Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11533@2000-10-03/da

Indhold

1. Indledning

Hensættelse til garantiforpligtelse

- typehusbyggeri

Reference:

SL § 6, stk. 1, litra a

A A/S klagede for indkomståret 1996 over, at skatteankenævnet ikke havde godkendt fradrag forhensættelse til garantiforpligtelse, 289.280 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at selskabets aktivitet omfattede entreprenørforretning samt køb og salg af fast ejendom. Selskabet havde i det omhandlede år en bruttofortjeneste på 1.531.580 kr. Selskabets regnskabsår fulgte kalenderåret.

Det var endvidere oplyst, at selskabet pr. 1. april 1995 havde overtaget aktiviteten efter B ApS under konkurs. Der blev i denne forbindelse overdraget aktiver for i alt 8.837.876 kr. Overdragelsen omfattede bl.a. igangværende typehusbyggerier. Som en del af betalingen herfor overtog selskabet risikoen for efterreparationer. Der blev hertil i kontrakten afsat et beløb på 500.000 kr. til imødegåelse af reklamationer og tab på debitorer.

Det var ydermere oplyst, at beløbet på i alt 500.000 kr. var optaget i selskabets årsregnskaber under hensættelser til efterreparationer. Beløbet var uændret pr. 30. juni 1995, 31. december 1995 samt 31. december 1996. Beløbet var udgiftsført såvel i årsregnskabet som i den skattepligtige indkomst.

Beløbet på 500.000 kr. vedrørende hensættelser til efterreparationer

var opgjort til i alt 210.720 kr.

afsat til efterreparationer på

71 leverede huse i 1996 289.280 kr.

I alt 500.000 kr.

Det fulgte af sagens oplysninger, at der i 2. halvår af 1995 var afholdt i alt 1.162.603 kr. vedrørende efterreparationer på tidligere afsluttede entrepriser. Ifølge årsberetningen kunne i alt 998.488 kr. heraf henføres til entrepriser overtaget fra konkursboet. I regnskabsåret 1996 var der afholdt i alt 1.491.886 kr. vedr. efterreparationer.

Skatteankenævnet havde godkendt fradrag med hensyn til beløbet på 210.720 kr. vedrørende konkrete huse, hvor selskabet havde accepteret erstatningspligten. Skatteankenævnet havde derimod ikke godkendt fradrag med hensyn til de resterende 289.280 kr., idet den endelige og ubetingede retlige forpligtelse til at afholde udgiften i forbindelse med mangelsansvar først indtrådte ved købers reklamation og selskabets accept heraf, jf. Landsskatterettens kendelse i TfS 1995.804. Myndighederne havde endvidere anført, at efterreparationerne ikke alene havde omfattet mangler, der forelå ved afleveringen, men også følgeskader, der opstod ved afleveringen, men også følgeskader, der opstod efter afleveringsforretningen.

Selskabets repræsentant havde nedlagt påstand om, at selskabets skattepligtige indkomst blev nedsat i overensstemmelse med det selvangivne.

Repræsentanten havde til støtte for sin påstand anført, at hensættelsen på 289.280 kr. opfyldte de i ligningsvejledningen anførte krav, jf. LV 96 E.B.2.6.7. Der var således tale om hensættelse til imødegåelse af mangler, der var ved husene på afleveringstidspunktet, men som ikke umiddelbart var fremkommet i denne forbindelse. Derudover havde selskabet afholdt udgifter i regnskabsårene 1995 og 1996 med ovenfor anførte beløb samt med 952.463 kr. i regnskabsåret 1997, ligesom afholdte udgifter til efterreparationer ikke var uvæsentlige. Selskabet havde i forbindelse med byggeri påtaget sig en pligt til efterreparationer inden for en aftalt frist, jf. § 19 i salgs- og leveringsbetingelser for Nyhuseforeningen.

Repræsentanten havde henvist til TfS 1988.220 LSR, hvor et selskab, der beskæftigede sig med isolering af fjernvarmerør, fik godkendt fradrag vedrørende hensættelser til garantiforpligtelser, idet der indenfor den pågældende branche erfaringsmæssigt måtte afholdes væsentlige udgifter til opfyldelse af garantiforpligtelser, ligesom selskabets faktiske udgifter ved de påtagne garantiforpligtelser konkret havde oversteget de foretagne hensættelser.

Repræsentanten havde ydermere anført, at man var af den opfattelse, at hovedreglen for fradrag var, at der forelå en endelig, retlig forpligtelse til afholdelse af udgiften, samt at hensættelser skulle ses som en undtagelse hertil. Den af skatteankenævnet påberåbte afgørelse i TfS 1995.804 fulgte denne hovedregel. Der kunne således ikke stilles krav om, at der skulle foreligge reklamation fra købers side samt accept af mangelsansvaret fra sælgers side, førend der kunne foretages hensættelser til imødegåelse af garantiansvaret, jf. bl.a. TfS 1988.220.

Told- og Skattestyrelsen havde udtalt, at de foretagne hensættelser til garantiforpligtelser ikke var fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, idet der ikke var sket reklamation inden statusdagen, således at garantiansvaret hverken var aktualiseret eller konkretiseret.

Landsskatteretten bemærkede, at i henhold til statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, kunne udgifter, om i årets løb var anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, herunder ordinære afskrivninger, fradrages. Omkostninger kunne fradrages på det tidspunkt, hvor den skattepligtige havde pådraget sig en endelig, retlig forpligtelse til at afholde disse. I relation til fradrag i forbindelse med mangelsansvar stillede praksis således som hovedregel bl.a. krav om, at der forelå en aktualiseret og konkretiseret forpligtelse, jf. herunder TfS 1995.804.

Med hensyn til hensættelser til garantiforpligtelser fulgte det videre af ligningsvejledningen og praksis, jf. bl.a. TfS 1994.601 og TfS 1995.804, at der kunne foretages fradrag for hensættelse af et beløb til imødegåelse heraf, såfremt garantien vedrørte oprindelige mangler, og at der havde vist sig at være en risiko, samt at garantibeløbene ikke var uvæsentlige, jf. bl.a. TfS 1988.220. Størrelsen af hensættelsen måtte fastsættes ud fra tidligere års udgifter til garantiforpligtelser.

Retten lagde til grund, at der i sagen var tale om en egentlig garantiforpligtelse, idet krav ifølge kontraktens ordlyd kunne gøres gældende inden for en frist efter afleveringsforretningen. Det måtte endvidere lægges til grund, at der i tidligere år havde været afholdt efterreparationsudgifter i henhold til garantiforpligtelse, der oversteg de foretagne hensættelser, og at der derfor havde været konkret baggrund for hensættelserne, ligesom udgifter til efterreparationer ikke havde været uvæsentlige. På denne baggrund fandt retten, at det ikke kunne afvises, at der konkret havde været tilstrækkeligt grundlag for fradrag for hensættelser til imødegåelse af garantiansvar i det omhandlede år med det i regnskabet anførte beløb. Den påklagede ansættelse blev nedsat til 0.

Versioner

1. 2000-10-03