Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 64/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11451@2000-09-05/da
Indhold
K har klaget til Pressenævnet over en udsendelse bragt i Danmarks Radio den 18. april 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af udsendelsen bragt i Danmarks Radio den 18. april 2000 med overskriften "De farlige frivillige" fremgår bl.a. at:
Speak : "I Danmark accepterer man, at tidligere pædofili-dømte opsøger sportens børn som frivillige ledere, men også den organiserede del har frit spil. Disse skjulte optagelser er fra et møde i de pædofiles forening. Også her er der forbindelser til idrættens børn og unge. Det vender vi tilbage til senere.
Speak : Hvad de færreste ved er, at de pædofile i Danmark har deres egen forening. Også denne organiserede del af de seksuelle afvigere færdes blandt børn og unge i idrætten. Disse skjulte optagelser er fra et møde i Foreningen Pædofilgruppen. Manden midt i billedet optræder i foreningen under dæknavnet [K].
[K]: "Forretningsudvalget fungerer ikke rigtigt og har ikke gjort det i lang tid, og jeg er den eneste, der er tilbage. De to andre er ikke længere aktive".
Speak: Han er medlem af pædofilgruppens forretningsudvalg. Han laver foreningens hjemmeside, og er også i besiddelse af postboks 843, der modtager pædofilgruppens post. Samtidigt skriver han artikler med synspunker som dette: "Påstanden om at visse seksuelle forhold mellem børn og voksne er positive og ikke skadelige, bygger faktisk på en så solid mængde af videnskabelig litteratur, at den ikke kan tilbagevises". På hans egen private hjemmeside henviser han til to københavnske idrætsklubber. Københavns Unicykel Klub træner hver søndag på Bellahøj skole i udkanten af København. Foreningen henvender sig til unge drenge og piger, og arbejder på at blive optaget i Danmarks idrætsforbund. [K] er på tidspunktet for disse optagelser aktiv i klubben både som bestyrelsesmedlem og lejlighedsvis som træner. Klubben var ikke bekendt med [K's] fremtrædende rolle i pædofilgruppen. Ledelsen har efterfølgende på et ekstraordinært bestyrelsesmøde valgt at ekskludere manden med omgående virkning, efter at han overfor bestyrelsen har bekræftet sin tilknytning til de pædofiles forening. Men han er stadig medlem af Gefion, en af Danmarks største gymnastikforeninger, hvor han en gang om ugen træner sammen med dette hold, et hold der primært består af børn og unge. Vi ville gerne have spurgt Gefions formand om, hvordan klubben har det med, at en fremtrædende person fra pædofilgruppen linker til foreningen på sin hjemmeside og samtidig optræder i sammenhæng med børn og unge indenfor idrætten. Men Gefion ønskede ikke at medvirke i programmet. Det gjorde [K] heller ikke. Foreningen Pædofilgruppen har omkring 100 medlemmer, der enten selv er pædofile eller sympatiserer med det. Eksperter anslår, at der findes ca. 40.000 pædofile i Danmark".
Klageren har oplyst, at han i udsendelsen omtales under pseudonymet "[K]".
Klageren har anført, at han i udsendelsen omtales på en kritisabel måde, og at de oplysninger, der videregives om ham, ikke er efterprøvet tilstrækkeligt grundigt. Indklagede har nemlig kun stillet klageren et spørgsmål, hvilket skete under særdeles upassende omstændigheder og uden forudgående aftale. Klageren blev meget forvirret over spørgsmålet, da han på det pågældende tidspunkt ikke var medlem af pædofilgruppen, og det er derfor ukorrekt, når det i udsendelsen oplyses, at han ikke har ønsket at medvirke i programmet.
Klageren har endvidere anført, at det er i strid med god presseskik, når der i udsendelsen bringes optagelser med ham optaget med skjult kamera på et lukket møde i Foreningen Pædofilgruppen, under træningen i Gymnasitkforeningen Gefion og fra Københavns Unicykel Klub. Det er nemlig uden offentlig interesse at dokumentere, at en person med tilknytning til Foreningen Pædofilgruppen dyrker idræt, hvorfor betingelserne for at bringe optagelserne foretaget med skjult kamera ikke er tilstede. Selv om indklagede bestrider, at optagelserne fra idrætsklubberne er foretaget med skjult kamera, fastholder klageren, at optagelserne blev foretaget uden benyttelse af almindeligt tv udstyr, samt at klageren ikke vidste, at han blev fotograferet. Hertil kommer at fotograferne lod, som om de lavede amatøroptagelser af en bekendt, og at de ikke interesserede sig for klageren. Optagelserne fra Gymnastikforeningen Gefion overholder endvidere ikke betingelserne i aftalen med Dansk Idrætsforbund, og Københavns Unicykel Klub er ikke medlem af Dansk Idrætsforbund.
Klageren har tillige anført, at der i udsendelsen bringes forkerte oplysninger om ham, idet det i udsendelsen insinueres, at han er en potentiel seksualforbryder, samt at han skulle være dømt for pædofile forhold, hvilket ikke er korrekt. Oplysningen om, at han er medlem af Foreningen Pædofilgruppens forretningsudvalg, er også usand, for han meldte sig ud af forretningsudvalget i den tale, som vises i udsendelsen. Klageren har endvidere efterfølgende meldt sig ud af Foreningen Pædofilgruppen, og han var på det tidspunkt, de skjulte optagelser fra idrætsklubberne blev optaget, kun tilknyttet Foreningen Pædofilgruppen som rådgiver. Hans arbejde for pædofile og andre seksuelle minoriteter har således karakter af et uegennyttigt socialt arbejde.
Klageren har herudover anført, at det er usandt, når det i udsendelsen oplyses, at han træner gymnastik på et hold, der primært består af børn og unge, idet han træner gymnastik på et hold, hvor der kun er voksne. De unge personer, der ses på optagelserne, øver dans og aerobic på et andet hold.
Klageren har endvidere anført, at han er fuldstændigt identificerbar i udsendelsen, idet denne to gange viser hans personlige hjemmeside, hvor hans fulde navn samt det meste af hans adresse vises. Klagerens stemme er endvidere karakteristisk og let genkendelig. Hertil kommer, at de to idrætsklubber nævnes ved navn, og at indklagede har nævnt hans navn over for idrætsklubberne, som begge har fundet det nødvendigt at informere deres medlemmer inden udsendelsen. I sammenhæng med de sager, som i øvrigt nævnes i udsendelsen, er det groft ærekrænkende, at indklagede ikke har foretaget en fuldstændig maskering af klageren.
Klageren har endelig anført, at udsendelsen ikke bringer nogen oplysninger om ham, som med rimelighed kan siges at have offentlig interesse, og at hans person ikke hører hjemme i en udsendelse om pædofile idrætsledere. Klageren har således anført, at han ikke er pædofil, og at han alene er tilknyttet Foreningen Pædofilgruppen som rådgiver, samt at han på samme måde rådgiver andre seksuelle minoriteter. Den rådgivning, klageren foretager, præsenteres imidlertid i udsendelsen som det stik modsatte. Udsendelsen har således voldt stor skade på klagerens personlige anseelse og karriere samt på hans muligheder for at dyrke sport.
Indklagede har anført, at man i tilstrækkelig grad har efterprøvet påstandene i programmet, og at programmet er resultatet af to journalisters intense research gennem 6 måneder. Formålet med programmet er at belyse, at idrætten har et problem med seksuelt misbrug af børn, og at der stort set ikke er nogen kontrol med, hvem der lukkes ind som ledere og trænere for børn og unge.
Indklagede har endvidere anført, at man havde informeret klageren om, at man arbejdede på et program om pædofili og sport, og man havde anmodet om klagerens bemærkninger ved at stille klageren følgende spørgsmål: "Jeg har lyst til at spørge dig, hvordan det harmonerer, at et medlem af de pædofiles forening samtidig optræder i sammenhæng med børn og unge?". Herefter meddelte klageren, at han ingen kommentarer havde, hvorefter han vendte om og gik. Indklagede finder imidlertid, at det giver mening at stille spørgsmålet, når det tages i betragtning, at klageren gennem længere tid havde været medlem af forretningsudvalget i Foreningen Pædofilgruppen, at klageren samtidig havde været næstformand og lejlighedsvis træner i Københavns Unicykel Klub, og at klageren under alle indklagedes besøg hos Gymnastikforeningen Gefion trænede i nær sammenhæng med børn og unge. Klagerens advokat blev endvidere få dage før udsendelsen telefonisk orienteret om, at udsendelsen ville blive bragt. Klageren havde således mulighed for at deltage i programmet, men ønskede ikke dette, hvilket underbygges af, at klageren ved tre lejligheder skriftligt har kontaktet indklagede om udsendelsen enten selv eller via sin advokat, men at han i ingen af disse tilfælde har tilkendegivet, at han ønskede at deltage i programmet.
Indklagede har tillige anført, at det alene er optagelserne fra det lukkede møde i Foreningen Pædofilgruppen, der er optaget med skjult kamera, idet de øvrige optagelser er lavet åbenlyst med moderne kameraudstyr. Pædofili er et emne af stor samfundsmæssig interesse, ligesom det har stor samfundsmæssig interesse, når en person som klageren, der har lagt navn til skrivelser, som advokerer for at visse seksuelle forhold mellem børn og voksne er sunde, samtidig fungerer i tæt kontakt med børn og unge i to idrætsforeninger. Da klageren havde nægtet over for indklagede at være medlem af Pædofilgruppen, var de skjulte optagelser indklagedes eneste mulighed for at dokumentere, at han var aktiv i foreningen. Billederne fra de to idrætsklubber blev vist for at dokumentere, at klageren var aktiv i sammenhæng med børn i idrætten. Alle personerne på optagelserne var anonymiseret ved sløring af billederne, og begge sportsklubber fik tilbud om at medvirke i udsendelsen, men ingen af klubberne ønskede at deltage.
Indklagede har endvidere anført, at såfremt Pressenævnet finder, at optagelserne fra de to idrætsklubber er foretaget med skjult kamera, var betingelserne herfor tilstede. Indklagede har således efter aftale med Team Danmark og Dansk Idrætsforbund ret til at optage samtlige sportsbegivenheder - bortset fra fodbold - herunder træning. Det findes endvidere overordentlig relevant at dokumentere, at klager rent faktisk fungerer i nær sammenhæng med børn og unge i idrætsklubberne, når klageren hævder det modsatte. Optagelserne dokumenterer derved et af formålene med udsendelsen, nemlig at adgangen til samvær med børn og unge ikke er undergivet betingelser eller kontrolforanstaltninger.
Indklagede har endvidere anført, at man i udsendelsen ikke oplyser, at klageren er pædofil, men at man derimod i udsendelsen fastslår, at man ikke nødvendigvis er pædofil, fordi man er medlem af Foreningen Pædofilgruppen, idet Foreningen Pædopfilgruppen er en forening for både pædofile og for folk som sympatiserer med pædofile. Indklagede har imidlertid ikke nogen forudsætninger for at vide, hvilken del klageren tilhører.
Indklagede har tillige anført, at oplysningen, om at klageren på tidspunktet for optagelserne var den mest fremtrædende repræsentant for Foreningen Pædofilgruppen, er korrekt, idet han var eneste medlem af forretningsudvalget. Det er endvidere korrekt, at klageren i Gymnastikforeningen Gefion træner med børn og unge, hvilket indklagede har observeret ved flere lejligheder.
Indklagede har herudover anført, at man ikke har postuleret, at klageren er pædofil. Det forhold, at klageren var medlem af Foreningen Pædofilgruppens forretningsudvalg sammenholdt med, at han har skrevet artikler, som blandt andet påstår, at visse seksuelle forhold mellem børn og voksne er positive og ikke skadelige, samt at klageren samtidig er aktiv blandt børn og unge i idrætten, bekræfter imidlertid indklagedes påstand om, at det er let at få adgang til idrætten - også for medlemmer af Foreningen Pædofilgruppen. Der er endvidere tale om et emne af klar samfundsmæssig interesse, som bør gøres til genstand for journalistisk behandling.
Indklagede har endvidere anført, at det var indklagedes hensigt at anonymisere klageren over for seerne, men at klagerens navn ved en fejl kunne læses på skærmen i 21/25 dele af et sekund i forbindelse med visning af hans hjemmeside, hvilket man beklager dybt. Indklagede havde således gennemset udsendelsen utallige gange uden at opdage fejlen. Indklagede finder imidlertid ikke, at man kan gøre noget ved fejlen nu uden at forværre situationen. Indklagede har dog slettet de billeder fra udsendelsen, hvor klagerens navn vises. Hertil kommer, at gengivelsen af klagerens stemme er af så ringe kvalitet, at det næppe vil være muligt at genkende klageren på stemmen alene. Indklagede finder i øvrigt, at personer, som indtager nøglepositioner i organisationer, der arbejder på at påvirke den offentlige mening, ikke har krav på anonymitet.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
Pressenævnet finder, at der er en klar samfundsmæssig interesse i offentlig omtale af, at det rent faktisk er muligt at være medlem af Foreningen Pædofilgruppen, som er en forening for pædofile og for folk, som sympatiserer med pædofile, og samtidig være aktiv leder eller træner for børn og unge.
Det er Pressenævnets opfattelse, at der som udgangspunkt ikke bør bringes optagelser med skjult kamera uden samtykke. En sådan fremgangsmåde kan kun undtagelsesvis være berettiget efter en nøje afvejning i hvert enkelt tilfælde af den samfundsmæssige interesse i forhold til den enkeltes krav på beskyttelse.
Pressenævnet finder, at både optagelserne under det lukkede møde i Foreningen Pædofilgruppen og optagelserne i henholdsvis Gymnastikforeningen Gefion og Københavns Unicykel Klub må betragtes som optagelser foretaget med skjult kamera. I ingen af tilfældene havde Danmarks Radio nemlig informeret klageren - som var hovedpersonen i optagelserne - om, at han blev fotograferet til brug for en udsendelse i fjernsynet.
Trods Pressenævnets generelle skepsis over for anvendelse af skjult kamera accepterer nævnet Danmarks Radios redegørelse for, hvorfor det i denne sag var nødvendigt at benytte skjult kamera til belysning af det emne, udsendelsen angik. Da den maskering, Danmarks Radio har foretaget, er fuldt effektiv, finder nævnet ikke, at Danmarks Radio har tilsidesat god presseskik ved at anvende skjult kamera.
Pressenævnet finder ikke, at Danmarks Radio har bragt urigtige oplysninger om klagerens tilhørsforhold til Foreningen Pædofilgruppen eller har bragt påstande om, at klageren skulle have begået strafbare handlinger.
Pressenævnet finder det kritisabelt, at Danmarks Radio ved en fejl viste klagerens navn på skærmen i knap et sekund, men da Danmarks Radio har erkendt fejlen, finder nævnet ikke grundlag for at foretage videre.
Afsagt den 30. august 2000.