Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-10-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11535@2000-10-03/da

Indhold
  1. Indledning

Bolig til rådighed for forældre

- afstand mellem ejendomme

Reference:

LL § 12 A

A's klage til Landsskatteretten drejede sig om Ligningsrådets afgørelse af 14. december 1999 i henhold til skattestyrelseslovens kapitel 2 A om bindende forhåndsbesked. Ved denne afgørelse havde Ligningsrådet fundet, at ligningslovens § 12 A ikke kunne anvendes på ejendommen B.

Spørgsmålet fra klagerens repræsentant til Ligningsrådet var følgende:

"Finder ligningslovens § 12 A anvendelse i forbindelse med, at A stiller bolig til rådighed for sine forældre, når boligen, der stilles til rådighed, ligger 750 m fra A's bolig, og de to ejendomme ikke er naboejendomme?"

Ligningsrådet havde besvaret det stillede spørgsmål med nej.

Det fremgik af sagen, at klageren stillede bolig til rådighed for sine forældre på ejendommen B. Forældrene havde tidligere beboet ejendommen indtil de i 1966 købte og flyttede ind på ejendommen C. Ejendommen B blev lejet ud og udstykket i 1995, hvor klageren købte jorden fra ejendommene B og C. Klageren købte endvidere bygningsparcellen på ejendommen B i 1997. I en periode blev boligen fortsat udlejet til fremmede, men i oktober 1998 begyndte klageren at istandsætte boligen, der nu fremstod som et parcelhus uden driftsbygninger. Bygningsparcellen på ejendommen C blev solgt til fremmede i 1999, hvorefter klagerens forældre flyttede ind i boligen på ejendommen B.

Klageren boede selv på en anden landbrugsejendom. Det var oplyst, at der var 750 m mellem de to ejendomme. Imellem ejendommene lå to andre landbrugsejendomme, hvoraf klageren drev den ene. Klageren ejede og drev tillige en anden landbrugsejendom, der lå ca. 250 m fra forældrenes bolig. Klageren kom på ejendommen tre gange om dagen for at passe en stor slagtesvinbesætning med en årsproduktion på over 7.000 stk. producerede svin. Klageren kom derfor dagligt forbi ejendommen B og havde mulighed for at hjælpe forældrene med indkøb.

Forældrene var henholdsvis 77 år og 64 år,

Ligningsrådet havde begrundet afgørelsen således:

"Det fremgår af ligningslovens § 12 A, at ejeren beskattes efter lejeværdireglerne af en bolig, der stilles til rådighed for (bl.a.) ejerens forældre, hvis lejeværdireglerne ville gælde, såfremt ejeren selv beboede ejendommen. Det er en forudsætning, at boligen, der stilles til rådighed, findes i tilknytning til en bolig, som den skattepligtige eller dennes ægtefælle bebor. Det er desuden en forudsætning, at en af dem, der får stillet boligen til rådighed, er førtidspensionist, efterlønsmodtager eller fyldt 67 år inden udgangen af indkomståret. En tilsvarende regel kommer til at gælde mht. ejendomsværdiskatten med virkning fra og med indkomståret 2000.

Landsskatteretten har i kendelse (TfS 1997.923) truffet afgørelse om, at § 12 A fandt anvendelse i et tilfælde, hvor der ligeledes var tale om to landbrugsejendomme, hvor ejeren beboede den ene og forældrene den anden. Der var 450 m mellem ejendommene. Landsskatteretten fandt, at de to ejendomme trods afstanden på 450 m var i tilknytning til hinanden i relation til § 12 A. Landsskatteretten henviste i denne forbindelse til, at de to ejendomme var naboejendomme, og at det af Ligningsvejledningen fremgik, at to naboparcelhuse anses for at være i tilknytning til hinanden.

I den foreliggende sag er der ikke tale om to naboejendomme, og Landsskatterettens kendelse kan derfor ikke umiddelbart føre til, at § 12 A finder anvendelse. Det fremgår af Ligningsvejledningen, at der i tilfælde, hvor der ikke er tale om fysisk tilknytning mellem ejendommene, kan lægges vægt på, om ejendommene er således beliggende, at det findes rimeligt af hensyn til varetagelsen af det bag bestemmelsen liggende hensyn - opfyldelsen af et plejebehov hos den ældre.

Uanset at A efter det oplyste kører forbi forældrenes bolig tre gange om dagen for at passe dyr på en ejendom i nærheden af forældrenes bolig, er det Ligningsrådets opfattelse, at der ikke er den fornødne tilknytning mellem A's og forældrenes bopæl til, at § 12 A kan anvendes. Der er herved henset til afstanden mellem ejendommene, til at der er to ejendomme imellem ejendommene og til, at ordningen ikke er kommet i stand, fordi forældrene har særlige plejebehov, som spørgeren skal hjælpe med at dække."

Klagerens repræsentant havde indbragt Ligningsrådets afgørelse for Landsskatteretten med påstand om, at den bindende forhåndsbesked blev ændret, således at ligningslovens § 12 A kunne anvendes på forældrenes bolig.

Repræsentanten havde henvist til en kendelse fra Landsskatteretten af 24. september 1999 (ikke offentliggjort), hvor afstanden mellem de to boliger var 1 km, men hvor sønnen drev animalsk produktion på den af forældrene beboede ejendom, hvor han kom dagligt.

Landsskatterettens bemærkninger:

Efter en konkret bedømmelse fandt retten, at ligningslovens § 12 A fandt anvendelse på den bolig, som klageren havde stillet til rådighed for sine forældre. Retten fandt således, at kravet om tilknytning mellem klagerens bolig og forældrenes bolig var opfyldt i den foreliggende situation. Det bemærkedes, at det ikke ifølge lovbestemmelsen eller bemærkningerne til lovforslaget (L 217 af 30. januar 1992) var en forudsætning for reglens anvendelse, at forældrene havde et plejebehov eller at barnet opfyldte et eventuelt plejebehov.

Versioner

  1. 2000-10-03