Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11672@2000-11-30/da
Indhold
Under denne sag, der er indbragt for Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed ved klageskrift modtaget den 12. maj 1999, har klageren nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 434.826,25 kr. med en rente svarende til sædvanlig procesrente af 1.437.500 kr. fra den 27. november til den 4. januar 1999, af 320.000 kr. fra den 23. december 1998 til den 27.marts 1999, af 305.000 kr. fra den 23. december 1998 til betaling sker, af 71.176,25 kr. fra den 5. februar 1999 til betaling sker og af 58.650 kr. fra den 19. marts 1999 til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse.
Ifølge tilbudsliste af 30. juni 1998 tilbød klageren at udføre hovedentreprise vedrørende klagerens modernisering af indklagedes ejendom for i alt 2.104.441 kr.
Ifølge de af tegnestuen udarbejdede "Fællesbetingelser og Arbejdsbeskrivelse" skulle arbejdet udføres i henhold til AB 92. Der var for forsinkelse fastsat en dagbod på 4.000 kr. pr. dag, idet bygherren dog var berettiget til at vente med opgørelse af dagbodskrav til aflevering var foretaget.
Om fugereparationer var det i arbejdsbeskrivelsen angivet;
"Udkradsning af fuger i facademurværk inkl. udfugning. Fugning skal fremstå i farve og kvalitet som eksisterende fuge. Fugeområder er spredte og mindre. Arealet er angivet til 25 m2."
Om opmåling var det i arbejdsbeskrivelsen angivet;
" Mål på nye vinduer fastlægges ud fra murermål, således at der regnes med en gennemsnitsfuge på 12 mm. hele vejen rundt. Der må højst udvises afvigelser på +/- 6 mm. Det må påregnes, at enkelte murhuller vil udvise ekstraordinære store målafvigelser, således at vinduerne må udføres i special mål."
Om vinduestilpasning og følgereparationer var det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Nye vinduer udføres med tilpasning mod eksisterende vinduespladser. Alle tilpasningsarbejder mod pudsede false, fliser og lysningspaneler m.v. er indeholdt."
Om prøvevinduer er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Der produceres og leveres, samt isættes prøveelement med alle fornødne biydelser inkl. fuger mellem vinduer og omgivelser, tilslutning til eksisterende paneler ekstrareparationer m.m. Prøvevinduet skal før den egentlige montering synes og godkendes af bygherre, samt hans tilsyn, og prøverne vil herefter være at betragte som standard for hele entreprisen."
Om fugemateriale er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Fuge til udvendige fuger er X fugebånd, grå. Mineraluld til stopning omkring vinduer og døre skal være af mærket X."
Om spalteventiler er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Der monteres spalteventiler i alle vinduer. I kvalitet som X-ventil."
Om efterreparationer, rengøring m.v. er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Der skal foretages alle nødvendige efterreparationer vedrørende såvel nye som eksisterende bygningsdele, som måtte blive beskadiget under arbejdets udførelse, og prisen herfor skal være indeholdt i tilbuddet. I særlige tilfælde, hvor de eksisterende bygningsdele er beskadiget før arbejdets udførelse eller er af en sådan beskaffenhed, at skader ikke kan undgås, skal tilsynet tilkaldes, så fremgangsmåde og afregning kan aftales før arbejdets igangsætning. Efter afsluttet montage og efterreparation foretages omhyggelig oprydning og rengøring både ude og inde. Støvsugning fordres inde. Døre og vinduer afleveres rengjorte, inkl. rudepolering.
Om 10 stk. kviste, zinktage og flunker er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Nødvendig reparation af zink og bly på kvisttage og flunker i forbindelse med tagudskiftning. Alternative priser oplyses men medtages ikke i sammentælling. Levering og montering af zinktage og flunker samt blyinddækning. Inkl. underpap. Zink udføres med stående false hhv. blindfalse."
Om plast- og netafdækning er det i arbejdsbeskrivelsen anført;
"Levering og montering af nødvendig plastafdækning på stillads i fuld højde mod gade. Levering og montering af nødvendig netafdækning på stillads i fuld højde mod øvrige facader."
Generelt om stillads er i arbejdsbeskrivelsen bl.a. anført:
"Stilladset udføres med kasseskærm for tagarbejde. Der skal være tæt forbindelse på øvre dæk mod facade og bagfacade, idet arbejde nedenunder skal kunne foregå samtidigt."
Der var vedlagt en tidsplan til arbejdsbeskrivelsen, hvorefter tag og facadearbejder skulle påbegyndes mandag den 31. august 1998 med endelig aflevering fredag den 30. oktober 1998.
Ved sin underskrivelse af kontrakten den 16. juli 1998 tog klageren forbehold for tidsplanen, idet den skulle reguleres efter den endelige leveringsplan for vinduerne. Ved skrivelse af 18. september 1998 vendte klageren tilbage hertil:
"Hermed fremsendes tidsplan for ovennævnte sag. I udbudsmaterialet er rammetidsplanen 9 uger, hvilket medfører at arbejdet nu skal afsluttes i uge 48. Tidsplanen er flyttet et par dage pga. afklaringer i projektet, som yderligere medfører en tidsforlængelse. Jeg vil imidlertid prøve at forcere byggeriet ved at opmande pladsen, men dette vil jeg først have overblik over senere."
Ifølge en af tilsynet den 23. september 1998 udarbejdet tidsplan skulle arbejdet påbegyndes mandag den 28. september 1998 med aflevering onsdag den 25. november 1998.
Det var mellem klageren og tilsynet aftalt, at tilsynet på en facadetegning skulle angive, hvor fuger ønskedes udbedret. Denne facadetegning blev modtaget af klageren den 7. december 1998 kl. 14.
Under byggeriet har klageren ifølge byggemødereferaterne ved flere lejligheder anmodet om fristforlængelse på grund af vejrliget. Ved byggeriets afslutning havde klageren således stillet krav om 18 vejrligsdage, hvoraf tilsynet alene godkendte 10 dage som fristforlængelse. Det er i det sidste byggemødereferat for den 21. december 1998 om byggeriets stade anført:
"Alle udvendige arbejder er meldt færdige d.d. Understrygning på havehuset er ikke påbegyndt. Mangelsudbedring pågår. Samlet tidsplan er 5 arbejdsdage forsinket."
Ved byggemødereferat for den 21. december 1998 blev der samtidig indkaldt til afleveringsforretning fredag den 8. januar 1999 kl. 8.30.
I forbindelse med afleveringsforretningen den 8. januar 1999 udarbejdede tilsynet en afleveringsprotokol, som blev fremsendt til indklagede til underskrift.
Indklagede ønskede ikke at underskrive, og protokollen er aldrig returneret til tilsynet i underskrevet stand.
I stedet har indklagede senere selv udarbejdet lister over mangler, som klageren for størstedelen har udbedret, uanset den anvendte fremgangsmåde i forbindelse med byggeriets afslutning.
Der har ikke været afholdt syn og skøn.
Voldgiftsretten har efter indklagedes begæring i forbindelse med den mundtlige forhandling besigtiget ejendommen.
Der er afgivet forklaringer af klager, en bygningskonstruktør, af tegnestuen der har udført tilsyn under byggeriet samt af indklagedes kasserer.
Klager har bl.a. forklaret, at han som foreskrevet har leveret nødvendig netafdækning. Der var ikke tagreparationer på baghuset, og han brugte i stedet kasser til afdækning. Det var allerede ved prøvevinduets opsætning klart, at det foreskrevne fugebånd ikke kunne anvendes på grund af tilstedeværelsen af profiljern. Ejendommen var ikke symmetrisk opført, således at flere af vindueshullerne var skæve. Hertil kom, at fugen i siden på karnapvindue oprindeligt var muret sammen med hjørnejern. Man måtte derfor afhugge en del af de omgivne mursten. Derfor fik man i realiteten valget mellem at udføre arbejdet på disse vinduer pænt enten udvendigt eller indvendigt. Et vist tagophængt vindue er nogle steder udskiftet med et sidehængt vindue af hensyn til vinduespudsning. I de gamle vinduer på trapperne var der ornamentglas. Boligforeningens formand ønskede, at de nye vinduer skulle ligne de gamle. Derfor blev der ikke sat klart glas i. Fugerne på ydermuren er repareret efter arkitektens tegninger, men i videre omfang end efter beskrivelsen. Arkitekten godkendte overfor murerformanden fugefarven af hensyn til eventuel senere sandblæsning af facaden. Der blev udført murerreparationer efter udtagning af gammelt vindue i køkkener og baderum. Dette blev af ham prissat til 15.000 kr. for forhus og senere 15.000 kr. for baghus. I disse priser havde han forlods fratrukket 5.000 kr. for ødelagte fliser. Arbejdet er udført af en fremmed murer, som han havde bestilt. Der var ikke baderum i baghuset, men til gengæld flere lejligheder og dermed flere køkkener. Han har sendt faktura på 10.000 kr. for 10 kvisttage, der måtte omlægges/tilpasses. Der er anvendt mindst 6 svendetimer og materialer pr. kvist. Der var arkitekten, der havde kontakten til vinduesfirmaet. Vinduesleverancen blev forsinket, da leverancerne skete i rækkefølge. Den forsinkelse, der derved skete, er ikke blevet godskrevet ham. Normale vejrligsdage for årstiden er ikke indeholdt i tidsplanen. Arkitekten har ikke under byggeriet talt om dagbod. Han har udbedret de mangler, som er blevet påpeget, men desuagtet er hans garanti på 383.999 kr. ikke blevet nedskrevet. Der har ikke været afholdt 1 års gennemgang.
Bygningskonstruktøren har bl.a. forklaret, at han er uddannet bygningskonstruktør. Rundinger, sætninger og skæve konstruktioner i øvrigt var årsagen til, at fugebredden måtte fraviges. Dette er accepteret, da man simpelthen var nødt til det. På grund af den ændrede fugebredde måtte den foreskrevne fuge også ændres. Gamle stålvinduer viste sig at være bygget ind i murværket. Han har i december fremsendt en tegning over de sætningsrevner, der skulle repareres. Han husker ikke diskussion om fugefarve i denne forbindelse. Bestyrelsen var uenig indbyrdes om trappevinduernes udseende. Arbejdet på kvistflunkerne og murreparationerne ved køkkener og baderum var for dyrt, men han husker ikke detaljer herom. Vejrliget var kropumuligt i perioden. Vinduerne kom ikke til tiden. Han mente derfor, at man måtte se væk fra 10 dage. Der blev ikke talt om at fremsætte dagbodskrav. Han husker ikke, hvorfor bygherren ikke ville underskrive afleveringsforretningen. Hans firma har omkring 30.000 kr. til gode hos bygherren.
Et bestyrelsesmedlem har bl.a. forklaret, at han har boet i ejendommen fra 1991 og været medlem af bestyrelsen fra 1995. Han har deltaget i hele byggesagen. De udførte fuger er ikke særlig kønne. Nogle steder er der ikke isat fugemasse. Ved karnapper kunne fuger have været afløst af alu-profiler. Han husker ikke, om han har nævnt dette under byggemøderne. De reparerede fuger har forkert farve. Dette har han sagt under byggemøderne, men det fremgår desværre ikke af referatet. Alle er tilfredse med de sidehængte badeværelsesvinduer. Tidligere var der matteret glas på trapper, og af hensyn til lyset ønskede man nu klart glas. Dette ønske er ikke efterkommet. Man har derfor ventet med den endelige stillingtagen for at vurdere lyset på trappen. Der er nu enighed om, at der er for lidt lys på trappen. Det drejer sig om 4-5 vinduer. Karnapmurreparationer og skifter under vinduer ønsker man ikke at betale som ekstraarbejder, idet arbejderne er indeholdt i udbudsmaterialet. I brøstningerne er der indlagt "isoleringsposer" som ikke fungerer. Disse "poser" vil forhindre en fremtidig isolering. Der var under byggeriet konstant roderi på byggepladsen. Bestyrelsen ville ikke underskrive afleveringsforretningen i januar 1999, fordi der var flere mangler, end arkitekten anførte. Bod blev indirekte diskuteret på byggemøderne, da man diskuterede vejrligsdage. Han ved ikke, hvorfra indklagedes opgørelse af dagbodskrav kommer.
Klageren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at der ikke har været afholdt syn og skøn. Derfor kan indklagede ikke fremkomme med indsigelser mod hverken kvaliteten af det udførte arbejde eller prissætningen, jf. købelovens § 5. Indklagedes krav må derfor anses som udokumenterede. Indklagedes opgørelse af dagbodskrav er helt tilfældig. Allerede i arkitektens opgørelse mangler sædvanlige vejrligsdage, forsinkelse med levering af vinduer og tegning af sætningsrevner, der skulle udbedres. Da krav ikke er fremsat under byggeriet, må kravet på dagbod være udelukket.
Indklagede har til støtte for sin påstand om fuldstændig kompensation nærmere anført, at der er mangler ved fugning omkring vinduer, trappevinduer, badeværelsesvinduer, farve på udbedring af sætningsfuger, opsætning af net samt en række andre mangler eller forkert prissætning. Herudover har indklagede anført, at det oprindeligt fremsatte dagbodskrav på minimum 30 dage i hvert fald kan gøres gældende for 5 dage.
Voldgiftsretten skal udtale:
Da der ikke har været afholdt syn og skøn under sagen, er voldgiftsretten afskåret fra at tage stilling til, i hvilket omfang der måtte foreligge mangler, ligesom voldgiftsretten er afskåret fra at tage stilling til klagerens prissætning.
Voldgiftsretten finder dog, at klageren ikke har godtgjort, at han har været berettiget til at opsætte andet end klart glas i trappevinduerne. Udskiftningen hertil skønner voldgiftsretten vil koste 5.000 kr. inkl. moms.
Voldgiftsretten tager derfor klagerens påstand til følge med fradrag af 5.000 kr.
Da det ikke er godtgjort, at tilsynet i forbindelse med afleveringsforretningen har begået fejl ved udformningen af afleveringsprotokollen, må indklagedes afvisning af at underskrive protokollen anses som uberettiget, således at aflevering anses for sket den 8. januar 1999.
Inden 14 dage skal indklagede betale 429.826,25 kr. med en rente svarende til sædvanlig procesrente af 1.437.500 kr. fra den 27. november til den 4. januar 1999, af 320.000 kr. fra den 23. december 1998 til den 27. marts 1999, af 305.000 kr. fra den 23. december 1998 til betaling sker, af 71.176,25 kr. fra den 5. februar 1999 til betaling sker og af 53.650 kr. fra den 19. marts 1999 til betaling sker samt voldgiftssagens omkostninger med 25.000 kr.
Inden samme frist skal indklagede til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed betale nævnets omkostninger efter særskilt opgørelse.