Gelex

Landsskatteretskendelse

GældendeVersion 2000-10-03
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11537@2000-10-03/da

Indhold
  1. Indledning

Tilskud til friluftsspil

- teaterforening

- skattepligt

Reference:

SEL § 1, stk. 1, nr. 4

Foreningen A klagede for indkomståret 1997 over, at den stedlige skatteforvaltning havde anset tilskud til opførelse af skuespil, 310.000 kr., for skattepligtigt.

Det fremgik af sagens oplysninger, at foreningen, der var en selvejende forening med begrænset ansvar, blev stiftet den 9. februar 1997 af B og to af dennes sønner.

Det fremgik af foreningens vedtægter, at den havde til formål "at forestå opførelsen af en friluftsforestilling, hvortil der var ydet økonomisk tilskud på 200.000 kr. fra vedkommende kommune. Foreningen havde endvidere til formål at fremme teater og kultur ved formidling og salg af kunstneriske produkter, herunder produktion af egne teaterforestillinger, film/video og lydbånd samt formidler af kursus- og foredragsvirksomhed og udenlandske gæstespil".

Foreningens medlemskreds bestod ved stiftelsen af ovennævnte tre stiftere. Ifølge vedtægterne kunne som medlem med bestyrelsens samtykke optages personer, der fremsatte skriftlig henvendelse herom til formanden. Foreningen havde dog ikke optaget nye medlemmer.

Det fremgik videre at foreningens formue stedse skulle holdes adskilt fra medlemmernes og bestyrelsesmedlemmernes private formue. I tilknytning hertil skulle foreningens formue i tilfælde af foreningens opløsning anvendes i overensstemmelse med foreningens formål.

Det var oplyst, at foreningen var registreret i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i henhold til lov om erhvervsdrivende virksomheder som en forening med begrænset ansvar. Foreningen havde i forbindelse med registreringen oplyst over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at foreningens medlemmers økonomiske interesser i foreningens drift bestod i muligheden for at udføre lønnet arbejde i form af deltagelse i de engagementer, der blev udført i foreningens regi.

Foreningens primære projekt, friluftsspillet, blev opført i en periode i august 1997. Det fremgik af regnskabet vedrørende spillet, at indtægterne ekskl. moms udgjorde 490.632 kr. heraf tilskud fra kommunen med 210.000 kr., fra en bank med 75.000 kr., fra amtet 25.000 kr. og fra en grundejerforening med 25.000 kr. Det var oplyst, at grundejerforeningen betingede sig adgang til forpremieren for 350 besøgende. Entreindtægterne udgjorde 88.300 kr., annoncesalg ca. 42.000 kr., mens salg af mad og drikkevarer udgjorde 62.088 kr. Udgifterne udgjorde ekskl. moms 504.569 kr., heraf vedrørte ca. 300.000 kr. gager til instruktør og skuespillere, mens de øvrige udgifter bl.a. vedrørte forsikringer, leje af lokaler, materialer og kostumer, forplejning, revisor og trykning.

Det fremgik af årsregnskabet, at foreningen i løbet af året tillige opførte en andet stykke, ved hvilket der var en indtægt på 116.000 kr. og udgifter på 8.878 kr. Herudover havde foreningen en indtægt på 15.000 kr. vedrørende manuskriptbearbejdelse m.v. samt en indtægt på ca. 280.000 kr. vedrørende reklamevirksomhed og kursusvirksomhed. Foreningens samlede omsætning var herefter opgjort til 900.848 kr. mens udgifterne var opgjort til ca. 590.000 kr., hvorefter årets resultat før skat udgjorde ca. 310.000 kr. Foreningen havde herefter selvangivet en skattepligtig indkomst på 4.976 kr., idet foreningen havde udeholdt de modtagne tilskud på 310.000 kr.

Den stedlige skatteforvaltning havde anset foreningen for skattepligtig i henhold til selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, hvorved det var bemærket, at denne bestemmelse omhandlede foreninger, hvis formål var at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde, og som ikke var omfattet af nr. 2, 3 eller 3 a. Det var herved bemærket at foreningen selv over for Erhvervs- og Selskabsstyrelsen havde oplyst, at medlemmernes økonomiske interesser blev fremmet gennem erhvervsdriften ved at medlemmerne havde mulighed for at udføre lønnet arbejde for foreningen ved deltagelse i de engagementer, der blev udført i foreningens regi. Skatteforvaltningen havde herefter bemærket, at foreninger, der var omfattet af den nævnte bestemmelse, opgjorde den skattepligtige indkomst efter skattelovgivningens almindelige regler for selskaber, jf. selskabsskattelovens § 8, hvilket betød, at modtagne tilskud var skattepligtige for foreningen.

Foreningens advokat havde over for Landsskatteretten nedlagt principal påstand om nedsættelse til det selvangivne på dette punkt, subsidiært at den skattepligtige indkomst i stedet skulle ansættes til 176.057 kr.

Til støtte for den principale påstand havde advokaten gjort gældende, at foreningen ikke var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 4, og at foreningen heller ikke på andet grundlag var skattepligtig af de modtagne tilskud på 310.000 kr.

Han havde hertil anført, at den pågældende bestemmelse alene vedrørte "foreninger, hvis formål var at fremme medlemmernes fælles erhvervsmæssige interesser gennem deres deltagelse i foreningens virksomhed som aftagere, leverandører eller på anden lignende måde." Ifølge bestemmelsens ordlyd, forarbejder samt administrativ praksis omfattede bestemmelsen alene kooperative virksomheder. Disse virksomheder var kendetegnet ved dels et kooperativt formål dels en særlig overskudsdeling. En virksomhed havde et kooperativt formål, når den virkede til varetagelse af medlemmernes økonomiske interesser enten ved indkøb, fremskaffelse eller fremstilling af varer, levering af tjenesteydelser til medlemmernes forbrug, eller ved bearbejdning, forædling eller salg af medlemmernes produkter. Den nødvendige overskudsdeling bestod i, at virksomhedens overskud blev fordelt i henhold til medlemmer nes omsætning med virksomheden. Den klagende forening var hverken kendetegnet ved et kooperativt formål eller ved en sådan overskudsdeling. Det var ikke korrekt, når det af kommunen blev lagt til grund, at foreningen havde til formål at varetage medlemmernes økonomiske interesser. I forbindelse med registreringen i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen forespurgte styrelsen, om medlemmerne havde en økonomisk interesse i foreningens drift. Det blev i den forbindelse oplyst, at den eneste økonomiske interesse i driften kunne bestå i, at medlemmerne ville blive vederlagt for arbejde udført i eller for foreningen. Det forhold, at et eller flere af medlemmerne på lige fod med ikke-medlemmer, blev aflønnet for udført arbejde i eller for foreningen, gjorde ikke foreningen til en kooperativ forening. I øvrigt var størstedelen af foreningens lønudgift tilgået ikke-medlemmer.

Advokaten havde videre anført, at de modtagne tilskud heller ikke på andet grundlag var skattepligtige for foreningen. Såfremt det blev lagt til grund, at selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, var rette beskatningshjemmel for foreningen, kunne de modtagne tilskud ikke anses for ydet til en erhvervsmæssig aktivitet i foreningen, hvorfor tilskuddene ikke skulle medregnes ved opgørelsen af foreningens skattepligtige indkomst. Advokaten havde i tilknytning hertil bemærket, at andre teaterforeninger eller teatre heller ikke blev beskattet af modtagne offentlige bevillinger eller tilskud.

Til støtte for den subsidiære påstand - og for det tilfælde, at Landsskatteretten måtte finde, at friluftsspillet ikke var en erhvervsmæssig aktivitet, og der således i princippet ikke kunne godkendes fradrag for det selvangivne underskud vedrørende denne aktivitet - havde advokaten gjort gældende, at dette måtte udstrækkes til de øvrige teatermæssige aktiviteter. I denne situation ville den skattepligtige indkomst for foreningen udgøre 176.057 kr. hidrørende fra reklameindtægter mv. med fradrag af en andel af foreningens administrationsudgifter, hvorved advokaten havde henvist til en af foreningens revisor opgjort endelig fordeling.

Landsskatteretten fandt, at foreningen var omfattet af selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6, hvorefter foreningen alene var skattepligtig af indtægter ved erhvervsmæssig virksomhed, jf. tillige lovens § 1, stk. 4.

Retten fandt på det foreliggende grundlag, at det måtte lægges til grund, at samtlige foreningens aktiviteter havde været af erhvervsmæssig karakter, hvorved det særligt vedrørende friluftsspillet var bemærket, at der var opnået entreindtægter, ligesom der var sket salg af mad og drikkevarer. Det var i den forbindelse ikke afgørende, at aktiviteten uden offentlige tilskud var underskudsgivende.

Når det således var lagt til grund, at friluftsspillet var en erhvervsmæssig aktivitet, fandt retten, at foreningen var forpligtet til at medregne de tilskud, foreningen havde modtaget specielt vedrørende denne aktivitet, til den skattepligtige indkomst.

Med denne begrundelse blev den påklagede afgørelse stadfæstet.

Versioner

  1. 2000-10-03