Landsskatteretskendelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11511@2000-10-03/da
Indhold
Fradrag for moms
- sagsomkostninger i forbindelse med domstolssag
Reference:
ML § 37
A's klage til Landsskatteretten skyldtes, at told- og skatteregionen havde nægtet at godkende momsfradrag på 64.936 kr. vedr. sagsomkostninger pålagt i en retssag mod B.
Det fremgik af sagens oplysninger at A var en medlemsejet lokal foderstofforening stiftet i 1915. Foreningens omsætning omfattede forbrugs- og hjælpestoffer, der blev anvendt på landbrugsbedrifter. Foreningens indkøb blev foretaget via indkøbssamarbejdet i foreningen den lokale andel, som var et samarbejde mellem de fleste lokalforeninger i Danmark. Virksomheden havde egen svine- og kalvefoderproduktion samt anlæg til behandling og opbevaring af foder- og industrikorn m.v. Endvidere forhandledes foder fra kolleger inden for industrikorn m.v. fra kolleger inden for samarbejdet i den lokale andel.
Det fremgik videre af sagen, at A i 1989 blev ekskluderet af B, fordi foreningen købte gødning og kemikalier uden om B. Eksklusionen skete under henvisning til § 7 i B's vedtægter. § 7 blev indsat i forbindelse med en af B i 1988 gennemført vedtægtsændring og bestemmelsen havde følgende ordlyd:
"Stk. 1. For B-og D medlemmer gælder, at medlemsskab eller anden form for deltagelse i foreninger, selskaber eller andre organiserede samarbejdsenheder, som på engrosindkøbsområdet udøver konkurrence med selskabet, med virkning fra den 1/1 1989 anses som værende uforeneligt med medlemsskab af B.
Stk. 2. Medlemmer, som på tidspunktet for vedtagelsen af nærværende nye vedtægtsbestemmelse måtte være medlem af eller deltage i andre konkurrerende foreninger m.v. i strid med stk. 1, må senest pr. 31/12 1988 enten afvikle disse andre medlemsskaber/samarbejdsforhold eller udtræde som medlem af B. Såfremt et sådant medlem vælger at udtræde af B, betragtes en herom til selskabet senest den 15/12 1988 afgiven skriftlig meddelelse som tilstrækkeligt varsel med den retsvirkning, at det udtrædende medlem har krav på udbetaling af sin indbetalte andelskapital samt indestående på driftslånekonto over en 10-årig periode efter reglerne for lovlig udmeldelse, jf. § 6, stk. 5.
Stk. 3. Overtrædelse af den i stk. 1 indførte bestemmelse, som måtte blive konstateret efter bestemmelsens ikrafttrædelsesdato 1/1 1989, medfører eksklusion af B i medfør af § 8, hvad enten det vedtægtsstridige medlemsskab/samarbejdsforhold daterer sig før eller efter 1989. I tilfælde af sådan eksklusion får det udtrædende medlem i gunstigste fald, nemlig såfremt der ikke i medfør af § 8, stk. 5, træffes bestemmelse om hel eller delvis konfiskation, sin indbetalte andelskapital og evt. indestående på driftslånekonto udbetalt i lige store rater over 10 år med første rate inden udgangen af det første efter eksklusionen følgende regnskabsår.
Stk. 4. Ovenstående skærpede regler for B- og D medlemsskab af B træder som anført i kraft den 1/1 1989, som samtidig er datoen for påbegyndelsen af selskabets næste 10-årige periode for B- og D medlemmers medlemsskab, jf. § 6, stk. 4. De nye bestemmelser skal ikke være til hinder for, at et B- eller D-medlem indkøber grovvarer en gros gennem andre leverandører (agenter, mæglere og grovvarevirksomheder i ind- og udland) end selskabet, når blot sådanne alternative indkøb ikke sker i form af organiseret medlemsskab eller deltagelse i andre foreninger m.v. i strid med stk. 1".
A anlagde sammen med en række andre foreninger sag ved landsretten mod B. Sagen vedrørte spørgsmålet om retmæssigheden og de økonomiske følger af den vedtægtsændring, som B gennemførte i 1988, og af den eksklusion af B, som B derefter med hjemmel i den nye vedtægtsbestemmelse i 1989 foretog af de sagsøgende lokalforeninger. De lokale grovvareforeninger gjorde under retssagen gældende, at de i anledning af eksklusionen ikke blot havde krav på at få udbetalt summen af deres i B under hver enkelt lokalforenings navn registrerede andelskapitaler og driftslånekonti men tillige en andel af det provenu, der ville fremkomme ved en likvidation af B, svarende til forholdet mellem de sagsøgende lokalforeningers køb i selskabet og samtlige medlemmers køb i de sidste 5 år inden eksklusionen. Grovvareforeningerne fik ikke medhold ved landsretten og som følge heraf blev de pålagt at betale sagens omkostninger.
Det fremgik således af den af Østre Landsret afsagte dom af 6. november 1996:
"Eksklusionerne af sagsøgerne er lovligt foretaget af sagsøgte i overensstemmelse med B's vedtægter. De kan efter det anførte ikke anfægtes efter andelsretlige grundsætninger, og indsigelsen om bristende forudsætninger findes ikke at kunne tages til følge som en selvstændig ugyldighedsgrund. Heller ikke EØF-Traktatens konkurrenceregler findes at være tilsidesat. Sagsøgerne findes herefter ved deres udtræden af det sagsøgte andelsselskab at være bundet af vedtægternes bestemmelse om, at udtrædende andelshavere ikke har krav på udbetaling af andel i selskabsformuen, men alene på udbetaling af indbetalt andelskapital og indestående på driftslånekonti.
Landsretten tager derfor sagsøgtes påstand om frifindelse til følge ...."
Østre Landsret pålagde herefter sagsøgerne in solidum til sagsøgte at betale sagens omkostninger med 10 mio. kr.
Det var oplyst, at C havde samlet og fordelt sagsomkostningerne på de enkelte grovvareforretninger, der førte sagen mod B. Efter det oplyste fungere C som administrationskontor i forbindelse med retssagen, og C havde ikke beregnet sig honorar herfor. Sagsomkostningerne til B blev ikke tillagt moms. De samlede omkostninger til førelse af sagen androg 20.081.355 kr., hvoraf A's andel udgjorde 307.204 kr. A havde i momsopgørelsen fratrukket moms af andelen af sagsomkostningerne i henhold til de momsbelagte fakturaer fra B.
Told- og skatteregionen havde truffet afgørelse om, at der ikke var fradrag for de omhandlede beløb. Regionen havde dog anset et i 1990 fradraget momsbeløb på 11.899 kr. som forældet, og havde derfor opgjort det uberettigede fradrag til 64.936 kr. Regionen havde herved anført, at der efter momslovens § 37 alene var fradragsret for moms af indkøb, som udelukkende blev anvendt til brug ved selskabets momspligtige leverancer. Videre, at omkostninger, der vedrørte finansielle transaktioner ikke berettigede til momsfradrag. Regionen havde bestridt, at domstolssagen drejede sig om konkurrenceret, idet det af domsudskriften fremgik, at sagsøgernes påstand var at få en andel af B's kapital.
Regionen havde endvidere truffet afgørelse om, at udlægsreglerne ikke kunne finde anvendelse. Regionen havde anført, at C i overensstemmelse med momslovens regler havde udskrevet faktura til de enkelte foreninger med tillæg af moms og at denne disposition ikke kunne omgøres. Ved afgørelsen havde regionen lagt vægt på, at der som hovedregel skulle betales moms af hele vederlaget. Det var dertil anført, at hvis der blev leveret en ydelse, der isoleret set ville være momsfri i tilknytning til en momspligtig leverance, skulle der beregnes moms af hele vederlaget. Endvidere havde regionen lagt vægt på, at C ikke havde modtaget faktura på udgifterne udskrevet til hver enkelt forening, og at udgifterne derfor ikke var afholdt i den enkelte forenings navn, hvilket var en betingelse, jf. momslovens § 27, stk. 3, nr. 3.
Regionen havde over for Landsskatteretten udtalt, at sagsomkostningerne til B burde være tillagt moms.
A's revisor havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at omhandlede momsfradrag på 64.936 kr. blev godkendt.
Revisoren havde nedlagt subsidiær påstand om, at udlægesreglerne fandt anvendelse, således at det ikke godkendte momsfradrag alene androg 16.077 kr.
Til støtte for den principale påstand havde revisoren gjort gældende, at retssagen drejede sig om et konkurrenceretligt spørgsmål. Han havde herved anført. at oprindeligt var B som hovedforening også den normale leverandør til andelsgrovvareforeningerne. Man blev på et tidspunkt utilfreds med priserne ved indkøb hos B, specielt indenfor varegrupperne gødning og planteværn (kemikalier, sprøjtemidler m.v.). Derfor etablerede man et alternativt indkøbssamarbejde via C, som foreningerne var medlem af. Formålet var det normale erhvervsmæssige, at indkøbe bedst muligt. Dette affødte så vedtægtsændringen i B, således at B kunne ekskludere foreninger, som fortsatte det alternative indkøbssamarbejde. Vedtægtsændringerne og eksklusionerne blev gennemført, hvorefter foreningerne anlagde sag.
Han anførte, at landsrettens bemærkninger i dommen næsten udelukkende omhandlede indkøbsmønstret, og hvorvidt eksklusionen var gyldig eller ej, og dermed det konkurrencemæssige aspekt.
Videre havde han anført, at det forhold, at man ved sagsanlægget stillede et beløbsmæssigt krav ikke var unormalt, men som landsretten i dommen bemærkede, et krav på andel af en ufordelt formue i et andelsselskab ikke en formuerettighed i almindelig forstand, men kun noget som blev aktuelt ved andelsselskabets likvidation. Han havde dertil anført, at de stillede beløbskrav derfor havde erstatningskarakter.
Endvidere havde han anført, at da B blev totalt frikendt, blev der ikke taget stilling til beløbskravene. Videre, at såfremt landsretten havde kendt eksklusionen uberettiget, kunne man vel forestille sig en erstatning, men ikke som en andel af formuen i B. Han havde dertil anført, at beløbskravene var stillet på juridisk teknisk måde. Han havde bemærket, at kravene varierede fra det principale krav på 199 mio. kr. ned til det mest subsidiære krav på ca. 14.mio. kr.
Han gjorde sammenfattende gældende, at det var det rent erhvervsmæssige med at indkøbe billigst muligt, der var det forhold, som udløste eksklusionen og dermed sagen. Han havde herved anført, at det måtte anses for udelukket, at foreningerne ville provokere med det alternative indkøbsarbejde for at få udbetalt en andel af B's formue. Dette sås også tidsmæssigt af, at B indførte eksklusionsbestemmelsen på grund af dette samarbejde, og dermed efterfølgende. Han havde således bestridt, at sagen drejede sig om finansielle transaktioner.
Han havde yderligere som argument for at sagen drejede sig om et konkurrenceretligt spørgsmål henvist til en publikation fra Erhvervsministeriet: "Konkurrence. Landbrugets stilling efter den nye konkurrencelov", hvor omhandlede sag var omtalt.
Til støtte for den subsidiære påstand havde revisoren anført, at foreningen ikke skulle stilles dårligere, end hvis regningerne havde været fremsendt direkte til foreningen, og at udlægsreglerne således matte finde anvendelse.
Han havde anført, at når man ikke havde sendt de enkelte regninger ud til de enkelte foreninger, men samlet dem centralt hos C, var det naturligvis fordi det drejede sig om 32 foreninger og mange bilag - i alt ca. 150.
Han havde bemærket, at revisionsfirmaet var revisor for C og havde påstået, at der var holdt skarp adskillelse mellem § 7-udgifterne og anden aktivitet, hvilket var et ubetinget krav, idet nogle af C's medlemmer ikke var part i sagen.
Han havde videre bemærket, at C havde fratrukket momsen af de med førelse af sagen forbundne udgifter efter de almindelige regler, og at der var en række udgifter uden moms, f.eks. retsafgift, kørsel og rejser m.v. samt den pådømte betaling af sagsomkostninger til B. Ved C's uddebitering af omkostfordelingen til foreningen lagde man moms på hele udlægget og foretog således ikke opdeling efter udlægsreglerne. Baggrunden herfor var, at det dels var det letteste, dels betød det ikke noget, da man var af den formening, at både C og foreningerne havde fuldt momsfradrag.
Han havde tilføjet, at C måske derved havde begået en momsmæssig fejl, men at man var villig til om fornødent at berigtige dette. Videre havde revisoren bemærket, at revisionsfirmaet havde foretaget en gennemgang af bilagene i § 7-sagen og opgjort, hvor meget moms, der var afløftet af C. Han havde anført, at for så vidt angik A's del af udgifterne, var der af C afløftet moms på 16.077 kr.
Revisoren havde anført, at det ikke kunne være hensigten med loven, at man kun kunne anvende udlægsreglerne, såfremt de 150 bilag fra starten havde været delt op og faktureret direkte til de 32 foreninger via advokatens klientkonto.
Han havde bemærket, at for så vidt angik den største del af udgiftsposterne, nemlig sagsomkostningerne på 10 mio. kr., troede C først, at det var 8 mio. kr. + moms, men blev af B's advokat belært om, at det var 10 mio. kr. uden tillæg af moms. Derefter afløftede C naturligvis ikke moms af dette beløb.
Han havde anført, at med den foretagne uddebitering fra C's side af bl.a. dette beløb kom foreningerne ikke alene til at betale de 10 mio. kr., men også 2,5 mio. kr. i moms oveni, hvis regionens synspunkt, at udlægsreglerne ikke kunne anvendes, nød fremme. Han havde dertil anført, at dette var åbenbart urimeligt.
Til regionens udtalelse havde han bemærket, at landsretten havde fastsat sagsomkostningerne til 10 mio. kr., og at dette enten måtte være inkl. moms, altså 8 mio. kr. + moms eller ekskl. moms, fordi foreningerne og B havde fradragsret for momsen. Regionens synspunkt ville medføre, at den samlede belastning af foreningerne blev 12,5 mio. kr. i pådømte sagsomkostninger, og hermed underkendte man landsrettens afgørelse.
Landsskatteretten bemærkede, at C efter det oplyste alene havde fungeret som administrationskontor i forbindelse med retssagen mod B. C havde ikke beregnet sig noget honorar fra andelsforeningerne for denne funktion.
Det bemærkedes videre, at det af landsrettens dom fremgik, at sagsøgerne, heriblandt klageren, in solidum skulle betale sagens omkostninger med 10 mio. kr. til B. Det måtte ud fra det foreliggende lægges til grund, at det B tilkendte sagsomkostningsbeløb var uden moms.
Retten fandt, at der i forbindelse med C's opkrævning af diverse omkostninger vedrørende retssagen hos A ikke fra C's side var sket en momspligtig leverance i henhold til momslovens § 4. Retten fandt herefter, at C ikke skulle havde beregnet moms af disse udgifter. Følgelig var der ikke hjemmel til, at A kunne fratrække det af C beregnede beløb som moms.
Landsskatteretten henviste til EF-domstolens dom af 13. december 1989, sag C-342/87 - Genius Holding, hvoraf tillige fremgik, at det påhvilede medlemsstaterne i deres interne retsorden at give mulighed for berigtigelse af enhver urigtig faktureret afgift, når udstederen af fakturaen beviste sin gode tro.
Retten fandt i øvrigt i overensstemmelse med told- og skatteregionen, at omhandlede landsretssag vedrørte spørgsmålet om C's krav om andel af egenkapital i B, og at sagen således ikke direkte vedrørte foreningens momspligtige aktivitet. For så vidt angik C's viderefakturering af beløb, der ved den oprindelige fakturering retmæssigt var momsbelagte, fandt retten følgelig, at grovvareforeningen ikke havde fradrag for moms i henhold til momslovens § 37.
Den påklagede afgørelse blev med denne begrundelse stadfæstet, hvilket var tiltrådt af Told- og Skattestyrelsen.