Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 80/2000

GældendeVersion 2000-09-22
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11479@2000-09-22/da

Indhold
  1. Indledning

[K] og [K] har ved advokat Niels Anker Michaelsen klaget til Pressenævnet over en artikel bragt i B.T. den 29. juni 2000, idet de mener, at god presseskik er tilsidesat.

Af artiklen med overskriften "Brændt ihjel på sankthans-bål" bragt i B.T. den 29. juni 2000 fremgår at:

"Ingen så, at han faldt. Kun at han pludseligt lå der. Ubevægelig i de sydende gløder fra det store nedbrændte sankthans-bål. [N], 37, Kolding, døde to døgn senere af de voldsomme forbrændinger, han havde fået, da han faldt i bålet.

Den makabre ulykke skete på Taagerup Behandlingscenter i Magleby på Møn. Her var [N] på afvænningskur for spiritusmisbrug. Sammen med personalet og centrets øvrige 18 patienter havde han holdt sankthansaften med hygge, bål og god mad. Ved 22-tiden brød selskabet op. Sammen med nogle andre patienter skulle [N] have sin medicin hos de to nattevagter i centrets kontor.

"Jeg går lige lidt," sagde han, inden han skulle have medicinen.

Alle regnede med, han skulle på toilettet. Omkring fem minutter senere kiggede en af de andre patienter ud af kontorvinduet mod det nedbrændte bål.

"Jeg tror der ligger én derude," sagde han.

En af vagterne og to patienter sprang ud af kontoret og løb ud til bålet. Her lå [N] på ryggen i de ulmende gløder. Kun benene stak uden for bålet. Da de tre trak ham ud, var han stadig i live. Med tredjegradsforbrændinger på 60 pct. af kroppen blev han kørt til Stege Sygehus. Her blev han med det samme overført til Rigshospitalets Brandsårsafdeling i København, hvor han døde natten til mandag.

Stod alene ved bål

[N] stod alene ved bålet, da han styrtede i gløderne, og politiet i Vordingborg udelukker, at der ligger en forbrydelse bag [N]'s pinefulde død. Gennem en obduktion forsøger politiet nu at fastlægge, hvad der var årsagen til [N]'s skæbnesvangre fald.

[N], der er far til en pige på ti og en dreng på seks år, indledte den fem uger lange kur søndag den 8. juni. Han var stærkt motiveret for at komme sit spiritusmisbrug til livs. Inden sankthans-festen havde han om eftermiddagen ringet til sin familie og fortalt, at kuren gik godt, og at han både var glad for behandlingscenteret og sine medpatienter.

"Det er en dyb tragisk ulykke. Vi er rystede, og patientgruppen er meget rystet," siger Frits Raunstrup, formand for bestyrelsen for Taagerup Behandlingscenter.

Efter ulykken har centrets krisepsykolog holdt møder med både personalet og patienterne.

"Vi har gennemgået forløbet minut for minut og har selvfølgelig spurgt os selv, om der var noget, vi kunne gøre bedre. "Og det har der faktisk ikke været," siger Frits Raunstrup.

Han har ingen forklaring på, hvorfor [N] faldt ind i bålet. Men han afviser, at det kan skyldes et krampeanfald eller den medicin, [N] fik.

"Afgiftningsmedicinen, som [N] skulle have for sidste gang sankthansaften, sænker netop blodtryk og puls og forhindrer derved kramper. Men ingen kan selvfølgelig udelukke, at han har fået et ildebefindende og er gået i chok, da han faldt i gløderne," sige Frits Raunstrup.

Politisk aktiv

[N] drev sit eget marketingfirma i Kolding.

Han var meget aktiv inden for Socialdemokratiet. I 1993 opstillede han til amtrådsvalget og i 1997 til kommunalvalget i Kolding, dog uden at blive valgt.

Han havde netop meddelt sit parti, at han var rede til at stille op igen til det kommende kommunalvalg."

Klagerne har anført, at det er dybt dadelværdigt og krænkende, at artiklen ved navns nævnelse bringer stærkt personlige oplysninger om, at deres afdøde søn var indlagt på afvænningskur for spiritusmisbrug. Klagerne finder det således dybt nedværdigende for sønnens eftermæle, at disse oplysninger er offentliggjort i et landsdækkende blad, og det påpeges, at [N] efterlader sig mindreårige børn, samt at han var en velanskreven politiker og forretningsmand i Koldingområdet. Oplysningerne i bladet blev endvidere bragt uden nogen form for varsel, og klagerne har ikke videregivet nogen oplysninger til indklagede.

Klagerne har endvidere anført, at artiklens overskrift er misvisende, idet [N] ikke døde i gløderne fra det udbrændte bål, men derimod 1 1/2 dag senere på Rigshospitalet i København. Det er ligeledes misvisende, når det anføres, at ulykken skyldes misbrug. Derimod skyldes ulykken antageligt et krampeanfald som følge af medicinering, hvilket er i direkte kontrast til, hvad der står i artiklen.

Klagerne har herudover anført, at [K] den 28. juni 2000 blev kontaktet af formanden for behandlingscentret, Fritz Ravnstrup, der oplyste, at indklagede havde kontaktet ham og spurgt til ulykken. [K] meddelte ved denne lejlighed, at klagerne ikke ønskede at udtale sig til pressen, og at hun mente, at der var en aftale med behandlingscentret herom. Efterfølgende kontaktede [K] indklagede og anmodede om, at de ikke bragte en artikel om dødsfaldet, da afdødes datter på 10 år endnu ikke var underrettet om faderens død, idet hun var på en spejderlejr langt væk fra hjemmet. Efter megen diskussion meddelte indklagede, at man ville tage familiens anmodning til efterretning. Da indklagede således lovede, at man ikke ville bringe nogen artikel, forholdt klagerne sig ikke til selve artiklens indhold. Klagernes advokat var orienteret om, at klagerne havde en aftale med bladet om ikke at bringe artiklen, men advokaten havde ikke medtaget dette punkt i den første klageskrivelse til Pressenævnet.

Klagerne har endvidere anført, at der ikke er nogen anerkendelsesværdig offentlig interesse i at sammenkæde afdødes navn med oplysningerne om hans spiritusmisbrug og ulykkens faktiske omstændigheder. Indklagede kunne således have bragt en artikel om ulykken og dødsfaldet uden at oplyse om afdødes spiritusproblemer.

Indklagede har anført, at artiklens oplysninger er korrekte, og at god presseskik ikke er tilsidesat, idet det ikke fremgår af de presseetiske regler, at forbrydelser og ulykker ikke må omtales.

Indklagede har endvidere anført, at det ikke kan tillægges betydning, at artiklen er bragt i et landsdækkende blad, samt at det relevante i at bringe oplysningen om afdødes spiritusmisbrug må vurderes ud fra artiklen set som en helhed. Artiklen handlede således ikke alene om dødsfaldet, men også om de efterfølgende reaktioner på behandlingscentret samt om muligheden for, at dødsfaldet havde forbindelse med afdødes tilstand, behandlingen og behandlingshjemmets rutiner. Interviewet med centrets bestyrelsesformand, Frits Raunstrup, fyldte således en væsentlig del af artiklen. Da indklagede finder, at der er en anerkendelsesværdig offentlig interesse i at drøfte disse spørgsmål, kunne oplysningen om afdødes spiritusmisbrug ikke have været udeladt af artiklen.

Indklagede har tillige anført, at artiklens overskrift må ses i sammenhæng med hele artiklen, og at det er korrekt, at afdødes forbrændinger fra sankthans-bålet var skyldt i hans død. Overskriften var således ikke misvisende.

Indklagede har tillige anført, at det er en almindelig del af mediebilledet at orientere om offentligt kendtes dødsfald, især når et dødsfald er sket på dramatisk eller usædvanlig vis. Pressen må således indrømmes en større frihed i forhold til kendte personer, og afdøde var en velanskreven politiker. Hertil kommer, at enhver artikel om en politisk person ikke kun vedrører personen selv, men også det politiske system. Også over for forhenværende politikere må pressen derfor indrømmes en betydelig frihed, som indebærer mulighed for at omtale personlige forhold.

Indklagede har herudover anført, at man i forbindelse med artiklen har udvist stor omhu for alene at gengive de foreliggende kendsgerninger uden at fremkomme med egne kommentarer. F.eks. har indklagede ikke kommenteret udtalelsen fra Frits Raunstrup om, at dødsfaldet ikke kunne skyldes et krampeanfald eller den medicin afdøde modtog.

Indklagede har herudover anført, at der ikke var nogen grund til at forelægge artiklens oplysninger for klagerne, før man bragte artiklen, for klagerne havde ikke noget førstehåndskendskab til det begivenhedsforløb, der beskrives i artiklen. Indklagede bestrider endvidere, at man skulle være forpligtet til at give de pårørende et varsel. Desuden blev artiklen først bragt seks dage efter uheldet og fire dage efter [N]'s død på et hospital. På denne baggrund havde indklagede grund til at antage, at alle pårørende var blevet orienteret om dødsfaldet inden artiklen blev bragt. Indklagede havde endvidere fra bladet Jyske Vestkysten fået meddelelse om, at de samme dag ville bringe en artikel om dødsfaldet, hvorfor det under alle omstændigheder ville blive kendt den 29. juni 2000. Hertil kommer, at dødsfaldet allerede var kendt i lokalmiljøet, før bladet bragte artiklen.

Indklagede har tillige anført, at det er korrekt, at man talte med klagerne forud for offentliggørelsen af artiklerne, men man bestrider at have givet tilsagn om ikke at bringe artiklen. [K] talte således med indklagedes redaktionschef Kaj Elgaard, og hun sagde i den forbindelse, at indklagede ikke måtte trykke artiklen, hvorefter hun spurgte Kaj Elgaard: "Hører du, hvad jeg siger?". Hertil svarede Kaj Elgaard: "Ja, jeg hører, hvad du siger". Heri lå imidlertid ikke, at han var enig i, at artiklen ikke skulle trykkes, men at han fortsat lyttede til [K]. Klageren gjorde da heller ikke gældende i sin første henvendelse til Pressenævnet, at man havde en aftale med indklagede om ikke at bringe artiklen, hvilket klart taler imod, at sådan en aftale har eksisteret.

Indklagede har endelig anført, at hvis datteren blev underrettet om sin fars død gennem avisen den 29. juni 2000, kan dette ikke bebrejdes indklagede, men familien, der havde haft flere dage til at underrette hende.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou, Bo Maltesen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

I overensstemmelse med de almindelige principper om redaktørens ret til at redigere mediet er et medie berettiget til at beslutte, hvad man vil bringe. Når det drejer sig om oplysninger om personlige eller private forhold, bør denne beslutning træffes ud fra relevante nyhedskriterier, og der bør i denne forbindelse tages størst muligt hensyn til ofre for ulykker samt til ofrenes pårørende.

Pressenævnet finder i denne sag ikke grundlag for at kritisere, at bladet bragte afdødes navn sammen med oplysningen om, at han havde et spiritusproblem. Ved vurderingen har nævnet lagt vægt på omstændighederne, hvorunder ulykken skete, samt på at artiklen blev bragt 6 dage efter ulykken og fire dage efter dødsfaldet.

Pressenævnet finder endvidere ikke, at artiklens overskrift er vildledende, eller at indklagede i øvrigt har bragt misvisende oplysninger om ulykken.

Afsagt den 20. september 2000.

Versioner

  1. 2000-09-22