Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11481@2000-09-22/da

Indhold

1. Indledning

I november 1995 indgik klageren aftale med indklagede om, at klageren skulle yde teknisk rådgivning og bistand som totalrådgiver i forbindelse med ombygning og tilbygning af et plejehjem.

Almindelige Bestemmelser for teknisk Rådgivning og bistand ABR 89 var aftalt mellem parterne.

Ombygning og tilbygning blev udført, således at byggeriet kunne afleveres den 22. september 1997.

Da indklagede under anbringende af, at klageren havde begået ansvarspådragende fejl ved projekteringen af ombygningen og udvidelsen af plejehjemmet, havde tilbageholdt klagerens resthonorar, indgav klageren klageskrift, der blev modtaget den 28. oktober 1998 af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

I den anledning blev der nedsat en voldgiftsret bestående af stadsarkitekt Ole Østergaard, arkitekt m.a.a. Ole Dreyer og landsdommer Fritse Hove, sidstnævnte som rettens formand.

Mundtlig forhandling fandt sted den 7. og 8. marts 2000.

Efter aftale med parterne udelades sagsfremstilling og de forklaringer, der blev afgivet under den mundtlige forhandling, i denne kendelse.

Klageren har påstået indklagede tilpligtet at betale 167.726 kr. med tillæg af procesrente fra den 28. oktober 1998, subsidiært et mindre beløb.

Beløbet udgør klagerens resthonorar i henhold til rådgivningsaftalen.

Indklagede har principalt påstået klageren tilpligtet at betale 2.150.650 kr. med procesrente fra den 15. januar 1999, subsidiært et mindre beløb og mere subsidiært frifindelse.

Påstanden angives at udgøre de udbedringsomkostninger, som indklagede har afholdt for at indrette boligerne som arbejdssteder sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt efter krav fra Arbejdstilsynet.

Klageren har påstået frifindelse over for indklagedes selvstændige påstand.

Klageren har til støtte for sin påstand anført, at det er ubestridt, at klageren har krav på honoraret i henhold til den indgåede rådgivningsaftale. Såfremt det statueres, at klageren med urette har nægtet at bistå ved 1 års gennemgangen, skal beløbet eventuelt reduceres med 5-10.000 kr.

Til støtte for klagerens frifindelsespåstand over for indklagedes krav har klageren gjort gældende, at klageren ikke har begået fejl eller forsømmelser i forbindelse med projekteringen. Klageren har således foretaget projekteringen i overensstemmelse med de på projekteringstidspunktet gældende vejledninger, herunder indretningsvejledningen fra 1987. Selv om klageren er enig i, at boligerne i den eksisterende bygning i et vist omfang skulle kunne bruges til fysisk plejekrævende beboere, må det lægges til grund, at 87-vejledningen var den eneste autoriserede vejledning, der fandtes på projekteringstidspunktet. Hjælpemiddelcentralens publikationer kan ikke anses for en autoriseret vejledning. Vejledningen fra 1997, som Arbejdstilsynet har benyttet ved sin gennemgang af byggeriet, er fremkommet på baggrund af ny viden efter projekteringstidspunktet. Klageren er derfor ikke ansvarlig for, at byggeriet ikke er projekteret i overensstemmelse med 1997-vejledningen. Vejledningen gælder i øvrigt kun for nyt byggeri og ikke ombygninger, hvor vejledningen kun gælder i videst muligt omfang. For så vidt angår den nye tilbygning var det mellem parterne aftalt, at boligerne heri skulle benyttes af selvhjulpne ældre, hvorfor de krav, som Arbejdstilsynet har stillet, ikke kan kræves opfyldt. Dertil kommer, at repræsentanter for indklagede har deltaget i samtlige projekteringsmøder og har deltaget i aftaler om indretningen af de enkelte rum. Indklagedes repræsentant herunder chefen for teknisk forvaltning var bekendt med, at Arbejdstilsynet havde meddelt, at sagsbehandlingen henhørte under kommunen. Selv om indklagede således var forpligtet til at påse, at arbejdsmiljøloven var overholdt, foretog man sig intet.

I hvert fald er der udvist en sådan grad af egen skyld fra indklagedes side, at indklagedes krav må bortfalde eller nedsættes.

Vedrørende indklagedes tabsopgørelse har klageren anført, at da klager trods løfter om det modsatte ikke er blevet holdt orienteret om det efterfølgende forløb, er klageren blevet afskåret fra at forholde sig kritisk til tabsopgørelsen. Den del af udgifterne, som indklagede har fratrukket, vedrører kun arbejder, som ikke relaterer sig til Arbejdstilsynets krav. De udgifter, som indklagede under alle omstændigheder fra starten skulle have afholdt for at få et lovligt byggeri, kan ikke kræves erstattet. Dertil kommer, at indklagedes repræsentanter hele tiden har været klar over, at der ikke kunne anvendes mobillift på 1. sal i den eksisterende bygning. Det må ved forklaring fra en hos klager ansat, anses for godtgjort, at det mellem parterne blev aftalt, at der skulle anvendes loftlift, som skulle monteres efterfølgende , efterhånden som der opstod behov for det. Indklagedes tabsopgørelse bør derfor reduceres væsentligt.

Indklagede har til støtte for sine påstande anført, at da klageren har nægtet at medvirke ved 1-års gennemgangen, der fandt sted på et tidspunkt, hvor den ombygning, der var foranlediget af Arbejdstilsynets krav, ikke var påbegyndt, har klageren ikke optjent hele sit honorar. I hvert fald overstiger indklagedes modkrav klagerens honorar. Indklagede har til støtte for sit selvstændige krav gjort gældende, at klageren har begået ansvarspådragende fejl, idet klagerens projekt blev udformet således, at plejepersonalets arbejde ikke kunne foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt. Klageren bør derfor tilpligtes at erstatte indklagedes udgifter ved at bringe byggeriet i overensstemmelse med Arbejdstilsynets krav. Ifølge parternes aftale påtog klageren sig at indrette alle boliger, så de kunne anvendes som arbejdssteder. Klageren burde have henvendt sig til Arbejdstilsynet for at få at vide, hvilke standarder der var gældende. I så fald ville Arbejdstilsynet have oplyst, at man som udgangspunkt anvendte Hjælpemiddelcentralens vejledning og branchevejledningerne. 1997-vejledningen, som er lagt til grund ved Arbejdstilsynets vurdering, indeholder ikke nye krav. Ifølge rådgivningsaftalen er der ingen forskel på klagerens forpligtelser med hensyn til ombygningen og tilbygningen, og det følger af § 60 i bekendtgørelsen om faste arbejdssteders indretning, der er en del af bygningsreglementet, at ombygningen skulle opfylde betingelserne for nybyggeri. Det forhold, at indklagede havde vejledningspligt over for klageren, fritager efter retspraksis ikke klagerens ansvar for fejl. Det er uden betydning for klagerens ansvar, at indklagedes sikkerhedsrepræsentanter var inddraget i drøftelserne om indretningen. Det kan således ikke kræves, at de var i stand til at fortolke tegningerne.

Da Arbejdstilsynet meddelte, at ibrugtagning af byggeriet ville medføre et påbud, måtte indklagede naturligvis iværksætte en afhjælpning. Da indklagede ikke modtog nogen reaktion fra klageren på sit brev af 13. januar 1997, må klageren have anerkendt kassationen. Indklagede har forsøgt at minimere omkostningerne mest muligt. Selv om det anerkendes, at indklagede ville være kommet til at betale mere, hvis plejehjemmet fra starten var blevet indrettet rigtigt, må det lægges til grund, at udgifterne er blevet forøget ved den efterfølgende udbedring. I hvert fald bør tvivl herom komme klageren til skade.

Voldgiftsrettens resultat og begrundelse:

Det fremgår af parternes aftale, at klagerens projekt skulle være i overensstemmelse med Lov om boliger for ældre og personer med handicap med tilhørende bekendtgørelser og cirkulærer.

Det fremgår ikke af aftalen, i hvilket omfang ældreboligerne skulle indrettes for særligt plejekrævende beboere, hvor der tilknyttes plejepersonale. En sådan indretning indebærer, at der af hensyn til plejepersonalets arbejde kræves særlige pladsforhold omkring senge, bad og toilet, for at arbejdet kan udføres sikkerhedsmæssigt og sundhedsmæssigt forsvarligt.

En hos indklagede ansat har forklaret, at alle boliger skulle kunne anvendes til særligt plejekrævende beboere, medens en hos klager ansat har forklaret, at det kun var boligerne i den eksisterende bygning, der skulle indrettes således, medens dette ikke var tilfældet i tilbygningen.

Det må efter bevisførelsen lægges til grund, at beboerne på det eksisterende plejehjem bestod af både til dels selvhjulpne ældre og særligt plejekrævende beboere. Det fremgår af en rapport, at en modernisering af plejehjemmet ville indebære behov for yderligere pladser, uden at det deri er præciseret, om der i så fald var tale om ældreboliger eller plejeboliger.

Under hensyn til den af indklagedes ansatte omtalte tendens til, at beboere, der tager ophold på et hjem, er plejekrævende, og til, at klageren i sin projektering for så vidt har projekteret pladsforholdene på samme måde i begge bygninger, lægger voldgiftsretten til grund, at også boligerne i tilbygningen skulle kunne bebos af særligt plejekrævende beboere.

Kravene til det arbejdssted, hvor plejepersonalet skal udføre sit arbejde, er, at arbejdet skal kunne udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, uden at det hverken i arbejdsmiljøloven eller i de bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel heri, nærmere er præciseret hvilke særlige pladsforhold m.v., der kræves.

Bygge- og Boligstyrelsens vejledning fra 1987 omhandler kun indretning af ældreboliger. En nærmere afklaring af, hvilke pladsforhold der kræves for at opfylde Arbejdstilsynets krav, måtte derfor naturligt indebære, at klageren søgte dette afklaret ved en drøftelse med Arbejdstilsynet. Arbejdstilsynets repræsentant har da også forklaret, at det, før vejledningen fra 1997 forelå, var sædvanligt at anvende anvisningerne i Hjælpemiddelcentralens vejledning tillige med brancheorganisationernes vejledninger, samt at hvis disse anvisninger var blevet fulgt, ville kravene i 1997-vejledningen have været opfyldt.

Idet voldgiftsretten herefter lægger til grund, at de krav, der på projekteringstidspunktet blev stillet, for at arbejdspladsen kunne anses for sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt indrettet, svarede til de krav, der senere blev nedfældet i Bygge- og Boligstyrelsens vejledning fra 1997, findes klageren ved at undlade at sikre sig, at projektet opfyldte disse krav at have handlet erstatningspådragende over for indklagede.

Selv om klageren vel måtte kunne gå ud fra, at indklagedes sikkerhedsrepræsentanter og chefen for ældreplejen, som deltog i projekteringsmøderne, havde kendskab til arbejdsmiljøkravene, findes det dog ikke at kunne fritage klageren for det ansvar, der som rådgiver påhvilede denne.

Der findes derfor heller ikke at være udvist en sådan grad af egen skyld hos indklagede, at erstatningskravet af denne grund skal bortfalde eller nedsættes.

En arkitekt har forklaret, at de skønsmæssige fradrag for "forbedringer", der er foretaget i indklagedes erstatningsopgørelse, alene vedrører ændringer, som ikke var omfattet af Arbejdstilsynets krav.

Voldgiftsretten finder ikke, at der er grundlag for at fastslå, at de udgifter, indklagede har afholdt, ikke har været rimelige. Voldgiftsretten finder imidlertid, at der ved erstatningsfastsættelsen bør tages hensyn til, at indklagedes udgift til ombygningen ville have været noget større, hvis byggeriet fra starten var blevet udført i overensstemmelse med Arbejdstilsynets krav. Voldgiftsretten finder endvidere ikke at kunne forkaste klagers ansattes forklaring om, at det hele tiden havde ligget klart, at der ikke var plads til mobillift i boligerne på 1. sal i den eksisterende bygning, men at der skulle monteres loftlifte, efterhånden som der opstod behov derfor.

Herefter findes den erstatning, som klageren skal betale til indklagede efter fradrag af klagerens tilgodehavende med reduktion for manglende deltagelse i 1-års eftersynet passende at kunne fastsættes til 1.340.000 kr. med renter som nedenfor bestemt.

Inden 14 dage fra modtagelsen af denne kendelse betaler klageren til indklagede 1.340.000 kr. med procesrenter fra den 15. januar 1999 og i sagsomkostninger 65.000 kr.

Voldgiftsrettens omkostninger betales med 2/3 af klageren og 1/3 af indklagede efter opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.

Versioner

1. 2000-09-22