Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11521@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Lempelse

- investor

- udlandslån

- renteudgifter

Reference:

LL § 33 F, stk. 2.

A klagede for indkomstårene 1994 og 1995 bl.a. over, at skatteankenævnet havde henført renteudgifter vedrørende et udlandslån til udbyttet af udenlandske aktier i lempelsesberegningen efter ligningslovens § 33 F, stk. 1.

Det fremgik, at klageren i 1986 optog et udlandslån på 1.500.000 kr. I løbet af 1987 blev lånet anvendt til investering i anparter og danske obligationer. I 1987/1988 omlagde klageren sine obligationsinvesteringer til aktieinvesteringer. I 1990 optog klageren endnu et udlandslån på 260.000 DEM, svarendetil ca. 1.000.000 kr. I 1991 omlagdes dette lån til 255.235 DEM og i 1994 til CHF. I indkomståret 1990 erhvervede klageren udenlandske aktier til en kursværdi af 1.349.875 kr. og solgte udenlandske aktier til en kursværdi af 589.878 kr. I 1988 udgjorde kursværdien af klagerens udenlandske aktier 417.424 kr. og i 1993 1.492.321 kr. Aktieudbyttet af klagerens udenlandske aktier udgjorde i 1994 og 1995 henholdsvis 38.666 kr. og 26.930 kr. Klagerens samlede aktieudbytte i 1995 udgjorde 32.730 kr. I 1994 udgjorde renteudgifterne vedrørende udlandslån 90.412 kr. og i 1995 105.255 kr.

Skatteankenævnet havde ved den påklagede afgørelse henført renteudgifterne til udlandslånet, der var optaget i 1990, til klagerens udenlandske aktier. Nævnet havde som begrundelse for ansættelsen bl.a. anført, at det i 1990 optagne udlandslån i størrelse svarede til klagerens investeringer i udenlandske aktier. Klagerens revisor har endvidere oplyst, at lånet i et vist omfang havde været anvendt til køb af udenlandske aktier, hvorfor der var en formodning for, at der var en direkte sammenhæng mellem i hvert tilfælde - en del af udlandslånet og købet af de udenlandske aktier. Nævnet havde derfor fundet, at der for begge de omhandlede indkomstår kunne henføres renteudgifter svarende til udbyttet af udenlandske aktier i lempelsesberegningen, jf. ligningslovens § 33 F, stk. 1.

Klagerens repræsentant havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om, at renteudgifterne skulle henføres til den danske indkomst, idet en anvendelse af den såkaldte "direkte metode" i ligningslovens § 33 F, stk. 1, fordrede en tæt og klar sammenhæng mellem renteudgiften og den udenlandske udbytteindkomst. Således burde der gives fuld lempelse af dobbeltbeskatningen på klagerens udenlandske udbytteindkomster.

Subsidiært var der nedlagt påstand om, at renteudgifterne af det i 1990 optagne udlandslån skulle fordeles forholdsmæssigt mellem den danske og den udenlandske bruttoindkomst, jf. ligningslovens § 33 F, stk. 2.

Til støtte for den principale påstand havde repræsentanten bl.a. anført, at den "direkte metode" i ligningslovens § 33 F, stk. 1, burde forbeholdes tilfælde, hvor ligningsmyndigheden kunne godtgøre eller som minimum sandsynliggøre, at der eksisterede en direkte sammenhæng mellem det pågældende udlandslån og erhvervelsen af de udenlandske aktier. Dette var ikke tilfældet i denne sag, idet det ikke kunne være tilstrækkeligt til at konstatere den fornødne sammenhæng, at aktierne var erhvervet i det indkomstår, hvor lånet var optaget. Det bemærkedes i denne forbindelse, at klageren i 1990 tilsvarende afstod aktier for et væsentligt beløb, hvilket netop var medgået til en geninvestering i udenlandske aktier. Det pågældende udlandslån med en værdi på ca. 1.000.000 kr. var optaget den 11. marts 1990. I hele 1990 var der foretaget betydelige køb og salg af aktier i forbindelse med den løbende pleje af aktieporteføljen. Der kunne derfor ikke siges at være en klar forbindelse mellem det optagne lån og den udenlandske udbytteindkomst, hvorfor renteudgiften ikke burde henvises hertil.

Til støtte for den subsidiære påstand havde repræsentanten bl.a. anført, at der, når der som anført ikke var den fornødne tætte og klare sammenhæng til at anvende den "direkte metode", alternativt skulle anvendes den "indirekte metode" i ligningslovens § 33 F, stk. 2. Det var ikke sandsynliggjort, at der eksisterede en tæt og klar sammenhæng mellem lånet og erhvervelsen af de udenlandske aktier, hvilket i øvrigt i realiteten fulgte af ankenævnets vurdering, hvorefter "der er en direkte sammenhæng mellem, i hvert tilfælde en del af udlandslånet...". Ankenævnet opstillede alene en formodning for en sammenhæng, hvilket i øvrigt var i overensstemmelse med den subsidiære påstand, men dette var ikke en tilstrækkelig forudsætning for at henføre hele rentebeløbet til den udenlandske udbytteindkomst efter § 33 F, stk. 1. Endvidere var det anført, at ankenævnet - modsat kommunen - var af den opfattelse, at kun udgifter svarende til netop det udenlandske udbytte skulle henføres til den udenlandske indkomst, hvilket var en indirekte fordelingsmetode, som ikke var hjemlet i § 33 F.

Landsskatterettens bemærkninger:

Bestemmelsen i ligningslovens § 33 F blev indsat ved lov nr. 426 af 25. juni 1993 og havde følgende ordlyd:

"Ved beregning af den maksimale nedsættelse af dansk skat enten i henhold til reglerne i ligningslovens § 33 eller i henhold til bestemmelserne i en med fremmed stat, med Grønland eller Færøerne indgået overenskomst til undgåelse af dobbeltbeskatning skal der ved opgørelsen af den indkomst, der oppebæres fra udlandet, fratrækkes de udgifter, der anses at vedrøre sådan indkomst...

Stk. 2. Udgifter, der ikke kan henføres til enten den danske eller den udenlandske indkomst, skal fordeles efter forholdet mellem den danske og den udenlandske bruttoindkomst..."

Bestemmelsen havde ifølge § 4, stk. 2, i lov nr. 426 af 25. juni 1993 virkning for indtægter og udgifter, der vedrørte tiden efter den 19. maj 1993.

Loven blev fremsat ved lovforslag nr. L 294 af 19. maj 1993. I sin oprindelige form havde stk. 2 følgende ordlyd:

"Udgifter skal dog ikke fratrækkes ved opgørelsen af en skatteyders indkomst, såfremt skatteyderen kan påvise, at udgiften ikke vedrører den udenlandske indkomst."

I bemærkningerne til forslaget anførtes det bl.a.:

"Bevisbyrden for, at en udgift ikke vedrører erhvervelsen af udenlandsk indkomst, påhviler i medfør af stk. 2 skatteyderen."

I bemærkningerne til ændringsforslaget, der blev vedtaget, anførtes det:

"Ved ændringsforslaget fastholder man som udgangspunkt, at den direkte metode skal anvendes...Denne metode suppleres med en bestemmelse om, at i tilfælde, hvor det ikke kan påvises, hvilke udgifter der kan henføres til den udenlandske indkomst, skal der ske en forholdsmæssig fordeling af disse udgifter efter forholdet...Den omvendte bevisbyrde for skatteyderen bortfalder...Ved kombinationen af den direkte metode og forholdsmæssig fordeling af udgifter opnås, dels at udgifter, der klart er den udenlandske indkomst uvedkommende, ikke henføres til denne, dels at der er en klar regel for indkomstopgørelsen i de mere komplicerede tilfælde."

Retten bemærkede, at klageren var privat investor. Efter en konkret vurdering af det oplyste om klagerens økonomiske forhold og optagelse af udenlandske lån og hans opkøb af udenlandske aktier, fandt retten det overvejende sandsynligt, at de i udlandet optagne lån i alt væsentlighed var anvendt til opkøb af klagerens udenlandske aktieportefølje. Herefter, og da denne formodning ikke var afkræftet, blev afgørelsen stadfæstet.

Versioner

1. 2000-10-03