Skattemæssig behandling af udgifter for kurser afholdt i udlandet
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11581@2000-10-26/da
Indhold
1. Fradrag
2. Kurser
3. Udland
TSS af 25. juli 2000, 99/99-4341-00005
I en dom fra 1994 (TfS 1994, 738) udtalte Højesteret, at hvis et kursus afholdes på et almindeligt turiststed i udlandet, og hvis kursusstedet ikke som sådant er fagligt velbegrundet, er der skabt en formodning for, at der med kursets afholdelse er forbundet et så betydeligt turistmæssigt islæt, at kursusudgiften ikke kan anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.
I 1995 afsagde Vestre Landsret dom i den foreliggende sag (TfS 1995, 363) om beskatning af værdien af et skattekursus på Kreta, som en revisor havde deltaget i. Kurset var betalt af det selskab, som den pågældende revisor var hovedaktionær i. Skattemyndighederne havde under henvisning til Højesterets dom fra 1994 gjort gældende, at der var knyttet et sådant turistmæssigt islæt til rejsen, at revisoren skulle beskattes af rejsens værdi.
Landsretten fandt, at formodningen om et turistmæssigt islæt for det pågældende kursus var afkræftet af skatteyder. Et flertal af Landsrettens dommere lagde herved vægt på forholdet mellem den tid, der var afsat til faglige henholdsvis ikke-faglige aktiviteter.
Skatteministeriet ankede herefter dommen til Højesteret med fastholdelse af påstanden om, at rejsen havde et overvejende turistmæssigt islæt.
Ved kendelse af 18. februar 1998 forelagde Højesteret 2 spørgsmål for EF-Domstolen om formodningsreglens forenelighed med EF-traktatens artikel 12 (forbuddet mod forskelsbehandling p.g.a. nationalitet) og artikel 49 (fri udveksling af tjensteydelser).
Den 28. oktober 1999 afsagde EF-Domstolen dom om, at en sådan formodningsregel ikke er forenelig med EF-traktatens bestemmelse om fri udveksling af tjenesteydelser.
Da Skatteministeriet vurderede, at man i lyset af EF-Domstolens afgørelse ikke havde udsigt til at vinde sagen ved Højesteret, hævede Skatteministeriet anken.
Retstilstanden efter EF-Domstolens afgørelse
I praksis godkendes kurser/studierejser skattemæssigt ud fra en vurdering af 3 kriterier:
1. Er kurset/studierejsen fagligt relevant for deltageren?
2. Er der tale om, at deltagelse sker for at vedligeholde og ajourføre den faglige viden, eller er der tale om videreuddannelsesformål?
(Undtaget fra denne vurdering er dog ydelser, der er omfattet af ligningslovens § 31. Ligningslovens § 31 har virkning fra 1. januar 2000).
3. Er der tale om et turistmæssigt islæt? Vurderingen heraf foretages bl.a. ud fra programmets tidsmæssige tilrettelæggelse, herunder fordelingen mellem studie/undervisningstid og fritid.
I den foreliggende sag var der ikke tvivl om, at kurset i skatteret var fagligt relevant for den pågældende i dennes egenskab af revisor. Der var heller ikke rejst tvivl om, at der var tale om vedligeholdelsesformål.
Der foreligger en righoldig praksis om vurderingen af de 2 førstnævnte kriterier - en praksis der ikke anfægtes af EF-Domstolens dom. Se om denne praksis, Ligningsvejledningen, Almindelig Del, afsnit A.F.1.5. om kongres- og studierejser og kursusudgifter, A.B.1.9.19 om frirejser og rejser betalt af arbejdsgiveren samt Ligningsvejledningen for Erhvervsdrivende, afsnit E.B.3.2, E.B.3.2.1, E.B.3.2.2 og E.B.3.4. De 3 førstnævnte afsnit vedrører alle rejseudgifter herunder udgifter til rejser i udlandet, mens afsnit E.B.3.4 vedrører kursusudgifter.
Den foreliggende sag blev ved Vestre landsret afgjort ud fra en vurdering af det 3. kriterium: Det turistmæssige islæt. Et flertal af dommerne i Vestre Landsret fandt som nævnt i den konkrete sag, at skatteyder havde afkræftet formodningen for, at kurset var forbundet med et så betydeligt turistmæssigt islæt, at sagsøger skulle beskattes af kursets værdi.
Indtil EF-dommen af 28. oktober 1999 har det således været tillagt selvstændig betydning, hvorvidt et kursus blev afholdt på et turistmæssigt sted i udlandet. Det har dog ikke været kursets fysiske afholdelse på et turistmæssigt sted i udlandet i sig selv, der har været afgørende.
Kurser, der blev afholdt på et turistmæssigt sted i udlandet har imidlertid, modsat kurser, der blev afholdt i Danmark, haft en indbygget formodning om, at kurset havde et så betydeligt turistmæssigt islæt, at kurset skattemæssigt ikke kunne anerkendes. Formodningen kunne imidlertid afkræftes, hvis det - efter en konkret vurdering - fandtes bl.a. at være fagligt velbegrundet at afholde kurset på netop dette sted, og der var forholdsmæssighed mellem kursets tidsforbrug og opholdets samlede varighed.
Det afgørende har således, ligesom for kurser afholdt i Danmark, været vurderingen/afvejningen af det faglige tidsforbrug contra det ikke-faglige tidsforbrug, men kurser afholdt på et almindeligt turiststed i udlandet har, på grund af formodningsreglen, været undergivet en form for omvendt bevisbyrde, derved at skatteyder har skullet afkræfte formodningen om det turistmæssige islæt.
Da formodningsreglen efter EF-dommen ikke længere kan anvendes, skal den skattemæssige vurdering af kurser, der afholdes i udlandet, ske alene på baggrund af de 3 ovenanførte kriterier.
Hvorvidt der med et konkret kursus er forbundet et sådant turistmæssigt islæt, at der skal ske beskatning af kursusudgiften/nægtes fradrag herfor, vil herefter bero på en konkret vurdering. Denne vurdering tager udgangspunkt i fordelingen af opholdets samlede tidsforbrug til henholdsvis faglige og ikke-faglige aktiviteter, uden at der i øvrigt skeles til kursets geografiske placering.