Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11508@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Affaldsafgift

- kraftværk

- afgiftssats

Reference:

Affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1.

A AmbA's klage til Landsskatteretten skyldtes, at selskabet ved afgørelse truffet af told- og skatteregionen den 29. januar 1999 ikke havde fået tilladelse til at afregne affaldsafgift efter satsen på 210 kr. pr. ton, jf. affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, af flyveaske modtaget til deponering fra et kraftvarmeværk.

Der var oplyst, at A Losseplads, fra værket, som var et multifyret kraftvarmeværk, modtog flyveaske hidhørende fra værkets biomasseafbrænding til deponering. Deponeringen fandt sted på et område af lossepladsen, der i miljøgodkendelsen var benævnt delområde IV - specialdepot for tungmetalforurenede materialer. Videre fremgik, at der i dette område måtte deponeres tungmetalforurenet jord og spildevandsslam, affaldsforbrændingsslagge og ikke genanvendelige sorteringsrester heraf samt slagge, overskudssand og afsugningsstøv fra jern- og metalstøberier. Der var således ikke indrettet en speciel enhed (celle) til de i sagen omhandlede restprodukter.

Der var videre oplyst, at værket, som var ejet af B AmbA, havde tre kedelsystemer, hvor der blev afbrændt affald i to kedler og biomasse (halm/flis) i en kedel. Restprodukterne fra forbrænding af henholdsvis affald og biomasse blev håndteret separat. Deponering af restprodukter fra biomasseafbrændingen skete hos A AmbA.

Det var oplyst, at told- og skatteregionen på forespørgsel fra I/S B ved skrivelse af 1. juli 1998 havde meddelt værket, at regionen kunne godkende, at deponering af flyveaske fra afbrænding af biomasse på værket (ejet af I/S B) kunne ske efter afgiftssatsen på 210 kr. pr. ton. I/S B havde herefter henvendt sig til A AmbA og anmodet om den ovenfor nævnte differenceafgift pr. ton af den omhandlede flyveaske, der hidførte fra værket, og som I/S B i årets løb havde afleveret til deponering på A's losseplads, måtte blive tilbagebetalt til I/S B.

Ved skrivelse af 11. august 1998 havde A AmbA ansøgt told- og skatteregionen om tilladelse til fremtidig at afregne afgift efter affaldsafgiftsloven efter satsen på 210 kr. pr. ton i stedet for som hidtil efter satsen på 335 kr. pr. ton af flyveaske, som selskabet havde modtaget til deponering på selskabets losseplads, og som hidførte fra afbrænding af biomasse på værket. Selskabet havde samtidig forespurgt regionen om tilladelse til at modregne differenceafgiften (335 kr. - 210 kr.), som selskabet i den allerede forløbne del af 1998 havde modtaget til deponering.

Told- og skatteregionen havde ved den påklagede afgørelse ikke fundet grundlag i lov om afgift af affald og råstoffer til at tillade den omhandlede flyveaske afgiftsberigtiget ved tilførsel til deponering efter satsen på 210 kr. pr. ton. Det fandtes således at være med rette, at selskabet også efter den 1. januar 1998 havde afgiftsberigtiget den tilførte flyveaske med 335 kr. pr. tilført ton til deponering.

På foranledning af regionen havde Told- og Skattestyrelsen den 9. december 1998 afgivet følgende udtalelse:

"Efter affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1, udgør afgiften 210 kr. pr. ton ved deponering af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i de i § 11, stk. 5 nævnte anlæg. I andre tilfælde af deponering udgør afgiften 335 kr. pr. ton.

Det er styrelsens opfattelse, at man ved vurderingen af, om der er tale om et kraftværk, som er baseret på fossile brændsler eller biomasse efter § 10, stk. 1, skal se på kraftværket i sin helhed, og ikke på hver enkelt kedel i kraftværket."

I/S B havde på vegne af A AmbA overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om, at afgiftsberigtigelsen skulle ske i henhold til den brændselstype, hvorfra restprodukterne stammede, hvorfor der skulle godkendes afgift med den lavere sats for biomasseaffald.

Det var gjort gældende, at værket var baseret på affald og biomasse. I loven fremgik det ikke klart, hvordan man skulle forholde sig i de tilfælde, hvor et kraftvarmeværk anvendte både fossile brændsler, biomasse og affald. Eftersom værkets tre kedelsystemer opererede uafhængigt af hinanden, og da både brændsler og restprodukter holdtes adskilt, burde deponering af restprodukterne ske til differentierende satser.

Det var videre anført, at styrelsens og regionens tolkning af loven, hvorefter man skulle se på kraftværket i sin helhed, var for snæver. Det var hertil anført, at hvis man forestillede sig, at f.eks. 55 % af værkets brændsel udgjordes af biomasse og 45 % af affald, så ville denne tolkning af loven medføre, at restprodukterne blev deponeret til den lavere sats, hvilket næppe havde været hensigten med loven. Målt i energiindhold udgjorde affald ca. 2/3 af værkets faktiske brændselsforbrug på årsbasis, mens 1/3 af brændselsforbruget bestod af biomasse. Når produkterne samtidig var behandlet separat burde der tillige ske differentering af satserne.

Det var endelig anført, at der i andre afgifts- og tilskudsmæssige sammenhænge var taget højde for, at et kraftvarmeværk kunne anvende forskellige brændsler eks. lov om afgift af stenkul, brunkul og koks m.v. (lovbekendtgørelse nr. 702 af 28. september 1998) samt lovbekendtgørelse nr. 768 af 6. oktober 1997 om tilskud til elproduktion.

Landsskatteretten udtalte:

Følgende fremgik af den indtil 1. januar 1999 gældende bestemmelse i affaldsafgiftslovens § 10, stk. 1:

"Afgiften udgør 335 kr. pr. t affald, der afleveres til deponering. Afgiften udgør 210 kr. pr. t ved deponering af restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse i de i § 11, stk. 5, nævnte anlæg. (.....)"

Af lovens § 11, stk. 5, fremgik, at deponeringsanlæg til restprodukter fra kraftværker baseret på fossile brændsler eller biomasse, skulle ses på kraftværket som helhed. Der var hverken på grundlag af ordlyden eller forarbejderne til bestemmelsen hjemmel til at foretage en afgiftsmæssig opdeling af restprodukter i de tilfælde, hvor der i et kraftværk, som overvejende forbrændte affald, tillige blev forbrændt fossile brændsler eller biomasse. Det bemærkedes, at det i relation til fortolkning af den omhandlede bestemmelse i affaldsafgiftsloven ikke kunne tillægges vægt, at kraftvarmeværkers anvendelse af forskellige brændsler var tillagt betydning i andre afgiftslove.

Landsskatteretten fandt videre, at de omhandlede restprodukter ikke kunne anses for deponeret på et af lovens § 10, stk. 5, omfattet deponeringsanlæg. Der var herved henset til, at restprodukterne efter de foreliggende oplysninger var deponeret på et område af lossepladsen, i miljøgodkendelsen benævnt delområde IV, hvor der tillige blev foretaget deponering af andre tungmetalforurenede affaldsmaterialer.

Landsskatteretten fandt derfor, at de i sagen omhandlede restprodukter ved deponering skulle afgiftsberigtiges efter lovens § 10, stk. 1, 1.pkt. med en sats på 335 kr. pr. tons. Den påklagede ansættelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-10-03