Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11673@2000-12-04/da
Indhold
Ved klageskrift af 25. februar 2000 har 5 boligselskaber i forening indklaget indklagede for en i henhold til "Regler for behandling af sager ved Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed" nedsat voldgiftsret bestående af civilingeniør Peter M. Thorup, murermester, ingeniør Jørn Buch Andersen og landsdommer Knud A. Knudsen, sidstnævnte som formand.
Klagerne har nedlagt påstand om betaling af 800.000 kr. med renter, subsidiært et mindre beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse, i første række under henvisning til, at kravet er forældet.
Efter parternes ønske er forældelsesspørgsmålet udskilt til særlig forhandling og afgørelse af voldgiftsrettens formand.
Sagen drejer sig om renoveringsarbejder på en bebyggelse, hvorunder membranarbejderne på altangangene viste sig at være behæftet med mangler.
Det fremgår af fællesbetingelserne for renoveringens etape 1 af 18. august 1989, at bl.a. Byggestyrelsens cirkulære af 25. juni 1986 om ansvar ved byggearbejder er gældende som en del af grundlaget for entreprisen.
Kontrakt om den relevante entreprise blev indgået med en entreprenør og indklagede stillede den 21. juni 1990 en garanti på 1,8 mio. kr. for entreprenøren.
Det fremgår af garantien dels, at krav skal fremsættes over for indklagede inden udløb af afhjælpningsperioden og en eventuel yderligere frist for afhjælpning af mangler, dels, at bygherren omgående skal orientere indklagede, hvis bygherren formoder, at entreprenøren ikke kan opfylde sine forpligtelser, således at indklagede får mulighed for at varetage sine interesser.
Arbejdet blev udført i løbet af 1991, og der blev afholdt afleveringsforretning den 17. december 1991. Det var dog allerede i oktober 1991 på grund af revnedannelser i støbeskel aftalt, at afhjælpningsperioden for betonreparationerne skulle udvides til 2 år. Ved årsgennemgangen den 15. december 1992 er i en række tilfælde noteret "Revne i membran over fuge". Af et mødereferat for den 14. maj 1993 fremgår, at entreprenøren vil udbedre revner over fugerne, men hvis der kommer revner, hvor der har været udbedret én gang, ville man ikke umiddelbart foretage yderligere udbedring. I skrivelse af 22. december 1993 meddelte klagernes rådgivende ingeniør entreprenøren, at man igen havde fundet et antal revner i membranen. Problemet drøftedes på et møde den 13. april 1994 mellem rådgiveren og entreprenøren. Af et brev fra rådgiveren til klagerens advokat af 7. november 1997 fremgår bl.a.:
" ..
Alle involverede teknikere i sagen har været uforstående over for årsagen til de opståede revner indtil maj 1994, .."
Der var i løbet af 1994 yderligere brevveksling om spørgsmålet. I forbindelse hermed blev garantien i efteråret 1994 nedskrevet til 800.000 kr.
Entreprenøren gik konkurs i oktober 1994, og det fremgår af klageskriftet, at klagerne den 24. oktober 1994 anmeldte krav vedrørende membranerne i konkursboet, og at man samtidig orienterede indklagede om sagen.
Efter entreprenørfirmaets konkurs blev spørgsmålet forhandlet med boet under konkurs, og den 3. januar 1995 blev der ved henvendelse til Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed anmodet om udmeldelse af en syns- og skønsmand, da "der mellem parterne ikke har kunnet opnås enighed om ansvarsplacering". Skønserklæringen forelå i august 1995.
Den 10. januar 1995 havde indklagede meddelt klagerne, at man anså garantien for udløbet og derfor ikke ville dække eventuelle krav i sagen. Efter udveksling af synspunkter herom anlagde klagerne ved klageskrift af 7. juni 1996 voldgiftssag ( sag 1) med påstand om, at indklagede skulle tilpligtes at anerkende, at "garantien ..fortsat er i kraft". Indklagede påstod frifindelse.
Dette spørgsmål blev forhandlet for en voldgiftsret den 16. januar 1997. Indklagede tiltrådte den af voldgiftsretten fremsatte tilkendegivelse om, at garantien fortsat var i kraft.
Der blev i foråret 1997 udarbejdet et projekt for udbedring af membranerne og på grundlag heraf indhentet tilbud. Klagerne ønskede herefter i skrivelse af 10. juli 1997 til indklagede garantien på 800.000 kr. udbetalt. Der indledtes forligsdrøftelser, men et af indklagede fremsat forligstilbud blev den 10. december 1997 afslået af klagerne.
I løbet af foråret 1998 var der en del brevveksling mellem parterne.
Den 4. august 1999 skrev klagernes advokat til indklagedes advokat, at sagen desværre var gået noget i stå, men at det ikke var udtryk for, at sagen var opgivet. Klageskrift var udarbejdet, men indleveringen afventede interne overvejelser mellem de 5 boligselskaber på klagersiden.
I skrivelse af 10.september 1999 anførte indklagede, at man forbeholdt sig igen at påberåbe sig, at garantien ikke længere var gældende. Det anførtes yderligere bl.a., at kravet over for entreprenøren var forældet senest den 22. december 1998, og at der derfor heller ikke nu kunne rettes krav mod indklagede.
I skrivelse af 3. februar 2000 meddelte indklagede, at hvis der i 1993 havde været de krav, som klagerne påberåbte sig, var kravene for længst forældede, og indklagede ville betragte sagen som afsluttet, og garantien blive annulleret, hvis der ikke inden den 1. marts 2000 var udarbejdet klageskrift.
Klageskrift blev herefter indleveret den 25. februar 2000.
Klageren har anført, at byggesagen er udbudt bl.a. med henvisning til cirkulæret af 25. juni 1986 svarende til den senere indførte bestemmelse i AB 92 § 36, stk. 1, hvilket sætter forældelsesloven af 1908 ud af kraft. Forældelsesfristen afbrydes, når blot der er reklameret, hvilket utvivlsomt er sket bl.a. i forbindelse med voldgiftssag nr. 1. Indklagede har såvel i brevvekslingen gennem årene som i forbindelse med voldgiftssag nr. 1 accepteret, at der var mangler ved det udførte arbejde, og uenigheden mellem parterne har alene bestået i, hvor stor en erstatning der skulle betales. En sådan accept afbryder en forældelsesfrist. Nærværende sag er i realiteten en fortsættelse af sag 1. i hvert fald har anlæggelse af sag 1 afbrudt forældelse, således at en eventuel forældelsesfrist først kan begynde at løbe fra den 16. januar 1997. I øvrigt har sagen også i perioden mellem den 16. januar 1997 og den 25. februar 2000 været holdt i gang ved forhandlinger mellem parterne. Hverken cirkulæret fra 1986 eller AB 92 § 36 indeholder regler om frist for anlæggelse af voldgiftssag, når reklamation har fundet sted inden 5-års fristens udløb, og man kan ikke bringe 1908-loven i anvendelse sideløbende med cirkulæret og AB 92 § 36. En reklamation kan muligt miste sin betydning ved længere tids passivitet, men det er der ikke tale om i nærværende sag.
Indklagede har anført, at alle de påberåbte mangler ligger mere end 5 år forud for klageskriftets indlevering, og dermed er forældelse indtrådt. Klagerne har i realiteten haft kendskab til de nu påberåbte mangler helt tilbage i 1993, og det er ubestridt, at der er reklameret før den 25. februar 1995. Retsstillingen er ikke, hverken efter cirkulæret fra 1986 eller efter AB 92 § 36, således, at 1908-loven er sat ud af kraft, blot der er reklameret. Der er ikke i de nævnte regler taget stilling til, hvad der skal ske efter en reklamation, og det må i overensstemmelse med 1908-loven betyde, at en reklamation skal følges op af retlige skridt. Det gælder navnlig i nærværende sag, der skal afgøres efter cirkulæret fra 1986, der ikke som AB 92 § 36 indeholder en udtrykkelig henvisning til 1908-loven. Forliget den 6. januar 1997 i den tidligere sag er uden betydning, og nærværende sag er ikke en fortsættelse af den tidligere sag. Det er i nærværende sag også uden betydning, at indklagede ved årsskiftet 1994/95 var bekendt med, at der blev iværksat syn og skøn.
Voldgiftsrettens bemærkninger:
Den forældelsesfrist, der løber efter cirkulæret af 25. juni 1986, kan afbrydes ved reklamation. Det er ubestridt, at der er reklameret såvel over for bygherren som over for indklagede før den 25. februar 1995. En reklamation skal følges op af retlige skridt inden rimelig tid, og i hvert fald inden 5 år regnet fra det tidspunkt, da der første gang rejses mangelskrav, jf. forældelsesloven af 1908, der må anses gældende vedrørende dette spørgsmål. Nærværende sag er ikke en fortsættelse af den tidligere sag, og anlæggelse af den sag og det forlig, der blev indgået, er uden betydning for afgørelsen af nærværende sag. Det er ligeledes uden betydning, at der i de mellemliggende år har været korrespondance mellem parterne om mangelsspørgsmålet, da indklagede på intet tidspunkt har eller kan anses for at have anerkendt en betalingsforpligtelse.
Der gives derfor indklagede medhold i, at klagernes krav er forældet, hvorfor indklagede frifindes.
Indklagede frifindes
Inden 14 dage skal klagerne betale 25.000 kr. i sagsomkostninger til indklagede.
Klagerne skal endvidere efter opgørelse betale de omkostninger, der er forbundet med voldgiftsrettens behandling af sagen.