Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 58/2000

GældendeVersion 2000-08-11
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11414@2000-08-11/da

Indhold
  1. Indledning

ISO Supermarked ved personalechef [K] har klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i 6'eren, HK København, Afdeling 6/Handel, nummer 1, der udkom den 16. marts 2000, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at bladet har afvist at bringe et genmæle.

Af artiklen bragt i 6'eren, HK København, Afdeling 6/Handel, der udkom den 16. marts 2000 med overskriften " Anders styrer for vildt" fremgår at:

"Og det ærgrer ham lidt i dag. Han var onsdag til lørdagsdreng i ISO.

Dagen før nytårsaften blev Anders kaldt ind på butikschefens kontor og fik besked om, at han var fyret. "Hvorfor, spurgte jeg? Joo jeg var dårlig arbejdskraft. Det forstod jeg ikke, for jeg havde jo arbejdet der i lang tid (trekvart år). De påstod, at jeg havde fået advarsler og det har jeg ikke. Jeg har aldrig haft problemer med nogen. Det eneste jeg kan komme i tanke om, at jeg har gjort, var da jeg væltede 5 kasser sodavand og butikschefen kom forbi i det samme. Men det blev aldrig påtalt. Det var fedt at arbejde i ISO, Østerbro. Godt kammeratskab. Alle var søde indtil dagen før nytårsaften."

Anders umiddelbare reaktion var chok.

"Der var jo ikke meget at sige, så jeg gik. De gjorde opmærksom på, at jeg havde en måneds opsigelse, og spurgte, om jeg ville bruge den, men det gad jeg ikke."

Anders gik hjem "og græd".

Det bragte hans mor, Lone, i aktion. Hun ringede til butikken. "De havde kaldt ham over både til jul og nytår, så det virkede lidt underligt. Men jeg kunne kun få at vide, at fyringen skyldtes omrokeringer. Til mig har de aldrig nævnt advarsler og dårlig arbejdskraft".

Det næste, Lone fandt ud af, var at hendes søn heller aldrig har fået sin løn korrekt udbetalt. "Der manglede altid nogle timer, og det er vi ved at få styr på. I tre måneder i træk gav de ham f.eks. slet ikke løn om onsdagen. Det varede lidt, før det gik op for mig, hvordan det hang sammen. Lønsystemet er meget specielt".

Lone gik over i butikken med regnskabet, "og jeg blev bekræftet i min opfattelse af, at der er et eller andet, der ikke stemmer. De er flinke, men siger ikke præcis sandheden."

Så hun endte med at skrive et brev til direktør Soldbro om at være ung og ville arbejde, men blive skidt behandlet. "Det piller selvværdet ud af dem. Jeg er socialpædagog, så jeg ved, hvad det gør ved unge mennesker."

Da hun efter 14 dage ikke havde hørt fra direktøren, ringede hun til HK og to dage senere modtog hun et brev fra ISO's personalechef, [K]. Han forklarer, at det hele er et sammenfald af uheldige omstændigheder og at hun er velkommen i butikken, hvis hun har yderligere spørgsmål. "Men der har jeg jo allerede været, og vel er sagen ubetydelig, men nogen vedgår ikke deres ansvar."

Anders er 15, går i 9. og synes stadig, han har krav på en forklaring. "Flere af mine venner er blevet ansat i ISO bagefter. Hvad var det jeg gjorde?"

Han ved også, at han aldrig får den. Så skulle han ikke være gået hjem den næstsidste dag i forrige århundrede.

Dengang vidste han heller ikke, at han som ung kan være medlem af HK for 35 kr. om måneden. Derfor vidste han ikke, hvordan han skulle forholde sig og det kostede ham en månedsløn. I dag ville den have været et plaster på såret. "Det bedste ved mødet med HK er, at jeg nu ved, at det ikke er mig, der er noget galt med."

I øvrigt er han skoletræt, tager et sabbatår til sommer og vil tjene penge. F.eks. lager. I hvert fald noget med paller og truck. Bagefter vil han uddannes til mekaniker. Han er færdig som servicemedarbejder og flaskedreng. Og uenig med Soldbro i, at det er sjovt at arbejde i ISO."

Klageren har anført, at god presseskik er tilsidesat, idet artiklen fremstår som et ensidigt partsindlæg, og idet artiklen refererer et angiveligt hændelsesforløb i form af en afskedigelsessamtale uden at høre den anden part, i dette tilfælde klagerens repræsentant i form af butikschefen. Hertil kommer at det beskrevne hændelsesforløb er meget langt fra butikschefens opfattelse af situationen.

Klageren har endvidere anført, at artiklen ensidigt postulerer, at klageren opererer med et uigennemskueligt lønsystem. Det forholder sig imidlertid således, at da artiklen blev offentliggjort, var medarbejderen fratrådt, og endelig lønopgørelse med specifikationer var velvilligt udarbejdet med medarbejderens mor, Lone Pedersens, aktive medvirken.

Klageren har herudover anført, at Lone Pedersen citeres for at have sagt :"De er flinke, men siger ikke præcis sandheden", hvilket klageren finder ærekrænkende og aldeles ubegrundet. Endvidere refererer udsagnet ikke til nogen konkret situation, hvorved læseren bibringes det indtryk, at butikkens personale i al almindelighed er utroværdige, hvilket der ikke er belæg for.

Klageren har tillige anført, at Lone Pedersen i artiklen oplyser, at hun ikke har fået besvaret sit brev af 17. januar 2000 stilet til klagerens administrerende direktør, hvorfor hun er gået til HK. Klagerens personalechef udarbejdede imidlertid en besvarelse af brevet på vegne af den administrerende direktør, der blev fremsendt til Lone Pedersen den 27. januar 2000, men det fremgår ikke af artiklen. At Lone Pedersen inden brevets fremkomst havde taget kontakt til HK, er klageren ikke bekendt med, og besvarelsen fra personalechefen er ikke en konsekvens af denne kontakt, hvilket artiklen giver indtryk af.

Klageren har herudover anført, at artiklen citerer fra klagerens korrespondance uden først at høre klageren herover. Konsekvensen er, at en tilfældig passage i et brev, der er en redegørelse for sagsforløbet og klagerens personalepolitik, er revet ud til citat, hvorefter Lone Pedersen i artiklen konkluderer at " og vel er sagen ubetydelig, men nogen vedgår ikke deres ansvar". Denne udtalelse er imidlertid misvisende, idet brevet netop indeholder en skitsering af ansvarsfordelingen i virksomheden i forbindelse med afskedigelsessager samt en opfordring til at tage kontakt til butikschefen eller personalechefen, hvis der opstår uafklarede spørgsmål, men dette har Lone Pedersen ikke gjort. Alle relevante personer i sagen hos klageren vedgår således deres ansvar.

Klageren har tillige anført, at indklagede ikke har tilbudt klageren et dobbeltinterview med Lone Pedersen. Derimod har indklagede overfor klageren afvist at bringe et genmæle og har i stedet meddelt, at man ønskede at skrive en artikel om sagen, samt at man i denne forbindelse ønskede at høre klageren. Klageren gentog ved denne lejlighed, at man stod til rådighed for en dialog, men at en sådan dialog ikke kunne kompensere for kravet om genmæle/berigtigelse, i forhold til den artikel indklagede allerede havde bragt.

Klageren har endelig anført, at artiklen har haft en betydelig skadelig effekt i forhold til klagerens generelle omdømme, ligesom den har genereret et betydeligt behov for korrigerende interne information til klagerens medarbejdere.

Indklagede har anført, at man er enig i, at man burde have indhentet klagerens kommentarer til artiklen, før man bragte den.

Indklagede har endvidere anført, at man ikke vil bringe et genmæle i anledning af artiklen, for artiklen indeholder Lone Pedersens oplevelse af, hvad hendes søn har været udsat for, hvilket man ikke kan dementere. Indklagede har i stedet ved brev af 2. maj 2000 tilbudt klageren et dobbeltinterview med Lone Pedersen til brug for en ny artikel, men dette har klageren ikke været interesseret i.

Endelig har indklagede anført, at man ser det som sin opgave at skildre sider af virkeligheden, som sjældent kommer frem for en større offentlighed, især når det er helt unge mennesker uden kendskab til reglerne, hvorfor man bragte artiklen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Jørgen Nørgaard, Ulrik Holmstrup, Finn Rowold og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Klageren har krævet genmæle over for artiklens oplysninger om, at Lone Pedersen har udtalt, at det er hendes opfattelse, at klageren opererer med et uigennemskueligt lønsystem, samt at Lone Pedersen har udtalt at "De er flinke, men siger ikke præcis sandheden", og "og vel er sagen ubetydelig, men nogen vedgår ikke deres ansvar", m.v. Udtalelserne er efter Pressenævnets opfattelse udtryk for Lone Pedersens subjektive vurderinger, og de indeholder ikke sådanne faktisk forkerte oplysninger, som efter medieansvarslovens § 36 berettiger klageren til at få bragt et genmæle.

Henset til, at artiklen indeholder oplysninger, som kan være skadelige eller krænkende for klageren, finder nævnet, at bladet skulle have søgt disse oplysninger efterprøvet først og fremmest ved forelæggelse for klageren. Da bladet ikke har gjort dette, er god presseskik tilsidesat, og nævnet udtaler sin kritik af bladet. Det forhold, at bladet efterfølgende har tilbudt klageren et interview ændrer ikke herpå.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af 6'eren, HK København, Afdeling 6/Handel, at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet

6'eren, HK København, Afdeling 6/Handel, bragte den 16. marts 2000 en artikel med overskriften " Anders styrer for vildt", der fortalte historien om en ung mand, der blev afskediget fra ISO.

ISO klagede til Pressenævnet, idet man anså god presseskik for tilsidesat, og idet man krævede et genmæle.

Pressenævnet mener ikke, at der er grundlag for et genmæle, idet udtalelserne fra Lone Pedersen Anders' mor om ISO's personalepolitik må opfattes som hendes subjektive vurderinger, der ikke indeholder sådanne faktisk forkerte oplysninger, som efter medieansvarslovens § 36 berettiger ISO til at få bragt et genmæle.

Da artiklen indeholder oplysninger, som kan være skadelige eller krænkende for klageren, finder nævnet, at bladet skulle have søgt disse oplysninger efterprøvet, først og fremmest ved forelæggelse for klageren. Da bladet ikke har gjort dette, er god presseskik tilsidesat, og nævnet udtaler sin kritik af bladet. Det forhold, at bladet efterfølgende har tilbudt klageren et interview ændrer ikke herpå.

København, den 9. august 2000.

Jørgen Nørgaard, Ulrik Holmstrup, Finn Rowold og Ole Askvig."

Afsagt den 9. august 2000.

Versioner

  1. 2000-08-11