Tilbagekaldelse af gyldig afgørelse
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11653@2000-11-16/da
Indhold
Medlemmet anmodede den 19. september 1999 om supplerende dagpenge for uge 36 og 37/1999, som han modtog den 1. oktober 1999.
Arbejdsløshedskassen modtog herefter den 1. november 1999 brev fra medlemmet, hvori han tilbagekaldte anmodningen om supplerende dagpenge i uge 36 og 37/1999.
Arbejdsløshedskassens afdeling traf 3. november 1999 afgørelse i sagen. Arbejdsløshedskassen fandt, at medlemmets ret til supplerende dagpenge udløb efter uge 37 1999, idet han da havde modtaget supplerende dagpenge i 52 uger inden for de sidste 70 uger. Arbejdsløshedskassen fandt endvidere ikke, at medlemmet med tilbagevirkende kraft kunne frasige sin ret til allerede udbetalte dagpenge.
Forbundet havde den 10. november 1999 klaget over afdelingens afgørelse på medlemmets vegne. Forbundet havde til støtte for sine synspunkter blandt andet anført, at grunden til, at medlemmet ikke ønskede dagpenge i uge 37/1999 var, at han troede, at han havde overskydende timer fra uge 36 som ville gøre, at han ikke ville være berettiget til dagpenge i uge 37/1999. Forbundet havde endvidere anført, at medlemmet rent juridisk ikke var forpligtet til at modtage dagpenge i en uge, hvis han ikke ønskede det, og at det måtte anses for at være irrelevant, at medlemmet ikke ville falde for tidsbegrænsningen, hvis der blev lavet en regulering.
Arbejdsløshedskassens hovedledelse tiltrådte arbejdsløshedskassens afgørelse den 17. november 1999.
Arbejdsløshedskassen havde begrundet sin afgørelse med, at da medlemmet havde anmodet om supplerende dagpenge for uge 36 og 37/1999, og da dagpengene herefter blev udbetalt med rette, var medlemmet også i de 2 uger omfattet af tidsbegrænsningen i retten til supplerende dagpenge uanset, at han senere fortrød sin anmodning om dagpenge.
Forbundet havde den 24. november 1999 klaget over hovedledelsens afgørelse, idet forbundet ikke mente, at arbejdsløshedskassen kunne nægte medlemmet at få reguleret dagpengeudbetalingen.
Den 26. november 1999 havde arbejdsløshedskassen sendt sagens akter til Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. Arbejdsløshedskassen havde bemærket, at den efter en ny vurdering, i anledning af forbundets klage, havde ment at måtte fastholde afgørelsen.
Direktoratet traf afgørelse den 13. december 1998 og fandt, at der ikke skulle foretages en efterregulering af medlemmets dagpenge.
Direktoratet var derfor enig med arbejdsløshedskassen i, at medlemmet ikke havde ret til supplerende dagpenge efter, at 52-ugers perioden var udløbet i uge 37/1999.
Når et medlem, der arbejder i et ansættelsesforhold med et opsigelsesvarsel, har fået udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 52 uger inden for 70 uger, bortfalder retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder. Dette fremgik af § 60, stk. 1, i arbejdsløshedsforsikringsloven. Det fremgik også af § 5, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 515 af 3. juli 1998 om supplerende dagpenge.
Medlemmet anmodede den 19. september 1999 om supplerende dagpenge for uge 36 og 37/1999, som han modtog den 1. oktober 1999.
Arbejdsløshedskassen modtog herefter den 1. november 1999 brev fra medlemmet, hvori han tilbagekaldte anmodningen om supplerende dagpenge i uge 36 og 37/1999.
Direktoratet fandt ikke, at der skulle ske en regulering af dagpengene i uge 36 og
37/1999.
Direktoratet havde her lagt vægt på, at arbejdsløshedskassen i forbindelse med medlemmets anmodning om supplerende dagpenge den 19. september 1999 opfyldte sin forpligtelse overfor medlemmet ved at udbetale supplerende dagpenge den 1. oktober 1999.
Endvidere havde direktoratet lagt vægt på, at der gik en hel måned fra medlemmet modtog de supplerende dagpenge til han tilbagekaldte sin anmodning. Forbundet´s synspunkt om, at arbejdsløshedskassen skulle efterregulere hvis medlemmet var blevet syg eller holdt ferie, kunne ikke føre til en anden vurdering af forholdet. Ofte var der ikke noget problem i denne situation, idet medlemmet på sit dagpengekort skulle anføre hvis han var syg eller holdt ferie.
Direktoratet kunne derfor ikke tilslutte sig Forbundets synspunkt om, at det var irrelevant, at en regulering ville betyde, at medlemmet ikke ville falde for tidsbegrænsningen.
Forbundet klagede i brev af 4. januar 2000 på vegne af medlemmet over direktoratets afgørelse af 13. december 1999.
Direktoratet fandt ved oversendelsen af sagen til ankenævnet den 5. januar 2000 ikke grundlag for at ændre afgørelsen af 13. december 1999.
Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforskringens afgørelse.