Landsskatteretskendelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11519@2000-10-03/da
Indhold
Sammenlægning af andelsbolig- og ejerforening
- beskatning
- bindende forhåndsbesked
Reference:
SEL § 1, stk. 1, nr. 6
Andelsboligforeningen A's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets afgørelse af 23. februar 1999 i henhold til skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked.
Spørgsmålet til Ligningsrådet var følgende:
"Kan andelsboligforeningen sammenlægges med ejerforeningen uden skattemæssige konsekvenser dels for foreningerne og dels for medlemmerne?"
Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål således:
"Nej".
Det var oplyst, at den klagende andelsboligforening blev stiftet i 1976, idet den daværende ejer af ejendommen kom i økonomiske vanskeligheder, således at ejendommen kom på tvangsauktion. Lejerne i ejendommen stiftede derfor andelsboligforeningen som led i et forsøg på at overtage ejendommen, men det lykkedes imidlertid ikke for andelsboligforeningen at overtage ejendommen på tvangsauktionen, hvor ejendommen blev købt af en bank, som udstykkede ejendommen i ejerlejligheder. Der blev indledt forhandlinger mellem andelsboligforeningen og banken, og disse forhandlinger førte til, at en del af ejerlejlighederne blev købt af individuelle lejere, mens restlejlighederne blev købt af andelsboligforeningen.
Der blev i forbindelse med udstykningen i 1978 stiftet en ejerforening. Ejerforeningen administrerede fællesanliggender for ejerlejlighederne. Foreningen havde pr. 31/5 1998 en bogført egenkapital på 1.109.805 kr. svarende til ca. 13.900 kr. pr. medlem. Egenkapitalen bestod fortrinsvis af overført overskud, herunder af hensættelser til vedligeholdelse og hovedistandsættelse.
Andelsboligforeningen havde løbende afhændet restejerlejlighederne og ejede på nuværende tidspunkt alene nogle lokaler, der var udlejet til kommunen og anvendt som vuggestue. Andelsboligforeningen havde pr. 31/5 1998 en bogført egenkapital på 1.310.498 kr., svarende til ca. 16.400 kr. pr. medlem.
Andelsboligforeningens overskudslikviditet var i mange år udlånt til ejerforeningen over en mellemregning, der ved udgangen af regnskabsåret 1997/98 havde en saldo på 1.384.459 kr. Mellemregningen var nu indfriet.
De to foreninger havde i alle årene aflagt særskilte regnskaber, men havde haft fælles bestyrelse og medlemskreds og havde afholdt fælles bestyrelsesmøder og generalforsamlinger.
Det var videre oplyst, at medlemmerne ønskede at sammenlægge de to foreninger, hvilke skulle ske ved, at ejerforeningen blev nedlagt, og samtlige denne forenings aktiver og passiver skulle overføres til andelsboligforeningen, hvis vedtægter herefter skulle ændres. Der skulle ikke ved sammenlægningen udloddes midler til medlemmerne.
Der var ikke udarbejdet eller fremlagt noget udkast til vedtægter for den fortsættende forening, men foreningens revisor havde i forbindelse med sagens behandling for Ligningsrådet oplyst, at det ved sagens behandling ville kunne lægges til grund, at foreningens formål ville være dels at udleje fast ejendom og dels at administrere fællesanliggenderne for ejerlejlighederne, samt at foreningens medlemmer ville bestå af beboerne i ejendommen.
Ligningsrådet havde ved den påklagede afgørelse fundet, at ejerforeningen i skattemæssig henseende måtte anses som et sameje, jf. § 2 i lov om ejerlejligheder. Ved det påtænkte ophør måtte den samtidige overførsel af alle ejerforeningens aktiver og passiver til andelsboligforeningen betragtes som en gave fra medlemmerne til andelsboligforeningen, således at medlemmerne skulle beskattes af avance ved afhændelse af eventuelle skatterelevante aktiver. Da ejerforeningens aktiver kun bestod af anfordringstilgodehavender, obligationer og likvide beholdninger, og dens medlemmer alle var fysiske personer, ville gaven til andelsforeningen ikke udløse skat hos medlemmerne. Andelsboligforeningen ville modtage en gave af ejerforeningen svarende til sidstnævntes egenkapital. Da andelsboligforeningen var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, og dermed alene var skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed, ville en sådan gave ikke være skattepligtig for andelsboligforeningen,
Ligningsrådet havde vedrørende ændringen af andelsboligforeningens vedtægter fundet, at denne var af en sådan karakter, at andelsboligforeningens skattepligt efter selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, ophørte, således at der skulle ske en afsluttende ansættelse efter reglerne i selskabsskattelovens § 5. Der skulle derfor videre ske beskatning af medlemmerne efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven, da medlemsbeviserne i skattemæssig henseende måtte anses for afstået. Det var til støtte herfor bl.a. anført, at bestemmelserne i § 2 i lov om ejerlejligheder var til hinder for, at den fortsættende forening gennem vedtægtsændring kunne få en sådan retlig selvstændighed, at den udgjorde en selvstændig fra medlemmerne adskilt skatteretlig enhed. En ejerforening var et lovpligtigt administrationsfællesskab, der gennem fuldmagt indgik aftaler, hvorved de enkelte ejerlejlighedsejere blev direkte forpligtet henholdsvis berettiget.
Andelsboligforeningens repræsentant havde nedlagt påstand om, at svaret i den bindende forhåndsbesked blev ændret til et "ja", idet han havde bemærket, at Ligningsrådets afgørelse med hensyn til de skattemæssige konsekvenser ved opløsning af ejerforeningen, herunder gaveydelsen til andelsboligforeningen, kunne tiltrædes, således at klagen alene angik spørgsmålet om, hvorvidt andelsboligforeningens overtagelse af ejerforeningens opgaver medførte, at andelsboligforeningen i skattemæssig henseende skulle anses for opløst. Mere præcist angik sagen spørgsmålet om, hvorvidt en ejerforening, der varetog andre opgaver, end hvad der normalt henhørte under sådanne - f.eks. drev erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed - kunne anses for omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Ligningsrådet havde i den påklagede bindende forhåndsbesked udtalt, at en ejerforening aldrig - uanset eventuelle erhvervsmæssige aktiviteter - kunne få en sådan retlig selvstændighed, at den udgjorde en selvstændig og fra medlemmerne adskilt skatteretlig enhed. Denne konklusion kunne ikke tiltrædes, idet repræsentanten bl.a. havde henvist til TfS 1996.471 LSR, hvor det bl.a. udtaltes, at en ejerforening ikke kunne anses for omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, i det omfang, den blot varetog opgaver inden for sit almindelige formål. Efter repræsentantens opfattelse ville det være overflødigt at anføre det fremhævede, hvis ikke Landsskatteretten havde været af den opfattelse, at en ejerforening kunne være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, når foreningen ikke blot varetog opgaver indenfor sit formål, men tillige drev erhvervsmæssig virksomhed. Han havde videre henvist til Peter Blok: Ejerlejligheder, 3. udgave, side 575, hvori der bl. a. anførtes følgende:
Konklusionen er derfor, at en ejerforening ikke bør anses for omfattet af bestemmelsen i selskabsskattelovens ! 1, stk. 1, nr. 6, for så vidt den alene varetager opgaver inden for sit almindelige formål ....
Undtagelsesvis vil det kunne forekomme, at en ejerforening driver virksomhed af en art, der falder uden for en sådan forenings sædvanlige formål. Som eksempler herpå kan nævnes, at foreningen driver restaurations- eller hotelvirksomhed, eller at foreningen besidder ejerlejligheder i ejendommen med henblik på indtjening ved udlejning, ikke med henblik på varetagelse af sædvanlige servicefunktioner over for lejlighedsejerne. Om ejerforeningen i relation til sådanne særlige aktiviteter bør betragtes som en selvstændig skattepligtig forening eller som et interessentskab, må afgøres efter sædvanlige kriterier."
I det foreliggende tilfælde ville andelsboligforeningen efter sammenlægningen og de deraf nødvendiggjorte vedtægtsændringer dels drive erhvervsmæssig udlejningsvirksomhed og dels varetage almindelige ejerforeningsopgaver. Efter repræsentantens opfattelse medførte dette, at andelsboligforeningen også efter sammenlægningen skulle anses for en selvstændig skattepligtig forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, idet foreningen hverken før eller efter sammenlægningen kunne sidestilles med et interessentskab.
Andelsboligforeningens revisor havde videre bl.a. anført, at det retlige grundlag for en afvisning fra Landsskatteretten var ganske tvivlsomt, idet afvisning kun kunne ske, hvis klagen til Landsskatteretten var udformet eller begrundet på en sådan måde, at den ikke kunne tjene som grundlag for sagens behandling, jf. herved bestemmelsen i skattestyrelseslovens § 25, stk. 3. I dette tilfælde var der ikke gjort indsigelse mod klagens udformning. Han havde videre henvist til, at der forud for sagens behandling i Ligningsrådet blev oplyst, at den fortsættende forenings formål ville være dels at udleje fast ejendom og dels at administrere fællesanliggender for ejerlejlighederne, samt at foreningens medlemmer ville bestå af beboerne i ejendommen, hvilke oplysninger Ligningsrådet fandt tilstrækkelige til at behandle sagen. Han var derudover ikke enig i, at udformningen af vedtægterne ville være af væsentlig betydning, idet sagens hovedspørgsmål - om en ejerlejlighedsforening kunne være omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1 nr. 6, ikke ændredes, selv om det blev lagt til grund, at den fortsættende forening i forhold til anden lovgivning alene havde karakter af et administrationsfællesskab.
Landsskatteretten bemærkede, at ejerforeningen efter sine vedtægter alene havde karakter af et administrationsfællesskab, der ikke kunne anses for omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, mens andelsboligforeningen efter sine vedtægter måtte anses for en selvstændig forening omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6.
Om sammenlægningen af andelsboligforeningen og ejerforeningen kunne ske uden skattemæssige konsekvenser dels for foreningerne, dels for medlemmerne afhang bl.a., om der på noget tidspunkt skete en udlodning af andelsforeningens formue til medlemmerne, idet ejerforeningens formue efter det oplyste ikke var placeret i skatterelevante aktiver.
Landsskatteretten fandt, at det ved besvarelsen af det stillede spørgsmål var af afgørende betydning, om den fortsættende forening efter sammenlægningen af de to foreninger og de deraf følgende vedtægtsændringer fortsat var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, eller om den fortsættende forening måtte betragtes som et sameje eller interessentskab.
Retten lagde til grund, at andelsboligforeningens vedtægter efter sammenlægningen med ejerforeningen var i overensstemmelse med normalvedtægterne for ejerlejlighedsforeninger med undtagelse af formålsbestemmelsen, hvoraf det ville fremgå, at foreningens formål var dels at udleje fast ejendom og dels at varetage fællesanliggenderne for ejerlejlighederne. Under disse omstændigheder fandt retten, at andelsboligforeningen efter vedtægtsændringerne ændrede karakter i en sådan grad, at den ikke længere var et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, men var en ejerlejlighedsforening, der efter sine vedtægter og i overensstemmelse med § 2 i lov om ejerlejligheder alene var et administrationsfællesskab og et sameje for så vidt angik fællesarealerne, der efter sammenlægningen også ville omfatte de lokaler, der var udlejet til vuggestuen. Retten fandt således - i overensstemmelse med den påklagede bindende forhåndsbesked - at der skulle ske ophørsbeskatning efter selskabsskattelovens § 5 af foreningen ved sådanne vedtægtsændringer, ligesom medlemmerne skulle beskattes efter reglerne i aktieavancebeskatningsloven af deres andele af foreningen, idet de måtte anses at have afstået disse andele, og endelig ville medlemmerne efterfølgende være skattepligtige af en forholdsmæssig andel af lejeindtægterne fra udlejningen af foreningens lokaler til vuggestuen.
Den påklagede bindende forhåndsbesked blev således som den var forelagt for Ligningsrådet og Landsskatteretten stadfæstet. Det bemærkedes, at det i hvert fald var en forudsætning for at anse den fortsættende forening for et selvstændigt skattesubjekt omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, at vedtægterne for den fortsættende forening på punktet vedrørende besiddelsen af de omhandlede lokaler og udlejning af disse afveg fra standardvedtægtens bestemmelser, således at foreningen i denne relation efter vedtægterne udgjorde et selvstændigt skattesubjekt.