Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2000-08-29
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11444@2000-08-29/da

Indhold
  1. Indledning

I 1995 udførte klageren for indklagede et nyt belysningsanlæg på en trav- og galopbane.

I anledning af, at der mellem parterne er opstået tvist om betaling af restentreprisesummen, idet indklagede har gjort gældende at have et modkrav, som overstiger restentreprisesummen, er der i medfør af "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed" nedsat en voldgift bestående af ingeniør m.a.i. Erling Mikkelsen, ingeniør M.IDA Søren Steen Møller og landsdommer Fritse Hove, sidstnævnte som rettens formand.

Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 572.433 kr. med nærmere angivne renter og påstået indklagede tilpligtet at nedskrive den af klageren stillede garanti på 217.204 kr. til 28.960,54 kr.

Påstanden svarer til restentreprisesummen med et fradrag på 137.600 kr. for mangler ved anlægget.

Indklagede har påstået frifindelse og har påstået klageren tilpligtet at betale 1.300.717,99 kr. med sædvanlig procesrente fra den 4.januar 2000.

Påstanden fremkommer således:

Udgift til afhjælpning af mangler inkl. moms 2.000.000,00 kr.

klagerens anerkendte tilgodehavende 710.033,00 kr.

med fradrag af afholdte udgifter 10.750,99 kr. 699.282,01 kr.

1.300.717,99 kr.

Klageren har påstået frifindelse for indklagedes selvstændige krav.

Mundtlig forhandling fandt sted den 5.januar 2000.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Den 11. juli 1995 indgik parterne en totalentreprisekontrakt for belysningsanlæg til en væddeløbsbane. Det fremgår af kontrakten, at klagerens tilbudssum udgjorde 1.448.027 kr. ekskl. moms, og at tvister skulle afgøres i henhold til ABT af 22. december 1993. Som en del af aftalegrundlaget var vedhæftet en teknisk ydelsesbeskrivelse og en ydelsesbeskrivelse vedrørende rådgivningen.

Af den tekniske ydelsesbeskrivelse fremgår følgende:

"1. Generelt

Nærværende entreprise omfatter belysningsanlæg fuldt færdigt, funktionsdygtigt og idriftsat.

..

4. Installationsarbejder

..

4.3 Belysningsanlæg

4.3.1 Generelt

Belysningsanlægget opfylder følgende specifikationer:

Tribuneside:

Horisontalniveau (nyværdi) 200 lux

Vertikalniveau (nyværdi) 350 lux

Regelmæssighed

Sving:

Horisontalniveau (nyværdi) 200 lux

Vertikalniveau (nyværdi) 250 lux

Regelmæssighed

Fjerneste langside:

Horisontalniveau (nyværdi) 200 lux

Vertikalniveau (nyværdi) 250 lux

Regelmæssighed

..

Udover publikums synskomfort vil anlægget opfylde kravet til:

Løbsdommernes observation af hestens ben.

Optagemulighed for TV til video og direkte transmission.

..

4.3.3 Mållinie

For mållinie etableres særskilt belysningsanlæg.

Belysningsniveauet er baseret på krav fra

..

5. Rekommandationer

Belysningsanlægget er dimensioneret på baggrund af bygherrekrav fra den 13.september 1994.

Endvidere anvendes svenske og tyske rekommandationer for belysningsanlæg til trav- og galopbaner som vejledende dimensioneringsgrundlag.

.."

I forbindelse med entrepriseaftalen stillede en bank på klagerens foranledning sædvanlig entreprenørgaranti for betaling af indtil i alt 217.204 kr.

Før indgåelsen af entreprenøraftalen havde der været forhandlinger mellem parterne om tilbud. Den 4. oktober 1994 skrev klageren følgende til indklagede:

"Idet vi henviser til behagelig telefonsamtale den 03.10.94 vedrørende vores fax af samme dato, fremsender vi hermed som aftalt vort kontrollerede forslag til belysningsanlæg.

Vi havde ret i vores formodninger om, at det kunne lade sig gøre at belyse hele anlægget, med de i vore forslag projekterede antal armaturer.

..

Nøgletal Horisontalt Vertikalt

Opløb 230 lux 350 lux

Sving/langs 200 lux 250 lux

Total effekt: 340 kW

Ensartethed: 0,16 (under 0,25 betragtes som godt)

..

Vi vedlægger vore beregninger som dokumentation, samt kopi af de svenske krav, idet vi håber at De kan acceptere vore synspunkter, .."

Det fremgår af en telefax af 5. april 1995 fra klageren til indklagede, at klageren fremsendte et revideret tilbud på belysningsanlæg. Der henvises til, at et eksisterende tilbud af 22.april 1994 (efter det oplyste på 1.728.027 kr.) kunne reduceres med følgende:

"1. Eksisterende kabler genanvendes

2. Gravearbejde reduceres

3. Eksisterende eltavle genanvendes men ombygges i fornødent omfang

4. Rådighedstid for reklamepladser forlænges til 6 år.

Under forudsætning af at ovennævnte punkter bliver opfyldt vil vi kunne reducere den tilbudte pris med kr. 280.000 ."

Dette reducerede tilbud svarer til den endelige entreprisesum.

De bygherrekrav af 13. september 1994, der er henvist til under "Rekommandationer" er følgende:

"Lysstyrken skal i brugsværdi være 400 Lux horisontalt og 550 Lux vertikalt og lysgengivelsen mellem 3200-4000 Kelvin grader.

Lysfordelingen skal være således, at de skygger der forekommer ikke er generende for:

1. Løbsdommernes observationer under løbende, specielt skal de kunne se hestenes ben tydeligt.

2. Optagelse af video og TV. En Tv-kanal skal kontaktes så kravene kan specificeres.

I opløbet skal der være forøget lysstyrke og på mållinie skal de krav, der er stillet opfyldes."

Det fremgår af de svenske belysningstekniske retningslinier for trav- og galopbaner, indklagede har fremlagt under sagen, at kravene til ensartethed af belysningsniveauet for publikum på mellemstore baner på langs er 75 % og på tværs 35 %.

Efter at indklagede havde taget anlægget i brug den 10. oktober 1995 reklamerede indklagede over, at anlægget ikke levede op til de aftalte krav, herunder lysmængden, og senere over problemer med kondensvand i armaturer, tærede reflektorer og løse skruer.

Indklagede begærede syn og skøn på anlægget.

Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed udpegede en ingeniør som skønsmand. Skønsmanden afgav en erklæring den 19. november 1996, hvori det anføres:

" Rapport: Målerapport over resultatet af belysningsmålinger udført torsdag den 7. november 1996 om aftenen mellem kl. 20.00 og kl. 22.00.

..

Ved den visuelle besigtigelse af belysningsanlægget blev der iagttaget vand i flere armaturer. Vandet lå indvendigt på afdækningsglasset og bevirkede en brydning af lyset, der resulterede i en bølgebevægelse af lyset på banen.

..

Måleopstilling:

I en afstand af ca. 3 m. fra inderkredsen af banen måles i et antal målepunkter som anført på vedlagte plan. I hvert målepunkt måles horisontal belysningsstyrke mod de fire verdenshjørner. Målehøjden er ca. 1. m. over terræn.

Af måleresultaterne kan følgende værdier beregnes:

Tribuneside

Horisontalniveau (nyværdi): ca. 200 lux

Vertikalniveau (nyværdi): ca. 285 lux

Regelmæssighed ca. 60 %

1. sving

Horisontalniveau (nyværdi): ca. 225 lux

Vertikalniveau (nyværdi): ca. 110 lux

Regelmæssighed ca. 40 %

2. sving

Horisontalniveau (nyværdi): ca. 180 lux

Vertikalniveau (nyværdi): ca. 105 lux

Regelmæssighed ca. 45 %

Fjerneste langside

Horisontalniveau (nyværdi): ca. 210 lux

Vertikalniveau (nyværdi): ca. 140 lux

Regelmæssighed ca. 33 %

Den visuelle vurdering af belysningsanlægget er i kort form følgende:

Generende "lysbølger" på banen fra vand i armaturer.

For lavt vertikalt niveau og for dårlig regelmæssighed.

Armaturer er samlet på for få master.

Skønsmandens besvarelse af de stillede spørgsmål :

Spørgsmål 1

Opfylder anlægget i dets nuværende stand de tekniske krav, der er opstillet til belysningsstyrken i parternes aftale?

Svar: Svaret er nej, da de vertikale belysningsstyrker overalt er for lave.

Spørgsmål 2

Hvorledes kan anlægget bringes i en sådan stand, at de tekniske krav i parternes aftale er opfyldt?

Svar: Ved at udskifte armaturerne til en type, hvor lysfordelingen giver den krævede vertikale værdi.

Spørgsmål 3

Hvad vil det koste at iværksætte de foranstaltninger, der følger af svaret på spørgsmål 2?

Svar: Udgiften anslås til kr. 4.000 ekskl. moms pr. armaturenhed inkl. levering, montering og lyskilde.

..

Spørgsmål A

Der bedes ved besvarelsen af de stillede spørgsmål fra skønsmandens side tages stilling til, hvilken betydning det har, at lysanlægget nu har været i brug i ca. 1 år.

Svar: Lysanlæggets driftstid på ca. 250 timer medfører en lysnedgang på 2,5 % af lyskildernes nominelle lysudsendelse."

Indklagede anmodede skønsmanden om at besvare nogle tillægsspørgsmål, herunder oplysninger om, hvorledes armaturerne skulle dimensioneres for at opnå en belysning af banearealerne i overensstemmelse med de aftalte specifikationer.

Skønsmanden svarede, at besvarelsen af de stillede spørgsmål krævede en detailprojektering, som lå uden for hans opgave som skønsmand.

Klageren tilbød herefter indklagede en dekort i entreprisesummen på 137.600 kr. på grund af den manglende overholdelse af det aftalte vertikale lysniveau, hvilket ikke blev accepteret af indklagede.

Klageren indgav klageskrift den 9. december 1997.

Under et forberedende retsmøde den 9. december 1997 gentog klageren et tidligere fremsat tilbud om forsøgsvis at forsyne to master med ekstra armaturer og derefter anmode skønsmanden om at kontrollere, at de aftalte lysværdier var overholdt.

Såfremt der blev opnået enighed mellem parterne herom, eller hvis klagerens afhjælpningsforsøg viste sig ikke at opfylde de aftalte lysværdier, var der enighed om, at indklagede skulle rette henvendelse til et institut med henblik på at stille forslag til en uvildig person, som for indklagedes regning kunne udarbejde et detailprojekt.

Efter at indklagede havde afvist at lade klageren udføre det omtalte forsøg, anmodede indklagede efter forslag fra instituttet en ingeniør om at udarbejde et detailprojekt.

Ingeniørens detailprojekt af 18. august 1999 blev herefter forelagt skønsmanden, som i en erklæring af 8. oktober 1999 udtalte, at de samlede entreprenørudgifter overslagsmæssigt vurderedes at udgøre:

Kabler 220.000 kr.

Master 430.000 kr.

Armaturer 950.000 kr.

Samlet 1.600.000 kr. ekskl. moms.

Der er under den mundtlige forhandling afgivet forklaring af klagerens direktør, indklagedes direktør, overmontøren, tidligere direktør hos klager, skønsmand og ingeniøren der udarbejdede detailprojektet for indklagede.

Overmontøren har forklaret, at de løse skruer er udskiftet, og kondensvandproblemerne er udbedret. Mållyset kan ikke laves bedre. Det er umuligt helt at undgå skygger. Han mødte op på væddeløbsbanen for at trække ekstra kabler op i masterne, men blev afvist.

Tidligere direktør hos klager har forklaret, at han tidligere har været ansat hos klageren. Han forestod kontraktsforhandlingerne. Problemet var, at indklagede ikke havde penge nok. Kontraktsforhandlingerne var afbrudt i ¾ år. Forhandlingerne blev genoptaget med udgangspunkt i det tidligere tilbud. Efter hans opfattelse er det uden betydning, at kravene til den vertikale belysning ikke er opfyldt. Der er ikke skrevet noget om regelmæssighed i kontrakten, fordi det var nødvendigt at øge masteafstanden. Når gravearbejdet er reduceret, skyldes det, at der blev færre master. Færre master betyder dårligere regelmæssighed. Da anlægget blev taget i brug den 10. oktober, roste alle bortset fra en enkelt anlægget. Han er ikke i stand til at forklare, hvorfor de beregninger, som klageren havde ladet udføre, ikke slog til.

Indklagedes direktør har forklaret, at han har været med i hele forhandlingsforløbet. Klagers tidligere direktør var rådgiver hele vejen igennem. Kravene til luxniveauet blev reduceret. De var en tur i Sverige, og det blev i den forbindelse specificeret hvilke krav, der skulle stilles. De beskæftigede sig ikke specielt med kravene til ensartethed, men var mere betænkelige ved luxværdierne. De tyske rekommandationer fik indklagede aldrig. Da der blev drøftet besparelser, nævnte klagers tidligere direktør intet om, at hans forslag ville medføre en ringere regelmæssighed. Det blev kun nævnt, at antallet af lysmaster ville blive reduceret. Vandet i armaturerne er nu fjernet. Et armatur faldt ned, men der blev sat et nyt op. Han har lige fra den første dag sagt, at der var mørke pletter på banen. Det anlæg, indklagede har i dag, er bedre end det, de havde før, men de har aldrig fået den optimale løsning. Målfotos er ikke tilstrækkeligt tydelige. Der er blevet stillet nogle krav i denne henseende, men det er aldrig blevet fulgt op. Han har aldrig modsat sig klagerens afhjælpningsforsøg. Men da de ikke kunne få nærmere oplysninger om, hvad klageren ville afhjælpe, mistede de tilliden til klageren og ønskede derfor ikke, at klageren skulle udføre yderligere på anlægget.

Skønsmanden har forklaret, at ingeniørens detailprojekt efter hans opfattelse beskriver de ændringer, der er nødvendige. Projektet går ikke videre end nødvendigt. Ændringerne er blevet mere omfattende, end han forudså, da han svarede på spørgsmål 3 i sin erklæring. Det vil således være nødvendigt at forhøje masterne. Han har lavet en detailkalkulation, da han svarede på spørgsmålet om, hvad de nødvendige ændringer ville koste. Efter hans opfattelse er anlægget ikke acceptabelt med henblik på at kunne se detaljer. Der er ikke danske retningslinier for regelmæssigheden af belysninger på travbaner. En regelmæssighed på 70 % er almindeligt anerkendt, når man skal lave andre belysninger. Ved en regelmæssighed på 33 % vil man se lyset i punkter i stedet for flader. Det forhold, at kondensen nu er fjernet ved at bore huller i armaturet, betyder, at reflektorernes levetid bliver nedsat.

Ingeniøren der udarbejdede detailprojektet har forklaret, at forudsætningerne for hans projekt har været det aftalte belysningsniveau, og at så meget som muligt af det eksisterende anlæg skulle genanvendes. Han har lagt til grund, at armaturerne skulle udskiftes. Det eksisterende anlæg er dimensioneret til det yderste. Derfor er det relativt dyrt at ændre. Hans projekt giver et luxniveau, der er lidt højere end krævet. Han har foretaget beregninger af ensartetheden. Projektet er lavet ud fra de svenske rekommandationer. Dette har medvirket til at fordyre projektet idet det er nødvendigt at forhøje masterne for at opnå denne ensartethed i belysningen. Det vil være muligt at øge luxværdierne ved at sætte nye armaturer på masterne. Han kan ikke sige, hvor mange der skal til.

Klageren har til støtte for sine påstande anført, at det anlæg, som klageren har udført, opfylder bygherrekravene bortset fra luxværdierne på vertikalt niveau. Klageren har derfor foretaget et passende fradrag i entreprisesummen på grund af de manglende luxværdier. Det må lægges til grund, at anlægget fungerer godt. Såfremt indklagede ønsker højere luxværdier, vil det kunne lade sig gøre at øge luxværdien ved at udskifte armaturerne med nogle andre og bedre armaturer. Klageren har tilbudt afhjælpning, hvorfor der ikke bør ydes større dekort end tilbudt af klageren. De omfattende ændringer, der er indeholdt i ingeniørens detailprojekt, går langt ud over de krav, som indklagede har stillet til belysningen. Indklagede har således ikke stillet krav om regelmæssighed, og der findes ingen generelle krav herom. Når henses til, at indklagede har brugt anlægget i 4 år, bør indklagedes eventuelle ret til at kræve manglerne udbedret bortfalde, idet afhjælpningsomkostningerne er forbundet med uforholdsmæssigt store udgifter. Der bør derfor ud fra en offergrænsebetragtning højst ydes indklagede et skønsmæssigt afslag i entreprisesummen. De modkrav, der er fremsat af indklagede på godt 10.000 kr., vedrører arbejder udført uden forudgående aftale og er først fremsat 1 år efter udførelsen, hvorfor indklagede ikke bør kunne modregne disse krav.

Indklagede har til støtte for sine påstande anført, at det ved skønsmandens erklæring er bevist, at der er mangler ved anlægget. Kravene til luxværdier på vertikalt niveau er ikke opfyldt, ligesom regelmæssigheden er for dårlig. Ved at henvise til de svenske rekommandationer har klageren lovet en regelmæssighed på 75 %. I sin skrivelse af 4. oktober 1994 har klageren anført nogle nøgletal, og klageren har ikke senere taget forbehold over for regelmæssigheden af belysningen. Klageren, der er ekspert på området, må derfor erstatte indklagede udgifterne til udbedring af anlægget. Der foreligger ikke en sådan situation, at offergrænsesynspunktet bør medføre, at der kun ydes indklagede et afslag i entreprisesummen.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat:

Det fremgår af de belysningsmålinger, som skønsmanden har udført, at de vertikale belysningsstyrker på anlægget på travbanen overalt er lavere og visse steder betydeligt lavere end foreskrevet i projektet. Skønsmanden har videre i sin erklæring udtalt, at belysningens regelmæssighed er for dårlig. Det fremgår således af rapporten, at regelmæssigheden på den fjerneste langside er ca. 33%, hvilket ifølge skønsmanden betyder, at man ser lyset i punkter i stedet for flader. Selv om der ikke i de specifikationer af belysningsanlægget, der er anført i den tekniske ydelsesbeskrivelse, er anført noget krav til regelmæssigheden, finder voldgiftsretten ikke, at anlægget opfylder de krav til regelmæssighed, som indklagede måtte forudsætte, navnlig når der i ydelsesbeskrivelsen er henvist til de svenske rekommandationer som vejledende dimensioneringsgrundlag. Der er ikke grundlag for at fastslå, at klageren i forbindelse med sine besparelsesforslag har gjort det klart for indklagede, at besparelserne ville indebære en betydelig forringelse af belysningens regelmæssighed. Belysningsanlægget er således mangelfuldt både for så vidt angår vertikale luxværdier og for så vidt angår regelmæssighed. Klageren skal derfor erstatte indklagede udgifterne til afhjælpning af disse mangler. Selv om byrden ved at erstatte disse omkostninger er stor set i forhold til entreprisesummen, og indklagede har kunnet benytte anlægget, finder voldgiftsretten ikke, at der foreligger sådanne ganske særlige forhold, som kan begrunde, at klageren ikke skal erstatte disse omkostninger.

Herefter, og idet voldgiftsretten har taget hensyn til, at de af skønsmanden anslåede udgifter til afhjælpning er forbundet med en del usikkerhed, at indklagede har kunnet benytte anlægget i 4 år, og at detailprojektet både med hensyn til luxværdier og kravene til regelmæssighed er "på den sikre side" i forhold til, hvad indklagede kan kræve, fastsættes de udgifter, som klageren skal erstatte, skønsmæssigt til 1.000.000 kr. med tillæg af moms. Når herfra trækkes det beløb på 710.000 kr., som indklagede har erkendt at skylde klageren, fremkommer et beløb på 540.000 kr. som klageren herefter skal betale indklagede. Det bemærkes, at der ikke under sagen er fremført noget grundlag for, at indklagede skulle kunne modregne 10.750,99 kr. i klagerens tilgodehavende.

Idet bemærkes, at der ved omkostningsfastsættelsen til dels er taget hensyn til, at indklagede har måttet afholde en udgift til udarbejdelse af detailprojekt, forholdes med sagsomkostningerne som nedenfor bestemt.

THI BESTEMMES:

Inden 14 dage efter modtagelsen af denne kendelse betaler klageren til indklagede 540.000 kr. med sædvanlig procesrente fra den 4. januar 2000 mod indklagedes samtidige frigivelse af garanti af 18. august 1995 på 217.204 kr.

Klageren skal inden samme frist betale sagens omkostninger med 150.000 kr. til indklagede.

Klageren skal betale voldgiftsrettens omkostninger efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Versioner

  1. 2000-08-29