Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11506@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Feriepenge

- beskatning ved ophør af fuld skattepligt

- retserhvervelsestindspunkt

Reference:

KL § 43 og § 46, stk. 2

A klagede for indkomståret 1997 over, at han var anset for skattepligtig af feriepenge, 36.724 kr.

Det fremgik af sagen, at klageren i hele 1997 var ansat i B. Fra 1. juni 1997 var han udstationeret i Frankrig, hvilket medførte, at han fik skattefritagelse, idet arbejdet forventedes at have en varighed af mere ned 6 mdr. Den 3. november 1997 overgik klageren til et job, henhørende under B England. I denne forbindelse flyttede klageren og dennes familie til England pr. 1. december 1997, i forlængelse af, at deres ejendom var solgt pr. samme dato. Herved ophørte klagerens skattepligt til Danmark.

Skatteankenævnet havde anset de af klageren optjente feriepenge for perioden 1. januar 1997 til 31. maj 1997 for skattepligtige. Som begrundelse havde skatteankenævnet bl.a. anført, at der som udgangspunkt ved fuld skattepligt til Danmark var tale om, at beskatningstidspunktet lå på udbetalingstidspunktet. Dette udbetalingstidspunkt blev dog brudt af § 24 i bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995, hvoraf det fremgik, at såfremt indkomstmodtagerens skattepligt ophørte, var løn under ferie efter ferieloven optjent inden skattepligts ophør, senest indkomstskattepligtig på tidspunktet for skattepligtens ophør. Skatteankenævnet havde endvidere bl.a. anført, at retserhvervelsestidspunktet var måned for måned, hvor ferieretten blev optjent, hvorfor retserhvervelsen var sket før ophøret af skattepligten, samt at det skattepligtige beløb i henhold til oplysningerne om feriepenge på klagerens lønseddel kunne opgøres til 36.724 kr.

Klagerens repræsentant havde nedlagt påstand om, at der ikke var hjemmel til beskatningen. Som begrundelse havde repræsentanten bl.a. anført, at ansættelsesforholdet fortsatte uændret efter skattepligtsophøret, at lønnen blev afholdt af de respektive arbejdsgivere i henholdsvis Frankrig og England, og at bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995 § 24, ikke kunne skabe hjemmel til beskatning af indkomster, der ikke var erhvervet ret til. Ingen af de bestemmelser bekendtgørelsen var udstedt med henvisning til, omhandlede hjemmel til beskatning, men alene hjemmel til indeholdelse og opkrævning af skatter af indkomster, der forudsattes at være erhvervet ret til på opkrævningstidspunktet. Allerede af den grund måtte den gennemførte beskatning bortfalde på grund af manglende eller forkert henvisning til hjemmel. Endvidere fremgik det af Ligningsvejledningen afsnit D.B.4.1, at § 24 i bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995, ikke fandt anvendelse, såfremt retserhvervelsestidspunktet først indtrådte, efter at den fulde skattepligt var ophørt.

Endvidere havde repræsentanten bl.a. anført, at klageren aldrig havde erhvervet ret til de feriepenge, som dannede baggrund for forhøjelsen, idet retserhvervelsen af 12,5 % feriegodtgørelse alene indtrådte ved ansættelsesforholdets ophør eller alternativt ved afholdelse af ferie med løn, samt at der ingen holdepunkter var for, at skattepligtsophør i sig selv kunne fremrykke retserhvervelsestidspunktet. Så længe ansættelsesforholdet bestod, udgjorte retten til feriepenge/- godtgørelser kun 1 % af den optjente løn, men denne godtgørelse var der ifølge ferieloven først erhvervet ret til i maj året efter optjeningsåret. Repræsentanten havde endvidere henvist til Meddelelser fra Landsskatteretten 1973.106, og havde hertil anført, at Landsskatteretten herved tilbageviste skatteyderens synspunkt om, at feriepenge, der var optjent i 1969, skulle beskattes i 1969, idet beskatningen skulle ske i 1970, hvor retten til afholdelse af ferien indtrådte.

Repræsentanten havde endvidere bl.a. anført, at ferie med løn ikke erhvervedes måned for måned, idet medarbejderen kun havde mulighed for at få udbetalt feriepengene på de anførte tidspunkter, jf. ferielovens § 14. Dertil kom, at beregningen af lønnen under ferie, herunder hvilke løntillæg der indgik, alene var baseret på den aktuelle løn ved feriens afholdelse. Det var således uden betydning for afgrænsningen af hvilke lønandele, der indgik i beregningen af løn under ferie, hvorvidt tilsvarende lønandele, ferietillæg m.v. blev udbetalt i optjeningsåret.

Repræsentanten havde tillige bl.a. anført, at arbejdsgiveren ikke havde pligt til at udbetale ferie med løn, fordi en medarbejders fulde skattepligt til Danmark ophørte. Beløbet blev kun udbetalt, såfremt medarbejderen holdt ferie eller ansættelsesforholdet ophørte. I den konkrete situation blev klageren derfor beskattet i Danmark af en indtægt, han ikke havde modtaget. Da ferien blev afholdt, blev lønnen afholdt af B England, og England havde derfor beskatningsretten til denne løn. Dette ville også være tilfældet, selv om klagerens skattepligt til Danmark ikke var ophørt. Der var således reelt tale om dobbeltbeskatning.

Repræsentanten havde endvidere henvist til TSS-meddelelse af 9. januar 1998.

Subsidiært havde repræsentanten nedlagt påstand om, at såfremt skatteankenævnets synspunkt skulle lægges til grund, kunne der alene blive tale om beskatning af 1 % af lønnen frem til og med maj 1997, idet dette var det eneste krav klageren havde, så længe ansættelsesforholdet bestod.

Mere subsidiært havde repræsentanten nedlagt påstand om, at såfremt retten fandt, at der var skattepligt i Danmark af såvel ferietillægget på 1 % som ferie med løn, så skulle forhøjelsen maksimalt være på 36.724 kr. som anført i skatteankenævnets afgørelse.

Told- og Skattestyrelsen havde indstillet, at den påklagede afgørelse blev forhøjet, idet klageren tillige på tidspunktet for ophør af skattepligten var skattepligtig af ferietillægget på 1 % eller i alt 2.938 kr., jf. ferielovens § 14. Som begrundelse havde Told- og Skattestyrelsen bl.a. anført, at i henhold til kildeskattelovens § 43 var løn, feriegodtgørelse ... og lign. ydelser A-indkomst. Ferie med løn måtte betragtes som en lignende ydelse, særlig da ferielovens § 14 angav, at lønmodtagere, der var antaget månedsvis eller for længere tid .... fik i stedet for feriegodtgørelse løn under ferie. Dermed havde skatteyderen på et tidspunkt, hvor han var fuldt skattepligtig til Danmark optjent A-indkomst i form af ferie med løn og 1 % feriegodtgørelse. At udbetalingen skete på et tidspunkt, hvor den fulde skattepligt var ophørt, kunne ikke medføre, at udbetalingerne ikke var skattepligtige, og klageren var derfor skattepligtig af den optjente løn under ferie samt feriegodtgørelse, jf. herved bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995 § 24, jf. kildeskattelovens § 46, stk. 2.

Indledningsvis bemærkede Landsskatteretten, at ferie med løn måtte anses som en lignende ydelse omfattet af kildeskattelovens § 43, hvorefter der således var tale om A-indkomst.

I henhold til bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995 § 24, medførte ophør af skattepligt, at den i bekendtgørelsens §§ 22-23 nævnte A-indkomst, herunder løn under ferie efter ferieloven optjent inden skattepligtens ophør, senest var indkomstskattepligtig på tidspunktet for skattepligtens ophør. Landsskatteretten fandt, at der for denne bestemmelse var tilstrækkelig hjemmel i kildeskattelovens § 46, stk. 2, hvorfor den påklagede ansættelse blev stadfæstet for så vidt angik løn under ferie efter ferieloven. Under hensyn til bekendtgørelse nr. 768 af 19/9 1995 § 24, fandt retten endvidere, at klageren tillige på tidspunktet for ophør af skattepligten var skattepligtig af ferietillægget på 1 % eller i alt 2.938 kr., jf. ferielovens § 14. Det af repræsentanten anførte kunne ikke føre til et andet resultat.

Versioner

1. 2000-10-03