Nyt fra Ankestyrelsen - dagpengerefusion - problemer på arbejdspladsen - af fuldmægtig Ellen Toft Larsen
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11554@2000-10-12/da
Indhold
Ankestyrelsen bragte i martsnummeret af Nyt fra Ankestyrelsen (nr. 1/00) et indlæg om arbejdsgiveres ret til dagpengerefusion for løn udbetalt under fravær som følge af problemer på arbejdspladsen. Indlægget var foranlediget af, at SM D-3-98 havde givet anledning til en del omtale.
Indlægget sluttede med en oplysning om, at Ankestyrelsen havde antaget en sag om samme emne til principiel behandling. Afgørelsen i denne sag er udsendt som SM D-6-00.
Kort tid efter denne afgørelse behandlede Østre Landsret en lignende sag. Ankestyrelsen har orienteret herom i SM D-8-00.
En arbejdsgiver, der yder løn under fravær fra arbejdet, er berettiget til at få udbetalt de dagpenge, som lønmodtageren ellers selv ville have ret til fra kommunen vedrørende samme arbejdsforhold (dagpengelovens § 26).
Der er altså tale om et krav, der er afledet af, om lønmodtageren ville have kunnet få sygedagpenge fra kommunen, hvis der ikke var blevet udbetalt løn.
Efter pkt. 23 i dagpengevejledningen foretages vurderingen af lønmodtagerens uarbejdsdygtighed som udgangspunkt i forhold til det arbejde, der blev udført før sygemeldingen.
Ifølge vejledningens pkt. 24 kan vurderingen efter en vis sygemeldingsperiode ikke udelukkende foretages ved at sammenholde virkningen af lidelsen med karakteren af arbejdet f ør sygemeldingen. Bedømmelsen må ske på et bredere grundlag, således at den pågældende kun kan betragtes som uarbejdsdygtig, når sygdommen afskærer den pågældende fra at påtage sig arbejde, som anses for passende.
Østre Landsret udtalte i sagen i SM D-8-00, at principperne om bredere vurdering også måtte gælde for sygefravær begrundet i samarbejdsproblemer på en arbejdsplads. Retten tiltrådte, at der som angivet i vejledningen som udgangspunkt ikke allerede fra starten af en sygeperiode stilles krav om, at en lønmodtagers uarbejdsdygtighed skal bedømmes uafhængigt af den pågældendes arbejdsforhold.
Der kan ikke angives nogen tidsgrænse for, hvornår man kan/skal gå over til den bredere vurdering. Der kan heller ikke stilles særlige krav vedrørende sygdommens årsag.
De to sager, der er udsendt som D-6-00 pg D-8-00, indeholder ingen grundlæggende ændring af hidtidig praksis, men er udtryk for en mere nuanceret praksis, end SM D-3-98 tilsyneladende giver udtryk for. SM D-3-98 vil derfor udgå af praksisoversigten.
Det afgørende er altså, om lønmodtageren kan betragtes som uarbejdsdygtig på grund af sygdom. Afgørelsen heraf beror på en samlet vurdering af alle sagens omstændigheder, herunder ikke mindst de lægelige oplysninger og oplysningerne fra lønmodtageren selv.
Ved vurderingen af spørgsmålet om uarbejdsdygtigheden skyldes sygdom, kan det fx være relevant at se på, om lønmodtageren har søgt læge i forbindelse med sygemeldingen og eventuelt senere i forløbet, eller om der er iværksat medicinsk behandling, jf. SM D-6-00. Hvis lønmodtageren ikke har søgt læge, kan dette tale imod, at fraværet skyldes sygdom. Det kan også indgå i vurderingen, om der er en forventning om, at arbejdet vil blive genoptaget eller faktisk blev genoptaget, og om der er tale om et fortsat ansættelsesforhold.
Her er det vigtigt, at kommunerne er omhyggelige med at foretage partshøring, så der er mulighed for at forklaringer fra sagens parter bidrager bedst muligt til sagens oplysning.
Ankestyrelsen finder ikke grundlag for at genoptage tidligere afgjorte sager af egen drift, men vil selvfølgelig se på konkrete anmodninger om genoptagelse og iøvrigt følge udviklingen på området.