Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11379@2000-07-27/da
Indhold
I medfør af AB 92 er der ved Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat en voldgiftsret bestående af rådgivende civilingeniør Esben Kirkegaard, direktør, civilingeniør Per Dibbern Johansen og højesteretsdommer Poul Sørensen (formand) til afgørelse af en tvist mellem parterne om og i givet fald med hvilket beløb klageren hos indklagede har krav på erstatning som følge af, at de betonelementer, som indklagede har leveret til klageren til brug for dennes udførelse af råhusentreprisen, ikke havde den til den valgte konstruktion tilstrækkelige styrke til at optage vandret tryk.
Der er tale om et byggeri bl.a. ned til 14 meter under terræn. Oprindelig var det meningen at foretage spunsning bl.a. til optagelse af jord- og vandtryk, og indklagede havde ud fra denne forudsætning og på grundlag af en elementsspecifikation meddelt klageren en overslagspris vedrørende væg- og dækbetonelementer. Prisen ifølge indklagedes tilbud-overslag af 5. november 1996 udgjorde ca. 9 mio. kr.
Den 20 februar 1997 underskrev klageren entreprisekontrakt med bygherren. Konstruktionen var imidlertid nu blevet væsentligt ændret, idet spunsningen var opgivet bl.a. til fordel for kraftigere vægelementer og navnlig således, at det nu i projektet var forudsat, at det kraftige vand- og jordtryk skulle kunne optages af dækelementerne. Dette viste sig imidlertid ikke at være tilfældet ved den valgte konstruktion, og det blev derfor nødvendigt under byggeriet at ændre konstruktionen således, at der blev udlagt en armeret overbeton over dækelementerne. Meromkostningerne ved dette arbejde har udgjort 1.695.189 kr. ekskl. moms.
Uoverensstemmelsen mellem parterne angår herefter, om indklagede, som hævdet af klageren, over for denne er erstatningsansvarlig for de omhandlede nødvendige meromkostninger, der blev forbundet med udførelsen af klagerens entreprise, og i givet fald med hvilket beløb.
Sagen er af klageren indbragt for Voldgiftsnævnet ved klageskrift modtaget den 28.april 1998.
Klageren har under voldgiftssagen påstået indklagede tilpligtet at betale 1.695.189 kr. med procesrente fra den 7. oktober 1997.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.
Under forberedelsen af sagen har parterne været enige om at udskille spørgsmålet om ansvarsgrundlaget til særskilt påkendelse.
Under den mundtlige forhandling, der blev foretaget den 12. april 2000, har klageren herefter nedlagt sålydende påstand:
"Indklagede tilpligtes at være erstatningsansvarlig for det tab, som klager har lidt som følge af, at der på dækkene over øvre og nedre P-kælder er etableret armeret overbeton i stedet for den oprindelige projekterede løsning, hvorefter betonelementpladerne alene skulle pålægges fiberbeton på dæk over nedre kælder og tyndpuds på dæk over øvre kælder."
Indklagede har påstået frifindelse.
Under sagen er der afgivet forklaring af klagers direktør og af civilingeniør fra det projekterende ingeniørfirma samt af en salgsleder, en salgsingeniør og ingeniør fra indklagede.
Klageren har til støtte for sin påstand anført, at indklagede på tidspunktet for indgåelsen af klagerens entrepriseaftale med bygherren var gjort bekendt med det ændrede projekt og var blevet opfordret til at bekræfte, at dækelementerne ville kunne optage det vandrette tryk. Betonelementerne skulle således opfylde de stillede krav, der klart fremgik af Særbeskrivelsen for betonelementleverancen, hvilke vilkår indklagede var gjort bekendt med, og som indklagede da også efterfølgende afgav sin accept/ordrebekræftelse i henhold til.
Indklagede har gjort gældende, at indklagede alene var leverandør af betonelementerne til byggeriet, alt som nærmere specificeret i ordrebekræftelsen, der for så vidt angår dækelementerne i alt væsentligt svarede til indklagedes oprindelige overslag-tilbud. Indklagede har hverken forud for klagerens indgåelse af entrepriseaftalen med bygherren eller på et senere tidspunkt påtaget sig noget ansvar for, at dækelementerne ville kunne optage det vandrette tryk. Tværtimod tog indklagede i begyndelsen af februar et klart forbehold i så henseende, og dette forbehold er ikke senere bortfaldet, heller ikke ved indklagedes efterfølgende accept/ordrebekræftelse af leverancen.
Efter dokumentation, forklaringer og procedure voterede voldgiftsretten og meddelte i overensstemmelse hermed i enighed og med mundtlig begrundelse herfor, at indklagede ville blive frifundet. Voldgiftsretten meddelte endvidere sin omkostningsafgørelse som gengivet nedenfor.
Der var herefter mellem parterne og voldgiftsretten enighed om, at kendelse i sagen udfærdiges uden sagsfremstilling og gengivelse af forklaringer, dvs. alene med gengivelse af parternes påstande og standpunkter som det ovenfor er sket samt med voldgiftsrettens begrundelse og resultat.
Voldgiftsretten afsiger herefter følgende
Det oprindelige byggeprojekt forudsatte spunsning, og indklagede havde den 5. november 1996 på grundlag af dette projekt afgivet et overslag-tilbud med tilhørende specifikation af de betonelementer, som overslaget omfattede.
Efter at projektet var blevet ændret, og indklagede omkring nytåret havde fået tilsendt den nu foreliggende Særbeskrivelse vedrørende betonelementerne, anførte en ingeniør hos indklagede - der nu hos indklagede havde overtaget sagen i en telefax af 6. februar 1997 til klager v/dennes direktør ad Særbeskrivelsens angivelse af, at "alle konstruktionselementer skal dimensioneres og detaljeres af elementleverandøren for lodret og/eller vandret belastning. De på tegninger angivne dimensioner skal betragtes som vejledende, dvs. hvis detailberegning udført af elementleverandøren medfører en større dimension af f.eks. bjælke- eller dækelementer end anført på tegninger medfører dette ikke betaling for merydelser" at indklagede "med det materiale, der har været tilgængeligt for os, og de oplysninger, den rådgivende ingeniør har givet os, (havde) forudsat dimensioner som beskrevet i vore tilbud. Eventuelle mer/mindre ydelser kan først afgøres, når dette punkts sidste afsnit er tilendebragt". Med telefax den 19. februar 1997 fremsendte klageren derefter til indklagede udkast til klagerens accept af indklagedes betonelementleverance, fortsat med henvisning til angivelserne i Særbetingelserne, og ved telefax af 21. februar 1997 dvs. dagen efter, at entrepriseaftalen mellem klageren og bygherren var blevet indgået anmodede klageren indklagede om venligst at "bekræfte tidligere oplysning om, at dækelementerne i kælderen kan optage de vandrette kræfter fra jord- og vandtryk som oplyst i beskrivelser og beregninger".
Efter det således foreliggende og således som disse oplysninger er blevet udbygget og bekræftet ved de afgivne forklaringer finder voldgiftsretten at kunne lægge til grund, at det siden indklagedes overslag-tilbud af 5. november 1996 stedse var forudsat mellem parterne, at indklagede skulle levere samtlige betonelementer til byggeriet, at indklagede forud for indgåelsen af entrepriseaftalen mellem klageren og bygherren var blevet gjort bekendt med, at projektet var blevet ændret, således at spunsning var opgivet med deraf følgende vandrette trykbelastninger på betonelementerne, at indklagede, ligeledes forud for klagerens indgåelse af entrepriseaftalen, gentagne gange var blevet opfordret til at oplyse om dækelementernes evne til at optage vandrette tryk, at indklagede ikke havde efterkommet disse opfordringer, men blot havde taget det nævnte forbehold af 6. februar 1997, og at indklagedes tilbud hvilket klageren var klar over i alt væsentligt fortsat byggede på anvendelse af de betonelementer, der var indeholdt i det oprindelige projekt med spunsning.
Efter det således foreliggende finder voldgiftsretten intet grundlag for at antage, at indklagede over for klageren forud for dennes indgåelse af entrepriseaftalen med bygherren har givet tilsagn om eller på anden måde har påtaget sig nogen forpligtelse med hensyn til, at dækelementerne ville kunne optage det meget betydelige vandrette tryk.
I marts 1997 stod det klart for de i byggeriet implicerede, at dækelementerne ikke som forudsat af klageren havde den fornødne styrke til at optage de vandrette tryk, og det blev herefter aftalt, at der skulle etableres en armeret overbeton. Voldgiftsretten finder heller ikke noget grundlag for at antage, at indklagede i forbindelse med aftalen herom påtog sig nogen forpligtelse til at afholde de hermed forbundne betydelige merudgifter.
Indklagedes accept/ordrebekræftelse, der for så vidt henviser til Særbeskrivelsen, forelå ikke før end i april/maj 1997, dvs. længe efter, at det stod klart, at der måtte etableres den nævnte overbeton, og på et tidspunkt, hvor der allerede mellem parterne var opstået tvist om betalingsspørgsmålet. Allerede som følge heraf giver heller ikke ordrebekræftelsen støtte for at pålægge indklagede noget ansvar for de omtvistede merudgifter.
Indklagedes frifindelsespåstand må herefter tages til følge.
Indklagede frifindes.
I sagsomkostninger skal klageren inden 14 dage til indklagede betale 50.000 kr.
De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger skal betales af klageren og indklagede in solidum, i det indbyrdes forhold med 2/3 af klageren og 1/3 af indklagede, efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.