Gelex

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 93/2000

GældendeVersion 2000-11-09
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11610@2000-11-09/da

Indhold
  1. Indledning

Fysiklærerne på Amtsgymnasiet i Roskilde ved har ved brev af 16. august 2000 klaget til Pressenævnet over en artikel i Uddannelses avisen, der udkom den 8. august 2000, samt over bladets forside, idet man mener, at god presseskik er tilsidesat.

På forsiden af Uddannelses avisen, der udkom den 8. august 2000, fremgår at:

"Gymnasiet smadrer lyst til fysik.

Ny undersøgelse viser, at det er i gymnasiet, man taber lysten til fysik. Undervisningen er verdensfjern og kedelig. Læs side 10."

Af samme blad side 10 fremgår af en artikel med overskriften "Gymnasiet dræber lysten til fysik" at:

"En tredjedel af 1.g'erne i de matematiske klasser mister motivationen til at lære fysik i løbet af de første gymnasiemåneder, viser undersøgelse.

Bekendtgørelsen for fysik i gymnasiet lægger op til en spændende, engagerende og udfordrende undervisning. Men de gode tanker og pædagogiske nyskabelser er ikke rigtig slået igennem ude i gymnasiernes fysiklokaler, siger Poul V. Thomsen fra det naturvidenskabelige Fakultet ved Århus Universitet.

Resultatet er, at mange elever oplever deres fysikundervisning som verdensfjern og kedelig. Og faktisk ser vi, at omkring en tredjedel af de nye 1.g'ere mister interessen for faget i løbet af det første halve år i gymnasiet, siger han.

Poul V. Thomsen er leder af "Center for Naturfagenes Didaktik" ved Århus Universitet. Sammen med Lars B. Krogh har han de seneste par år sat fokus på de første måneders fysikundervisning i gymnasiet. Og rapporten fra undersøgelsen tegner i grove streger et billede af fysiklærere, som nok brænder for faget fysik, men som ikke formår at "sælge" begejstringen til deres elever. I vid udstrækning et spørgsmål om, hvordan selve undervisningen foregår, siger Poul V. Thomsen.

Størstedelen af fysikundervisningen er i dag helt traditionel, som vi også kendte den for 20 år siden: Fagligheden er i fokus, klare spørgsmål og entydige svar, formler og tavle.

Problemet er bare, at den type undervisning i dag ikke rækker til at motivere en klasse. Ganske vist viser undersøgelsen også, at en lige så stor gruppe som de fysik-trætte elever faktisk bliver mere bidt af faget inden for de første måneder i gymnasiet. Men det slører ikke, at "tabet" af en tredjedel af fysik-eleverne er et alvorligt problem, understreger Poul V. Thomsen.

Derfor skal fysiklærerne i højere grad finde ud af at lægge undervisningen til rette, så eleverne kommer med. Det kræver en helt anden tilgang til fysikken, hvor eleverne får et større ansvar, større udfordringer og en langt større kobling mellem faget og elevernes egen hverdag, siger han.

Undersøgelsen bygger på spørgeskema-besvarelser fra elever og lærere i 107 af landets gymnasieklasser, hvilket svarer til cirka en fjerdedel af 1.g klasserne i Danmark."

Klageren har anført, at der ikke i artiklen er dækning for de dumsmarte overskrifter, som bladet har brugt. Når artiklens indhold tages i betragtning, kunne overskriften lige så godt have været "Fysik-trætte elever bliver bidt af faget i Gymnasiet".

Klageren har endvidere anført, at indklagede ved på ensidige måde at fordreje sagen groft krænker gymnasiet og hele standen af fysiklærere, idet det bl.a. fremgår af artiklen, at fysiklærerne "nok brænder for faget fysik, men ikke formår at "sælge" begejstringen til deres elever".

Klageren har endelig anført, at bladet med sin sensationssøgende opsætning plejer egen kommerciel interesse for et billigt blikfang på bekostning af gymnasiet i almindelighed og på bekostning af gymnasiets fysiklærere i særdeleshed.

Indklagede har anført, at det, der står i bladet om fysikundervisningen i gymnasiet, på ingen måde kan gå ind under injurielovgivningen.

Indklagede har endvidere anført, at man rent faktisk har interviewet Poul V. Thomsen, samt at man i artiklen har citeret sine kilder behørigt. Hertil kommer, at bladets overskrift på forsiden og artiklens overskrift på rimelig måde beskriver artiklens indhold.

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Kaare R. Skou, Bo Maltesen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Klager fra personer, virksomheder m.v., der er uden retlig interesse i det påklagede forhold afvises. At have retlig interesse indebærer efter nævnets praksis, at man selv som person, organisation, virksomhed eller lignende skal være omtalt, afbilledet eller på anden måde identificeret i mediet.

Fysiklærerne fra Amtsgymnasiet i Roskilde er imidlertid hverken direkte eller indirekte nævnt i artiklen, idet denne omhandler alle fysiklærere i gymnasiet. Det er derfor nævnets opfattelse, af klageren savner den fornødne retlige interesse, hvorfor klagen afvises.

Afsagt den 7. november 2000.

Versioner

  1. 2000-11-09