Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11523@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Ejendomsvurdering

- landbrugsejendom

- jord bortforpagtet

- benyttelseskode

Reference:

VUL § 33

Ejerne af ejendommen A klagede over, at skyldrådet ved 20. alm. vurdering pr. 1/1 1996 ved den i medfør af vurderingslovens § 33, stk. 1, trufne afgørelse om ejendommens benyttelse havde ændret ejendommens benyttelseskode fra "landbrug"- kode 05 til "beboelse med 1 beboelseslejlighed" kode 01.

Ejendommen, der var beliggende i landzone, omfattede et grundareal på 83.529 kvm. svarende til 8,35 ha, med en ifølge de pr. 26. september 1996 ajourførte BBR-oplysninger i 1958 opført beboelsesbygning med et bebygget areal på 170 kvm med udnyttet tagetage på 90 kvm, samt en ligeledes i 1958 opført driftsbygning på 190 kvm.

Skyldrådets afgørelse var stadfæstet ved Landsskatterettens kendelse af 13. august 1999. Sagen var optaget til fornyet behandling af retten i henhold til skattestyrelseslovens § 29, stk. 2, idet retten skønnede, at ganske særlige omstændigheder talte derfor.

Ejendommens ejere, der beboede ejendommen, havde til støtte for at anse ejendommen for en landbrugsejendom henvist til, at skyldrådet den 5. juli 1988 ved deres klage over 18. alm. vurdering pr. 1. januar 1986 havde ændret ejendommens benyttelse fra "Beboelse med tilknyttet landbrug" til "Landbrugsejendom". Ejerne havde herved præciseret, at ejendommen, som de købte i 1983, ikke i deres ejertid havde undergået bygningsmæssige forandringer, at jorden var bortforpagtet på nøjagtig samme vilkår som dengang, og ligesom dengang blev dyrket af forpagteren i overensstemmelse med landbrugspligten, samt at ejendommens areal var uændret. Det forekom dem derfor at være udtryk for ren vilkårlighed og hinsides enhver juridisk og menneskelig fornuft, at det samme skyldråd med den samme skyldrådsformand, den 28. januar 1998 afviste deres klage over nøjagtig den samme ændring af ejendommens status ved 20. alm. vurdering pr. 1. januar 1996 - i øvrigt uden nogen antydning af, hvilke forandring af ejendommen det var, som havde medført den ændrede status.

Ejerne havde videre anført, at i såvel klagen til skyldrådet som i klage til Landsskatteretten havde de udtrykkeligt gjort opmærksom på, at Østre Landsrets dom af 15. december 1993, som lå til grund for Told- og Skattestyrelsens vejledning om 20. alm. vurdering, efter deres mening slet ikke kunne anvendes på ejendomme over 8 ha. Ejerne havde herved henvist til, at dommen omhandlede en ejendom på 5,1 ha, og at det klart fremgik af dommen, at vurderingsmyndighederne i området "i overensstemmelse med Told- og Skattestyrelsens instruktion kun har fundet det relevant at ændre benyttelseskoden for: "Små ejendomme med et grundareal på ca. 5 ha og derunder" samt at skyldrådet ikke havde besigtiget en ejendom i nærheden, "eftersom den omfattede et grundareal på godt 8 ha. Med udgangspunkt i den ovenfor anførte afgrænsning finder skyldrådet således, at det er med rette, at ejendommen er kodet 05 (landbrug)".

Ejerne havde yderligere anført, at der i forbindelse med 20. alm. vurdering i 1996 opstod betydelig uro om kategoriseringen af de små landbrugsejendomme, idet man rundt om i landet var af den opfattelse, at disse blev behandlet forskelligt fra skyldkreds til skyldkreds. Vurderingsmyndighederne blev derfor pålagt, jf. pkt. 2.2. i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 10 af 3. april 1997, bl.a. at udtage landbrug på under 5,5 ha til særlig gennemgang ved vurderingen pr. 1. januar 1998 med det formål af sikre en ensartet behandling over hele landet. I forbindelse hermed besvarede Skatteministeren den 5. maj 1998 i Folketingets skatteudvalg et spørgsmål om de samme problemer. Heri opererede Skatteministeren udelukkende med ejendomme på omkring 5 ha, og i hans svar var grænsen på 5,5 ha nævnt. Ejerne havde herved anført, at såvel i Told- og Skattestyrelsens cirkulære nr. 10 af 3. april 1997, der opererede med en grænse på 5,5 ha, som i Skatteministerens svar til Folketingets skatteudvalg sås en klar indikation af, at vendingen i Told- og Skattestyrelsens Vejledning om 20. alm. vurdering, hvorefter: "det er ikke ubetinget afgørende, om arealtilliggendet er over eller under 5 ha", nok tillod, at ejendomme op til 5,5 ha kunne falde ind under reglerne for en omkategorisering til beboelsesejendom, men at ejendomme derover ikke gjorde det - og da slet ikke ejendomme over 8 ha - hvilket sidste endvidere var helt i overensstemmelse med Østre Landsrets dom af 15. januar 1993, hvori en ejendom på godt 8 ha direkte var nævnt som værende et landbrug alene på grund af arealets størrelse.

Ejerne havde tilføjet, at med begrundelse i en driftsomlægning havde Landsskatteretten ved kendelse af 9. december 1997 selv ført den ejendom, der i Østre Landsrets dom af 15. december 1993 blev gjort til parcelhus, tilbage til landbrugsstatus, selv om Østre Landsrets begrundelse i 1993 var, at "efter en samlet bedømmelse af forholdet mellem ejendommens værdi som beboelse og som landbrug finder landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte det af Landsskatteretten udøvede skøn, hvorefter ejendommen ikke kunne betragtes som en landbrugsejendom efter lov om vurdering af landets faste ejendomme § 14."

Ved den fornyede behandling af sagen havde Landsskatteretten besigtiget ejendommen den 4. maj 2000.

I forbindelse hermed havde ejerne bl.a. præciseret, at ejendommen hverken arealmæssigt, bygningsmæssigt eller anvendelsesmæssigt havde undergået forandringer siden erhvervelsen i 1983. De havde herved oplyst, at den bygningsmæssige ændring og modernisering af stuehuset, der havde fundet sted siden 1972, var sket i de forrige ejeres tid, og at de eneste bygningsmæssige ændringer, som var foretaget i deres ejertid, var isætning af tre ruder i facaden ind til værkstedet, samt inddragelse af et stykke af fyrrummet ude i laden til værkstedet, efter de i 1988 havde fjernet halmfyret. Endvidere at anvendelsen af jorden havde været uændret lige siden 1972, idet jorden havde været bortforpagtet i alle årene og fortsat var det, og at dette - i hvert fald i deres ejertid - var sket med fuld ret for forpagteren til at bestemme, hvordan jorden skulle anvendes. Det var herved oplyst, at forpagterens landbrugsejendom lå i nærheden og blev drevet intensivt med kvæg- og svineavl.

Ejerne havde yderligere anført, at ved skyldrådets foreløbige afvisning den 21. november 1997 af deres klage, havde rådet konkret anført den årlige forpagtningsindtægt på 10.500 kr. som et argument for en ændring af ansættelsen. Rådet havde videre anført, at: "Principperne er fastslået af Østre Landsret i en dom fra 1993, der er retningsgivende for vurderingspraksis ved 20. alm. vurdering." Ejerne bestred, at Østre Landsret i dommen havde fastslået nogen som helst former for principper, og de havde bemærket, at en domstolsafgørelse var konkret, samt at end ikke Told- og Skattestyrelsens Vejledning om 20. alm. vurdering udledte nogen principper af dommen, men anførte denne som et eksempel på en ejendom, der af landsretten ikke var karakteriseret som et landbrug. Ejernes principielle standpunkt var derfor, at dommen fra Østre Landsret ikke kunne lægges til grund ved bedømmelsen af deres ejendom, sådan som skyldrådet havde gjort det med henvisning til Told- og Skattestyrelsens vejledning om 20. alm. vurdering.

Ejerne fastholdt således, at deres ejendom på godt 8 ha fortsat opfyldte vurderingsvejledningens krav til at blive henført til benyttelseskode 05, landbrug.

Landsskatteretten bemærkede angående ejernes anbringende, hvorefter Østre Landsrets dom af 15. december 1993 ikke kunne lægges til grund ved bedømmelsen af deres sag/ejendom, at Østre Landsret ved dommen ikke havde fastlagt en arealmæssig grænse, således at ejendomme med et arealtilliggende på mere eller mindre end 5,5 ha henholdsvis skulle eller ikke skulle henføres til benyttelseskode 05/landbrug. I Østre Landsrets bemærkninger til dommen var anført, at sagsøgerens ejendom, som havde et areal på 5,1 ha, omfattede en i 1971 opført beboelsesbygning på 206 kvm bebygget areal og med 66 kvm udnyttet tagetage. Huset fremtrådte som et stort parcelhus. Der var ikke driftsbygninger på ejendommen. Bortset fra grunden omkring beboelsesbygningen havde jorden til stadighed været udnyttet til planteavl med driften varetaget af en maskinstation eller en anden landmand ifølge dyrkningsaftale. Det økonomiske udbytte af denne drift havde været af meget beskedent omfang. Efter en samlet bedømmelse af forholdet mellem ejendommens værdi som beboelse og som landbrug fandt landsretten ikke grundlag for at tilsidesætte det af Landsskatteretten udøvede skøn, hvorefter ejendommen ikke kunne betragtes som en landbrugsejendom.

Landsskatteretten måtte således være af den opfattelse, at dommens resultat ikke isoleret betragtet var båre af ejendommens størrelse på 5,1 ha eller af det beskedne udbytte ved ejendommens drift, men at dette havde indgået som nogle flere elementer ved Østre Landsrets bedømmelse af sagen.

Landsskatteretten bemærkede herefter, at i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 1, traf Vurderingsrådet bestemmelse om, hvorvidt en ejendom helt eller delvist var anset for benyttet som et landbrug. For landbrugsejendomme skulle jorden ansættes efter bestemmelserne i vurderingslovens § 14, ligesom der skulle foretages stuehusansættelse efter § 33, stk. 4.

Uanset af ejendommen var beliggende i landzone og landbrugspligten herpå ikke var ophævet, var disse forhold ikke afgørende for, hvorvidt ejendommen kunne karakteriseres som en landbrugsejendom i vurderingslovens forstand.

Som grundlag for afgørelsen, om en ejendom skulle kodes som 05/landbrug, skulle bl.a. henses til stuehusets karakter og standard,størrelsen og boniteten af ejendommens jordtilliggende, samt om og i hvilket omfang - der forefandtes driftsbygninger, herunder disses indretning og benyttelse. Endvidere skulle der henses til intensiteten ved den jordbrugsmæssige udnyttelse og den landbrugsmæssige udnyttelse af ejendommen i øvrigt.

Efter fornyede overvejelser fandt Landsskatteretten, at ejendommen ikke havde mistet sin karakter af landbrugsejendom, og at ejendommens benyttelseskode derfor burde ændres til "landbrug, bebygget" - kode 05. Retten havde særligt henset til jordtilliggendets størrelse og bonitet samt den faktiske landbrugsmæssige udnyttelse heraf. Endvidere var henset til det i Told- og Skattestyrelsens vurderingsvejledning anførte om afgrænsningen af hel eller delvis landbrugsmæssig benyttelse samt til, at ifølge Told- og Skattestyrelsens cirkulære 1997-10 skulle bl.a. landbrugsejendomme med mindre end 5,5 ha udtages til særlig gennemgang. Retten fandt, at det heraf måtte følge, at ejendomme med jordtilliggender på mere end 5,5 ha, der var drevet landbrugsmæssigt, normalt skulle kodes 05/landbrug.

Det bemærkedes, at retten ikke havde taget stilling til den fordeling af ejendomsværdien og grundværdien, der skulle foretages i henhold til vurderingslovens § 33, stk. 4.

Versioner

1. 2000-10-03