageren ved det selvangivne alene havde foretaget fradrag for rejse- og opholdsudgifter samt deltagergebyr vedrørende kongressen. Den påklagede ansættelse blev nedsat i overensstemmelse med den nedlagte påstand.

Versioner

1. 2000-07-11