Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11477@2000-09-21/da
Indhold
Under denne sag har klageren i henhold til ABR 89 begæret en voldgiftsret nedsat til afgørelse af klagerens tvist med indklagede. Voldgiftsretten er nedsat med voldgiftsdommerne, arkitekt m.a.a. Lars møller, civilingeniør Jens Wichmand Jørgensen og landsdommer Arne Lyngesen, sidstnævnte som voldgiftsrettens formand.
Sagens tvist er, hvorvidt klageren har et økonomisk krav på indklagede i forbindelse med, at en totalrådgivningsaftale mellem parterne ophørte i utide.
Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 223.375 kr. med procesrente af 83.906,25 kr. fra den 7. december 1996 og af restbeløbet fra den 17. juli 1997.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært mod betaling af et efter voldgiftsrettens skøn fastsat mindre beløb.
Sagens nærmere omstændigheder:
Indklagedes asyl, hvis formål er at drive virksomhed til fordel for børn og unge, ønskede at udvide asylets eksisterende lokaler. Klageren udarbejdede i maj 1995 et programforslag, som indklagede fandt egnet. I forbindelse med udarbejdelsen af forslaget havde klageren møder med en mulig fremtidig hovedentreprenør. Under disse møder var det oplyst, at byggeriets håndværkerudgifter ville være ca. 3,3 mio. kr. ekskl. moms.
Byggeriet skulle i sin helhed finansieres af offentlige midler, og i september 1995 meddelte kommunen, at der for 1996 var afsat en anlægsbevilling på 5 mio. kr. ekskl. moms.
I november 1995 underskrev denne sags parter aftale, hvorefter indklagede som bygherre antog klageren som totalrådgiver ved byggeriets projektering og gennemførelse.
I henhold til aftalen pkt. 8 er klagerens honorar fast og svarende til 15 % af håndværkerudgifterne eller i alt 495.000 kr., hvortil kommer et tillæg på 55.000 kr. for det udarbejdede programforslag.
Det hedder endvidere under pkt. 8 i aftalen:
"Eventuelle særydelser (ingeniør) honoreres i regning, jf. de "gamle" specialnormers punkt 3.2.3 med et dækningsbidrag på 110 %. Rådgiverens timeløn (arkitekt og landskabsarkitekt) i forbindelse med særydelser udgør 475 kr. i timen ekskl. moms. Særydelse honoreres kun, hvis der er truffet forudgående skriftlig aftale herom, og hvis der er opstillet budget for særhonorarets størrelse i det konkrete tilfælde."
Aftalens pkt. 14.1 er sålydende:
"14.1 Standsning af opgaven:
Klienten kan opsige denne aftale, såfremt det af rådgiveren opstillede budget overskrides, jf. bilag 2 til denne aftale."
Til aftalen er bl.a. knyttet 3 bilag. Bilag 1 er en tidsplan, hvoraf det bl.a. fremgår, at hovedprojekt skal være færdig i uge 6/1996, at kontrakt med hovedentreprenør skal være indgået i uge 11-12/1996, og at byggeriet skal være afleveret i uge 40/1996. I bilag 2 er opstillet et budget, hvorefter udgiften til hovedentreprenør er angivet til 3,3 mio. kr. ekskl. moms. Ifølge bilag 3 ville klagerens samlede honorar på 550.000 kr. blive udbetalt ratevis og under "forudsætning af, at overslag og tidsplan overholdes ". Det fremgår af bilaget, at der i alt ville blive udbetalt 297.050 kr. for arbejde indtil hovedprojektet, at "færdigt hovedprojekt, godkendt af myndighederne (senest 1. februar 1996)" ville medføre udbetaling af yderligere 53.700 kr., og at det efterfølgende arbejde ville medføre udbetaling af i alt 199.250 kr.
I indklagedes referat af et byggemøde den 9. november 1995, som ændret i referat af 13. december 1995 fremgår det vedrørende "Hovedentreprenør" bl.a., at klageren "foreslår, at vi indleder et samarbejde med den mulige hovedentreprenør, som har fulgt tilblivelsen af programforslaget. På nuværende tidspunkt beder vi ham udfærdige en økonomisk vurdering og tidsramme. Kan han ikke honorere kravene til byggeriets udformning, økonomi og tidsplan, vil byggeriet kunne sendes i udbud."
Ingeniørprojekt med statiske beregninger blev udarbejdet i marts-april 1996.
Klageren udarbejdede forprojekt, dateret 10.april 1996.
I et byggemøde den 10. april 1996 fik klageren fuldmagt til at søge om byggetilladelse. Vedrørende tidsplanen er i referatet bl.a. anført: "Vi følger ikke tidsplanen, men ifølge rådgiver er det endnu muligt at blive færdig til den aftalte tid."
Ved skrivelse af 15. april 1996 ansøgte klageren om byggetilladelse. Ansøgningen var bl.a. vedlagt 14 hovedtegninger og 2 detailtegninger samt "bygningsbeskrivelse (forprojekt)" og "bruttoarealoversigt (forprojekt)".
I et byggemøde den 20.april 1996 blev forprojektet godkendt, og det blev vedtaget, at udbudsmaterialet af klageren skulle sendes til den mulige hovedentreprenør. Dette skete ved klageren udbudsbrev af 26. april 1996. Med udbudsbrevet fulgte fællesbetingelser og entreprisebeskrivelse på ca. 80 sider samt 14 hovedtegninger, 16 detailtegninger og ingeniørnotat med bilag. Det fremgår af udbudsbrevet, at kopi er tilsendt indklagede.
Kommunen meddelte bygningstilladelse den 10. maj 1996.
Den 21. maj 1996 meddelte den mulige hovedentreprenør sit tilbud til klageren. Ifølge dette ville hovedentreprisen koste ca. 5,3 mio. kr. ekskl. moms.
I et byggemøde den 22. maj 1996 blev tilbuddet fremlagt. Mulighederne for licitation skulle undersøges af klageren, og klageren skulle for egen regning foretage besparende ændringer i udbudsmaterialet m.m. til brug for byggeudvalgets næste møde. Bestyrelsen udtrykte til referatet "dyb bekymring for sagens videre forløb, da totalrådgiver tilsyneladende har svært ved at overholde de indgåede aftaler både hvad så vidt angår tidsplan som budget."
På et byggemøde (nr. 7) den 30. maj 1996 fremlagde klageren beregninger til billiggørelse af byggeriet. Beregningerne viste håndværkerudgifter på 3,7 mio. kr. Udvalget konstaterede, at også denne udgift "langt overskrider" det aftalte budget på 3,3 mio. kr. Før endelig stillingtagen til det nye forslag blev taget, ønskede udvalget klagerens beregning af dato for aflevering af byggeriet. Udvalget konstaterede, at byggeriet var forsinket 12 uger.
Ved skrivelse af 4. juni 1996 meddelte indklagede klageren følgende:
"Byggesagen aftale om teknisk rådgivning og bistand
Da forudsætninger i den mellem parterne den 15.11.1995 trufne rådgivningsaftale i henhold til referat af byggemøde afholdt den 30.5.1996 er bristet på meget væsentlige områder, nemlig pris og tid, ønsker bestyrelsen principielt at aftalen med Dem ophæves uden yderligere varsel. Der henvises bl.a. til rådgivningsaftalens punkt 6 og 14.1.
For at få bistand til løsning af de store problemer bestyrelsen er blevet bragt i, har man truffet aftale med et konsulentfirma om bistand i den udbuds- og kontraheringsfase, der stadig ikke er gennemført indenfor det opstillede budget og tidsplan.
Konsulentfirmaet anerkender imidlertid arkitektens projekt som værende udmærket i sin grundide og har anbefalet bestyrelsen, at man forsøger at finde en løsning på et fremtidig samarbejde med arkitekten for at sikre en optimal løsning af de problemer, de bristede forudsætninger har givet bestyrelsen.
Dette forudsætter imidlertid, at arkitekten accepterer at indgå i et konstruktivt samarbejde med konsulentfirmaet og at arkitekten underskriver en tillægsaftale til den oprindelige aftale, der sikrer at arbejdsindsats og honorering er nøje præciseret."
Skrivelsen blev af parterne drøftet på et møde den 5. juni 1996. På mødet underskrev klageren skrivelsen under påtegningen: "Accepteret".
I skrivelsen var nævnt det konsulentfirma, som indklagede havde kontaktet med henblik på byggeriets gennemførelse.
I skrivelse af 6. juni 1996 fra klageren til den mulige hovedentreprenør hedder det:
"På vort møde i tirsdags aftalte vi, at jeg skulle holde dig orienteret om sagens udvikling.
Vedlagt fremsendes således kopi af referat af byggeudvalgsmøde nr. 7 samt indklagedes brev af 4. juni til mig.
Som det fremgår heraf, er jeg i den situation, at jeg må annullere det modtagne underhåndstilbud.
Endvidere er jeg principielt "sat af sagen", hvis det omtalte konstruktive samarbejde med konsulentfirmaet ikke "sikrer en optimal løsning".
Ligegyldigt udfaldet af ovenstående tiltag, har jeg en økonomisk bet på grund af vor fælles fejlvurdering sidste forår i et omfang, som jeg p.t. ikke kender størrelsen på, eller konsekvenserne af."
I juni 1996 fremsendte klageren forskelligt tegningsmateriale til et firma. Det er oplyst, at dette firma endte med at meddele, at man ikke ønskede ar engagere sig i byggeriet.
Den 25. juli 1996 fremsendte klageren til kommunen forskelligt materiale, som kommunen havde stillet krav om i byggetilladelsen. Kommunen har i en senere skrivelse oplyst, at man ikke havde bemærkninger til det fremsendte.
I august 1996 fremsendte klageren forskellige prisoplysninger m.m. til indklagede og til andre, der var involveret i byggeriet.
I skrivelse af 4. september 1996 fra indklagede til klageren oplyses det, at kommunen den 29. august 1996 havde frigivet anlægsbevillingen, og at byggeriet kunne begynde på grundlag af en række indgåede fagentreprisekontrakter. Skrivelsen slutter således:
"Den meget betydelige forsinkelse i forhold til tidsplanen i den oprindelige rådgivningsaftale har imidlertid påført byggesagen en lang række direkte og indirekte ekstraomkostninger.
Hertil kommer, at projektets udformning og omfang har gjort det særdeles tids- og ressourcekrævende at forhandle og indgå entreprenørkontrakter, der samlet lå indenfor den godkendte anlægsbevilling for byggeriet.
Bestyrelsen er vidende om, at du har medvirket til at besvare spørgsmål i forbindelse med tilbudsfasen. Ligeledes vil der i byggefasens videre forløb givet være spørgsmål til projektet, som vil kræve afklaring.
Bestyrelsen er på denne baggrund indstillet på at betale kr. 20.000 (ekskl. moms), når det af bygherrens konsulent konstateres, at alle fornødne detailtegninger, beregninger og beskrivelser etc. er tilgået indklagede. Samtidig har bestyrelsen accepteret, at konsulentfirmaet kan træffe direkte aftale med dig om bistand i mindre omfang i byggefasen."
Skrivelsens indhold blev drøftet på et møde mellem parterne den 10. september 1996.
Ved byggeriets opstart afholdtes den 11. september 1996 første byggemøde. Det fremgår heraf bl.a., at fagentreprenørerne meddelte, at de manglede oplysninger om mål, dimensioner og detaljer, samt at en af entreprenørerne forgæves havde kontaktet klageren herom. En ansat fra konsulentfirmaet anmodede fagentreprenørerne om på ny at kontakte klageren vedrørende de manglende detaljer.
I skrivelse af 30. september 1996 konstaterede indklagede, at klageren telefonisk den 24. september 1996 havde afslået indklagedes tilbud i skrivelsen af 4. september, hvorfor tilbuddet var bortfaldet, og indklagede forbeholdt sig at opgøre sit krav imod klageren i anledning af forsinkelse og fordyrelse af byggeriet.
Ved skrivelse af 7. november 1996 opgjorde klagerens advokat klagerens tidsforbrug vedrørende arbejde udført "som konstruktiv samarbejde i kontraktsfasen" for tiden fra 4. juni 1996 til 1. september 1996 til 67 timer. For så vidt angår klagerens arbejde udført i september "på forventet efterbevilling i forbindelse med byggeriets udførelse" blev dette samtidig opgjort til 55 timer. I skrivelsen blev krævet betaling af 83.906,25 kr., og der blev samtidig fremsat påkrav om renter.
Klagerens advokat har i en skrivelse af 16. juni 1997 opgjort kravet svarende til påstanden i denne sag.
Klageren har den 12. oktober 1997 nærmere opgjort sit tidsforbrug for tiden efter den 4. juni 1996 til udgangen af september 1996. Til udgangen af august er det samlede tidsforbrug opgjort til 36 timer og for september til 60 timer.
Ved skrivelse af 23. februar 1998 fremsendte indklagede udkast til byggeregnskab til kommunen. Det fremgår heraf bl.a., at de samlede håndværkerudgifter blev ca. 4,3 mio. kr. Der oplystes samtidig, at andre udgifter herefter måtte søges betalt over driftsregnskabet. Den samlede byggeudgift blev opgjort til 5 mio. kr. ekskl. moms.
Det er oplyst, at indklagede i honorar til konsulentfirmaet har betalt ca. 186.000 kr. ekskl. moms., og indklagede har opgjort byggesagens samlede rådgiverudgifter til ca. 491.000 kr.
Forklaringer:
Klager har forklaret bl.a., at han allerede fra starten af projektet havde møder med den mulige hovedentreprenør, som han har samarbejdet med igennem mange år. På møderne fik han at vide, at håndværkerudgifterne ville være 3,3 mio. kr. Entreprenørens medarbejdere fik løbende oplysninger om projektet. Klageren havde ingen grund til at nære mistanke til entreprenørens bedømmelse af håndværkerudgifterne. Forsinkelsen i begyndelsen af 1996 i forhold til den aftalte tidsplan skyldtes, at indklagedes byggeudvalg var for længe om at træffe de nødvendige beslutninger. Klagerens honorar i henhold til rådgivningsaftalens betalingsplan var ikke ydelsesrelateret. Klageren brugte langt de fleste arbejdstimer i begyndelsen af projekteringen end svarende til de ratevise udbetalinger. Efter udarbejdelsen af forprojektet af 10. april blev entreprisebeskrivelsen færdiggjort, tegninger ændret og materialet tilført yderligere oplysninger. Det projekt, som klageren sendte til den mulige hovedentreprenør, var det i rådgivningsaftalen omhandlede hovedprojekt. Ved personlig henvendelse på bopælen hos en ved indklagede ansat, afleverede klageren et eksemplar af hovedprojektet til indklagedes brug. Entreprenørens tilbud på 5,3 mio. kr. kom som en fuldstændig overraskelse for klageren. Han prøvede at få et andet firma til at afgive tilbud som hovedentreprenør, men dette firmas pris var på 3,7 mio. kr. Ved indklagedes skrivelse af 4. juni 1996 var han principielt afsat som totalrådgiver, men han skulle bistå den nye bygherrerådgiver. Han forstod skrivelsen således, at totalrådgivningsaftalen og herunder betalingsplanen fortsat var gældende, men at der skulle udfærdiges et tillæg, i henhold til hvilket hans honorar for det fremtidige arbejde nærmere skulle aftales. Han har ikke selv søgt udfærdiget sådan tillægsaftale. Han var klar over, at han kunne være blevet nødt til at omprojektere således, at projektet opfyldte det aftalte budget. Hvor meget arbejdstid, der ville være medgået hertil, har han ikke været i stand til at anslå. Klageren har redegjort nærmere for det af ham i tiden derefter udførte arbejde, således som dette er opgjort i klagerens skrivelse af 12. oktober 1997. Det i hans advokats skrivelse af 7. november 1996 herom anførte er fejlagtigt. Klageren har bestridt, at han i forbindelse med ophævelsen af rådgivningsaftalen eller senere skulle have tilkendegivet, at han ville arbejde gratis for indklagede. Han fakturerede ikke straks raten vedrørende hovedprojektet over for indklagede, idet en hos indklagede ansat havde sagt, at indklagede først ville have hovedentreprenørens tilbud. Senere afstod han fra at fakturere, da indklagede tilkendegav, at man ville tilbageholde honoraret. Hvis han desuagtet havde faktureret, havde han selv skullet lægge momsen ud. Da han blev præsenteret for indklagedes skrivelse af 4. september, sagde han straks, at beløbet var for lille. Han krævede raten for hovedprojektet udbetalt. Han tilkendegav samtidig, at hvis han fik noget beløb fra entreprenøren, ville dette blive fratrukket i hans krav mod indklagede. Det er ikke lykkes at få entreprenøren til at betale. Det arbejde, som han har udført efter 1. september, er udført efter aftale med en hos indklagede ansat.
En hos indklagede ansat har forklaret, at bestyrelsen for asylet ønskede antaget en totalrådgiver. Blandt fire interesserede valgte man to, der skulle udarbejde programforslag. Forslag der ikke blev fundet egnet, skulle ikke honoreres. Vidnet har aldrig haft kontakt med den mulige hovedentreprenør. Vidnet lagde vægt på, at indklagede kunne opsige totalrådgivningsaftalen, såfremt det af rådgiveren opstillede budget blev overskredet. Vidnet fastholdt derfor, at der i parternes aftale skulle være en bestemmelse herom. Tidspunktet for byggeriets aflevering var fastsat af kommunen, der finansierede byggeriet. Afleveringstidspunktet skulle derfor overholdes. Den øvrige del af tidsplanen beroede på klagerens vurdering. Vidnet havde ingen indflydelse på, hvordan klagerens honorar skulle fordeles på de enkelte rater. Vidnet bestrider, at indklagede har forsinket projektet. Da forprojektet af 10. april 1996 var godkendt af bestyrelsen, afleverede klageren straks faktura vedrørende betaling af den dertil hørende rate. Omkring den 25. april afleverede klageren et sæt tegninger til vidnet. Vidnet mener, at det var et revideret forprojekt. Vidnet har ikke gennemgået tegningerne nøjere. Han lagde dem i indklagedes byggesagsmappe. Vidnet erindrer ikke, hvorvidt han har modtaget ingeniørnotatet og entreprisebeskrivelsen. Det kom fuldstændig overraskende for vidnet, at håndværkerudgifterne af entreprenøren blev beregnet til 5,3 mio. kr. Da klageren fremkom med et forslag på 3,7 mio. kr., var bestyrelsen velvilligt indstillet, hvis klageren kunne love arbejdet færdigt til tiden. Det viste sig, at heller ikke dette beløb kunne holde. Vidnet spurgte en bekendt, om han kunne løse opgaven for dem. Vidnet, klageren og to andre var til stede på mødet den 5. juni 1996, hvor rådgivningsaftalen blev ophævet i henhold til rådgivningsaftalens pkt. 14.1. Parterne var enige om, at fortsat samarbejde krævede en tillægsaftale. De drøftede også omprojektering, men dette ville medføre et betydeligt arbejde for klageren og være tidsmæssigt umuligt for klageren at tilendebringe således, at byggeriet kunne afleveres på den af kommunen fastsatte dato. De prøvede derfor først mindre omprojekteringer, men dette lykkedes ikke, idet en mulig anden hovedentreprenør ikke kunne påtage sig opgaven. På mødet drøftede klageren og en ansat fra konsulentfirmaet deres fremtidige samarbejde. Vidnet har forstået, at klageren var tilfreds med mødet og derfor skrev under. Klageren var glad for, at der ikke blev stillet krav om omprojektering. I den følgende tid indtil udgangen af august var vidnet klar over, at klageren udførte arbejdsopgaver efter aftale med lederen af asylet og den ansatte i konsulentfirmaet. Vidnet har ikke fået noget krav fra klageren om betaling af honorarraten for hovedprojekt. Vidnet har heller ikke fra klager modtaget et sådan projekt. Lederen af asylet og den ansatte fra konsulentfirmaet fik i løbet af sommeren aftalt de nødvendige fagentrepriser, og i slutningen af august godkendte kommunen kontrakterne. En ansat i konsulentfirmaet sagde, at der ikke kunne bygges efter klagerens materiale, og at der var brug for yderligere arkitektbistand. Skrivelsen af 4. september 1996 var udtryk for, at indklagede anerkendte klagerens arbejde i løbet af sommeren med et beløb på 20.000 kr. ekskl. moms. For arbejde derefter skulle der indgås særlig aftale. Klageren sagde, at 20.000 kr. var for lidt, og at han ville tale med sin rådgiver derom. Den 24. september meddelte klageren telefonisk, at han ville have 100.000 kr. samt overtage byggestyringen i stedet for den ansatte fra konsulentfirmaet. Herefter sluttede samarbejdet. Vidnet ved, at den ansatte fra konsulentfirmaet har antaget en arkitekt til at udfærdige det manglende. Når det lykkedes at holde prisen på byggeriet inden for den af kommunen fastlagte bevilling, skyldes det, at de beskar projektet, valgte at lade dette udføre i fagentreprise, og at lederen af asylet gjorde et stort arbejde for at få det praktiske til at fungere.
Lederen af asylet har forklaret bl.a., at han er uddannet som smed og fritidspædagog. Han er leder af asylet. Han har været med til byggemøderne og modtaget det reviderede forprojekt, men ikke noget hovedprojekt. De tegninger, der ligger i asylets byggemappe, er ikke et hovedprojekt. Skrivelsen af 4. juni var en fyrreseddel til klageren. Man drøftede på mødet den 5. juni, hvorvidt klageren skulle omprojektere. Klageren fortalte da, at han hverken havde råd eller tid til dette og ville gå fallit, hvis det blev krævet. Klageren ville i stedet hjælpe med at indhente priser, således at projektet kunne gennemføres. Klageren sagde, at han havde et erstatningskrav mod den tidligere omtalte mulige hovedentreprenør. Klageren nævnte ikke, at han havde afleveret et hovedprojekt, og han fremsatte ikke krav om betaling af den hertil hørende honorarrate. I forbindelse med mødet gik klageren og den ansatte fra konsulentfirmaet i enrum, hvor de drøftede deres eventuelle fremtidige samarbejde. Vidnet kender mange håndværkere i lokalområdet, og sammen med den ansatte i konsulentfirmaet fandt de frem til håndværkere, der kunne udføre byggeriet i fagentreprise. Klageren arbejdede positivt med på de opgaver, som han i tiden derefter blev anmodet om at løse. Vidnet og klageren har ikke drøftet honorarspørgsmålet. På mødet den 10. september drøftede vidnet, en hos indklagede ansat og klageren indholdet af indklagedes brev af 4. september 1996. Klageren sagde, at 20.000 kr. ikke var nok, og at han ville drøfte sagen med sin rådgiver. Klageren sagde også, at indtil han havde besluttet sig, ville han arbejde på gentlemanvilkår. Det blev ikke på dette møde drøftet, hvorvidt raten vedrørende hovedprojektet skulle betales. Det blev nævnt, at håndværkerne fortsat manglede tegninger, og klageren sagde, at det ville tage ham et par dage at fremkomme med disse. Den 24. september 1996 meddelte klageren telefonisk vidnet, at han havde besluttet sig. Han krævede 100.000 kr. og den ansatte fra konsulentfirmaet afskediget. Vidnet har fået en tidligere kollega til at lave nogle nødvendige ændringer af nogle af klagerens tegninger. Hertil kommer, at der manglede detailtegninger vedrørende sammenbygningen mellem facade og glastag. Vidnet ved, at betonentreprenøren har "tigget" klageren om yderligere tegninger. Der manglede endvidere tegninger vedrørende VVS-arbejder og statiske beregninger. Også vedrørende gitterspærene var der problemer. Da der fortsat mangler bl.a. beregninger, har kommunen endnu ikke udstedt ibrugtagningstilladelse. Da byggeriet ikke var færdigt til tiden, har asylet haft udgifter bl.a. til leje af skurvogne, som børnene midlertidigt måtte opholde sig i.
En ansat fra konsulentfirmaet har forklaret bl.a., at han er uddannet ingeniør og kendt med entreprenørbranchen. Efter sin pensionering er han blevet bygherrerådgiver. Han havde på sin daværende arbejdsplads af den hos indklagede ansatte hørt om projektet. I forsommeren 1996 fik han at vide, at det gik dårligt med projektet. Han blev bedt om at være asylet behjælpelig, og han var med til at affatte skrivelsen af 4. juni 1996. Han var også med til mødet den 5. juni. Klageren var indforstået med skrivelsens indhold, og herefter var "tavlen vasket ren" i forhold til klageren. Omtalen af en tillægsaftale var kun en mulighed, hvis man kunne blive enig derom. Klageren nævnte intet om et erstatningskrav. Klageren ville gerne hjælpe og tilbød dette uden at stille krav om honorar. Vidnet erindrer ikke, at der overhovedet blev talt om penge på dette møde. Vidnet og klageren spurgte et entreprenørfirma om dette firma ville påtage sig opgaven. Firmaet meddelte senere, at det ønskede de ikke. I løbet af sommeren deltog klageren i arbejdet med at forklare sit projekt over for fagentreprenørerne. Dette var ikke en opfølgning på projektet, men nødvendigt med henblik på fagentreprenørernes afgivelse af tilbud. Entreprisen blev gennemført, navnlig fordi lederen af asylet kendte en del håndværkere. Det fremgik af håndværkernes udtalelser, at der bestemt ikke var det tilstrækkelige antal tegninger. Bl.a. gav tagkassetterne anledning til problemer. En arkitekt har lavet yderligere tegninger. Dette var omkring den 1. oktober. Vidnet har ikke set noget fra klagerens hånd, der kunne betegnes som hovedprojekt. Ingeniørnotat har vidnet først set på et sent tidspunkt.
Det er endvidere oplyst, at der er foretaget kontrol af de statiske beregninger samt at der selvstændigt er foretaget enkelte beregninger vedrørende radiatorer. Det er endvidere sikret, at beregningerne var korrekt gengivet i entreprisebeskrivelsen.
Parternes procedure:
Klageren har opgjort sit krav principalt til det i kontrakten fastsatte honorar på 495.000 kr. (ekskl. 55.000 kr. for programforslaget) med fradrag af 15 % eller 74.250 kr. Fradraget svarer til det arbejde med projektopfølgning, byggestyring og tilsyn, som klageren ikke fik lejlighed til at udføre. I forskelsbeløbet 420.750 kr. fragår de betalte rater med 242.050 kr., hvorefter restbeløbet med tillæg af moms er det i påstanden anførte beløb på 223.375 kr.
Subsidiært har klageren opgjort sit krav som forskellen mellem det samlede udførte arbejde og de samlede udbetalte rater på 297.050 kr. Det samlede udførte arbejde består dels af udgift til fremmed arbejde (ingeniør) med i alt 130.646,25 kr. dels klagerens samlede tidsforbrug på 781 timer á 475 kr. eller 370.975 kr. Klagerens tidsforbrug er opgjort til summen af 130 timer vedrørende byggeprogrammet, 555 timer vedrørende forprojekt og hovedprojekt m.v. samt 96 timer i henhold til klagers opgørelse af 12. oktober 1996. Denne beregning medfører et krav inkl. moms på 255.714,18 kr., hvilket krav klageren har begrænset svarende til påstanden.
Klageren har nærmere bl.a. anført, at han har afleveret et hovedprojekt. Den mulige entreprenør manglede ikke materiale for at kunne afgive tilbud. Indklagede har ikke dokumenteret, at de har måttet fremskaffe yderligere tegningsmateriale. Klageren var ikke ansvarlig for overskridelsen af den økonomiske ramme for byggeriet. Indklagede har ikke ønsket omprojektering. Projektet er i det hele opført i henhold til klagerens tegninger. Der findes i kommunens byggesag ikke andet materiale end det, som klageren har udarbejdet. Da kontrakten ikke tager stilling til opgørelsen af parternes mellemværende i den konkrete situation, må der foretages en stadeopgørelse pr. månedsskiftet september/oktober 1996. Indklagedes opsigelse af rådgivningsaftalen var kun "principiel". I realiteten er aftalen fortsat således, at klager har krav på honorar i overensstemmelse hermed kun med fradrag for den del af rådgivningen, som klageren ikke fik lejlighed til at udføre. Indklagede har ikke bevist, at klager skulle have tilbudt at arbejde gratis.
Indklagede har til støtte for sine påstande gjort gældende, at rådgivningsaftalen med rette er bragt til ophør. Klageren har ikke afleveret et hovedprojekt. Det manglende hovedprojekt bekræftes også af, at klageren ikke har fremsendt faktura herpå, således som han ellers hver gang gjorde, når der var mulighed derfor. Den hos indklagede ansatte har ikke i april tilkendegivet, at man ikke ville betale mere til klageren. Den 5. juni 1996 havde indklagede ret til at kræve byggeriet omprojekteret af klageren. Det arbejde dette ville have påført klageren, havde været betydeligt og vederlagsfrit. Derfor stod klageren sig ved vederlagsfrit blot at stå til rådighed for klageren i de næste par måneder. Ingen af parterne fandt herefter anledning til straks at søge en tillægsaftale om honorar udarbejdet. Hertil kommer, at klageren har afleveret 2 forskellige timeopgørelser for perioden indtil begyndelsen af september 1996. Herefter kan det ikke antages, at indklagede er klageren noget beløb skyldig for arbejde i denne periode. For tiden efter skrivelsen af 4. september 1996 var det for begge parter evident, at klagerens eventuelle fortsatte arbejde var ganske uden honoraraftale.
Voldgiftsretten udtaler:
Det af klageren udfærdigede projekt opfyldte end ikke tilnærmelsesvis de aftalte økonomiske rammer, og indklagede var derfor berettiget til at bringe rådgivningsaftalen til ophør, således som det skete ved skrivelsen af 4. juni 1996.
Klageren har herefter for denne rådgivning kun krav på honorar i henhold til aftalen for det arbejde, som han indtil ophøret har udført.
Uden sikre holdepunkter for andet må voldgiftsretten lægge til grund, at fordelingen af klagerens honorar på de enkelte rater i det væsentlige var fastsat således, at raterne svarede til det indtil da udførte arbejde. Der er derfor ikke grundlag for at fastslå, at klageren har krav på yderligere honorar i henhold til aftalen end svarende til de rater, som var forfaldne, da aftalen blev bragt til ophør.
Da rådgivningsaftalen ophørte, var der opnået byggetilladelse og underhåndstilbud fra hovedentreprenør. Det materiale, som klageren havde udarbejdet til brug herfor, bestod i tegninger, udbudsbetingelser og entreprisebeskrivelse alt med en sådan detaljeringsgrad, at det som af parterne forudsat ved rådgivningsaftalens indgåelse var muligt for en hovedentreprenør at afgive tilbud. Det udarbejdede materiale må derfor anses som værende det, der af parterne i rådgivningsaftalens bilag 3, pkt. 4 er omtalt som "færdigt hovedprojekt". Kopi af det udarbejdede er ifølge klagerens udbudsbrev af 26. april 1996 tilsendt indklagedes bestyrelse ved dennes ansatte. Det er uden betydning, at indklagedes bestyrelse ikke da tog stilling til, hvorvidt materialet var et hovedprojekt, og det er uden betydning, at klageren ikke samtidig har faktureret sit honorar for hovedprojektet. Det yderligere tegningsarbejde m.v., der resterede, må antages at være omfattet af arbejdet vedrørende "projektopfølgning", som omhandlet i rådgivningsaftalens bilag 3, pkt. 6. Som følge af det anførte har klageren krav på betaling af honorarraten vedrørende hovedprojektet på 53.700 kr. ekskl. moms.
Efter ordlyden af indklagedes skrivelse af 4. juni 1996 lægges det til grund, at begge parter på dette tidspunkt var af den opfattelse, at der tilkom klageren honorar for det arbejde, som han siden udførte i samarbejde med konsulentfirmaet.
På mødet den 10. september 1996 drøftedes indklagedes honorartilbud af 4. september. Indklagede accepterede, at klageren ikke straks tog stilling til dette tilbud. Det er ikke bevist, at klageren tilbød at fortsætte samarbejdet uden vederlag, eller at indklagede stillede krav herom.
Parterne har redegjort for det af klageren efter den 5. juni udførte arbejde, og voldgiftsretten finder på grundlag heraf i det væsentlige at kunne lægge klagerens tidsopgørelse af 12. oktober 1997 til grund. I tidsopgørelsen bør der dog ske fradrag for mødet den 5. juni 1996, for møderne fra og med den 24. september 1996, hvor klageren meddelte afslag på indklagedes honorartilbud, ligesom der efter sagens skiftende oplysninger om den korrekte tidsopgørelse må finde et yderligere, mindre fradrag sted.
Herefter , og da honoraret for klagerens arbejde passende kan beregnes med udgangspunkt i klagerens timetakst på 475 kr. ekskl. moms., jf. rådgivningsaftalens oplysning herom, fastsætter voldgiftsretten klagerens samlede tilgodehavende inkl. raten vedrørende hovedprojekt til 90.000 kr. med tillæg af moms eller i alt 112.500 kr. og med renter som påstået.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.
Voldgiftsrettens omkostninger skal betales med halvdelen af hver af parterne.
Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse skal indklagede betale 112.500 kr. med procesrente fra den 7. december 1996 af 83.906,25 kr. og fra den 17. juli 1997 af restbeløbet.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til den anden part.
Inden 14 dage efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed skal parterne hver betale halvdelen af voldgiftsrettens omkostninger.