Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11553@2000-10-12/da

Indhold

1. Indledning

Ankestyrelsen har behandlet nogle sager til belysning af kommunernes muligheder for at foretage fradrag i ansøgers kontanthjælp efter aktivlovens § 39 i tilfælde af udeblivelse fra et aktiveringstilbud. Afgørelsen i den ene af sagerne er offentliggjort som SM A-25-00.

Fælles for sagerne var, at kommunerne med henvisning til Socialministeriets vejledning nr. 39 af 5. marts 1998 om lov om aktiv socialpolitik, pkt. 141, mente, at der kunne foretages fradrag i kontanthjælpen med op til 20% i hver af de følgende 3 måneder efter udeblivelsesmåneden, d.v.s. sammenlagt med ialt 60%.

Lovgrundlaget og vejledningen

Efter aktivlovens § 39 kan kommunen nedsætte hjælpen efter § 25, hvis en person eller dennes ægtefælle uden rimelig grund udebliver fra et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Nedsættelsen skal ske inden 3 måneder efter, at den pågældende er udeblevet.

Ifølge stk. 2 nedsættes hjælpen efter § 25 forholdsmæssigt svarende til det antal timer, som den pågældende er udeblevet. Nedsættelsen beregnes i forhold til månedens samlede tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning. Den månedlige hjælp efter § 25 kan højst nedsættes med 20%.

I vejledningens pkt. 141 er bl.a. anført, at kommunen skal kontrollere, at fradraget ikke overstiger 20% af hjælpen i den enkelte måned. Såfremt hele fradraget på grund af 20%-reglen ikke kan fratrækkes i den efterfølgende måned, kan det resterende fradrag trækkes i de næstfølgende 2 måneders hjælp, dog aldrig udover 3 måneder regnet fra måneden efter den måned, hvor udeblivelsen fandt sted.

Ankestyrelsens afgørelser

Ankestyrelsen fandt imidlertid - uanset det anførte i vejledningen -, at der ikke var hjemmel i aktivlovens § 39, stk. 2 til, at kommunen kunne foretage fradrag på sammenlagt mere end 20% af en måneds kontanthjælp. Da kommunen i hjælpen for januar 2000 havde fratrukket et beløb svarende til 20%, kunne der ikke foretages yderligere fradrag på baggrund af ansøgers udeblivelse i december 1999.

Ankestyrelsen henviste herved dels til lovens ordlyd ,dels til at det fremgik af bemærkningerne til aktivlovens § 39, at bestemmelsen med visse ændringer svarede til den tidligere bestemmelse i bistandslovens § 40, stk. 5. Ifølge bistandslovens § 40, stk. 5 var der kun mulighed for at foretage fradrag med 20%.

Lovbemærkningerne

Ifølge bemærkningerne var baggrunden for udvidelsen af kommunernes mulighed for at nedsætte hjælpen fra den efterfølgende måned til de første 3 måneder efter udeblivelsen, at kommunerne efter de hidtil gældende regler ikke kunne nå at trække i den efterfølgende måneds kontanthjælp for udeblivelser, der lå sidst i en måned. Bemærkningerne gav derimod ikke grundlag for en antagelse om, at der samtidig var tilsigtet en udvidelse af kommunernes muligheder for at foretage fradrag i kontanthjæpen.

Som supplement til bemærkningerne til aktivlovens § 39 er nævnt tre eksempler på beregninger, hvoraf særligt eksempel 2 bestyrker, at der kun kan foretages fradrag med ialt 20%.

Eksemplet lyder som følger: en person udebliver 5 dage i en måned, hvor det samlede antal aktiveringsdage er 21. Hjælpen for den næste måned er 6.825 kr. Det betyder, at nedsættelsen vil blive på 5:21 x 6.825 = 1.638 kr., men da det beløb udgør mere end 20% af den samlede hjælp (24%), bliver nedsættelsen kun 20% af 6.825 kr. = 1.365 kr.

SM A-25-00

I forbindelse med den offentliggjorte afgørelse lagde Ankestyrelsen til grund, at ansøger var udeblevet fra et tilbud om aktivering uden rimelig grund, da hun var udeblevet uden at sygemelde sig. Kommunen havde forud for udeblivelsen vurderet - efter drøftelse med ansøgers læge -, at ansøger skulle være i stand til at klare det fremsatte aktiveringstilbud til trods for sine helbredsmæssige problemer. Da ansøger alene begrundede udeblivelsen med henvisning til sin generelle helbredstilstand, kunne kommunen anses for at have foretaget en konkret vurdering af, at udeblivelsen ikke var rimelig.

Andre sager

Fælles for de øvrige sager var, at kommunerne ikke havde haft fornødent grundlag for at foretage fradrag i henhold til aktivlovens § 39.

I en af sagerne havde ansøger endnu ikke modtaget noget tilbud om aktivering. I midten af august var han indkaldt til en opfølgningssamtale i kommunen, men udeblev. Han kontaktede først forvaltningen i slutningen af august, hvor han oplyste, at han havde fundet indkaldelsen mellem nogle reklamer. Kommunen traf afgørelse om, at ansøger skulle trækkes i kontanthjælpen for 18 dage på grund af udeblivelse fra samtale.

Aktivlovens § 39 kunne ikke anvendes i en sådan situation allerede fordi, der ikke var tale om udeblivelse fra et tilbud om aktivering eller anden beskæftigelsesfremmende foranstaltning.

Kommunen kunne derimod have vurderet, om ansøger kunne anses for at have opfyldt sin rådighedsforpligtelse , og i benægtende fald have truffet afgørelse om tilbagebetalingspligt i henhold til aktivlovens § 91, jf. de anførte principper i SM O-43-93.

I en anden sag traf kommunen afgørelse om fradrag i kontanthjælpen, da man anså ansøgers fravær fra et aktiveringstilbud i hele november m åned for ulovligt fravær, da der ikke var afleveret lægeerklæring. Ansøger havde sygemeldt sig til arbejdsgiveren i overenstemmelse med de angivne retningslinier i ansættelsesbrevet. Kommunen fandt samtidig, at ansøger var berettiget til at modtage kontanthjælp for december måned efter, at kommunen 4. december havde modtaget en lægeerklæring. Kommunen var i forvejen bekendt med, at ansøger havde en ryglidelse, og at tilbuddet om aktivering muligvis ville være for hårdt for ryggen.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke havde haft tilstrækkeligt grundlag for at foretage fradrag i ansøgers kontanthjælp på grund af udeblivelse fra aktiveringstilbuddet i november måned, da der ikke var foretaget nogen konkret vurdering af, om ansøger havde haft rimelig grund til at udeblive fra det anviste tilbud om aktivering.

Ankestyrelsen henviste til det anførte i bemærkningerne til aktivlovens § 39, hvorefter vurderingen af, om en person var udeblevet uden rimelig grund, afhang af en konkret vurdering i det enkelte tilfælde, hvor kommunen bl.a. måtte se på den pågældendes forudsætninger, herunder om den pågældende havde mere omfattende sociale problemer.

Kommunen kunne derfor ikke træffe afgørelse om at foretage fradrag alene med henvisning til, at der ikke var fremsendt lægeerklæring ved kommunens første anmodning herom. Kommunen skulle have foretaget en samlet vurdering på baggrund af de oplysninger, der forelå på afgørelsestidspunktet.

Ankestyrelsen henviste i forbindelse med afgørelsen særligt til, at kommunen var bekendt med ansøgers ryglidelse, samt at man fandt ham berettiget til kontanthjælp for december måned på baggrund af den modtagne lægeerklæring ved månedens begyndelse.

I den sidste sag var der tale om en ansøger, der havde fået bevilget aktivering fra september til december 1999. Det var herefter planen, at ansøger skulle starte på forrevalidering, da kommunen fandt, at hun var i en fastlåst social situation.

I forbindelse med, at ansøger startede på aktivering, fik hun fra kommunen udleveret en »huskeseddel under aktivering « , hvor det bl.a. var anført, at der var meget man skulle huske, når man var i en eller anden form for aktivering/forrevalidering. Såfremt man var syg 5 dage eller mere, inkl. en weekend, var der krav om lægeerklæring. Man var selv pligtig til at henvende sig til lægen, men normalt ville man på 5. dagen modtage blanketter til lægen.

Ansøger havde en del fravær fra aktiveringstilbuddet i perioden fra 10. september til 9. oktober. Kommunen modtog lægeerklæring den 14. oktober. Kommunen meddelte, at der var tale om ulovligt fravær i 11 dage (incl. Lørdag-søndag), og at der derfor ved førstkommende kontanthjælpsudbetaling ville blive fradraget et beløb i kontanthjælpen for det antal dage, som hun uberettiget var udeblevet fra i denne periode.

Ankestyrelsen fandt som i den foregående sag, at kommunen burde have foretaget en konkret vurdering af, om ansøger havde haft en rimelig grund til at udeblive fra aktiveringstilbuddet. Kommunen havde ikke været berettiget til at træffe afgørelse om at foretage fradrag i kontanthjælpen alene med henvisning til, at der ikke var fremsendt lægeerklæring i overensstemmelse med kommunens regler derom. (Ansøger havde iøvrigt ikke fået tilsendt blanketter).

Ankestyrelsen udtalte endvidere, at kommunen ikke havde kunnet opgøre fraværet samlet for perioden 10. september til 9. oktober.

Ankestyrelsen henviste til, at der tidligere var taget stilling til, jf. SM K-3-97, at der ikke var fornøden hjemmel til at anvende en anden opgørelsesperiode end kalendermåneden. Den nævnte afgørelse var truffet i medfør af § 40, stk. 5 i den dagældende lov om social bistand, men bemærkningerne til aktivlovens § 39 gav ikke grundlag for at antage, at der skulle være tilsigtet nogen ændring i opgørelsesperioden.

Det betød, at ansøgers fravær i september måned skulle opgøres for sig. Fraværet i oktober måned skulle ligeledes opgøres for sig, men lægges sammen med et evt. yderligere fravær uden rimelig grund for denne måned.

Kommunen skulle herefter i medfør af aktivlovens § 39, stk. 2 have opgjort det samlede antal aktiveringstimer/-dage for hver af månederne september og oktober og sat antallet af faktiske udeblivelsestimer/-dage i forhold hertil. Der henvises herved til beregningseksemplerne i bemærkningerne til aktivlovens § 39.

Da der ikke havde været tale om hverken aktivering eller fravær i weekender m.v. skulle disse dage ikke indgå i beregningen.

Konklusion

Samlet kan det således konkluderes, at de væsentligste ændringer i aktivlovens § 39 i forhold til bistandslovens § 40, stk. 5, er, at fradraget ikke længere nødvendigvis skal ske i den første måned efter udeblivelsesmåneden, men at det også kan ske i de to næstfølgende måneder. Fradraget vil eventuelt kunne fordeles over 3 måneder, men det kan sammenlagt højst udgøre et beløb svarende til 20% af en måneds kontanthjælp.

En anden ændring er opgørelsesmåden, idet beregningen som udganspunkt nu skal foretages på baggrund af det antal timer, som ansøger er udeblevet. Dette tal skal herefter sættes i forhold til månedens samlede tilbud om aktiveringstimer. Beregningsmetoden betyder, at det ikke vil være lige »dyrt « at udeblive i hver måned. »Prisen « vil bl.a. være afhængig af antal helligdage m.v. i udeblivelsesmåneden.

Herudover kan der ikke ske nedsættelse af kontanthjælpen i medfør af aktivlovens § 39 i enhver udeblivelsessituation. Kommunen skal i hvert enkelt tilfælde foretage en konkret vurdering af, om udeblivelsen har haft rimelig grund. Der kan således ikke blot henvises til, at ansøger ikke har overholdt en formel sygemeldingsregel, hvis udeblivelsen iøvrigt må skønnes at være rimelig.

Ankestyrelsen har ikke i forbindelse med de afgjorte sager taget stilling til, om aktivlovens § 39 også finder anvendelse i forbindelse med udeblivelse fra forrevalidering, hvorunder der modtages kontanthjælp. Umiddelbart anses dette dog for tvivlsomt.

Ankestyrelsen har heller ikke taget stilling til, om de 20% skal beregnes på baggrund af hjælpens størrelse i udeblivelsesmåneden eller i fradragsmåneden. I de nævnte beregningseksempler i bemærkningerne til aktivlovens § 39 har man lagt hjælpens størrelse i den første måned efter udeblivelsesmåneden til grund.

Versioner

1. 2000-10-12