Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr.62/2000

GældendeVersion 2000-09-05
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11450@2000-09-05/da

Indhold
  1. Indledning

[K] har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i DR2 den 4. april 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.

Det fremgår bl.a. af udsendelsen "Miljø med mere" bragt på DR2 den 4. april 2000 at:

Speak: "Når vi køber økologiske æg, forventer de fleste nok, at en økologisk høne har et godt liv, men sådan er det desværre ikke altid. Faktisk dør fem gange så mange økologiske høns som burhøns før tiden.

Peter Sandøe, fmd. for Det Dyreetiske Råd: Det er jo en frygtelig kendsgerning, at æg fra de høns som vi jo egentlig køber, fordi det skulle være den højeste dyrevelfærd, de også har den højeste dødelighed. Det er helt utilfredsstillende.

Thorkil Ambrosen, afd. chef i Det Danske Fjerkræraad: Den almindelige forbruger har ikke et detailkendskab til de forhold, der findes ude i den økologiske ægproduktion, og de lever lykkeligt med nogle myter omkring, hvad økologi er, og det er da fint nok, men det passer bare ikke til virkeligheden, og det giver jo nogle problemer, fordi man tror, man har at gøre med den højeste dyrevelfærd og den højeste spisekvalitet og en række andre forhold, og det er ikke tilfældet i en lang række sammenhænge.

[K] best. medl., De Økologiske Æg- og Fjerkræprod.: Vi er nok nødt til at erkende, at der skal luges ud iblandt økologiske producenter. Enten så skal folk lære det, eller også må de stoppe.

Speak: Susanne C. Bechmann er forskningsprofessor på Handelshøjskolen i København. Hun er netop ved at lægge sidste hånd på en sprit ny undersøgelse af forbrugernes vaner i forhold til økologi.

Susanne C. Bechmann: Forbrugerne forventer stort set fire ting af en økologisk vare. De kigger efter sundhed, det viser min undersøgelse, at det er det vigtigste aspekt i det. De tager hensyn til miljøet generelt set. Det næst vigtigste, der også er det tredje vigtigste er dyrevelfærd, og det fjerde vigtigste er kvalitet, smag og lignende aspekter.

Speak: Det vil sige, at det betyder også noget for forbrugeren, hvordan dyrene har det?

S.C.B.: Det gør det helt sikkert.

Speak: En af hovedårsagerne til den høje dødelighed blandt økologiske høns er den såkaldte fjerpilning. Ifølge reglerne må næbbene på økologiske høns ikke klippes. Det betyder, at hønsene hakker fjerene af hinanden, og når der ikke er flere fjer, ja så hakker de hinanden ihjel. Tallene giver den økologiske forbruger stof til eftertanke. Hos burhøns dør ca. 3% af hønsene for tidligt. Hos de fritgående høns er tallet ca. 10%. Mens de økologiske hønsehold ligger på den dårlige side af 15%. I de stalde, hvor dødeligheden er størst, dør op til 30% af de økologiske høns.

[K]: Der er den grundlæggende fejl, at det der med at passe høns er groft nedvurderet. Jeg har passet både køer og svin, og jeg ved at den sværeste produktion, vi har indenfor dansk landbrug, det er økologiske høns, det er helt sikkert, men der findes ikke nogen uddannelse i det, og det er en meget meget stor mangel.

Speak: Eksperter har forsket meget i, hvorfor hønen opfører sig, som den gør. Man er blevet klogere, men har stadigvæk ikke helt regnet hønen ud. Mange af problemerne udspringer af, at den hønserace, som de fleste økologer har valgt at satse på, simpelthen ikke egner sig specielt godt til økologisk hønsehold.

[K]: De høns vi kører med nu, er jo en utrolig effektiv høne, der lægger mange æg på et lille foderforbrug, og de racer, der indtil nu har været inde, har slet ikke kunnet hamle op med det med hensyn til æglægning og foderforbrug.

Speak: Grunden til at økologerne alligevel har holdt fast ved de samme høner er dels æglægningen, men det er også os forbrugere og vores vaner. Den økologiske forbruger insisterer nemlig på, at et økologisk hønseæg skal være brunt i modsætning til burhønens æg, der er hvidt.

P.S.: En af de forestillinger som mennesket har om dyrevelfærd, det er et brunt æg. Hvide æg fy for pokker - det er buræg, brune æg, det er høj dyrevelfærd. Nu er det sådan, at de brune æg kommer fra nogle brune store tunge høns, og de hvide kommer fra nogle hvide høns. Al praktisk erfaring viser, at de hvide høns har meget nemmere ved at fungerer i de økologisk produktionssystemer. Det vil sige, at vi kunne formodentlig have under den halve dødelighed, hvis vi ikke havde den der romantiske idé om, at dyrevelfærd er brune æg.

Speak: Det er Plantedirektoratet, der kontrollerer de økologiske hønseejere. Men i dag fungerer kontrollen ikke optimalt.

T.A.: Plantedirektoratets kontrol er ikke tilstrækkelig fagligt kvalificeret i mange tilfælde, det har vi haft en række oplevelser omkring. Vi har også gjort opmærksom på det i forskellige sammenhænge. Vi finder, at Plantedirektoratet burde have nogle folk, der havde en noget større fagekspertise til at foretage de her kontroller og vurderinger af de problemer, der er ude i den økologiske produktion.

P.S.: Det Plantedirektorat, som indtil nu har haft administrationen af de her regler, har været meget lidt villige til at købe en af vores vigtigste idéer, nemlig at når deres kontrollører kommer ud og ser velfærdsproblemer, så skal de lægge op til, at der skal gøres noget ved det. De vil helst ikke have noget at gøre med ting, de ikke kan måle med en lineal, og det har så også været en bremsende faktor.

T.A.: Folkene er dygtige nok, men de har ikke den nødvendige faglige kapacitet til at løse problemet. Det hjælper jo ikke noget, at man er en god advokat, hvis man skal foretage grøftegravning.

Speak: Her i Plantedirektoratet siger sektorchef Else Mikkelsen til miljø m.m: "Vi administrerer et helt økologisk regelsæt, som dække hele landbrugsejendomme. Det vil sige ikke kun høns, men også marker, kvæg og svin afhængig af, hvor vi er ude. Det er en balance, som vi laver hver gang, vi er ude på kontrolbesøg. Vi kontrollerer jo efter regler og ikke efter skøn, så det er da et dilemma".

T.A.: Jeg er overhovedet ikke i tvivl om, at man kunne reducere dødeligheden, hvis man havde brugt en mere fagkyndig kontrolinstans, fordi så kunne man have været med til at korrigere nogle af de fejl, mangler og problemer, som der opstår der ude.

[K]: Vi håber da på, at Plantedirektoratet kan blive noget bedre, så man ad den vej kan højne kvaliteten.

S.C.B.: Hvis der ikke gøres noget ved det, så giver det et problem. Det bliver et imageproblem, og det bliver et soberhedsproblem og et afsætningsproblem. Man kan håbe på, at det ikke giver et problem for hele den økologiske fødevarekategori, og at det kun begrænses til de økologiske fjerkræsprodukter. Men det kan ikke udelukkes, at forbrugerne bliver lidt nervøse for, hvad der sker i de andre produktionsmetoder. Derfor kan det i det hele taget skade økologiens image meget og dermed også afsætningen af de økologiske produkter, hvis man ikke tager hånd om problemet nu."

Klageren har oplyst, at baggrunden for indslaget var, at nye forskningsresultater viste en dødelighed på op til 30% blandt økologiske høns, og at dødeligheden til dels skyldes adfærdsproblemer med kannibalisme og fjerpilning. Som et modstykke hertil havde indklagede besøgt klagerens økologiske hønsebesætning med 4500 økologiske høns, hvor hønsene har fjer på, og hvor der er en dødelighed på ikke over 1%. I indslaget blev der imidlertid også vist nogle billeder af nogle særdeles maltrakterede høns. Billederne var 5 år gamle og stammede fra Forsøgsstationen Foulum.

Klageren har anført, at konklusionen på indslaget var, at økologiske høns er nøgne som følge af fjerpilning, hvilket er groft manipulerende og i strid med god presseskik. Billederne fra Forsøgsstationen Foulum viste nemlig ikke økologiske høns, men fritgående høns, og det var ikke angivet på skærmen, hvorfra billederne stammede, eller hvor gamle billederne var, hvilket er vildledende, når det tages i betragtning, at der inden for de seneste år er sket en kolossal udvikling inden for økologisk ægproduktion.

Klageren har endvidere anført, at selvom indklagede ikke angav på skærmen, hvilken type høns de afpillede høns var, så er det alligevel vildledende at vise billeder af fritgående høns i et program, der vedrører økologiske høns, for seerne går automatisk ud fra, at det billederne viser er økologiske høns.

Klageren har endelig anført, at seeren efter at have set indslaget må sidde tilbage med en opfattelse af, at alle økologiske høns ser ud som de fritgående høns fra Forsøgsstation Foulum.

Indklagede har oplyst, at det er korrekt, at de billeder af afpillede høns, som vises i indslaget, stammer fra indklagedes arkiv. Ofte, men ikke altid, vil dette fremgå af skærmen. Da billederne imidlertid alene tjente til at illustrere, det indslaget omhandlede, nemlig afpillede høns, var der ikke grund til at oplyse på skærmen, at der var tale om billeder fra arkivet. Det er i denne forbindelse uden betydning, at der var tale om 5 år gamle optagelser af fritgående høns og ikke økologiske høns, for det, billederne skulle illustrere, var afpillede høns. På denne baggrund mener indklagede ikke, at man har tilsidesat god presseskik, idet billederne ikke fordrejede indslagets budskab og ikke på misvisende måde efterlod et forkert indtryk hos seerne. Hertil kommer, at indklagede ikke i udsendelsen fortalte, at hønsene skulle være økologiske. Ikke desto mindre har indklagede tilkendegivet, at begge forhold vil blive rettet i forbindelse med en eventuel genudsendelse af programmet.

Indklagede har endvidere anført, at man ikke er enig i, at indslaget efterlader det indtryk, at økologiske høns er nøgne, og at alle økologiske høns ser ud som dem fra Forsøgsstationen Foulum. Indslaget viser således de fritgående høns i 30 sekunder, mens de økologiske sunde velnærede æstetisk smukke høns fra klagerens hønsehold vises i et minut, altså i væsentlig længere tid.

Indklagede har endelig anført, at indslaget på loyal måde belyser en række forhold omkring den økologiske ægproduktion herunder, at der er en væsentlig højere dødelighed blandt økologiske høns end blandt almindelige burhøns, at der er stor forskel på de forhold økologiske høns lever under, at hønseavl kræver faglige forudsætninger, at visse hønseracer egner sig bedre til økologisk ægproduktion end andre, og at Plantedirektoratet som tilsynsmyndighed ikke har tilstrækkelig faglig indsigt i forholdene til at udøve den nødvendige kontrol med produktionen.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.

Pressenævnet udtaler:

I udsendelsen "Miljø med mere", der drejede sig om dyrevelfærd hos økologiske høns, vistes fem år gamle arkivoptagelser af afpillede høns, der var fritgående høns fra Foulum Forsøgsstation og ikke økologiske høns. Også ud fra udsendelsens oplysninger i øvrigt kom det derved til at fremstå, som om økologiske høns i almindelighed ser ud som de fritgående høns fra forsøgsstation. Indslaget var derfor vildledende, og Pressenævnet finder, at Danmarks Radio har tilsidesat god presseskik, hvorfor nævnet udtaler sin kritik.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af Danmarks Radio at offentliggøre følgende:

"Kendelse fra Pressenævnet

Danmarks Radio bragte den 4. april 2000 udsendelsen "Miljø med mere", der indeholdt et indslag om økologiske høns. [K], hvis økologiske hønsebesætning omtales i programmet, klagede til Pressenævnet, idet han anså god presseskik for tilsidesat.

Pressenævnet har i anledning af klagen udtalt, at der i udsendelsen, der drejede sig om dyrevelfærd hos økologiske høns, vistes fem år gamle arkivoptagelser af afpillede høns, der var fritgående høns fra Foulum Forsøgsstation og ikke økologiske høns. Også ud fra udsendelsens oplysninger i øvrigt kom det derved til at fremstå, som om økologiske høns i almindelighed ser ud som de fritgående høns fra forsøgsstationen. Indslaget var derfor vildledende, og Pressenævnet finder, at Danmarks Radio har tilsidesat god presseskik, hvorfor nævnet udtaler sin kritik.

København den 30. august 2000

Per Sørensen, Bo Maltesen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard."

Afsagt den 30. august 2000

Versioner

  1. 2000-09-05