Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11417@2000-08-16/da

Indhold

1. Indledning

Moms

- evt. fritagelse

- familiebehandlingsklinik

Reference:

ML § 13, stk. 1

A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen ikke havde anset ydelser i familiebehandlingsklinik for momsfrie efter momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Det var oplyst, at klageren drev familiebehandlingsklinik, hvor der udførtes par- og familieterapi - ofte på konsulentbasis for en af byens autoriserede psykologer.

Der var fremlagt aftale indgået mellem klageren og den autoriserede psykolog B (familieterapeutisk konsulation) dateret den 25. maj 1998. Heraf fremgik følgende:

"Individualklienter, der henvises af undertegnede afkræves kr. 575 pr. løbende kons. a max. 60 min, heraf udredes 75 kr. pr. kons. til Familieter. Kons.

Familier og ell. par afkræves kr. 1.000 pr. kons. a max. 1,5 time. Heraf udredes kr. 150 pr. kons. til undertegnede.

A sender regning til undertegnede løbende med følg. oplysn.:

ex. Familien NN:

Familien har indbetalt pr. giro

datoer: 8. 19. og 29.5.98 I alt 3 x 800 kr. = 2.400 kr.

- - - - - - - - -

M. V. H.

Kopi til både dit og mit regnskab.

NB husk dit SE-nr skal være opført - du skal selv opgive til det kære væsen

Undskyld rodet og uklarhederne

Med varm hilsen

B"

Klageren havde oplyst, at det selvfølgelig kun var de klienter, der ikke havde været undergivet sygesikringen, som B havde henvist til hende. Det var videre oplyst, at B superviserede klageren vedrørende de henviste klienter.

Klageren var uddannet socialrådgiver og havde herudover været på en del efteruddannelseskurser i perioden 1979-1998. Hun har lavet en opstilling over disse kurser, herunder hvem der var arrangør samt antal dage.

Klageren havde været ansat på et børnepsykiatrisk ambulatorium i ca. 14 år. Der var fremlagt 2 anbefalinger af henholdsvis 25. april 1988 og af 16. marts 1995 fra arbejdsgiveren v/ overlæge C.

Følgende fremgik bl.a. af skrivelse af 16. marts 1995:

"Blandt A's arbejdsfunktioner i ambulatoriet har hun især været aktiv og har kvalificeret sig i behandlingsformerne : Familieterapi, akut krise-støtte-terapi, individuelle støttesamtaler ikke blot med forældre, men også med store børn/unge patienter samt gruppesamtaler med voksne.

A har ligeledes særligt interesseret sig for - og medvirket til - de børnesagkyndige undersøgelser i komplicerede samværs- og forældremyndighedssager og i forældre-omsorgsevne-vurderinger.

A har stor erfaring i at varetage samarbejdet mellem ambulatoriet og andre instanser, således både ved konferencer og tilsyn på sygehusets andre afdelinger og ved tværfaglige konferencer og netværksmøder med socialforvaltninger, PPR-kontorer, børneinstitutioner og skoler. A har i disse udadgående funktioner et godt samlet overblik over komplicerede problemstillinger og kan på forstående måde sammenfatte divergerende tværfaglige synsvinkler med fastholdelse af de børnepsykiatriske bidragsmuligheder. A har således været efterspurgt af kolleger fra andre afdelinger til konsulent- og supervisor-opgaver.

A har løbende udviklet sin store interesse og styrke inden for den systemiske opfattelse af samspilsrelationer. På grund af hendes erfaringer og hendes personlige stil anvendes A således gerne både i ambulatoriet og i børnepsykiatrisk sengeafdeling til den form for patientbehandling, supervision og iøvrigt i personaleudviklingssammenhænge.

A har aktivt fortsat sin målrettede efteruddannelse og deltagelse i kurser, især inden for systemisk terapi og krise-, sorgbehandling. Hun modtager/deltager løbende i ambulatoriets supervision og træning i udviklingen af de kliniske børnepsykiatriske aspekter.

A er selv en aktiv underviser som kursusarrangør og foredragsholder.

A har udviklet en modenhed, selvstændighed og stor faglig erfaring og er i kollegiale sammenhænge en værdsat samarbejdspartner såvel i det sociale samvær i og uden for ambulatoriet som en tryg sparringspartner i vore fælles drøftelser og konfliktløsninger af mere problemfyldte emner og perioder."

Herudover havde klageren været medlem af bestyrelsen af Dansk Selskab for børnepsykiatri og klinisk børnepsykologi med tilknyttede faggrupper, hvor hun bl.a. havde stået for mange arrangementer såvel foredrag som kurser.

Der var endelig fremlagt brochure for klinikken, hvoraf følgende fremgår:

"Opdragelsesmæssige problemer

Forældre kan være meget uenige om opdragelse.

Hvad stiller man op, når intet tilsyneladende virker?

Hvordan sætter jeg grænser?

Hvordan styrer man sit temperament under konflikter?

Følelsesmæssige problemer

Det kan være sværere end man troede, at blive mor eller far.

Vrede og afvisende børn, usikre børn, triste og ulykkelige børn.

Irriterende og rådvilde forældre.

Kriser hos barn eller voksen

Skilsmisse og samværsproblemer.

Dødsfald eller alvorlig sygdom i familien.

Traumatiske oplevelser.

Klinikken

Det er ikke alt, man kan beskytte sit barn imod, men man kan være åben for, om de har brug for ens hjælp. Børn fungerer ofte som barometer på følelser i familien. De viser ved deres adfærd og ikke ved ord, at noget er svært.

Børn kan også have deres "egne" problemer med f.eks. kammerater, med selvtilliden eller i skolen, og barnet har måske brug for de voksnes hjælp til at løse problemerne.

Mange børn føler en stor lettelse ved at tale om tingene på en god måde. Det giver tryghed, hvis de får besked på en måde, der svarer til deres alder. De slapper af, også ved svære problemer, hvis der bliver lyttet til dem, og hvis de får mulighed for at stille spørgsmål.

Men nogen problemer kan være særlig svære at tale om eller at løse. Det kan blive nødvendigt at søge professionel hjælp til samtalen i familien eller at få inspiration til nye veje, når dem, der plejede at virke, ikke længere er farbare."

Klageren havde oplyst, at hun fra 1. august 1999 var ansat som studieleder for Diplomuddannelse i Familieterapi. Der var fremlagt Studieplan for uddannelsen i familieterapi, efteruddannelse ved De Sociale Højskoler.

Der var videre vedlagt Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 668 af 19. august 1997 om diplomuddannelse i familieterapi.

Det fremgik bl.a. heraf i § 3, at diplomuddannelsen i familieterapi var tilrettelagt for studerende, som havde en mellemlang videregående uddannelse af socialfaglig, pædagogisk eller sundhedsfaglig art. Den studerende skulle endvidere dokumentere mindst 2 års praktisk erhvervserfaring i sit fag. Af Studieplanen fremgik det, at med social- og sundhedsfaglig baggrund skulle forstås faggrupper med minimum en 3-årig uddannelse, f.eks. socialrådgivere, sygeplejersker, pædagoger, læger og psykologer.

Klageren havde i skrivelse af 3. juni 1998 anmodet Told- og skatteregionen om, at hendes familieterapi var momsfritaget efter bestemmelserne i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse ikke anset, at virksomhedens behandlinger var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i momslovens ' 13, stk. 1, nr. 1 som anden egentlig sundhedspleje. Regionen havde herved henset til,

- at der ikke var tale om behandlinger, der blev udført af en medicinalperson i henhold til den pågældendes autorisation

- at behandlingerne ikke var tilskuds- eller refusionsberettiget efter sygesikringen samt

- at behandlingen ikke var foretaget af en universitetsuddannet psykolog.

Under sagens behandling havde Landsskatteretten anmodet Sundhedsstyrelsen om at fremkomme med en udtalelse om, hvorvidt aktiviteten i omhandlede virksomhed efter Sundhedsstyrelsens opfattelse kunne anses som "anden egentlig sundhedspleje". Sundhedsstyrelsen havde hertil fremsendt kopi af skrivelse af 24. juni 1999 til Told- og Skattestyrelsen, hvori der var opstillet minimumskrav til uddannelsen for at kunne betragtes som egentlig sundhedspleje.

Klageren havde over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den private familierådgivning skulle være momsfritaget.

Hun havde til støtte herfor bl.a. gjort gældende, at regionens afgørelse alene var begrundet med, at hun ikke var universitetsuddannet psykolog. Hun havde videre anført, at hun havde fået dokumentation via Psykoterapeutforeningen (uddannede terapeuter) for, at mange med hendes baggrund havde fået momsfritagelse i andre regioner.

Klageren havde videre anført, at hun opfyldte de teoretiske krav til at blive optaget i foreningen for psykoterapeuter henset til hendes arbejde i kliniks sammenhæng kombineret med de mange kurser. Hun havde hertil henvist til en skrivelse fra psykoterapeutforeningen, hvori det oplystes, at mange psykoterapeuter i dag var momsfritaget. Klageren havde hertil anført, at psykoterapeuter nu var anset for momsfritaget.

Klageren havde videre anført, at psykologerne og hun havde forskellig grunduddannelse, men den efteruddannelse, der kvalificerede til terapeutisk arbejde havde de opnået de samme steder, idet ingen grunduddannelse gav træning og erfaring i at udøve terapi. Klageren havde hertil videre anført, at den ydelse, som hun kunne yde, kunne sidestilles med den privatpraktiserende psykologs arbejde på dette område. Det var videre anført, at der var sket en stor samfundsmæssig udvikling på dette område gennem årene og i mange behandlingsstillinger søgte man netop psykologer/socialrådgivere med terapeutisk efteruddannelse. Man skelnede således ikke mellem faggrupper ved familieterapi. Denne samfundsmæssige udvikling fandtes ifølge klageren at skulle afspejle sig i fortolkningen af love m.m., når dette var muligt. Klageren havde videre anført, at såfremt momsfritagelsen i henhold til momsloven kun omfattede autoriserede psykologer, fandtes det underligt, at man tidligere i disse sager indhentede en faglig udtalelse hos Sundhedsstyrelsen, ligesom regionen jo ikke havde behøvet at undersøge klagerens konkrete erfaringer og efteruddannelse. Klageren havde videre anført, at Konkurrencestyrelsen havde udtalt til hende, at der var tale om konkurrenceforvridning, såfremt psykologer for den samme behandling var momsfritaget.

Klageren havde videre anført, at der ikke var tale om alternativ behandling, idet familieterapi blev anvendt på landets hospitaler. Hun henviste videre til Undervisningsministeriets bekendtgørelse om diplomuddannelse i familieterapi, der afsluttedes med eksamen med ekstern censor. Det anførtes, at psykoterapeuter, der nu var anset for momsfritaget, ikke havde samme eksamenskrav som familieterapeuter.

Klageren havde subsidiært gjort gældende, at hun var momsfritaget som psykolog B's medhjælp. Hun havde hertil anført, at hendes sager blev henvist fra B, at klageren benyttede B's girokort ved opkrævningen, samt at B havde superviseret klageren vedrørende de overførte klienter.

Landsskatteretten udtalte:

I henhold til momslovens § 4 skal der betales afgift af varer og ydelser, der leveres mod vederlag her i landet.

I henhold til momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 fritages dog følgende varer og ydelser for afgift:

"Hospitalsbehandling og lægevirksomhed, herunder kiropraktik, fysioterapi og anden egentlig sundhedspleje samt tandlæge- og anden dentalvirksomhed."

I henhold til 6. momsdirektivs artikel 13 punkt A nr. 1, litra b og c var følgende virksomheder af almen interesse fritaget:

"b) hospitalsbehandling og pleje samt transaktioner i nær tilknytning hertil, udført af offentligretlige organer, eller under sociale betingelser for sådanne organer, af hospitaler, centre for lægebehandling og diagnostik og andre lignende behørigt anerkendte institutioner;

c) behandling af personer som et led i udøvelse af lægegerning og dertil knyttede erhverv, som fastsat af den pågældende medlemsstat;"

Landsskatteretten bemærkede, at momsfritagelsesbestemmelserne i henhold til fast praksis fra EF-domstolen skulle fortolkes indskrænkende.

Retten fandt, at aktiviteterne i familiebehandlingsklinikken ikke kunne anses at være momsfritaget som anden egentlig sundhedspleje, jf. momslovens § 13, stk. 1, nr. 1. Retten havde herved henset til, at momsfritagelsesbestemmelsen skulle fortolkes i overensstemmelse med direktivbestemmelsen. Momsfritagelse fandtes på den baggrund at forudsætte en form for offentlig sundhedsfaglig godkendelse af virksomheden f.eks. ved autorisation eller ved, at Sundhedsstyrelsen konkret anerkendte, at den pågældende virksomheds aktivitet kunne anses som anden egentlig sundhedspleje. Retten bemærkede hertil, at Sundhedsstyrelsens fastlæggelse af minimumskrav til uddannelse ikke var tilstrækkelig til at anse virksomheden som omfattet af "anden egentlig sundhedspleje" i momslovens forstand, idet der udover den pågældendes uddannelsesmæssige baggrund tillige måtte foretages en bedømmelse af den pågældende virksomhed.

Retten bemærkede videre, at praksis vedrørende momsfritagelse for medhjælp alene fandt anvendelse på medhjælp for læger, for hvilke Sundhedsstyrelsen havde fastsat retningslinier, idet det tillige var en betingelse for momsfritagelse, at der var tale om behandlinger mv. der efter lægeloven alene måtte foretages af læger.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-08-16