Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11587@2000-10-26/da
Indhold
Under denne sag, der er indbragt for voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed ved klageskrift modtaget den 19. august 1997, har klageren nedlagt endelig påstand om, at de indklagede, en for begge og begge for en skal betale 350.994 kr., subsidiært et mindre beløb, med rente fra den 8. marts 1996.
De indklagede skal endvidere anerkende, at den af klageren stillede garanti nedskrives til 2 % af entreprisesummen.
De indklagede har nedlagt påstand om frifindelse og nedlagt selvstændig påstand om tilkendelse af 73.248,75 kr., med rente fra påstandens nedlæggelse den 7. december 1999.
Klageren har nedlagt påstand om frifindelse for de indklagedes selvstændige påstand.
Klageren har opgjort sin påstand således:
Tilbageholdt rest af entreprisesummen 160.000,00 kr.
Elforbrug efter indflytningsdag 7.500,00 kr.
Ekstraregninger vedr. køkkenelementer, badrumsindretning mv. 229.599,00 kr.
Med fradrag af faktura 4184 inkl. moms - 1.105,00 kr. 228.494,00 kr.
Omkostninger sagkyndig beslutning 7.500,00 kr.
Fradrag for 4 poster i.h.t. skønserklæring:
Besparelser parketgulv 26.000,00 kr.
Afhjælpning gulv 2.000,00 kr.
Afhjælpning 1 års gennemgang 8.000,00 kr.
Monteringsmangel håndklædetørrer 6.000,00 kr.
Moms af mangler 10.500,00 kr. -52.500,00 kr.
Klagers påstand inkl. moms 350.994,00 kr.
De indklagede har opgjort deres påstand således:
Udskiftning af gulv 110.000,00 kr.
Udbedring af mangler konstateret ved 1 års gennemgangen 8.000,00 kr.
Monteringsmangler vedr. håndklædetørrer 6.000,00 kr.
Merpris køkken - 3.325,00 kr.
Transport 127.325,00 kr.
Merpris badeværelse - 4.000,00 kr.
Merpris bryggersindretning - 4.000,00 kr.
Merpris stålbjælke, carport - 1.664,00 kr.
Besparelser tagudhæng 25.000,00 kr.
Besparelser tagsten 10.988,00 kr.
Moms af ovennævnte poster 36.749,75 kr.
Dagbodskrav 57dage á 1.000 kr. 57.000,00 kr.
Elforbrug februar- august 1995 - 7.500,00 kr.
I alt 233.248,75 kr.
Tilbageholdt andel af entreprisesummen - 160.000,00 kr.
De indklagedes påstand inkl. moms 73.248,75 kr.
Der er herefter enighed mellem parterne om følgende poster:
1. Tilbageholdt rest af entreprisesummen 160.000,00 kr.
2. Elforbrug efter indflytningsdag 7.500,00 kr.
3. Udbedring af mangler konstateret ved 1års gennemgangen - 8.000,00 kr.
4. Monteringsmangler vedr. håndklædetørrer - 6.000,00 kr.
5. Moms af post 3 og4 - 3.500,00 kr.
Foreløbig saldo i klagerens favør 150.000,00 kr.
I juli/august 1995 indgik parterne en kontrakt vedrørende totalleverance af et af klageren projekteret, opført og leveret standardhus i træ på ca. 174 m² i 1 plan på indklagedes ejendom. Aftalen var bl.a. reguleret af Almindelige betingelser for totalentreprise (ABT 93). Købesummen, der var en fastpris, som omfattede alle arbejdsydelser og materialer, der var nødvendige for at aflevere ejendommen i fuldstændig og nøglefærdig stand, udgjorde i alt 1.493.000 kr. inkl. moms.
Byggeriet skulle påbegyndes ca. 15. oktober 1995 og afleveres fuldt indflytningsklart den 1. februar 1996. Denne tidsplan var betinget af, at byggetilladelse forelå senest den 1. oktober 1995. Der var i kontrakten yderligere fastsat en dagbod på 1.000 kr. pr. arbejdsdag ved overskridelse af leveringsdatoen, som sælger var ansvarlig for.
Den samlede pris var specificeret således:
Standardpris 1.318.000,00 kr.
Standard jf. beskrivelse, der bl.a. omfatter "parketgulve i alle soveværelser etc." 25.000,00 kr.
Der afsættes et fast beløb til ekstra udstyr 20.000,00 kr.
Der afsættes til andet køkken 40.000,00 kr.
Bygherreomkostninger 90.000,00 kr.
Totalpris, ekskl. prioriteringsomkostninger 1.493.000,00 kr.
I sidste halvdel af oktober 1995 rettede klageren henvendelse til kommunen om bebyggelse af grunden, som klageren havde erhvervet. Den 31. oktober 1995 blev der indgivet endelig ansøgning om byggetilladelse, og den 7. november 1995 meddelte kommunen byggetilladelsen.
Den 11. januar 1996 skrev klageren følgende til de indklagede om byggeriets færdiggørelse:
" ..
I Ert kontrakt är inskrivitt att huset skall vara klart för indflytning 1996-02-01 under förutsättning att byggetilladelse är bevilget senast 1995-10-01.
Byggetilladelse för Ert hus beviljades 1995-11-07, varför färdigställandedatum bliver 1996-03-07."
Denne meddelelse blev besvaret af de indklagedes advokat ved skrivelse af 23. januar 1996, hvori det bl.a. er anført:
" ..
Ifølge kontrakten skal huset være indflytningsklar den 1. februar 1996.
Imidlertid har mine klienter ved skrivelse af 11. januar 1996 modtaget meddelelse om, at aflevering først vil kunne finde sted den 7. marts, jf. vedlagte kopi. Der henvises til, at byggetilladelsen først er givet den 7. november 1995.
Mine klienter har naturligvis planlagt indflytning i huset i overensstemmelse med den aftalte afleveringstermin den 1. februar 1996, og det vil derfor være forbundet med stor gene, såfremt afleveringsterminen udskydes.
Endvidere har mine klienter under hånden erfaret, at ansøgning om byggetilladelse først er indsendt til teknisk forvaltning ved skrivelse af 20. oktober 1995, som i forvaltningen er modtaget den 23. oktober 1995.
Idet der således ikke er aftalemæssigt grundlag for en udskydelse af afleveringsterminen, skal jeg herved meddele, at mine klienter kræver, at huset er indflytningsklart på den aftalte dato den 1. februar 1996, og at enhver overskridelse heraf vil være forbundet med krav om dagbod, ligesom mine klienter vil kræve erstatning for ethvert tab, som mine klienter måtte blive påført i forbindelse med en eventuel forsinkelse, herunder til opbevaring af møbler, ekstra flytteudgifter etc.
.."
Den 7. februar 1996 fremsendte klager en ekstraregning til indklagede på 87.735 kr. inkl. moms bl.a. for inventar i køkken og bad.
Den 9. februar 1996 var huset indvendigt klar til indflytning.
Den 21. februar 1996 skrev de indklagedes advokat følgende til klagerens advokat:
"Ifølge mine klienter er byggeriet fortsat ikke færdiggjort endnu, og da arbejdet på pladsen på 2. uge ligger stille, har det åbenbart lange udsigter med færdiggørelsen.
Jeg skal derfor endnu en gang henstille, at byggeriet nu fremmes i størst muligt omfang, ligesom jeg skal gentage, at mine klienter forbeholder sig såvel dagbøder som erstatningskrav i overensstemmelse med aftalegrundlaget.
I denne forbindelse erindrer jeg om, at byggeriet ifølge aftalegrundlaget ikke er overtaget, før afleveringsforretning har fundet sted, jf. ABT 93, og jeg erindrer ligeledes om, at Deres klient har ansvaret for indkaldelse til afleveringsforretningen"
Den 2. april 1996 fremsendte klager yderligere en ekstraregning til indklagede på 141.864 kr. inkl. moms bl.a. for inventar.
Det er de to ekstraregninger på i alt 229.599 kr., der efter fradrag på 1.105,00 kr., indgår i klagerens påstand med 228.494 kr.
Den 19. april 1996 afholdtes afleveringsforretning på ejendommen.
Der har under sagen været afholdt syn- og skøn med en arkitekt og tømrermester som skønsmand. Han har i skønserklæring af 3. februar 1999 bl.a. udtalt:
" ..
Spørgsmål 1
Skønsmanden bedes beskrive forskellene, herunder bl.a. i pris og kvalitet mellem det af indklagede bestilte 14 mm parketgulv og det faktisk leverede 7 mm finérgulv.
Svar ad spørgsmål 1
Der blev forevist prøver på de to nævnte gulvbrædder. Fabrikatet blev for begge gulvbrædders vedkommende oplyst at være kirsebær.
Det dyreste produkt er det 14 mm gulvbræt, som er et lamelgulvbræt med ca. 3,5 mm som øverste slidlag. De øvrige lag består af fyr, gran eller tilsvarende træsorter.
Det billigste produkt er det 7 mm gulvbræt, som er fineret med ca. 0,5 mm som øverste slidlag. Det øvrige lag består af spånplade.
Prisforskellen mellem ovennævnte 2 gulvbrædder i de rum, hvor der er lagt gulvbrædder, skønnes at være kr. 26.000,00 ekskl. moms.
Spørgsmål 2
Skønsmanden bedes udtale sig om, hvorvidt gulvet er lagt forsvarligt, korrekt og i overensstemmelse med gældende lægningsanvisning for så vidt angår lægningsretningen.
..
Svar ad spørgsmål 2
Gulvet er lagt forsvarligt og korrekt for så vidt angår lægningsretningen. Lægningsretningen er ikke angivet i den lægningsanvisning skønsmanden er i besiddelse af. Der er ikke i sagen fremlagt lægningsanvisning.
..
Spørgsmål 4
Skønsmanden bedes efter en besigtigelse af særligt gulvene i hhv. køkken/alrum og opholdsstue udtale sig om, hvorvidt gulvene er behæftet med fejl og/eller mangler, og i bekræftende fald beskrive disse samt årsagen hertil.
Svar ad spørgsmål 4
Rekvirenten påpegede følgende forhold:
Dagligstue: Pejs monteret på gulv.
Fuge mellem 2 gulvbrædder parallel med ejendommens facade.
Ujævnheder (ikke plan overflade).
Køkkenalrum: Ujævnheder (ikke plan overflade).
Skønsmanden kan oplyse følgende vedrørende:
Dagligstue : Det anbefales ikke at montere en pejs direkte ovenpå et gulv af den i sagen omhandlede type. Pejsens placering direkte på gulvet, har ikke resulteret i synlige problemer.
Fugen mellem de 2 gulvbrædder i dagligstuen kunne konstateres ca. 3 meter fra facaden og parallel med denne. Fugen skyldes, at lægningsanvisningen sandsynligvis ikke er fulgt, idet fjer/not har været for dårligt limet eller slet ikke limet. Forholdet er dog ikke nærmere undersøgt, idet gulvbrædderne ikke har været demonteret ved de 2 besigtigelser.
Ujævnhederne blev konstateret på de påviste arealer. I dagligstuen var gulvet specielt ujævnt foran døren til køkkenalrum.
Køkken/alrum: I køkken/alrum var gulvet blandt andet ujævnt ved skillevæggen ind til dagligstuen.
Generelt: vedrørende ujævnhederne i dagligstue og køkken/alrum. Ujævnhederne er større end man normalt accepterer for gulve af denne type og forholdet må betragtes som en fejl/mangel. Ujævnhederne skyldes, at undergulvet ikke er plant i henhold til de retningslinier, der er almindeligt gældende herunder lægningsvejledningen for disse gulve.
Spørgsmål 5
Såfremt spørgsmål 4 besvares bekræftende, bedes skønsmanden endvidere fremkomme med forslag til manglernes afhjælpning samt anslå omkostningerne hertil.
Svar ad spørgsmål 5
Den ved besigtigelsen synlige konstaterede revne mellem 2 gulvbrædder i dagligstuen kan afhjælpes ved kitning/udlusning.
Afhjælpningsudgifterne skønnes at udgøre kr. 1-3.000,00 inkl. moms. Alternativt skal en del af gulvet omlægges.
Spørgsmål 6
Skønsmanden bedes endvidere oplyse, hvorvidt det vil være muligt at lægge et 14. mm parketgulv i stedet for det eksisterende 7 mm finérgulv, uden at iagttage de sidste i sagens bilag anførte foranstaltninger, ligesom skønsmanden i benægtende fald bedes anslå omkostningerne hertil.
Svar ad spørgsmål 6
På side .er angivet følgende foranstaltninger:
Nedtagning af køkkenelementer m.v., el- og vandinstallationer og brændeovn.
Opsætning af eksisterende køkkenelementer og brændeovn.
Tilslutning af el- og vandinstallationer.
Reparation af vægge, reparation/udskiftning af fodpaneler og evt. tilpasning af døre.
Reparation/udskiftning af evt. beskadigede køkkenelementer samt øvrige arbejder.
Spartling af undergulve.
Ovennævnte foranstaltninger er alle nødvendige, dog må det forventes, at nedtagning og opsætning af køkkenelementer kan foretages uden reparation/udskiftning af køkkenelementerne.
Udskiftning af alle gulve, hvor der er lagt gulvbrædder, samt ovennævnte følgeomkostninger skønnes at udgøre kr. 110.000,00 ekskl. moms.
..
Spørgsmål 13
Skønsmanden bedes efter en gennemgang af det installerede køkken oplyse den vejledende pris herpå i 1995-priser inkl. bordplader samt køkkenvask, inkl. moms.
Svar ad spørgsmål 13
Levering af ovennævnte køkken inkl. bordplade og køkkenvask og ekskl. montering, skønnes at udgøre i 1995 priser kr. 108.000,00 inkl. moms.
Spørgsmål 14
Skønsmanden bedes anslå den tilsvarende pris for et tilsvarende køkken fra et andet firma.
Svar ad spørgsmål 14
Et tilsvarende køkken leveret inkl. bordplade og køkkenvask og ekskl. montering skønnes at udgøre i 1995 priser kr. 73.000,00 inkl. moms.
Spørgsmål 15
Skønsmanden bedes oplyse, hvorvidt der er prisforskel på den leverede badeværelsesindretning og et tilsvarende udstyr fra et andet firma.
Svar ad spørgsmål 15
Ja, der er prisforskel, idet det leverede er det dyreste.
Spørgsmål 16
Såfremt spørgsmål 15 besvares bekræftende, bedes skønsmanden oplyse den samlede prisforskel.
Svar ad spørgsmål 16
Prisforskellen for levering af ovennævnte badeværelseselementer skønnes at udgøre i 1995 priser kr. 4.000,00 inkl. moms.
Spørgsmål 17
Skønsmanden bedes oplyse prisforskellen, herunder i materiale- og udførelsesudgift, mellem et 60 cm og et 90 cm tagudhæng.
Svar ad spørgsmål 17
Forskellen mellem et 60 cm og et 90 cm udhæng skønnes at udgøre kr. 25.000,00 ekskl. moms. Ovennævnte beløb indeholder materialer og arbejdsløn.
Spørgsmål 18
Skønsmanden bedes oplyse, hvilken type tagsten, der er anvendt på ejendommen.
Svar ad spørgsmål 18
Den anvendte tagsten er af fabrikat X og havde ikke højglansoverflade.
.."
Der er afgivet forklaring af en af de indklagede samt af to hos klageren ansatte. Herudover er der sket afhjemling af skønsmanden.
En af de indklagede har bl.a. forklaret, at man ved kontraktsindgåelsen var enige om, at der skulle anvendes 14 mm parket, der sluttelig blev i kirsebær. Man diskuteredes gulvets holdbarhed, herunder muligheden af senere afhøvling. Det var ved kontraktsindgåelsen ikke endeligt fastlagt, hvilket ekstraudstyr, der skulle anvendes, men det lå fast, at der skulle sættes et specielt køkken ind i stedet for et standardkøkken. Han fik at vide, at tagudhænget ville blive sat ned fra 90 cm til 60 cm af hensyn til lyset. Dette ville medføre at han fik penge tilbage. Han solgte sin tidligere bolig pr. 31. januar 1996. Færdiggørelsen af huset var derfor af meget stor betydning. Han modtog først klagerens brev af 11. januar 1996 den 18. januar 1996. Husstanden består af 2 voksne og to børn. Intet kunne komme ind i huset før den 9. februar 1996. Familien måtte derfor flytte på hotel fra 1. februar 1996. Udgifterne hertil var ca. 10.000 kr., og ekstra flytteudgifter beløb sig til 3.-4.000 kr. Håndværkerne forlod pladsen, da familien flyttede ind, og kom først tilbage i marts/april. Han udarbejdede selv en meget omfangsrig mangelsliste den 26. februar 1996. Han fik at vide, at der ville blive oplagt glaserede, sorte tagsten. Han så en prøve, som han accepterede, men stenen blev ikke anvendt. Han fik at vide, at den samlede pris for det køkken, som de gerne ville have, var 86.230 kr. Herfra skulle trækkes 40.000 kr., der var afsat hertil i prisen, samt værdien af standardkøkkenet. Han fik tilsagn om, at dette ville blive reguleret i den endelige afregning. Klageren så helst, at baderumsinventaret blev leveret fra Danmark. Man har ikke talt om, at det skulle være regningsarbejde. I øvrigt kender han intet til de poster, der er anført på ekstraregningerne. Parketgulvet bølger efterhånden mere og mere, samtidig med at det fjedrer. Sokkelskufferne i køkkenet støder mod gulvet, og fineren er nogle steder slidt.
Skønsmanden har bl.a. forklaret, at han vedstår sin skønserklæring. 7 mm finérgulv kan formentlig kun nedslibes 2 gange, medens 14 mm finérgulv kan nedslibes op til 10 gange. 7 mm finérgulv er mere fugtfølsomt, men slidlaget er lige slidstærkt. Det eksisterende gulv kan repareres. Beløbet for udskiftning af gulv, 110.000 kr., er inkl. 14 mm finérgulv og arbejdsløn. Han kender ikke den glaserede tagsten. Levetiden for glaserede tagsten er den samme som for uglaserede sten.
Klagers tidligere generalagent har bl.a. forklaret, at han er uddannet økonom. Han var tidligere klagerens generalagent i Danmark. I klagerens standardhus er der kun parketgulv i opholdsstuen. Der findes en standarddeklaration, der i detaljer beskriver, hvilke komponenter, der indgår i huset. De indklagede har ikke bedt om glaserede tagsten. 86.230 kr. er den samlede endelige pris for køkkenet, men han husker ikke detaljer herom.
En hos klager ansat har bl.a. forklaret, at han som bygningsingeniør er ansat hos klageren. Han har ikke deltaget i forhandlingerne om ekstraydelser. Klageren har desværre lovet en for tidlig indflytningsdag. Han har hørt, at de indklagede sagde, at tagstenene var af forkert type, men han ved intet nærmere. Tagudhænget er diskuteret efter byggeriets afslutning.
Klageren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at de indklagede selv har bestilt yderligere og dyrere inventar til huset, og at de derfor må betale ekstraregningerne i denne forbindelse.
Der er tidligere truffet sagkyndig beslutning i sagen, som gik de indklagede imod. De må derfor dække klagerens udgifter hertil.
De indklagede kan ikke forlange en fuldstændig omlægning af parketgulvene, men må være tilstrækkeligt tilgodeset ved som tilbudt at modtage besparelsen ved 7 mm parketgulv 26.000 kr. og afhjælpning af mangler ved gulv 2.000 kr., eller i alt 28.000 kr. ekskl. moms.
Klageren har ikke givet de indklagede tilsagn om prisreduktion på grund af mindre tagudhæng og har heller ikke lovet at tagstenene skulle være glaseret.
De indklagedes dagbodskrav på 57 dage á 1.000 kr. er helt eksorbitant, navnlig under hensyn til at det er forklaret, at de flyttede ind den 9. februar.
De indklagede har til støtte for deres påstand nærmere anført, at klageren ikke har kunnet godtgøre berettigelsen af sine ekstraregninger udover de beløb, der fremgår af skønsmandens rapport.
Da klageren har anvendt et billigere og ikke så holdbart parketgulv, samtidig med at der foreligger mangler ved nedlægningen, må de indklagede være berettiget til nu at få det gulv, de har bestilt, ved en fuldstændig omlægning af det eksisterende gulv.
De indklagede er blevet lovet en prisreduktion på grund af mindre tagudhæng. Denne prisreduktion er af skønsmanden prissat til 25.000 kr. ekskl. moms.
Klageren er ved ikke straks at indgive byggeandragende ifaldet ansvar for forsinkelsen med byggetilladelsen, og dermed forsinkelsen med husets færdiggørelse. Der er først den 19. april 1996 afholdt afleveringsforretning. Klageren må derfor betale de opgjorte dagbøder.
De indklagede bestrider at skulle betale klagerens omkostninger ved den sagkyndige beslutning.
Voldgiftsretten skal udtale:
Efter skønsmandens erklæring og hans forklaring må det lægges til grund, at de indklagede har fået et 7 mm parketgulv, der ikke er så holdbart som det 14 mm parketgulv, der var omfattet af parternes aftale. De indklagede findes dog ikke at have krav på, at gulvet nu lægges om i sin helhed, uanset at der tillige er konstateret mangler ved gulvet. Efter skønsmandens erklæring ville en omlægning koste 110.000 kr. ekskl. moms, eller 137.500 kr. inkl. moms. Skønsmæssigt skal klageren derfor betale 65.000 kr. inkl. moms til de indklagede for manglerne ved parketgulvet.
De ekstraregninger, som klageren har fremsendt, er ikke dokumenteret ved fremlæggelse af dokumentation for, hvilke ydelser med beløbsangivelse, der indgik i klagerens standardhus. Merpriserne er derfor ikke tilstrækkeligt godtgjort. De indklagede har tilbudt at betale de merudgifter, som skønsmanden har kunnet prissætte, med i alt 12.989 kr. ekskl. moms, eller 16.236,25 kr. inkl. moms. Skønsmæssigt skal de indklagede herefter skønsmæssigt betale 25.000 kr. inkl. moms til klageren for ekstraarbejder.
Mod klagerens benægtelse findes det ikke tilstrækkeligt godtgjort, at de indklagede har fået tilsagn om prisregulering på grund af mindre dybde på tagudhænget. Klageren frifindes derfor for de indklagedes krav vedrørende tagudhæng.
Efter skønsmandens forklaring har glaserede og uglaserede tagsten samme holdbarhed, og det findes ikke godtgjort, at de indklagede har fået tilsagn om, at der ville blive anvendt glaserede tagsten. Klageren frifindes derfor for de indklagedes krav vedrørende tagsten.
Klageren har ikke straks ved kontraktens underskrivelse indsendt andragende om byggetilladelse. På denne baggrund findes klageren ansvarlig for byggeriets forsinkelse. Da de indklagede har kunnet flytte ind i huset den 9. februar 1996, skal klageren til de indklagede betale dagbøder med i alt 10.000 kr., der ikke belægges med moms.
Det bemærkes, at klagerens omkostninger i forbindelse med den tidligere sagkyndige beslutning indgår ved fastsættelsen af omkostningerne i denne sag.
De bestridte beløb, som klageren herefter skal betale til de indklagede, udgør i alt 65.000 kr. inkl. moms, med tillæg af 10.000 kr., uden moms, medens de beløb, som de indklagede skal betale til klageren, udgør i alt 25.000 kr. inkl. moms.
Herefter skal de indklagede en for begge og begge for en betale 100.000 kr. til klageren med rente.
Da der ikke er gjort indsigelse mod klagerens påstand vedrørende nedskrivning af den stillede garanti, tages klagerens påstand herom til følge.
Efter sagens udfald ophæves sagens omkostninger, idet det bemærkes, at de indklagede har betalt udgifterne til syn og skøn. Klageren og de indklagede en for begge og begge for en skal hver for sig betale halvdelen af Voldgiftsnævnets omkostninger
Indklagede skal inden 14 dage en for begge og begge for en til klager betale 100.000 kr. med en rente svarende til procesrente fra den 8. marts 1996.
Indklagede skal anerkende, at den af klager stillede garanti nedskrives til 2% af entreprisesummen.
Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger til nogen anden part.
Klager på den ene side og indklagede en for begge og begge for en på den anden side skal hver for sig til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed betale halvdelen af nævnets omkostninger efter særskilt opgørelse.