Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 88/2000
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11566@2000-10-13/da
Indhold
IDFAD, Antidiskriminationsforbundet i Danmark, har klaget til Pressenævnet over to indslag bragt i TV 2 henholdsvis den 29. og den 30. juni 2000, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat. Der er endvidere klaget over, at TV 2 har afvist at bringe et genmæle.
Af et indslag bragt i TV 2 den 29. juni 2000 fremgår at:
Speak: " Urolighederne blev dengang tilskrevet sociale frustrationer, men det er ikke nødvendigvis den rigtige forklaring. Mange i Vollsmose mener, at de unge blev brugt i et politisk opgør mellem den palæstinensiske forening IDFAD og Odense Kommune. Et opgør der angiveligt handler om den såkaldte fædregruppe, der blev fyret ved årsskiftet.
Vollsmosekvarteret i noget der ligner undtagelsestilstand i maj. En gruppe af palæstinensiske unge angriber igennem 2 uger igen og igen politiet. Balladen kommer efter fire måneder med fred og ro. Politiet kan ikke finde nogen umiddelbar forklaring på de umotiverede angreb.
Ole Højer Pedersen, chefkriminalinspektør, Odense: Der er ikke nogen ydre begivenhed, kan vi sige, der er årsag til, at der pludselig bliver uro. Uroen kommer næsten ud af intet, og det er jo mærkeligt.
Speak: Angrebene stopper, da politiet og de unge mødes til såkaldte fredsforhandlinger på en skole i Vollsmose. Mødet bliver dækket intensivt af pressen, også her på TV 2. Arrangør af mødet er den palæstinensiske forening IDFAD og den fædregruppe, Odense Kommune fyrede ved årsskiftet. TV 2 har talt med en lang række indbyrdes uafhængige kilder i og omkring det palæstinensiske miljø i Vollsmose. Ingen tør stå frem med navn og ansigt. Men alle, vi har talt med, mener, at urolighederne sandsynligvis blev organiseret og under alle omstændigheder udnyttet groft politisk af IDFAD. Den fyrede fædregruppe skulle på banen igen.
Palæstinenser, beboer i Vollsmose (anonymiseret): Jeg tror, de vil udnytte alle de chancer, de har for at etablere sig igen, for at få den magt de havde, eller som de tror, de havde, og den indflydelse. Så jeg tror egentlig, de kunne finde på at gøre alt.
Speak: Så du tror også på, at de godt kunne have gjort det?
Palæstinenser, beboer i Vollsmose (anonymiseret): Ja, det vil jeg ikke udelukke. Jeg tror det gerne, selvom vi ikke kan bevise det. Men deres børn er med i alt, hvad der sker.
Speak: Alle syv unge palæstinensere, der blev varetægtsfængslet for at true politiet ved et af sammenstødene i maj, har alle tætte forbindelser til IDFAD's top. Den tidligere formand har to nevøer i arresten, næstformanden en bror, og to fremtrædende medlemmer har henholdsvis 2 brødre og en søn, der er fængslet.
O. H. P.: Selvfølgelig er der familiemæssige bånd på en eller anden måde.
Speak: Men tyder det ikke også meget på, at den teori om at IDFAD er indblandet i det her, at den kan være rigtig?
O.H.P.: Det er jo også det, at der gør, at vi betragter det som et seriøst bud på, hvad det er, der foregår her.
Speak: Det er jo sønner, nevøer og brødre, der sidder i varetægten.
Ismail Benyrbah, bestyrelsesmedlem, IDFAD: Jeg vil helst undgå at udtale mig. Jeg ved ikke præcist, hvad der er galt med de børn, og hvad de har lavet. Men alligevel, selvom de kom de rygter, er det kun rygter. Det er kun rygter, ikke.
Speak: IDFAD's fædregruppe patruljerede indtil årsskiftet i Odenses gader. De skulle forhindre ballade med unge indvandrere. Gruppen blev fyret, fordi den gentagne gange blandede sig i politiets arbejde. I Vollsmose tolker folk, der kender IDFAD, balladen i maj som en absurd magtdemonstration fra IDFAD's side.
Palæstinenser, beboer i Vollsmose (anonymiseret): De vil gerne etablere fædregruppen igen og spille smarte over for beboerne i Vollsmose, og vise at det er dem, der styrer det hele og kan alt.
Speak: Men ofrer man sine børn for at komme i sådan en slags politisk demonstration.
Palæstinenser, beboer i Vollsmose (anonymiseret): De unge, der har været med i urolighederne, har været fængslet flere gange. De er nogle store unge efterhånden. Så for dem er det egentlig lige meget, om de kommer ind og sidde igen.
I.B.: Tværtimod, vi prøver på at nå vores mål, det vil sige at beskytte vores børn, det er en af de ting, vi gør. Men at være med til at skabe den ballade du må undskylde, men jeg ved ikke, hvor du har hørt det fra, det er det rene vrøvl.
Speak: Størstedelen af IDFAD's medlemmer kommer fra de palæstinensiske familier, der i årevis har terroriseret Odense med vold og kriminalitet.
Ingen af de to rådmænd i Odense, der har indvandrere som ansvarsområde, ønsker at kommentere oplysninger om, at IDFAD organiserede urolighederne i maj."
Af et indslag bragt i TV 2 den 30. juni 2000 fremgår at:
Speak: "Det hjalp ikke på problemerne i Odensebydelen Vollsmose, at en fædregruppe gik patrulje i halvandet år. Fædregruppens medlemmer og ledelse kom nemlig fra de få familier, der er årsagen til Vollsmoses problemer.
I efteråret 1998 begyndte en såkaldt fædregruppe at patruljere i Odenses gader. Initiativtagerne kommer fra den palæstinensiske forening IDFAD. Nogle af bestyrelsesmedlemmerne i IDFAD er selv i nær familie med nogle af de mest belastede af de kriminelle unge.
Leif Hansen, adm. dir. Socialforv., Odense Kommune: Jeg har ikke nogen viden om, hvilke kontakter bestyrelsen havde til de belastede familier.
Speak: Men det må der være nogen ved kommunen, der har haft på et eller andet tidspunkt.
L.H.: Muligvis. Ja.
Speak: Blandt andre indvandrere, der hvor gruppen skal forebygge vold og kriminalitet, har fædregruppen ingen respekt. TV 2 har talt med mange, ingen tør stå frem med navn og ansigt i fjernsynet og kritisere IDFAD og fædregruppen.
Palæstinenser, beboer i Vollsmose (anonymiseret): De unge tog det ikke alvorligt. De kunne se, fædrenes egne børn var nogle af de værste. De gik rundt og lavede ballade og alt muligt. På den måde havde de ikke respekt for dem. De sagde hver gang; " Gå hjem og opdrag jeres egne børn, inden I kommer til os. Vi har ikke brug for jeres hjælp".
I.B.: IDFAD og fædregruppen blev bl.a. dannet på grund af deres børn. Derfor ved vi, at det er et problem. De forældre har nogle problemer med deres børn.
Speak: Trods den manglende respekt hos andre indvandrere opnår IDFAD og fædregruppen stor indflydelse gennem det halvandet år, de eksisterer. F.eks. holdes der møder med fædregruppen og Odense Kommune, da Mac Donald's åbner i Vollsmose sidste år. Når de arbejder, har fædregruppen store omkostninger. Fædregruppens regnskaber viser, at der sidste år blev købt benzin for 50.000kr., ringet for 35.000kr., og der blev spist for 83.000kr., heraf blev de 53.000kr. brugt på restaurant. Alt i alt havde fædregruppen udgifter for lidt over 200.000kr. Samtidig begynder fædregruppen at blande sig mere og mere i politiets arbejde. Ved flere lejligheder forhindrer de politiet i at foretage anholdelser.
O.H.P.: Det så ud som om, at de forsøgte tidligere i hvert fald, at komme ind og fungere som en form for politivirksomhed. Og det er jo klart noget, som vi ikke kan acceptere i dansk politi, der skal kunne operere, og derfor - den fremskudte post - som de jo egentlig gerne ville have, den kunne vi ikke acceptere her.
Speak: Odense Kommune stoppede samarbejdet med IDFAD og fædregruppen ved årsskiftet på grund af problemerne med politiet. Ellers betegnes projektet som vellykket.
L.H.: Der har været en god kontakt mellem fædregruppen og de unge, så på den led har det været positivt og har haft sin funktion.
Speak: I sin evaluering af projektet kan Odense Kommune dog konstatere, at der ikke kan påvises nogen forebyggende effekt af fædregruppens arbejde.
Seks unge palæstinensere blev i dag frikendt for at have angrebet Vollsmoses nærpolitistation i maj, da det ikke kunne bevises at de aktivt deltog i urolighederne."
Klageren har anført, at indslagene indeholder et groft, udokumenteret og ensidigt angreb på foreningen, og at indklagede derved har skadet foreningens arbejde markant ikke bare i Odense, men i hele landet. Indslagene er endvidere udtryk for en ualmindelig manipulerende fremstilling af Fædregruppens arbejde i Odense, idet det anføres, at Fædregruppen har organiseret urolighederne i Vollsmose. Indslagene kan derfor vanskeligt ses som andet end politisk eller etnisk chikane, der bevidst eller ubevidst medvirker til den omsiggribende diskrimination i samfundet.
Klageren har endvidere anført, at man ikke har haft reel mulighed for at forsvare sig, og at man derfor kræver en uforbeholden undskyldning eller som minimum et direkte indslag med mulighed for at tage til genmæle over for kritikerne.
Klageren har herudover anført, at det fremgår af indslagene, at Fædregruppen i Odense organiserede uroen i Odense for at få myndighederne til at finansiere organisationens arbejde, men at dette er løgnagtigt og udokumenteret. Fædregruppen består således af frivillige indvandrere, der arbejder som problemløsere i konflikter eller kriser mellem danskere og indvandrere, og siden januar 2000 har arbejdet i Odense været uden økonomisk støtte fra de kommunale myndigheder. Fædregruppen fik tidligere udbetalt 45kr. pr. person om dagen eller 1500kr. om måneden til dækning af transportomkostninger, benzin, forsikring m.v. Disse penge blev imidlertid taget fra de tilskud, som de pågældende personer fik som aktiverede, hvorfor kommunen ikke havde ekstraudgifter i forbindelse med ordningen, idet pengene reelt kom fra de involveredes egen kontanthjælp. Det er således noget sludder, at klageren på nogen måde skulle have haft økonomiske fordele af den tidligere ordning, hvilket man imidlertid ikke har haft mulighed for at forklare.
Klageren har endvidere anført, at de anonyme kilder, som indklagede har brugt i indslagene, uden juridiske omkostninger kan udtale en hvilken som helst ubegrundet anklage, uden at klageren efterfølgende kan rejse sag og få juridisk oprejsning. Indklagede kan med denne fremgangsmåde kriminalisere hvem som helst, men det var dog næppe gået, hvis den angrebne part havde været en dansk forening eller et dansk firma.
Klageren har herudover anført, at indklagedes påstand, om at man havde fået fem dages varsel før indslag, er ukorrekt, idet man først blev informeret om, hvad indslaget skulle omhandle en time før interviewet, hvor man blev ringet op og konfronteret med anklagerne mod foreningen. Klageren havde således ikke reel mulighed for at undersøge forholdene og forberede sig på de alvorlige anklager. Hertil kommer, at indslaget er klippet på en helt igennem uacceptabel facon, der end ikke honorerer den allermindste grad af journalistisk fairness, idet foreningens synspunkter ikke er kommet frem. Indslagene efterlader derimod indtryk af manglende evne til at forsvare sig imod de alvorlige anklager, fordi stort set alle svar herpå er blevet minutiøst fraklippet.
Klageren har tillige anført, at man har vidner på, at kilder til indslagene blev betalt for deres udtalelser, hvilket ikke tilgodeser en fair journalistisk behandling af emnet.
Klageren har herudover anført, at det forhold, at seks af de unge, der var sigtet for hærværk mod politiet, var i familie med nogen fra foreningen, ikke undskylder den grove behandling foreningen har fået. Familierelationerne er nemlig ikke relevante, hvortil kommer, at det er en kendsgerning, at palæstinensiske storfamilier i Vollsmose er meget omfangsrige, fordi familieforholdene rækker langt længere, end det er kutyme i det danske samfund. Endvidere blev de seks unge rent faktisk frikendt i retten. At det i det ene indslag blev oplyst, at det ikke var fundet bevist, at de seks unge var skyldige ændrer ikke på, at det i indslagene var underforstået, at de pågældende var skyldige, og at Fædregruppen dermed kunne sættes i forbindelse med alvorlig kriminalitet.
Klageren har endelig anført, at indklagede konsekvent omtaler klageren som "palæstinensiske grupper", hvilket er medvirkende til at marginalisere og politisere foreningen, idet seerne derved får associationer til eksisterende konflikter af voldsom karakter i Israel. Klageren er imidlertid ikke associeret til en særlig nationalitet, men består af mennesker med forskellig etnisk og national baggrund.
Indklagede har anført, at de to indslag er baserede på udtalelser fra en lang række anonyme kilder, hvis troværdighed på sædvanlig vis er blevet vurderet og efterprøvet. Ingen af kilderne har imidlertid ønsket at stå frem med navns nævnelse, hvorfor der i indslagene kun vises et interview med en kilde, som medvirker anonymt.
Indklagede har endvidere anført, at brugen af anonyme kilder er en almindeligt accepteret journalistisk metode, når det drejer sig om sager som denne, der vedrører et svært tilgængeligt miljø.
Indklagede har tillige anført, at man må afvise, at der ikke har været tilstrækkelig saglig grund til at videreformidle påstandene i indslagene, eller at sagen har karakter af manipulation. Den kritik, der blev fremsat i indslagene, blev således bekræftet af den medvirkende repræsentant fra politiet, ligesom de seks anholdte personer alle er i familie med ledende medlemmer af foreningen. Flere af oplysningerne er endvidere blevet bekræftet via aktindsigt i dokumenter fra Odense Kommune. Over for klagerens anbringende, om at familierelationerne blandt indvandrere i Vollsmose er mere udbyggede og omfattende end blandt danske familier, hvorfor det er uden betydning, at de seks anholdte er i familie med medlemmer af foreningen, har indklagede anført, at der i dette tilfælde er tale om slægtsskab i form af, at de seks anholdte er henholdsvis nevøer, sønner og brødre til ledende medlemmer af foreningen, hvorfor det ikke er uden betydning.
Indklagede har herudover anført, at man må afvise, at klageren ikke har haft mulighed for at komme til orde i programmet, idet der i begge indslag medvirkede en repræsentant fra klageren, nemlig bestyrelsesmedlem Ismail Benyrbah, som man blev henvist til fra foreningens formand. Ismail Benyrbah havde således mulighed for at imødegå de fremsatte påstande, hvilket han også gjorde, idet han bl.a. udtalte, at "det er kun rygter", og "vores mål er at beskytte vores børn, men at være med til at skabe den ballade jeg ved ikke, hvor du har det fra, det er det rene vrøvl", og "IDFAD og fædregruppen blev dannet på grund af deres børn det er derfor vi ved, at der er et problem". Indklagede har således forelagt kritikken for klageren, og klagerens svar er bragt i indslagene, hvorfor god presseskik ikke er tilsidesat. Vedrørende klagerens anbringende, om at man først en time inden interviewet blev telefonisk orienteret om emnet for indslaget, har indklagede anført, at man allerede ved henvendelsen til klageren oplyste, at interviewet ville dreje sig om klagerens rolle i forbindelse med urolighederne i Vollsmose i maj. Ismail Benyrbah fastsatte endvidere selv dato og tidspunkt for interviewet, som fandt sted fem dage inden, det første indslag blev bragt. På denne baggrund må indklagede afvise, at tilbuddet til klageren om at medvirke skete under tidspres, eller at klageren ikke er kommet til orde i indslaget.
Indklagede har tillige anført, at det fremgår af fædregruppens regnskab for 1999, at gruppen blev honoreret efter regning. I indslaget refereres de forskellige poster i regnskabet ledsaget af en kommentar om, at fædregruppen har haft store udgifter i forbindelse med sit arbejde. Da der er tale om faktiske og dokumenterbare oplysninger, må indklagede afvise klagerens påstand om, at oplysningerne ikke har hold i virkeligheden. Indklagede er kommet i besiddelse af oplysningerne om Fædregruppens udgifter via et regnskab for 1999, som man har fået aktindsigt i hos Odense Kommune. Hertil kommer, at indklagede alene kommenterer foreningens udgifter, hvorimod man ikke fremkom med udtalelser om, hvor store beløb det enkelte medlem har fået udbetalt. Indklagede må således afvise, at man har fremstillet oplysningerne om Fædregruppens indtægter forkert. Man har nemlig slet ikke omtalt indtægternes, men kun udgifterne.
Indklagede har endvidere anført, at den eneste, der har modtaget betaling i forbindelse med indslagene, er den arabiske tolk, som er fast tilknyttet indklagede. Hertil kommer, at tolken alene har modtaget betaling for sit arbejde som tolk, og at han ikke er blandt de anonyme vidner, som omtales i indslagene.
Indklagede har endvidere anført, at klagerens bemærkning, om at de seks anholdte unge "nærmest blev dømt på forhånd af TV 2", må afvises, idet indslaget den 30. juni 2000 netop oplyste, at de seks personer var blevet løsladt, idet man ikke havde fundet det bevist, at de havde deltaget aktivt i urolighederne. Der var imidlertid ikke tvivl om, at de seks havde været tilstede, hvortil kommer, at dommen er anket til landsretten, hvorfor sagen ikke er endelig afgjort endnu.
Indklagede har endelig anført, at indslagene ikke er udtryk for en ensidig fremstilling af sagen, idet det bl.a. nævnes, at fædregruppens arbejde i Odense iøvrigt har været en succes, ligesom den medvirkende repræsentant for Odense Kommune udtaler, at der har været en god kontakt mellem Fædregruppen og de unge, og at gruppen derved har haft en positiv funktion.
Ved brev af 25. august 2000 har nævnet opfordret klageren til at formulere et genmæle, hvilket klageren imidlertid ikke har gjort.
I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Per Sørensen, Tage Clausen, Finn Rowold og Kirsten Dyregaard.
Pressenævnet udtaler:
I begge indslag rettes beskyldninger mod klageren om, at det sandsynligvis var klageren, der organiserede urolighederne i Vollsmose i maj for at få myndighederne til at finansiere foreningens arbejde igen. Indklagede har oplyst, at man bygger disse beskyldninger på anonyme kilder, på udtalelser fra en politimand samt på forskellige iagttagelser, herunder at seks af de anholdte unge efter urolighederne i maj i Vollsmose var i nær familie med fremtrædende medlemmer af klagerens forening.
Indklagede har forelagt beskyldningerne for klageren forud for indslagene, og en repræsentant for klageren er i indslagene gengivet for at udtale, at sådanne beskyldninger er det rene vrøvl. I indslagene medvirker tillige en anonymiseret palæstinensisk beboer i Vollsmose samt en embedsmand fra Odense kommune, der begge udtaler sig om deres syn på, hvem der stod bag urolighederne i Vollsmose i maj. På denne baggrund finder Pressenævnet ikke, at indklagede har tilsidesat god presseskik.
Nævnet finder endvidere ikke, at oplysningerne i indslagene om klagerens regnskaber og om anholdelsen af de seks unge indebærer en tilsidesættelse af god presseskik. Da klageren endvidere ikke har påvist faktisk forkerte oplysninger i indslagene, er klageren heller ikke berettiget til at få bragt et genmæle.
Afsagt den 11. oktober 2000.