Gelex

Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.

GældendeVersion 2000-10-20
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11573@2000-10-20/da

Indhold
  1. Indledning

Klageren har i klageskrift af 24. juni 1998 nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren 1.013.669,00 kr. subsidiært et mindre beløb, med tillæg af nærmere angivne renter.

Indklagede har i svarskrift af 14. september 1998 principalt nedlagt påstand om afvisning, subsidiært om frifindelse.

Sagens materielle tvist angår spørgsmålet, om indklagede er forpligtet til at betale restentreprisesummen vedrørende klagerens ombygning af indklagedes privatbolig i Schweiz.

Indklagede har til støtte for påstanden om afvisning gjort gældende, at voldgiftsretten ikke er kompetent til at afgøre sagens materielle tvist,

fordi parterne ikke har aftalt, at tvister mellem dem skulle afgøres ved voldgift,

fordi parterne ikke har vedtaget Almindelige Betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af 10. december 1992 (AB 92),

fordi parterne ikke har vedtaget Almindelige Betingelser for totalentreprise 1993 (ABT 93), og

fordi en eventuel forhåndsaftale eller forhåndsvedtagelse af voldgift i forbrugerforhold er ugyldig.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden blandt andet gjort gældende, at en eventuel aftale om voldgift skal tilsidesættes som ugyldig i medfør af Aftalelovens § 36.

Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed har udpeget landsdommer Peter Lilholt til som voldgiftsdommer at træffe afgørelse om indklagedes afvisningspåstand og frifindelsespåstanden for så vidt angår anbringendet om ugyldighed i medfør af Aftalelovens § 36.

Disse spørgsmål er herefter udskilt til særskilt mundtlig forhandling, der fandt sted den 1. december 1999.

For klageren mødte advokaten sammen med direktøren.

For og med indklagede mødte advokaten.

Klagerens advokat nedlagde påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed har kompetence til at træffe afgørelse vedrørende det krav, som klageren i klageskriftet af 24. juni 1998 har rejst over for indklagede.

Indklagedes advokat nedlagde påstand om sagens afvisning, subsidiært frifindelse.

Klagerens advokat forelagde sagen og foretog dokumentation.

Indklagedes advokat foretog supplerende dokumentation.

Klagerens direktør afgav forklaring.

Indklagede afgav forklaring.

Designchef i indklagedes koncern afgav forklaring.

Sagen blev procederet.

Klagerens anbringender er udførligt gengivet i klagerens "Påstandsdokument vedrørende formaliteten", dateret den 22. november 1999.

Indklagedes anbringender er udførligt gengivet i indklagedes "Påstandsdokument vedrørende formaliteten", dateret den 3. november 1999.

Efter en pause fremkom voldgiftsrettens formand kl. 17.30 med en mundtlig tilkendegivelse, hvorefter sagen ved en eventuel kendelse vil få det udfald, at indklagedes afvisningspåstand vil blive taget til følge, og henstillede, at klageren hævede sagen.

Klagerens advokat ønskede kendelse afsagt.

Parternes advokater erklærede sig indforstået med, at voldgiftsretten afsiger en kendelse, der ikke indeholder en fuldstændig sagsfremstilling, og som ikke gengiver de afgivne forklaringer eller advokaternes procedurer i det omfang dette ikke er af betydning for voldgiftsrettens begrundelse for afgørelsen.

Der afsagdes herefter den 1. marts 2000 følgende

KENDELSE

Af sagens dokumenter og af de afgivne forklaringer fremgår blandt andet følgende :

Indklagede har siden 1979 boet i Schweiz sammen med sin ægtefælle. Indklagedes tre børn er alle født i Schweiz. Den ejendom, om hvis renovering tvisten i denne sag drejer sig, er familiens privatbolig. Ejendommen ejes af indklagedes ægtefælle. Indklagedes erhvervsaktiviteter omfatter ikke handel med eller byggeri af fast ejendom. Indklagede har forklaret, at i det omfang han tidligere i privat regi har indgået aftaler om bygningsarbejder vedrørende fast ejendom, har det ikke været aftalt, at AB 92 skulle være gældende for byggeriet.

Før 1996 havde klageren i nogle tilfælde udført bygningsarbejder for selskaber i indklagedes koncern. Det er oplyst, at der som grundlag for udførelsen af disse arbejder som i denne sag har foreligget skriftlige kontraktsudkast fra klageren med vedtagelse af AB 92, men arbejderne er udført, uden at disse dokumenter har været underskrevet af de involverede parter.

Mens klageren i foråret 1996 for et af indklagedes A/S selskaber udførte en ombygning havde klagerens direktør på et tidspunkt et møde med designchefen. Mødet fandt sted på klagerens kontor.

Det er omtvistet, om også indklagede deltog i dette møde. Indklagede og designchefen hævder, at indklagede deltog; Klagers direktør bestrider dette.

Den nøjagtige dato for mødet er også omtvistet. Klagers direktør har forklaret, at han mener, mødet fandt sted i begyndelsen af april 1996. Indklagede har forklaret, at mødet fandt sted, inden han forlod Danmark for at holde påskeferie i Schweiz. Også designchefen har forklaret, at mødet fandt sted før påske. (I 1996 var skærtorsdag den 4. april).

Det er ikke omtvistet, at designchefen under mødet spurgte klagers direktør, om klageren, der tidligere (i 1995) i Schweiz havde udført ombygningsarbejder på en ejendom tilhørende et af koncernens selskaber, var interesseret i at foretage en renovering og ombygning af indklagedes privatbolig. Klagers direktør erklærede sig interesseret, hvorefter ombygningsprojektet blev gennemgået.

Klagers direktør har forklaret, at han på dette grundlag og uden at have set ejendommen i Schweiz foretog en kalkule over projektet, hvorefter han den 18. april 1996 fremsatte et skriftligt tilbud.

Designchefen har forklaret, at han inden påske sammen med indklagede havde et nyt møde med klagers direktør, denne gang i Schweiz, hvorunder ejendommen blev besigtiget. Efter påske blev der på ejendommen i Schweiz holdt endnu et møde med indklagede og klagers direktør, der denne gang var ledsaget af nogle af klagerens underentreprenører.

Indklagede har også forklaret om et møde i Schweiz med klagers direktør "i begyndelsen til midte af april", hvorunder klagers direktør der var ledsaget af nogle danskere, muligvis håndværkere, gennemgik ejendommen sammen med designchefen. Indklagede har endvidere forklaret, at han under sin påskeferie i Schweiz modtog et tilbud fra klageren, som han telefonisk over for klagers direktør reagerede imod, fordi det var for dyrt i forhold til, hvad man tidligere havde talt om. Herefter fremkom klageren med et nyt tilbud.

Klagerens skriftlige tilbud af 18. april 1996, der " I henhold til behageligt møde" er stilet til " Indklagede ", er et dokument på to sider, hvoraf den ene side er selve tilbudet og den anden en specifikation af de 17 entrepriser ombygningen skulle omfatte. Disse enkeltentrepriser er prissatte, men i øvrigt uspecificerede. Selve tilbudet består af fem hovedpunkter, af hvilke det første er den tilbudspris på 3.486.546 kr., der fremgår af specifikationen. Punkt 2 er affattet således : " Aftalegrundlag : AB 92" . De tre øvrige punkter vedrører "Forbehold", "Levering" og "Betaling".

Om den umiddelbare reaktion på dette tilbud foreligger der ikke noget skriftligt materiale, og de forklaringer, der er afgivet herom, er ikke samstemmende.

Klagers direktør har forklaret, at designchefen nogle dage efter den 18. april kontaktede ham telefonisk og meddelte, at indklagede var interesseret i at gå videre. Det blev aftalt, at der skulle afholdes et møde i Schweiz, hvorefter et sådant møde med deltagelse af nogle af klagerens underentreprenører fandt sted den 3.maj 1996. Efter at ejendommen var blevet besigtiget, blev det aftalt, at klageren skulle fremkomme med et revideret tilbud, der skulle sendes til indklagede og til designchefen. Der blev på mødet ikke indgået nogen entrepriseaftale eller nogen aftale om prisen for arbejdet. (I klagerens replik af 14. december 1998, side 4, er det anført, at klagers direktør den 29. marts 1996 sammen med designchefen besigtigede indklagedes ejendom i Schweiz. I klagerens processkrift 1 af 28. maj 1999, side 4, er det anført, at også indklagede deltog i dette møde, og at klagers direktør derefter i påskeferien havde danske håndværkere i Schweiz for at besigtige ejendommen, for at de kunne afgive endeligt tilbud. Klagers direktør er under sagens mundtlige forhandling ikke specifikt foreholdt disse oplysninger.)

Indklagede har forklaret, at det er hans opfattelse, at der allerede under møderne med klagers direktør blev indgået aftale om, at klageren skulle udføre ombygningsarbejderne. De har ikke drøftet spørgsmålet, om dansk eller schweizisk ret skulle finde anvendelse, hvis der skulle opstå juridiske tvister mellem parterne, og AB 92 har ikke været nævnt. De efterfølgende drøftelser, han har haft med klagers direktør, har hovedsagelig været om priser. Da klageren tidligere havde udført arbejde i Schweiz, gik han ud fra, at klageren var bekendt med de schweiziske byggeregler, hvorefter det ikke ville være indklagede, men klageren, der var ansvarlig for opfyldelse af de schweiziske myndighedskrav.

Designchefen har forklaret, at han ingen erindring har om noget møde i maj måned, hverken i København eller Schweiz.

Der er under sagen fremlagt et brev af 3. maj 1996 fra klageren til indklagede. Brevet der er dateret den 03.05.1996, bærer overskriften "MØDEREFERAT". "Mødested :" er anført i Schweiz. "Mødedato/Kl. : er anført som 03.05.1996/ 08.00."

Det fremgår af referatet, at der i mødet foruden indklagede, designchefen og klagers direktør deltog tre danske (håndværkere). Brevet indledes herefter således : " I henhold til behageligt møde, har vi hermed fornøjelsen at vende tilbage med mødereferatet. På mødet blev følgende omtalt samt besluttet." Resten af brevet er en beskrivelse af en række bygningsarbejder.

Der foreligger ikke i sagen nogen skriftlig reaktion på dette brev.

Designchefen har som nævnt forklaret, at han ingen erindring har om noget møde i Schweiz i maj måned. Heller ikke indklagede har kunnet huske noget om et møde i Schweiz i begyndelsen af maj måned.

Den 15. maj 1996 sendte klageren til indklagedes adresse i Schweiz et brev på to sider, der indledes således : " I henhold til sidstemøde har vi hermed fornøjelsen at vende tilbage med oversigt over mer- og mindreydelser i forhold til tilbud af 18.04.1996".

Den 21. maj 1996 sendte klageren til indklagede en " BETALINGSPLAN", hvorefter entreprisesummen, der var angivet til "3.694.852" , skulle betales i tre rater, der forfaldt den 8. juni, 8. juli og 8. august 1996. Under rubrikken "Forudsætninger" er det anført, at byggetilladelse skal indhentes af bygherre, at opstart af byggeriet skal ske den 28. juni 1996, og at aflevering skal ske ultimo uge 30. (Datoen "28. juni 1996" er formentlig en fejlskrift for 28. maj 1996, jf. nedenfor.) Det fremgår ikke af brevet, om en kopi af det er tilsendt til andre.

Der foreligger i sagen endnu et dokument fra klageren dateret den 21. maj 1996. Dokumentet bærer overskriften "ENTREPRISEKONTRAKT" og indeholder over fem sider grundlaget for en aftale mellem klageren og indklagede om ombygning af indklagedes ejendom i Schweiz. Som skriftligt grundlag for entreprisekontrakten anføres i punkt 2 blandt andet : "b: Firmaets tilbud af dato : 18.04-1996 samt tillæg af 15.05-1996 " og "e: For tilbudet gælder "Almindelige Betingelser for hovedentreprise af 1992" (AB 92). Fravigelse .". Tilbudssummen er angivet til " kr. : 3.694.852 + tillæg af 15.05-1996". Om betalingen er det anført, at den skal foregå som acontobetaling i henhold til betalingsplan af 21.05-1996. Påbegyndelsestidspunktet er angivet til "28.05.96" og færdiggørelsestidspunktet til "ca. uge 30". Entreprisekontrakten er ikke underskrevet, hverken for klageren eller af indklagede.

Klagers direktør har forklaret, at han sendte såvel betalingsplanen som entreprisekontrakten til både indklagede og dennes advokat. Han er sikker på, at også indklagede har modtaget entreprisekontrakten, fordi han blev kontaktet af indklagede, der gjorde indsigelser mod punkt 17 i entreprisekontrakten, hvorefter bygherren senest 8 dage efter kontraktens underskrivelse skulle stille en ubetinget anfordringsgaranti i form af betryggende bank- eller sparekassegaranti.

Indklagede har bestridt at have modtaget entreprisekontrakten.

Klagers direktør har forklaret, at han herefter i slutningen af maj på klagerens kontor havde et møde med indklagede. På mødet gennemgik man kontrakten og listen over mer- og mindreydelser, og det blev aftalt, at klageren skulle fremsende en ny kontrakt med en merliste, således som denne så ud efter aftalerne på mødet. Arbejdets igangsætning blev rykket til den 10. juni 1996, fordi han skulle udarbejde et nyt kontraktsudkast. Man diskuterede på mødet ikke spørgsmålet om schweizisk eller dansk ret skulle gælde for aftalen, og AB 92 blev ikke nævnt; men han var, da han forlod mødet, ikke i tvivl om, at der var indgået en entrepriseaftale, og at han havde fået grønt lys til at gå i gang med arbejdet.

Indklagede har forklaret, at han ingen erindring har om et møde i slutningen af maj eller begyndelsen af juni, men han har ikke villet afvise, at det kan have fundet sted.

Designchefen har forklaret, at han ingen erindring har om, at der skulle have været afholdt et møde i København i slutningen af maj. Han har yderligere forklaret, at han ikke har været involveret i forhandlinger om kontrakten, og at det ikke er ham, der har sagt god for, at klageren kunne påbegynde arbejdet. Han har hørt om kontraktsforhandlingerne, men har ikke blandet sig aktivt i dem, og han ved ikke, hvornår aftalen om, at klageren kunne gå i gang, blev truffet.

Et brev af 7. juni 1996 fra klageren til indklagede indledes således : " I henhold til behageligt møde skal jeg herved vende tilbage med økonomisk opstilling på ovenstående sag". Der beskrives herefter nogle arbejder, som prisfastsættes og sammentælles således : "50 Samlet tillæg : ekskl. moms : 449.552", hvorefter brevet afsluttes :" Såfremt der kommer yderligere tillæg aftales disse via underskrevne ordrebekræftigelser." .

Der er i sagen endvidere en betalingsplan, der er stilet til indklagede og dateret den 7. juni 1996. I den fremlagte version har den følgende maskinskrevne påtegning : " Rev. 08.07.1996", jf. nedenfor. Entreprisesummen er angivet til "4.144.404 kr." , og der anføres ud for "Forudsætninger:" "Byggetilladelse indhentes af bygherre. Tidsplan af 28.05.1996. Aflevering ult. Uge 32."

Der er i sagen yderligere en ikke underskrevet Entreprisekontrakt dateret den 7. juni 1996. Kontrakten svarer til den oven for omtalte kontrakt af 21. maj 1996, men punkt 2 b har nu følgende ordlyd : "Firmaets tilbud af dato : 18.04-1996 samt tillæg af 15.05-1996 / 07.06.96" . Punkt 2e om AB 92 er uændret i forhold til kontraktsudkastet af 21. maj 1996. Det anføres i punkt 7 blandt andet, at bygherren skal forestå nødvendige tilladelser m.m. I punkt 12 er det om tilbudssummen anført, ar arbejdet udføres til en samlet sum af (ekskl. moms) "4.144.404 kr." Påbegyndelsestidspunktet er angivet til "10.06.96" og færdiggørelsestidspunktet til " ca. uge 32, jf. tidsplan af 28.05-96". Punkt 17 er affattet således : "Bygherren stiller ingen bankgaranti."

Klagers direktør har forklaret, at de tre dokumenter, der er dateret den 7. juni 1996, alle blev sendt til både indklagede og dennes advokat.

Indklagede har afvist at have modtaget udkastet til entreprisekontrakt, men det er oplyst, at indklagedes advokat har modtaget det med en følgeskrivelse fra klageren dateret den 10. juni 1996, som ikke er fremlagt under sagen. Indklagede har bestridt, at han har modtaget en betalingsplan dateret den 7. juni 1996. Han har først modtaget denne betalingsplan i den form, hvori den fremstår i den reviderede udgave dateret den 8. juli 1996, jf. nedenfor.

Det er uomtvistet, at klageren påbegyndte arbejdet i Schweiz den 10. juni 1996.

I en ordrebekræftelse dateret den 8. juli 1996 fra klageren til indklagede bekræftes " Levering og montering af udvendig isolering i henhold til myndighedskrav. Areal ca. 347 m2". Prisen ekskl. moms er 44.492,00 kr. En linje i ordrebekræftelsen har følgende ordlyd:

"Aftalegrundlag: AB 92 Afvigelse: Garantistillelse"

En anden linje har følgende ordlyd:

"Levering: 12.07.1996 Arbejdet igangsættes først, når klager har modtaget underskrevet bekræftelse."

Ordrebekræftelsen bærer indklagedes udaterede underskrift.

Af to breve, der begge er dateret den 8. juli 1996, fra klageren til indklagede fremgår det, at klageren " I henhold til aftale" fremsender "revideret betalingsplan" og anmoder om at få entreprisekontrakten af 7. juni 1996 returneret hurtigst muligt i underskrevet stand, "således at arbejdets udførelse ikke vil blive forsinket.".

Brevet om betalingsplanen er under sagen fremlagt i form af en telefaxkopi, som indklagede den 17. juli 1996 har sendt til klager med følgende påtegning: " venligst give mig en opstilling på hvordan entreprisen nu er løbet op i 4.144.404 kr. Jeg mente, at vi var enige om at undlade en del, jeg vil være glad for en ny opstilling ."

Som svar herpå skrev klageren samme dag blandt andet følgende til indklagede: " Med hensyn til entreprisebeløbet på DKK 4.144.404 kr. fremkommer dette, jf. tilbud af 18.04.1996 samt opstilling af d. 07.06.1996 (opstilling/tillæg af d. 07.06.1996 gennemgik vi på mødet i København). Ovenstående dokumenter er oplistet i fremsendte entreprisekontrakt, som vi for øvrigt ikke har modtaget fra dig endnu.

Den 18. juli 1996 sendte indklagede på sit firmas brevpapir et telefaxbrev til klageren. I brevet, der er skrevet på engelsk, hedder det i dansk oversættelse blandt andet: "Årsagen til at De ikke har fået kontrakten retur er, at De under vores sidste møde lovede at sende en ny kontrakt, inklusive de nye ændringer vi aftalte."

Indklagede har forklaret, at klagers direktør godt var klar over, at der var flere punkter i kontraktsudkastet, indklagede ikke kunne tiltræde, og at han havde sendt det til sin advokat. Det møde, han henviser til i brevet, er et møde, der fandt sted i Schweiz.

I brevet af 18. juli 1996 lagde indklagede op til, at der skulle holdes et møde mellem parterne.

Klagers direktør og indklagede holdt herefter den 23. juli 1996 et møde på klagerens kontor i København. Der foreligger ikke noget referat fra mødet, men klagers direktør har om mødet blandt andet forklaret, at det altoverskyggende emne for drøftelserne var tidsplanen. Indklagede var med rette bekymret, for der var noget, der gik for langsomt. Efter mødet regnede han med, at problemerne nu var løst. Han forstår ikke, hvorfor han ikke benyttede lejligheden til at få indklagedes underskrift på entreprisekontrakten.

Indklagede har om mødet den 23. juli 1996 forklaret blandt andet, at han var nervøs for tidsplanen, fordi klagerens byggeleder tilsyneladende slet ikke havde noget overblik over byggeriet. Håndværkerne var gode nok, men "byggelederen var en katastrofe."

Den 26. juli 1996 fremsendte indklagedes danske advokat til klageren et udkast til entreprisekontrakt, der "i vidt omfang tager højde for de forhold, der er nævnt i det af Dig ved følgeskrivelse af 10. juni 1996 fremsendte udkast." Entreprisekontrakten bærer overskriften "TOTALENTREPRISEKONTRAKT". Ifølge kontraktsudkastets § 5 foranlediger bygherren blandt andet indhentelse af alle nødvendige tilladelser og godkendelser til byggeriets igangsætning og udførelse samt indhentelse af ibrugtagningstilladelser ved byggeriets aflevering og indhentelse af alle øvrige til byggeriets udførelse fornødne tilladelser og attester. Ifølge samme paragraf påser entreprenøren blandt andet - og er ansvarlig for overholdelse af alle schweiziske bestemmelser og forskrifter for byggeri, ligesom entreprenøren påser og er ansvarlig for indhentelse af de fornødne tilladelser m.m. fra de schweiziske myndigheder til udførelse af entreprisen i Schweiz. Ifølge kontraktsudkastets § 14 kan intet mellemværende vedrørende kontrakten eller parternes indbyrdes forhold i forbindelse hermed indbringes for domstolene, idet alle uoverensstemmelser skal afgøres i henhold til den i ABT 93 § 47 anførte Voldgiftsret efter dansk ret og i henhold til de for denne gældende regler. Efter § 17 skulle entreprisen udføres som angivet i " ABT 93 med de undtagelser, som følger af nærværende kontrakt.".

Heroverfor reagerede klageren i et brev af16. august 1996 og anførte blandt andet, at der med hensyn til den fremsendte kontrakt var flere væsentlige punkter, der ikke stemte overens med aftalen mellem indklagede og klageren. Der anføres videre følgende: "Blandt andet er der aftalegrundlaget, hvor AB 92 skal gælde under hele tilbudsfasen og kontraktsforløbet, da vi under ingen omstændigheder har mulighed for at håndtere projektering/myndighedsbehandling i Schweiz " Klageren kunne derfor ikke tilslutte sig den fremsendte kontrakt og forventede at modtage de fra klageren fremsendte kontrakter, "da de er i overensstemmelse med de aftaler, der har fundet sted i projektforløbet." .

Klagers direktør har forklaret, at han blev målløs, da han modtog indklagedes advokats kontraktsudkast. Kontraktsudkastet indeholdt betingelser, der slet ikke var lavet aftaler om, og fremgangsmåden var forskellig fra den, der var blevet anvendt ved de andre projekter, klageren havde udført for indklagedes koncern. Ved byggeriets gennemførelse fulgte klageren AB 92-reglerne, ligesom man havde gjort det ved de andre opgaver, klageren havde udført for koncernen, selvom der heller ikke vedrørende disse opgaver havde været underskrevne skriftlige aftalegrundlag.

Den 30. august 1996 fremsendte klageren "Rate 3 til betalingsplan" en faktura på 730.404,00 kr. Indklagede har ikke betalt denne faktura.

Den 8. september 1996 afleverede klageren byggeriet. Af en rapport om afleveringsforretningen, der er underskrevet af klagers direktør og af indklagede, fremgår det, at der blev registreret en række mangler. Manglerne er i rapporten vurderet til 500.000,00 kr., som tilbageholdes indtil udbedring er foretaget" , hvilket ifølge rapporten skulle ske "indenfor 14 dage." .

I et telefaxbrev af 26.september 1996 fra indklagede tilklageren opregnes en række mangler, som endnu ikke var blevet udbedret, hvorefter brevet afsluttes: "Det vil være papirspild at fremsende slutfaktura før ovenstående punkter er afsluttet." .

Den 30. september 1996 fakturerede klageren til indklagede slutafregningen vedrørende byggeriet en regning på 283.265,00 kr., hvorefter den samlede entreprisesum, inklusive tidligere faktureringer på 4.144.404,00 kr., kom op på 4.427.669,00 kr.

Klageskriftet, der er grundlaget for denne sag, er herefter indgivet til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed den 24. juni 1998.

Voldgiftsrettens begrundelse og resultat

Det lægges til grund,

at klageren driver virksomhed med blandt andet byggeri, herunder renovering og ombygning, af fast ejendom,

at indklagede ikke driver virksomhed inden for byggebranchen eller er tilknyttet virksomheder, der gør det,

at indklagede er bosiddende i Schweiz og har været det i en længere årrække,

at den ejendom i Schweiz, om hvis renovering sagens materielle tvist drejer sig, tilhører indklagedes ægtefælle,

at ejendommen tjener til privatbolig for indklagede og hans familie,

at den første drøftelse om byggeriet mellem klageren og indklagede eller dennes repræsentant fandt sted i København på indklagedes initiativ,

at der herefter i Schweiz og i Danmark fandt yderligere drøftelser sted mellem klagerens direktør og indklagede,

at disse drøftelser ikke resulterede i, at der mellem parterne blev indgået en skriftlig aftale om byggeriet,

at byggeriet blev igangsat den 10. juni 1996, og

at afleveringsforretning fandt sted den 8. september 1996.

Om de drøftelser, der inden den 10. juni 1996 fandt sted i Schweiz, foregik under et eller to møder, og om det sidste af disse møder fandt sted den 3. maj 1996 eller tidligere kan ikke tillægges afgørende betydning. Det anses imidlertid efter det foreliggende, herunder den specifikation og prisfastsættelse af enkeltentrepriserne, der ledsagede tilbudet af 18. april 1996, for sandsynligt, at klagerens underentreprenører noget tidligere end den 3. maj 1996 har besigtiget ejendommen i Schweiz. Det er også sandsynligt, men ikke bevist, at indklagede under de drøftelser, der fandt sted i Schweiz, har givet klagers direktør et tilsagn om, at klageren skulle udføre ombygningen, og at dette tilsagn har omfattet mere, end hvad man kunne kalde en ren "hensigtserklæring". Det er imidlertid ikke bevist, at der under møderne eller under senere kontakter i tilslutning hertil mundtligt er indgået en bindende aftale mellem klageren og indklagede om udførelse af de arbejder, der er beskrevet i dokumenter, der er dateret den 21. maj 1996 eller tidligere.

Det er derimod efter bevisførelsen godtgjort, at klagers direktør og indklagede senest den 7. juni 1996, men sandsynligvis noget tidligere, har haft et møde i København, og det lægges til grund, at der under dette møde og ikke tidligere er indgået en mundtlig aftale mellem klageren og indklagede om, at klageren for indklagede skulle foretage en ombygning af indklagedes privatbolig i Schweiz, og at arbejdet hermed skulle påbegyndes den 10. juni 1996. Om der også om prisen for arbejdets udførelse og om betalingen herfor er truffet en præcis og endelig aftale fremgår ikke med sikkerhed af bevisførelsen. Heller ikke vedrørende spørgsmålet om, hvem der skulle have ansvaret for f.eks. tilvejebringelse af de nødvendige myndighedsgodkendelser m.v., kan det af bevisførelsen udledes, om parterne har truffet nogen bindende aftale.

Ved afgørelse af, om denne mundtlige aftale om byggeriet også indbefatter en aftale om, at der forbyggeriets udførelse skulle gælde reglerne i AB 92, herunder at eventuelle tvister mellem parterne skulle afgøres af en dansk voldgiftsret efter danske regler, lægges det til grund, at klagers direktør og indklagede ikke har drøftet og derfor ikke indgået nogen lovvalgsaftale om hvilket lands retsregler, der skulle anvendes ved afgørelse af eventuelle uoverensstemmelser om indgåede aftalers indhold og rækkevidde.

Ved afgørelse af, om det herefter er dansk eller schweizisk ret, der skal anvendes ved løsningen af sagens formelle tvist, lægges det til grund,

at der er indgået en aftale, om hvilken det er uomtvistet, at den i snæver forstand indebærer, at klageren mod betaling skulle ombygge indklagedes privatbolig i Schweiz,

at sagens materielle tvist skal løses efter dansk ret, hvis sagsøgerens påstand om, at parternes mundtlige aftale om hvis fulde rækkevidde den formelle tvist drejer sig også indebærer vedtagelse af AB 92,

at parterne er en herboende dansk juridisk person og en dansk statsborger,

at aftalen er indgået efter forudgående kontraktsforhandlinger, der blev indledt i Danmark og fortsat i både Danmark og Schweiz,

ar parternes brevveksling om aftalen hovedsagelig er foregået på dansk mellem klagerens forretningsadresse i Danmark og indklagedes privatadresse i Schweiz,

At aftalen er indgået i Danmark,

At klageren for udført arbejde har afkrævet indklagede betaling i danske kroner, og

At indklagede i det omfang han har honoreret klagerens betalingsanmodninger har betalt i danske kroner.

Efter det således anførte og under særlig hensyntagen til,

At den begrænsede aftale om byggeriet om hvis eksistens der ikke er tvist er indgået i Danmark,

At der ikke i sagen er indikatorer for at antage, at nogen part udtrykkelig skulle have forudsat, at denne aftale ikke skulle være undergivet dansk ret, og

At aftalen, såfremt klagerens påstand følges, indebærer anvendelse af et særligt regelsæt i dansk ret,

Lægges det til grund, at det efter dansk international privatret er dansk ret , der skal anvendes ved afgørelsen af, om reglerne i AB 92 skal gælde for byggeriets udførelse, herunder disse reglers forskrift om, at tvister skal afgøres ved en dansk voldgiftsret, jf. herved den ved lov nr. 188 af 9. maj 1984, som ændret ved lov nr. 305 af 16. maj 1990, gennemførte Konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser (80/934 EØF), artikel 8, punkt 1, jf. punkt 2, eller disse bestemmelsers analogi.

Ved afgørelsen af, om parternes aftale herefter, efter dansk ret hvor upræcis aftalen uden gensidig skriftlig bekræftelse i øvrigt må antages at være omfatter vedtagelse af AB 92 og voldgift, lægges det til grund,

at det er klageren, der har konciperet de kontraktsudkast, klageren påberåber sig som grundlag for en aftale om vedtagelse af AB 92,

at omtalen af AB 92 i disse dokumenter består i en blot og bar henvisning til disse betingelser uden en nærmere angivelse af, hvad de indebærer, herunder at de indeholder en voldgiftsklausul,

at AB 92 ikke har været omtalt og derfor heller ikke været undergivet individuel forhandling under klagers direktørs og indklagedes samtaler,

at spørgsmålet om eventuelle tvisters afgørelse ved voldgift slet ikke har været nævnt under disse samtaler, hverken specifikt eller i tilslutning til AB 92, og

at klageren ikke har overgivet indklagede et eksemplar af AB 92.

Det lægges endvidere til grund, at indklagede i relation til de retskilder, parterne under sagen har påberåbt sig eller henvist til, og som for en parts status i et retsforhold tillægger det betydning, om vedkommende kan betegnes som "forbruger" eller ikke er en privat ikke-erhvervsdrivende person, der skal betegnes som "forbruger".

Klageren har herefter ikke bevist, at parterne, da klageren påbegyndte sit arbejde i Schweiz, havde indgået en aftale, der indebar, at tvister parterne imellem skulle afgøres ved voldgift, jf. herved aftalelovens § 38b.

Den omstændighed, at indklagede underskrev klagerens ordrebekræftelse af 8. juli 1996 om udførelse af et isoleringsarbejde i henhold til et myndighedskrav, kan ikke føre til et andet resultat. Endnu på dette tidspunkt 4 uger efter byggeriets start havde spørgsmålet om anvendelse af AB 92 ikke været genstand for individuel forhandling mellem parterne.

Heller ikke den omstændighed, at det af det udkast til totalentreprisekontrakt, som indklagedes advokat sendte til klageren den 26. juli 1996, fremgår, at bestemmelserne i ABT 93 skulle være gældende for entrepriseforholdet, herunder bestemmelsen i § 47 om dansk voldgift, kan føre til et andet resultat. Dette efterfølgende oplæg til accept af, at tvister skulle afgøres ved dansk voldgift, havde ikke været drøftet, da klageren påbegyndte sit arbejde den 10. juni 1996, og det er ikke ved påtegninger på sagens dokumenter eller på anden måde godtgjort, at indklagedes advokat var involveret i de forhandlinger, parterne førte med hinanden forud for den 10. juni 1996, på hvilket tidspunkt indklagedes advokat efter det oplyste første gang fik kendskab til klagerens kontraktsudkast.

Med den anførte begrundelse tager voldgiftsretten indklagedes afvisningspåstand til følge.

Ved fastsættelsen af sagens omkostninger bemærkes, at indklagede ikke er momsregistreret, og at de udgifter til advokatbistand, sagsomkostningerne skal dække, skal betales for advokatbistand ydet i Danmark. Det nedenfor fastsatte omkostningsbeløb indbefatter derfor moms. Ved fastsættelsen bemærkes endvidere, at omkostningsbeløbet er fastsat under hensyntagen til sagsgenstandens størrelse, men at det er taget i betragtning, at sagen nu har fundet sin endelige afgørelse ved voldgiftsret, og at skriftvekslingen om sagens materielle tvist ikke var afsluttet, da der blev truffet beslutning om udskillelse af sagens formelle tvist til særskilt forhandling og afgørelse.

Thi bestemmes :

Voldgiftsretten afviser den sag som klager har anlagt mod indklagede.

Inden 14 dage skal klager i sagsomkostninger betale 45.000,00 kr. til indklagede.

De omkostninger, der har været forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen, skal betales af klager.

Versioner

  1. 2000-10-20