Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 60/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11544@2000-10-06/da
Indhold
[K] har klaget til Pressenævnet over et debatindlæg bragt i Gymnasieskolen den 13. april 2000, idet han mener, at god presseskik er tilsidesat.
Af debatindlægget med overskriften "Lavere Profil" bragt i Gymnasieskolen nr. 8, den 13. april 2000 fremgår at:
"Vedr. [K]'s læserbrev i sidste nummer af Gymnasieskolen er der nok et par ting, offentligheden bør vide. Efter vores mening skyldes [K]'s vedvarende kampagne mod Ragnhild Becks lovlige valg til § 17-udvalget for de ikke-fastansatte hævntørst. Ved konstitueringen af § 17 var der nemlig kampvalg mellem Per Rønne og [K]. Her blev Per Rønne valgt til formand i stedet for [K]. Dette tog [K] meget ilde op! Ved slutningen af mødet sagde han derfor til Per Rønne: "Jeg skal nok få dig væltet"! Den eneste mulighed for at få væltet Per er imidlertid at få fjernet Ragnhild Beck. Herved ville flertallet bag Per nemlig forsvinde. Man bør jo bemærke, at [K] først forsøgte at få Ragnhild Becks valg erklæret ugyldigt efter konstitueringen af § 17. Indtil dette er opnået, vil [K] utvivlsomt fortsætte med at overdænge HB, sekretariatet, Gymnasieskolen og sandsynligvis også repræsentantskabsmødet med klager. Derudover forhindrer han reelt § 17 i at varetage sine opgaver, da han med den ene filibustertale efter den anden sikrer sig, at der ikke er mulighed for at behandle nogle sager reelt. Alt i alt mener vi, at situationen er ganske uholdbar. Det er fortvivlende at se, hvordan [K] gør os ikke-fastansatte til grin og så oven i købet hindrer arbejdet for at forbedre vores vilkår! Dette ikke mindst fordi [K] jo selv offentlig erklærer, at han ikke gider arbejde!
Hvad [K]'s personlige og urimelige angreb på Ragnhild Becks person angår, ja så er vi mange, der ville ønske, at han selv ville vælge én noget lavere profil på repræsentantskabsmøderne.
Ulrik Andersen
(Medlem af § 17 De ikke-fastansatte)
Ragnhild Waage Beck
(Medlem af § 17 De ikke fastansatte)
Karen M. Larsen
(GLs hovedbestyrelse)
Per Erik Rønne
(Formand for § 17 De ikke-fastansatte)
Redaktionen ønsker ikke længere at lægge spalteplads til debatten om valget til § 17-udvalget for de ikke fastansatte. Evt. nye indlæg vil blive afvist. Red."
Af klagerens debatindlæg med overskriften "Hvorfor accepteres et ulovligt valg?" bragt i bladet nr. 7, den 30. marts 2000 fremgår at:
"Jeg skrev den 8.2.2000 til valglederne og HB: Da jag savner svar på min skrivelse af 13.12.99 til HB og valglederne og i mellemtiden har fået kopi af direktørens brev af 16.12.99 til HB og valglederne, er der hos mig opstået tvivl om, hvorvidt valglederne og HB har fået den fulde og nødvendige information vedr. denne sag. Idet jeg henviser til min skrivelse af 13.12.99 og tidligere korrespondance i sagen, skal jeg rekapitulere: Ragnhild Waage Beck trak den 25.9.99 sit kandidatur til § 17-udvalget tilbage og meddelte dette til mig som "listeansvarlig" og til GLs administration (ved Chr. G. Hansen) samme dag. Derfor underskrev hun ikke kandidat/stillerlisten, som derefter afleveredes til GL ved Chr. G. Hansen med besked om, at hun havde trukket sig, men med hendes navn på listen (uden underskrift), idet jeg ikke ønskede at ændre i den kandidat/stillerliste, der var samlet underskrifter til. På min foranledning bekræftede Chr. G. Hansen, at GL derved officielt havde modtaget listen. På et møde den følgende dag bekræftede Ragnhild for en større forsamling af kandidater og § 17- udvalgsmedlemmer, at hun havde trukket sig. Det er vanskeligt at forestille sig noget mere officielt. Da Christian Gynther Hansen forestillede sig, at det kunne skabe bureaukratiske problemer at aflevere en liste med 14 navne og kun 13 underskrifter, aftalte han med Ragnhild, at hun som en rent pragmatisk foranstaltning underskrev listen for så senere officielt at meddele, at hun trak sig, hvilket hun, som nævnt, gjorde den 26.9.99. Da GLs administration som bekendt i den følgende periode var præget af totalt kaos omkring valg til HB og ikke mindst reglerne herfor, og da GLs administration åbenbart tillige helt havde glemt alt om valg til 17-udvalget for ikke fastansatte og således hverken havde bekræftet modtagelsen af den afleverede liste eller givet meddelelse om frister for valgudtalelser, henvendte jeg mig som listeansvarlig til GL ved fax af 22.10.99 for at hjælpe med at løse de praktiske problemer omkring også dette valg. I den forbindelse meddelte jeg, således som Ragnhild havde meddelt det, at " Ragnhild Waage Becks navn bedes strøget af listen". Havde GL herefter henvendt sig til mig som "listeansvarlig", var dette aldrig blevet en sag, idet Christian Gynther Hansen o.m.a. kunne bekræfte det ovenfor beskrevne. I stedet begik GLs administration den fejl at henvende sig til Ragnhild, som nu havde glemt, at hun havde trukket sig, og takket være GLs henvendelse genvandt lysten til at kandidere. Så selvom John Rasmussen senere meddelte mig, at Christian Gynther Hansen havde bekræftet mine oplysninger, blev Ragnhild skrevet på valgsedlerne som kandidat og valgt. Derfor orienterede jeg den 10.12.99 det nyvalgte § 17-udvalg om sagen forløb og skrev (igen) den 13.12.99 til valglederne og HB.
Det er således uforståeligt for mig, at direktøren i brev af 16.12.99 til HB og valglederne kan skrive, at "GLs sekretariat rettidigt (har) modtaget underskreven kandidat/stillerliste for Ragnhild Waage Beck". Efter min opfattelse strider det mod almene foreningsretslige principper at tillade, at en allerede afleveret liste ændres, således som tilfældet var i denne sag. Hvorvidt Ragnhild kan erindre dette eller ej, som GLs administration anfører i brevet af 27.10.99 til mig, er uden betydning. Ud over at udtrykke undren over GLs administrations adfærd i denne sag og håbet om, at direktørens skrivelse af 16.12.99 enten blot er udtryk for manglende indsigt i sagens rette forløb eller udtryk for en manglende forståelse af betydningen af de udeladte detaljer eller udtryk for manglende forståelse af vigtigheden af omhu med reglerne i forbindelse med valg, skal jeg påpege, at Ragnhild Waage Beck ikke kan være lovligt valgt. Det kunne være ønskeligt, at Ragnhild foreholdes, at hun officielt har trukket sig inden valget, og at det bør hun gøre igen. Da sagen drejer sig om valg til et stående udvalg under HB, som skal rådgive HB og tillige udpege det 13. medlem af HB, finder jeg det bemærkelsesværdigt, at HB og valglederne end ikke har kunnet overkomme at besvare min henvendelse herom. Hverken HB eller valglederne forholder sig til de af mig fremførte indsigelser mod det ulovlige valg af en kandidat til det stående udvalg for ikke fastansatte. Jeg tolker det derhen, at man endnu ikke har kunnet finde ud af at løse et simpelt problem, på trods af alle de for højt betalte eksperter i administrationen. Løsningen er ellers simpel: Få den pågældende til at trække sig. En enkelt, der ikke kender mig, mener, at mit felttog i denne sag er motiveret af hævn. Intet er mig mere fjernt, men regler bør nu engang overholdes. Jeg har desuden deltaget i utallige rep. -møder m.m. sammen med den pågældende, hvor hun har strikket om eftermiddagen og besøgt søsteren om aftenen. Jeg tror aldrig hun har fremsat noget selvstændigt forslag, og hun er af den klare opfattelse, at selvvalg af udvalgsformand kan klares over telefonen, så hun er ikke en politisk modstander, man behøver at frygte. Hvis man ser, hvem der står øverst på suppleantlisten, vil enhver kunne forstå, at mine motiver er uselviske. Naturligvis er det surt for HB og valglederne at indrømme, at de og den for højt betalte GL-top endnu engang har kvajet sig, men det er dog at foretrække for et ulovligt valg. [K] ."
Klageren har anført, at bladet har tilsidesat god presseskik ved at bringe debatindlægget, idet dette indeholder forkerte og injurierende udsagn om hans person. Det er således urigtigt, at klagerens kampagne mod Ragnhild Waage Bech skyldes hævntørst, idet den reelle begrundelse er, at hun ikke er lovligt valgt, og at hun har fortalt klageren, at hun har fortrudt sit kandidatur. Det er heller ikke korrekt, at klageren skulle have udtalt, at han ville vælte Per Rønne som formand for § 17 udvalget, eller at han først forsøgte at få Ragnhild Bech's valg erklæret ugyldigt efter konstitueringen af § 17 udvalget. Det er heller ikke korrekt, at klageren med filibustertaler sikrer, at der ikke er mulighed for at behandle nogle sager reelt, og dermed forhindrer de andre i arbejdet for af forbedre deres vilkår, eller at han offentligt skulle have erklæret, at han ikke gider at arbejde. Klageren har ved e-mail af 24. april 2000 anmodet bladet om at berigtige påstandene, men bladet har ikke besvaret e-mailen.
Klageren har endvidere anført, at det er injurierende, når det påstås, at motivet for hans handlinger er hævntørst over ikke at være valgt til formandsposten i et udvalg, samt at dette ligeledes skulle være baggrunden for, at han skulle have forsøgt at få valget af Ragnhild Waage Bech erklæret ugyldigt. Hertil kommer påstandene om, at han skulle have erklæret, at han "ikke gider arbejde", samt spekulationerne om, at han vil "fortsætte med at overdænge HB, sekretariatet, Gymnasieskolen og sandsynligvis også repræsentantskabsmødet med klager" og sabotere arbejdet i udvalget.
Klageren har herudover anført, at bladet undlod at kontrollere rigtigheden af de bragte udsagn, og at man undlod at efterprøve rigtigheden af udsagnene ved at forelægge dem for ham, inden de blev bragt.
Klageren har tillige anført, at bladet forhindrede ham i at komme til genmæle på normal vis ved at nægte at optage flere indlæg om emnet. Klageren finder endvidere, at hans debatindlæg i bladet nr. 7 er uden relevans for sagen.
Indklagede har anført, at man ikke har tilsidesat god presseskik ved at trykke debatindlægget, for debatindlægget var alene et svar på klagerens eget debatindlæg bragt i bladet nr. 7, fra den 30. marts 2000 med overskriften "Hvorfor accepteres et ulovligt valg?", hvori klageren i særdeles skarpe vendinger angriber et lovligt valg og lufter en række insinuationer. Klageren var således selv "ude med riven" i bladets nr. 7, og han må derfor tåle en over "tuden" i bladets nr. 8.
Indklagede har endvidere anført, at da man kunne forudse, at debatten ville eskalere, besluttede man at stoppe debatten i bladets nr. 8, hvilket er baggrunden for tilføjelsen i bladet efter debatindlægget.
Indklagede har tillige anført, at man efter debatindlæggene har besluttet at stramme proceduren op omkring debatindlæg således, at angrebne personer får mulighed for at svare i samme nummer, hvilket er baggrunden for, at klagerens næste debatindlæg først blev bragt i bladets nr. 10.
Indklagede har endelig anført, at man ved brev af 28. april 2000 afviste at bringe klagerens berigtigelse fremsendt ved e-mail af 24. april 2000.
Det fremgår af Gymnasieskolen nr. 10, at bladet bragte et læserbrev fra klageren med overskriften "Skal ledige aktiveres i gymnasiet?", som omhandlede nogle af de samme emner som læserbrevet bragt i bladets nr. 8 med overskriften "Lavere Profil". Samme blad nr. 10 bragte endvidere et læserbrev fra klageren med overskriften "Hvad skal vi med Gymnasieskolen ?"
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Bo Maltesen, Tage Clausen og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I læserbrevsdebatten gælder vide rammer for debattens indhold, og det enkelte blad er berettiget til at redigere debatten samt berettiget til at bestemme, hvor længe et bestemt emne skal debatteres.
Læserbrevet med overskriften "Lavere profil" i bladets nr. 8 blev bragt som en reaktion på klagerens læserbrev med overskriften "Hvorfor accepteres et ulovligt valg?" bragt i bladets nr. 7. I bladets nr. 10 har klageren fået bragt to læserbreve, hvoraf det ene med overskriften "Skal ledige aktiveres i gymnasiet?" omhandler nogle af de samme emner, som læserbrevet i bladets nr. 8 med overskriften "Lavere profil" omhandler. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at bladet har tilsidesat god presseskik.
Afsagt den 4. oktober 2000.