Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11649@2000-11-16/da

Indhold

1. Indledning

Det fremgik af sagen, at medlemmet overgik til aktivperioden den 18. januar 1999.

Det fremgik videre af sagen, at AF i brev af 9. februar 1999 indkaldte medlemmet til et informationsmøde den 15. februar 1999.

Det fremgik endvidere af sagen, at arbejdsløshedskassen indkaldte medlemmet til et vejledningsmøde den 16. februar 1999.

Indkaldelse til AF

Det fremgik yderligere af sagen, at AF i brev af 5. februar 1999 indkaldte medlemmet til en samtale om udarbejdelse af en individuel handlingsplan den 18. februar 1999.

Den 18. februar 1999 meddelte AF til arbejdsløshedskassen, at medlemmet var udeblevet fra samtalen om udarbejdelse af en individuel handlingsplan den 18. februar 1999.

Arbejdsløshedskassen anmodede medlemmet i brev af 23. februar 1999 om at redegøre for, hvorfor hun ikke mødte til samtalen.

Arbejdsløshedskassen modtog den 4. marts 1999 medlemmets forklaring om, at hun den 18. februar 1999 var til et møde i arbejdsløshedskassen og havde underrettet AF om dette.

Det fremgik af oplysninger fra AF, at medlemmet den 1. marts 1999 rettede henvendelse til AF om hendes udeblivelse fra samtalen.

Afgørelse, afdelingen

Arbejdsløshedskassens afdeling traf den 12. marts 1999 afgørelse om, at medlemmet ikke havde en gyldig grund til at udeblive fra samtalen på AF, da mødet hun refererede til i arbejdsløshedskassen ikke blev afholdt den 18. februar 1999, men den 16. februar 1999. Arbejdsløshedskassen traf derfor afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, da udeblivelsen fra samtalen skulle sidestilles med et afslag. Arbejdsløshedskassen traf videre afgørelse om, at hun mistede retten til dagpenge og først var berettiget til dagpenge igen, når hun havde haft 1924 løntimer.

Klage

Medlemmet klagede over afdelingens afgørelse til arbejdsløshedskassens hovedledelse i brev af 22. marts 1999.

Medlemmet anførte, at hun på grund af forvirring og flytterod fik blandet nogle datoer sammen, hvor hun skulle til forskellige møder. Medlemmet oplyste, at hun samtidig modtog tre indkaldelser, en til et møde den 16. februar 1999 i arbejdsløshedskassen, en til den 16. februar 1999 på AF og endelig en til et møde den 18. februar 1999 på AF. Medlemmet oplyste videre, at hun aflyste mødet den 16. februar 1999 på AF under henvisning til mødet samme dag i arbejdsløshedskassen, hvor hun i øvrigt også skulle have været til tandlæge. Medlemmet oplyste endvidere, at hun i forvirringen over alle disse møder glemte mødet den 18. februar 1999 på AF, som medlemmet mente, at hun havde aflyst.

Medlemmet anførte videre, at da hun vistnok modtog brevet fra arbejdsløshedskassen den 25. februar 1999, hvor arbejdsløshedskassen anmodede om en skriftlig redegørelse for årsagen til hendes udeblivelse, var hun stadig i god tro, hvorfor hun skrev, som hun gjorde. Medlemmet oplyste, at hun straks kontaktede AF og fik aftalt et nyt møde med henblik på udarbejdelse af en handlingsplan, hvilket skete den 5. marts 1999. Medlemmet oplyste videre, at hun kontaktede arbejdsløshedskassen, fordi hun ville afholde ferie. Medlemmet oplyste endvidere, at efter hun havde afholdt ferie, startede hun den 15. marts 1999 på første del af sin handlingsplan med et 14-dages kursus, hvilket hun stadig var tilmeldt, selv om hun var usikker på, om hun overhoved måtte deltage, når hun ikke var dagpengeberettiget.

Medlemmet anførte endelig, at hun havde vanskeligt ved at forstå, at det at tage fejl af en enkelt dato kunne tolkes som et afslag på at medvirke til at udarbejde en individuel handlingsplan, når hun allerede var i gang med at afvikle en sådan.

I brev af 23. marts 1999 stillede hun arbejdsløshedskassen nogle uddybende spørgsmål og fremkom med nogle uddybende oplysninger.

Medlemmet oplyste bl.a., at hun i efteråret 1998 var flyttet fra Jylland til Sjælland for at forbedre sine muligheder for at få arbejde. Medlemmet oplyste videre, at hun havde fået arrangeret noget undervisning til sensommeren, hvilket hun forventede at kunne leve af.

Medlemmet anførte, at hun var klar over, at hun kunne være et rodehoved, men at hun indtil nu aldrig havde modtaget nogen klager over hendes arbejde nogle af de steder, hvor hun havde været ansat.

Medlemmet anførte endelig, at hun inderligt håbede på en hurtig afgørelse, da hun var bragt i en fuldstændig uholdbar situation.

Afgørelse, hovedledelsen

Arbejdsløshedskassens hovedledelse traf den 29. april 1999 afgørelse om, at medlemmet var selvforskyldt ledig, fordi hendes udeblivelse fra mødet på AF om udarbejdelse af en individuel handlingsplan skulle sidestilles med et afslag på at medvirke til at udarbejde en handlingsplan uden en gyldig grund.

Arbejdsløshedskassen begrundede afgørelsen med, at forglemmelser eller misforståelser af mødedatoer ikke ansås for en gyldig grund.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at man dog kunne tage stilling til om en udeblivelse i den konkrete sag skulle sidestilles med et afslag, hvis medlemmet havde henvendt sig til AF eller arbejdsløshedskassen for at få aftalt et nyt møde, indenfor en uge efter at medlemmet var udeblevet fra samtalen.

Arbejdsløshedskassen anførte, at man desværre ikke havde mulighed for at dispensere for reglerne i hendes sag, da hun ikke havde henvendt sig til AF indenfor 1 uge, efter at hun udeblev fra mødet.

Arbejdsløshedskassen traf herefter afgørelse om, at hun havde mistet retten til dagpenge fra den 18. februar 1999.

Klage

Medlemmet klagede over hovedledelsens afgørelse til Direktoratet for Arbejdsløshedsforskringen i brev af 24. maj 1999.

Medlemmet anførte, at hun ikke på noget tidspunkt havde ønsket at modarbejde en handlingsplan, men udelukkende havde misforstået en dato. Medlemmet mente derfor, at arbejdsløshedskassens afgørelse var enøjet og urimelig. Medlemmet oplyste, at hun ikke kunne finde brevet med indkaldelsen til mødet den 18. februar 1999 og derfor var begyndt at tvivle på, om hun overhovedet havde modtaget den. Medlemmet anførte videre, at eftersom AF ikke sendte mødeindkaldelser som anbefalede breve, var der vel ingen, der kunne bevise, at hun havde modtaget brevet. Medlemmet anførte endvidere, at hun ikke havde stillet sig vrangvillig eller nægtet at deltage i andre møder, at hun på et senere tidspunkt havde fået udarbejdet en individuel handlingsplan, og at hun desuden havde fået et arbejde fra september 1999. Medlemmet anførte endelig, at hun ikke løj og ønskede at leve af sit eget arbejde, og hun håbede, at direktoratet så positivt på hendes klage, da mangt og meget afhang af en for hende positiv udgang på sagen.

Arbejdsløshedskassen oversendte medlemmets klage til direktoratet i brev af 15. juni 1999 og oplyste, at arbejdsløshedskassen fastholdt den trufne afgørelse.

Arbejdsløshedskassen anførte, at man ikke skulle udtale sig imod, at direktoratet fandt det muligt at anvende dispensationsreglen i vejledningen til § 14 i den konkrete sag, idet der hensås til den meget beskedne overskridelse af 1 ugesfristen samt det forhold, at hun efterfølgende fik udarbejdet en individuel handlingsplan.

Sagsoplysning, direktoratet

Direktoratet rettede telefonisk henvendelse til AF den 1. juli 1999. Direktoratet fik oplyst, at medlemmet ikke havde meldt afbud til mødet den 15. februar 1999 eller til mødet den 18. februar 1999. Direktoratet fik videre oplyst, at hun først henvendte sig til AF den 1. marts 1999 vedrørende udeblivelserne fra mødet den 15. februar 1999 og mødet den 18. februar 1999.

Direktoratet skrev til medlemmet den 1. juli 1999. Direktoratet anmodede hende om hendes eventuelle bemærkninger til;

at hun havde oplyst, at 2 af møderne lå samme dag, og at det fremgik af sagen, at møderne lå henholdsvis den 15. februar 1999, den 16. februar 1999 og den 18. februar 1999,

at hun videre havde oplyst, at hun over for AF meldte afbud til et møde, og at hun troede, at det var mødet den 18. februar 1999, hun havde meldt afbud til, og at AF havde oplyst, at hun ikke havde meldt afbud til nogen af møderne,

at hun endvidere havde oplyst, at hun straks efter den 25. februar 1999 rettede henvendelse til AF, og AF havde oplyst, at hun først rettede henvendelse den 1. marts 1999 vedrørende udeblivelserne,

at hun i brev af 22. marts 1999 havde oplyst, at hun modtog 3 indkaldelser til møder, herunder mødet den 18. februar 1999 om udarbejdelse af en individuel handlingsplan på AF, og at hun i brev af 24. maj 1999 havde oplyst, at hun ikke kunne finde indkaldelsen og derfor var begyndt at tvivle på, om hun overhovedet havde modtaget indkaldelsen. Direktoratet modtog hendes bemærkninger i telefax af 5. juli 1999.

Bemærkninger fra medlemmet

Medlemmet oplyste, at hun ikke var blevet mindre forvirret af at få at vide, at der slet ikke var noget møde på AF den 15. februar 1999, og at hun ikke havde meldt afbud til nogen af møderne på AF.

Medlemmet anførte, at det stod helt fast, at hun havde meldt afbud til et møde på AF, der skulle finde sted mellem den 15. og 18. februar 1999.

Medlemmet anførte videre, at arbejdsløshedskassens afgørelse kom helt bag på hende, og at hun skrev sin første anke den 22. marts 1999, mens hun var i gang med et kursus som led i hendes handlingsplan. Medlemmet anførte endvidere, at hun netop var i gang med en handlingsplan og havde meldt afbud til et møde på AF i god tro.

Medlemmet anførte yderligere, at da hun ikke havde gemt diverse indkaldelser fra AF og arbejdsløshedskassen, var hendes oplysninger om datoerne for møderne, hvad hun nu kunne huske efter 1 ½ måned. Medlemmet anførte også, at fakta var, at hun skulle til 3 møder imellem den 15. og den 18. februar 1999, at to af dem var i AF og et af dem var i arbejdsløshedskassen, at hun var til et møde i arbejdsløshedskassen, at der ikke var mødepligt til et af møderne på AF, at hun mente, at to af møderne lå den samme dag, og at hun meldte afbud til et af møderne på AF, uanset hvad en medarbejder på AF sagde.

Medlemmet anførte endelig, at hun stadig ikke var i besiddelse af indkaldelsespapirerne og derfor ikke kunne bekræfte, om hun havde modtaget indkaldelsen til mødet den 18. februar 1999.

Medlemmet oplyste, at hun den 25. eller 26. februar 1999 modtog et brev fra arbejdsløshedskassen, hvor man anmodede hende om en forklaring på sin udeblivelse fra mødet den 18. februar 1999, og at hun fejlagtigt skrev, at hun var til møde i arbejdsløshedskassen den samme dag. Medlemmet oplyste videre, at hun den 26. februar 1999 sendte forklaringen til arbejdsløshedskassen, og at hun hverdagen derpå, den 1. marts 1999, kontaktede AF og aftalte tid til et nyt møde.

Medlemmet oplyste videre, at hun overgik til aktivperioden den 18. januar 1999, 18 dage efter at folketingets beslutning om at afkorte dagpengeperioden trådte i kraft. Medlemmet oplyste endvidere, at hun fik meddelelsen om overgangen til aktivperioden i brev af 30. januar 1999 fra arbejdsløshedskassen. Medlemmet anførte, at arbejdsløshedskassen skulle indkalde til et møde om rettigheder og pligter i aktivperioden 2 måneder før, at medlemmet overgik til aktivperioden og altså dermed gøre medlemmet opmærksom på, at medlemmet faktisk overgik til aktivperioden på det tidspunkt.

Medlemmet anførte, at arbejdsløskassen først indkaldte til dette møde den 16. februar 1999, 3 måneder senere, end man skulle ifølge loven og med alvorlige konsekvenser for hende. Medlemmet anførte videre, at det netop var et af de 3 møder, der havde skabt hele postyret, og at i hvert fald to af møderne lå så tæt, fordi arbejdsløskassen var langt bagud med mødeindkaldelser o. lign. Medlemmet anførte endvidere, at det jo netop under disse skærpede omstændigheder var særdeles risikofyldt at forlade sig på et telefonisk afbud, da det jo ikke kunne bevises, hvis ikke medarbejderen på AF eller i arbejdsløshedskassen havde noteret afbudet i edb-systemet. Medlemmet anførte endelig, at hun følte sig retsløs i forhold til dagpengesystemet, efter at dette var sket.

Medlemmet vedlagde brevet en kopi af arbejdsløshedskassens brev af 31. januar 1999 og en erklæring fra et møde den 16. februar 1999.

Det fremgik af brevet af 30. januar 1999, at arbejdsløshedskassen havde indberettet til AF, at hun var overgået til aktivperioden den 18. januar 1999.

Arbejdsløshedskassen oplyste, at hun i aktivperioden havde ret og pligt til et aktiveringstilbud, og at hun mistede retten til dagpenge, hvis hun afslog at medvirke til at udarbejde en handlingsplan, afslog at revidere en handlingsplan og afslog et aktiveringstilbud, som hun skulle påbegynde ifølge en handlingsplan. Arbejdsløshedskassen oplyste endvidere, at arbejdsløshedskassen havde pligt til at afholde en samtale med medlemmerne, inden de overgik til aktivperioden.

Arbejdsløshedskassen oplyste yderligere, at det ikke have været muligt at afholde en samtale med hende, før hun overgik til aktivperioden, og at hun derfor snarest ville blive indkaldt til en samtale.

Medlemmet kontaktede telefonisk direktoratet den 8. juli 1999 og oplyste, at hun vidste, at hun havde meldt afbud til informationsmødet på AF den 15. februar 1999, og at hun i øvrigt troede, at mødet var den 16. februar 1999. Medlemmet oplyste videre, at hun var i tvivl om, hvorvidt hun havde modtaget indkaldelsen til mødet til den 18. februar 1999 på AF, da hun ikke kunne finde indkaldelsen.

Medlemmet oplyste endvidere, at hun var varsom med de breve, som hun modtog, da hun havde fået at vide, at det var vigtigt. Medlemmet oplyste yderligere, at hun godt kunne være forvirret, men at hun aldrig havde problemer med det, når hun var i arbejde. Medlemmet oplyste endelig, at hun i forbindelse med udarbejdelsen af en handlingsplan den 5. marts 1999 havde været til en samtale med henblik på jobtræning.

Direktoratet traf den 14. juli 1999 afgørelse. Direktoratet var enig med arbejdsløshedskassen.

Det betød, at medlemmet havde mistet dagpengeretten fra den 18. februar 1999.

Medlemmet kunne igen få ret til dagpenge, når hun havde haft 1924 løntimer inden for de sidste 3 år.

Direktoratet havde lagt til grund, at medlemmet befandt sig i aktivperioden.

Det fremgik af § 14, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelse nr. 1073 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed, at et medlem er selvforskyldt ledig, hvis medlemmet i aktivperioden afslår at medvirke til at udarbejde eller revidere en handlingsplan uden en gyldig grund, jf. § 22.

Det fremgik videre af § 14, stk. 3, i bekendtgørelsen, at dette også gælder i situationer, der kan sidestilles med afslag. Det sidestilles fx med afslag, hvis et medlem udebliver fra en samtale på AF om udarbejdelse eller revision af en individuel handlingsplan.

Hvis et medlem udebliver fra en samtale om udarbejdelse af en individuel handlingsplan eller uddannelsesplan, men henvender sig til AF eller arbejdsløshedskassen vedrørende udeblivelsen inden for 1 uge efter, at medlemmet er udeblevet fra samtalen, for at få aftalt et nyt møde, kan arbejdsløshedskassen på baggrund af medlemmets forklaring om årsagen til udeblivelsen konkret tage stilling til, om udeblivelsen skal sidestilles med et afslag.

Ovennævnte fremgik af direktoratets praksis som var kommet til udtryk i direktoratets vejledning nr. 238 af 21. december 1998 om selvforskyldt ledighed til § 14, stk. 3, i bekendtgørelsen.

Direktoratet havde i afgørelsen lagt vægt på, at AF skriftligt indkaldte hende til et møde om udarbejdelse af en individuel handlingsplan den 18. februar 1999.

Direktoratet havde videre lagt vægt på, at hun ikke mødte til samtalen den 18. februar 1999.

Direktoratet havde endvidere lagt vægt på, at grunden til, at hun ikke mødte til samtalen, var, at hun havde blandet nogle datoer sammen, da hun var indkaldt til 3 forskellige møder.

Direktoratet havde endelig lagt vægt på, at hun ikke kontaktede AF eller arbejdsløshedskassen omkring udeblivelsen inden 1 uge efter, at mødet skulle være afholdt.

Direktoratet mente herefter, at hendes udeblivelse fra mødet den 18. februar 1999 om udarbejdelse af en individuel handlingsplan skulle sidestilles med et afslag, jf. § 14, stk. 3, i bekendtgørelsen.

Medlemmet mistede derfor retten til dagpenge, jf. § 28, stk. 1, i bekendtgørelsen.

Medlemmet kunne igen få dagpenge, når hun havde haft 1924 løntimer inden for de sidste 3 år, jf. § 28, stk. 2, i bekendtgørelsen.

Sagsbehandlingen

Arbejdsløshedskassen skal holde møde med et medlem, hvor, medlemmet vejledes om overgangen til aktivperioden. Mødet skal senest holdes i forbindelse med, at arbejdsløshedskassen indberetter medlemmet til Arbejdsformidlingen, jf. § 163, stk. 1 og 2, i Arbejdsmarkedsstyrelsens bekendtgørelse om en aktiv arbejdsmarkedsindsats, jf. § 23, stk. 1, i direktoratets bekendtgørelsen nr. 1070 af 18. december 1998 om en arbejdsløshedskasses pligt til at vejlede m.v.

Medlemmet havde anført, at arbejdsløshedskassen først indkaldte hende til et møde om hendes rettigheder og pligter i aktivperioden, efter at hun var overgået til aktivperioden.

Den 1. januar 1999 blev dagpengeperioden afkortet og aktivperioden blev dermed rykket frem for nogle medlemmer. Da loven om dagpengeperiodens afkortning først blev vedtaget i slutningen af december 1998, var det ikke muligt for arbejdsløshedskasserne at afholde samtaler om overgangen til aktivperioden i tide med de medlemmer, der blev berørt af lovændringen.

Direktoratet havde lagt vægt på, at arbejdsløshedskassen i brev af 30. januar 1999 gjorde medlemmet opmærksom på, at der gjaldt særlige regler i aktivperioden, og at et afslag på et tilbud i aktivperioden betød, at hun mistede dagpengeretten.

Direktoratet havde videre lagt vægt på, at arbejdsløshedskassen oplyste, at hun snarest muligt ville blive indkaldt til en samtale i arbejdsløshedskassen.

Direktoratet havde endvidere lagt vægt på, at hun blev indkaldt til et møde i arbejdsløshedskassen den 16. februar 1999, hvor hun blev vejledt om aktivperioden.

Direktoratet havde endelig lagt vægt på, at hun udeblev fra mødet den 18. februar 1999, efter at hun var blevet vejledt af a-kassen.

Direktoratet mente, at medlemmets arbejdsløshedskasses sagsbehandling ikke gav anledning til kritik.

Direktoratet mente videre, at hun på tidspunktet for udeblivelsen fra mødet på AF var blevet vejledt om hendes rettigheder og pligter i aktivperioden.

Arbejdsløshedskassen klagede den 27. august 1999 på medlemmets vegne over direktoratets afgørelse.

Arbejdsløshedskassen anførte, at den fortsat fandt det muligt at dispensere i den konkrete sag, da den tidsmæssige overskridelse var beskeden. Endvidere henviste arbejdsløshedskassen til, at medlemmet havde mødt til alle tidligere aftaler, og at 3 mødeindkaldelser til næsten de samme dage ikke kunne undgå en vis forvirring.

Arbejdsløshedskassen henviste yderligere til, at medlemmet fik udarbejdet og rent gennemførte en handlingsplan, og at der ikke var grundlag for at antage, at det gennemførte forløb ville have haft indhold, hvis medlemmet var mødt den 18. februar og ikke den 5. marts 1999.

Efter kassens opfattelse var konsekvenserne i den konkrete sag gået langt udover end hvad reglerne om rådighed tilsigter.

Direktoratet fandt ved oversendelse af sagen til ankenævnet den 20. september 1999 til ankenævnet ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Ankenævnet ændrede delvist direktoratets afgørelse af 14. juli 1999.

Versioner

1. 2000-11-16 · til 2026-06-23