Gelex

Medarbejderaktier

GældendeVersion 2000-11-30
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11671@2000-11-30/da

Indhold
  1. Indledning

afståelse som led i en aktieombytning under båndlæggelsen

båndlæggelse af kontante beløb

Reference

LL § 7 A

Cirk. nr. 72 af 17. april 1996, punkt 3.4.6.

LV 1999 A.B.1.10.

Skatteministeriet blev forespurgt, om der kunne ske fravigelse af kravet om båndlæggelse af afståelsesprovenu i forbindelse med et stort antal konti med et beskedent indestående, som medarbejdere havde modtaget ved afståelse af delbeviser som led i en ombytning af medarbejderaktier.

Efter ligningslovens § 7 A kan en medarbejderaktieordning kun godkendes skattemæssigt, hvis rådigheden over aktierne indskrænkes (båndlæggelse) i en nærmere angiven periode (5 eller 7 år).

Efter praksis omfatter båndlæggelsen ud over selve aktierne også fondsaktier, provenu ved afståelse af aktieret, tegningsret og nytegnede aktier, når disse erhvervelser vedrører de båndlagte aktier. Afstås eller ombyttes medarbejderaktier under båndlæggelsen, f.eks. i forbindelse med en skattepligtig fusion eller ved tvangsindløsning, skal afståelsesprovenuet eller de modtagne aktier efter gældende praksis også båndlægges på uændrede vilkår i den resterende båndlæggelsesperiode.

Aktieavancebeskatningslovens almindelige regler finder anvendelse ved afståelsen eller ombytningen.

I det omfang der i forbindelse med aktieombytningen udbetales kontante beløb, betragtes dette som en delafståelse af aktier, der er omfattet af reglerne i aktieavancebeskatningsloven.

Ombytningen af medarbejderaktierne var i den konkrete sag foregået ved, at aktierne i det erhvervede selskab var blevet ombyttet til et antal aktier i det erhvervende selskab efter et bestemt bytteforhold. I de tilfælde, hvor der ikke kunne ske ombytning i et lige forhold, var medarbejderne blevet vederlagt med delbeviser i det erhvervende selskab, således at de fremkomne restbeløb var blevet udlignet.

Medarbejderne havde haft mulighed for at supplere delbeviserne op til en hel aktie. Hvor dette ikke var sket, var delbeviserne blevet afstået.

Efter gældende praksis skal kontante beløb, der modtages som led i ombytningen af medarbejderaktier, som nævnt båndlægges på samme vilkår som de ombyttede aktier i den resterende del af båndlæggelsesperioden. Dette gælder også de beløb, som medarbejderne modtager ved afståelse af delbeviser.

Anmodningen om fravigelse af kravet om båndlæggelse af provenuet ved afståelse af delbeviserne var begrundet med, at der i modsat fald skulle oprettes et stort antal spærrede kontantkonti med et meget beskedent indestående på hver konto. Kravet om båndlæggelse af de nævnte beløb ville derfor medføre et stort administrativt besvær og være bekosteligt også over en længere årrække.

Skatteministeriet fandt, at praktisk administrative grunde i det pågældende tilfælde talte for at lempe på kravet om båndlæggelse af de ovenfor nævnte beskedne kontantbeløb.

Som følge heraf tillod Skatteministeriet, at de nævnte kontantbeløb kunne udbetales til medarbejderne.

Skatteministeriet tilføjede, at aktieavancebeskatningslovens almindelige regler finder anvendelse ved afståelse af delbeviserne.

Versioner

  1. 2000-11-30