Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-10-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11529@2000-10-03/da

Indhold
  1. Indledning

Afskrivning

- vindmølleparcel og etablering af vej

- hjemfaldspligt

Reference:

SL § 6 a

A klagede for indkomståret 1997 over, at skatteankenævnet ikke havde anset hende for berettiget til at afskrive på grundstykke, hvorpå der var opført en vindmølle, og til udgifterne til etablering af en vej til samme grundstykke.

Skatteankenævnet havde vedrørende afskrivning på udgiften til køb af grundstykke anført, at reglerne for afskrivning efter hjemfaldsreglerne ikke kunne bringes i anvendelse, da det efter nævnets opfattelse var et krav for afskrivning efter disse regler, at der kunne fastsættes et tidspunkt for selve hjemfaldet. Dette var ifølge nævnet ikke tilfældet, idet det alene var klageren, der afgjorde, hvornår hjemfaldet skulle ske. Der var videre henvist til, at på det tidspunkt, hvor den nuværende vindmølle ikke længere var i drift, havde klageren indenfor den nuværende lokalplans rammer mulighed for at opstille en ny vindmølle. I øvrigt forhindrede tilbageskødningsklausulen ikke, at klageren kunne søge de relevante myndigheder om tilladelse til opstilling af en anden type vindmølle end den nuværende. At dette efter klagerens mening var en lang og besværlig proces, var ifølge nævnet ikke afgørende.

Vedrørende afskrivning på udgifter til etablering af vej havde nævnet anført, at den afholdte udgift måtte anses for at være en ikke fradrags- eller afskrivningsberettiget etableringsomkostning. Udgiften ansås ikke for at være en monteringsudgift, der kunne tillægges anskaffelsessummen, jf. LV afsnit E.C.1.1.4. Det var endelig anført, at vejanlægget ikke kunne afskrives som et accessorium til vindmøllen, da denne måtte anses som et driftsmiddel, ligesom afskrivning alene tilkom ejeren af et aktiv. Højesterets dom af 14/12 1984 vedr. A/S Nordsøværftets ret til afskrivning på udgifter til bygning af en ny sluse i henhold til statsskattelovens § 6 a kunne efter nævnets opfattelse ikke sammenlignes med nærværende tilfælde.

Klagerens revisor påstod over for Landsskatteretten principalt, at det anerkendtes, at anskaffelsessum men for vindmølleparcellen kunne afskrives efter reglerne for hjemfaldspligt over et åremål på 20 år og på baggrund af en anskaffelsessum på 119.400 kr., subsidiært over et åremål på 25 år. Endelig påstod revisoren principalt udgifterne på 11.377 kr. til anlæg af vej medregnet i møllens anskaffelsessum og dermed i afskrivningsgrundlaget, subsidiært afskrivning over 25 år.

Til støtte for påstandene var bl.a. anført, at en moderne vindmølle i praksis ansås at have en levetid på 20 år, og at det var overvejende sandsynligt, at hjemfaldet ville ske om ca. 20 år. Der var henvist til, at det i dag som følge af de nuværende krav til offentlige tilladelser til at opstille en mølle var blevet umuligt at udskifte bestående møller med moderne møller, når blot den gamle mølle var 10 år gammel. Det var således i praksis overordentlig sjældent, at der blev tilladt udskiftning af møller og helt usædvanligt at dette kunne lade sig gøre på samme sted, især når der som i det foreliggende tilfælde var flere møller placeret i samme område. Hertil kom, at alle nye møller, der blev rejst i Danmark, skulle typegodkendes.

Der var videre henvist til, at der også i andre hjemfaldstilfælde var godkendt afskrivning, selv om der var sket forlængelse af hjemfaldsperioden.

Vedrørende vejudgifterne var bl.a. oplyst, at der var tale om en simpel grusvej på slaggegrundlag, og at der efter praksis til større maskiners afskrivningsgrundlag kunne medregnes opstillingsomkostninger i form af forstrækning af fundamenter, udgifter til nedrivning og genopsætning af vægge og leje af større mobilkraner i forbindelse med monteringen.

Der var endelig henvist til LV E.C.1.1.4 og Nordsø-dommen, samt at amtet for tiden stillede krav om bl.a. en 3 km grænse mellem mølleklynger og en maksimumshøjde på 3 meter.

Landsskatteretten lagde til grund, at jordbrugskommissionen i amtet som betingelse for overførsel af arealet havde bestemt, at der i tilfælde, hvor anvendelsen af grunden til opstilling af vindmølle ophørte, skulle ske en tilbageskødning til sammenlægning med den landbrugsejendom, hvorfra der var frastykket, senest 1 år efter at driften var ophørt. Der forelå således en hjemfaldsforpligtelse.

Når videre hensås til usikkerheden om pligtens opfyldelsestidspunkt, herunder usikkerheden om tidspunktet for indtræden af evt. skærpede fremtidige offentlige krav til reetablering og typegodkendelse af møller i det åbne land, fandt retten, at udgifterne til anskaffelse af grunden passende kunne afskrives efter reglerne om hjemfaldspligt over en periode på 25 år, jf. statsskattelovens § 6 a.

Den subsidiære påstand på dette punkt blev taget til følge.

For så vidt angik spørgsmålet om fradrag af udgifterne til anlæg af vej fandt retten, at udgiften, jf. Ligningsrådets udtalelse i forhåndsbeskeden 99/99-4231-00286 af 26. oktober 1999, kunne afskrives med lige store beløb årligt over den antagelige rettighedsperiode, dvs. i det foreliggende tilfælde 25 år, jf. statsskattelovens § 6 a.

Versioner

  1. 2000-10-03