Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11525@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Registreringsafgift

- bus

- afsnit af børne- og ungdomsspykiatrisk hospital

Reference:

RGAL § 2, stk. 1, nr. 6

A's klage til Landsskatteretten vedrørte told- og skatteregionens afgørelse af 19. oktober 1999, hvor der var meddelt afslag på en ansøgning om afgiftsfritagelse for en bus, jf. § 2, stk. 1, nr. 6 a, i lov om registreringsafgift af motorkøretøjer m.v. (RGAL)

Det var oplyst, at ansøgningen var indsendt af A, der var en del af et børne- og ungdomsspykiatrisk hospital i X amt, og var underlagt amtets Børne- kultur- og ungdomsudvalg. Afsnittene modtog unge i alderen 14-21 år i døgnbehandling, og hvert afsnit var normeret til 12 patienter. Der var et åbent oget lukket afsnit.

Det åbne afsnit modtog unge med henblik på undersøgelse og behandling af ungdomspsykiatriske lidelser, såsom akutte og kroniske psykotiske tilstande, depression, tvangslidelser og angst, spiseforstyrrelser samt visse former for udviklingsforstyrrelser og personlighedsforstyrrelser.

Patienterne blev henvist fra f.eks. egne læger, kommunen, Pædagogisk-Psykologisk Rådgivning og blev visiteret af hospitalets ambulatorium.

Der var på afsnittene 45 ansatte, som var ergoterapeuter, pædagoger, plejere og sygeplejersker. Behandlingen bestod i miljøterapi kombineret med samtaleterapi, fysioterapi, undervisning og værkstedsaktiviteter samt familierådgivning og familieterapi. Det var forklaret, at behandlingen foregik ud fra miljøterapeutiske principper, som bl.a. indebar, at patienterne fik genoptrænet deres sociale færdigheder, hvilket bl.a. medførte, at patienterne skulle transporteres til forskellige aktiviteter uden for hospitalet.

Det var videre oplyst, at en opgørelse af patienttallet fra 1998-1999 viste, at 27 patienter havde været indlagt mellem 3 og 6 måneder, 15 patienter havde været indlagt fra 6 måneder til et år, og 6 patienter havde været indlagt mere end et år. En del af disse patienter var gengangere, idet der f.eks. kunne være tale om unge, der var visiteret til andre socialpsykiatriske institutioner, og som efterfølgende blev indlagt til regulering af medicin eller under kriseperioder.

Told- og skatteregionen havde fundet, at afdelingerne ikke kunne anses for en "plejehjemslignende institution som omfattet af RGAL § 2, stk. 2, nr. 6 a", idet den behandling, hospitalets patienter modtog, ikke kunne sammenlignes med den behandling, som skete på plejehjem eller på plejehjemslignende institutioner. Regionen havde fundet, at hospitalet foretog en diagnosticering og behandling af den enkelte patient, som gik langt ud over den pleje og behandling, som almindeligvis kunne og måtte foretages på et plejehjem, idet et plejehjem mere tog sigte på opfølgning og vedligeholdelse af en behandling, som kunne være påbegyndt på et hospital. Plejen i miljøterapien var en integreret del af hospitalet, og et hospital eller en selvstændig funktion af et hospital kunne ikke sammenlignes med en plejehjemslignende institution. Der var videre henvist til, at der ikke var foreskrevet regler for bussens anvendelse, og at det derfor ikke kunne tillægges vægt, om hospitalets påtænkte anvendelse af bussen kunne være sammenlignelig med et plejehjems anvendelse af en bus.

Der var på vegne institutionen nedlagt påstand om, at børne- og ungdomspsykiatrisk hospital var omfattet af den kategori af institutioner, som i medfør af RGAL kunne opnå afgiftsfritagelse ved indkøb af en bus til befordring af patienter på institutionen, hvorfor institutionens ansøgning skulle imødekommes. Det var i denne forbindelse bemærket, at der ikke var indvendinger mod, at fritagelsen blev bevilget på vilkår, at bussen alene måtte anvendes til klienter i miljøterapi.

Det var til støtte for den nedlagte påstand bl.a. anført, at den bus, der ønskedes indkøbt, udelukkende skulle anvendes til pleje af klienter i miljøterapien. Der var tale om en selvstændig funktion på børne- og ungdomspsykiatrisk hospital, som adskilte sig både organisatorisk og faktisk fra det diagnostiske og medicinske arbejde, der foregik på hospitalet. Den nævnte miljøterapi omfattede som udgangspunkt samvær med klienterne, hvor samværet ofte foregik uden for afdelingen. Der kunne være tale om forskellige former for sport - eksempelvis ridning - hvor der var behov for transport mellem hospitalet og det sted, hvor den konkrete sportsgren blev udøvet. Denne form for miljøbehandling var af væsentlig betydning for den sociale træning og vedligeholdelse af færdigheder, som var påkrævet i forbindelse med et langvarigt sygdomsforløb. Det var hertil bemærket, at klienterne ofte var så dårlige, at det ikke var muligt at bruge offentlige transportmidler. Der kunne f.eks. nævnes anorexi-patienter, der på grund af bl.a. lav vægt havde indskrænket bevægelsesfrihed, eller angste og/eller paranoide psykotiske patienter, der kun kunne være uden for afdelingen med stor støtte og under meget trygge forhold. Der var således tale om mennesker, der havde et stort behov for at vedligeholde og opfølge erhvervede færdigheder, og som ville få øgede muligheder herfor, såfremt hospitalet fik mulighed for at anskaffe den ønskede bus. Det var hertil yderligere oplyst, at der pr. 1. august 2000 skulle oprettes et døgn- og dagbehandlingstilbud til i alt 16 patienter med spiseforstyrrelser, hvilket yderligere understregede behovet for den omhandlede bus.

Der var på denne baggrund gjort gældende, at afsnittet for miljøterapi var omfattet af begrebet "plejehjemslignende institution", jf. RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 , idet der yderligere bl.a. var henvist til, at et psykiatrisk dagcenter tidligere var anset for omfattet af bestemmelsen, og målgruppen for et psykiatrisk dagcenter kunne i vid udstrækning sidestilles med målgruppen for miljøterapien. Den miljøterapeutiske behandling, der blev ydet på hospitalet var således ganske sammenfaldende med de tilbud, der blev givet på døgninstitutioner og dagtilbud, hvorved var bemærket, at disse institutioner ifølge gældende praksis fik indrømmet afgiftsfritagelse ved køb af bus. Aktiviteterne i miljøterapien var af en sådan karakter, at de lige såvel kunne have været placeret under et plejehjem, og at aktiviteterne i dag var placeret under hospitalet skyldtes udelukkende administrative hensyn. En geografisk placering burde ikke være afgørende for, hvorvidt afgiftsfritagelse kunne opnås eller ikke. Det afgørende for en afgiftsfritagelse måtte være, om de funktioner, der blev varetaget i miljøterapien var sådanne, som blev varetaget på et plejehjem eller en plejehjemslignende institution.

Landsskatteretten udtalte:

Ifølge RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, var køretøjer, som omhandlet i lovens § 5 a, stk. 1, nr. 2, fritaget for afgift, hvis de tilhørte plejehjem, ældrecentre og lignende institutioner og blev anvendt til befordring af egne beboere eller hjemmeboende ældre, der var visiteret til aktiviteter på institutionen for at få vedligeholdt deres fysiske eller psykiske færdigheder.

Retten fandt ikke, at et hospital kunne anses for omfattet af RGAL § 2, stk. 1, nr. 6 a, idet der herved var lagt dels vægt på, at hospitaler ikke var omfattet af ordlyden af RGAL § 3, stk. 1, nr. 6 a, og dels at de arbejdsopgaver, der varetoges af et hospital, ikke efter deres formål og karakter ganske kunne sidestilles med de opgaver, der varetoges af plejehjem og ældrecentre.

Retten fandt ikke grundlag for at anse de enkelte afsnit af Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital for selvstændige institutioner, der muligvis vurderet særskilt kunne anses at varetage sådanne opgaver, som kunne sidestilles med den pleje og behandling, der blev foretaget på plejehjem og ældrecentre. Der var herved henset til, at de omhandlede afsnit indgik i hospitalets samlede aktiviteter, og at de var under samme overordnede ledelse.

Den påklagede afgørelse blev stadfæstet.

Versioner

1. 2000-10-03