Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11675@2000-12-06/da
Indhold
Klageren har som ansvarsforsikringsselskab for kommunen udbetalt erstatning til ejerne af ejendommene X og Y i anledning af skader, der er påført de nævnte ejendomme i forbindelse med kommunens anlæggelse af et forsinkelsesbassin (regnvandsreservoir) mellem de to ejendomme i 1995/96.
Tvisten for voldgiftsretten angår spørgsmålet om, hvem der endeligt skal bære tabet, klageren eller indklagedes ansvarsforsikringsselskab.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klageren kr. 724.702,00, subsidiært et mindre beløb efter voldgiftsrettens skøn, med sædvanlig procesrente af kr. 257.531,00 fra 10.03.1999, af kr. 435.921,00 fra 15.03.1999 og af kr. 31.250,00 fra 30.11.1999, subsidiært fra sagens anlæg, alt til betaling sker.
Indklagede har påstået frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb end krævet med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg, til betaling sker.
Klageren har under sagen opgjort sit krav således:
Ejendom X
Afhjælpningsarbejder inkl. moms Kr. 125.000,00
Værditab Kr. 100.000,00
Skønsomkostninger inkl. moms Kr. 38.781,00
Advokatomkostninger inkl. moms Kr. 25.000,00 Kr. 288.781,00
Ejendom Y
Afhjælpningsarbejder inkl. moms Kr. 225.000,00
Værditab Kr. 100.000,00
Skønsomkostninger inkl. moms Kr. 76.921,00
Advokatomkostninger inkl. moms Kr. 34.000,00 Kr. 435.921,00
Kr. 724.702,00
Sagen er behandlet ved en af Voldgiftsretten for Bygge- og Anlægsvirksomhed nedsat voldgiftsret bestående af direktør, civilingeniør Z. F. Styczen, ingeniør M. IDA John Hansen og højesteretsdommer Jacques Hermann som formand.
Under den mundtlige forhandling, der fandt sted den 24. oktober 2000, har parterne gennemgået sagen på grundlag af de fremlagte processkrifter og bilag, der for klagerens vedkommende omfatter bilagene 1-16 og for indklagede bilagene A-F. Der er desuden afgivet forklaring af en ingeniør fra klageren og af to andre ingeniører for indklagede.
Endvidere har den ene af de to udpegede syns- og skønsmænd afhjemlet de tilvejebragte skønserklæringer og besvaret spørgsmål.
Med parternes indforståelse er kendelsen udarbejdet som en kort kendelse, det vil sige uden sædvanlig sagsfremstilling m.m.
Klageren har gjort gældende, at indklagede, der var teknisk rådgiver for kommunen i forbindelse med anlæggelsen af det i sagen omhandlede forsinkelsesbassin, ikke før valg af metode for anlægsarbejdet har foretaget tilstrækkelige forundersøgelser til vurdering af risikoen for de omliggende ældre ejendomme og at indklagede ikke på fyldestgørende måde har advaret klageren om risikoen.
Det kan efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at indklagede før valg af metode gennemgik kommunens byggesagsarkiv vedrørende de tilstødende bygninger, ligesom der blev foretaget udvendig og i det omfang, der var adgang hertil, indvendig besigtigelse af disse. Der blev i den forbindelse optaget fotos og gjort notater om eksisterende revner i bygningerne. Der blev ikke indhentet BBR-oplysninger vedrørende ejendommene, men indklagede var klar over, at der var tale om gamle ejendomme. Ejendommen X er ifølge BBR-meddelelse opført 1735 og om-/tilbygget 1959/1988, medens ejendommen Y ligeledes ifølge BBR-meddelelse er opført 1885.
Det er endvidere vidnefast, at valg af metode for anlægsarbejdet blev indgående drøftet mellem indklagede og kommunen. Kommunen var under drøftelserne repræsenteret af bl.a. en medarbejder fra Teknisk afdeling, der på baggrund af mange års tidligere beskæftigelse i entreprenør- og rådgivende ingeniørfirmaer havde meget stor erfaring med geoteknik og ramning. Der blev også drøftet alternative metoder til den metode, der var forslået af indklagede ramning af spunsjern til det i sagen omhandlede regnvandsreservoir. Efter de afgivne forklaringer kan det således lægges til grund, at kommunen var klar over, at der var risici for de omliggende bygninger forbundet med alle anvendelige metoder. Den metode, indklagede valgte ramning af spunsjern på en skånsom måde var også efter kommunens opfattelse en forsvarlig metode.
Det er af kommunens repræsentant under voldgiftssagen oplyst, at der blev foretaget en geoteknisk undersøgelse tæt ved ejendom Y, der viste gode jordbundsforhold, og at intet indikerede dårlig fundering ved ejendommene X og Y.
Syns- og skønsmanden har over for voldgiftsretten givet udtryk for, at han under hensyn til de tilstødende ejendommes alder og til de formodede mindre gode funderingsforhold ikke ville have valgt den metode, som endelig blev anvendt af indklagede. Han har dog samtidig givet udtryk for, at den benyttede metode var en sædvanlig anvendt metode.
Under henvisning til det således fremkomne finder voldgiftsretten, at der ikke kan rejses kritik af indklagedes forberedelse af og metodevalg for anlægsarbejdet.
Klageren har endvidere gjort gældende, at indklagede i forbindelse med ramningen af spunsjern har godkendt vibrationer i de tilstødende ejendomme væsentligt over det maksimalt tilladelige på 3-5 mm/sek.
Det var aftalt, at der skulle foretages vibrationsmålinger i de tilstødende ejendomme i overensstemmelse med de tyske regler DIN 4150. Målingerne blev foretaget af et rådgivende ingeniørfirma.
Syns- og skønsmanden har dels over for voldgiftsretten, dels i syns- og skønserklæringerne givet udtryk for, at de maksimalt tilladelige vibrationer burde have været i størrelsesordenen 3-5 mm/sek. for de aktuelle ejendomme, der har svag fundering, for at undgå skader. Han har samtidig over for voldgiftsretten givet udtryk for, at grænseværdien for svingningshastigheden er afhængig af svingningens frekvens.
Det rådgivende ingeniørfirma har i en målerapport af 9. februar 1996 anført, at DIN 4150 som grænseværdi for boliger anbefaler 5 mm/sek. ved frekvenser under 10 Hz. Dette stemmer overens med den grænseværdi, som klageren har fastlagt. Det rådgivende ingeniørfirma har endvidere anført, at de dominerende frekvenser i de valgte målepunkter har været 16-21 Hz, hvilket efter DIN 4150 tilsvarer en grænseværdi på ca. 7,5 mm/sek. for boliger. Ifølge målerapporten er de konstaterede vibrationslaster på de i sagen omhandlede bygninger, på nær enkelte peakværdier, under den grænse for almindelige bygninger (boliger), der anbefales i DIN 4150.
Det må efter det foreliggende således lægges til grund, at der er overensstemmelse mellem de af klageren fastlagte grænseværdier og de faktisk målte værdier, idet der kan bortses fra de målte enkelte peakværdier, der kan skyldes uregelmæssigheder i undergrunden, f.eks. sten eller lignende.
Voldgiftsretten finder herefter ikke grundlag for at rejse kritik af indklagede i forbindelse med de målte og af indklagede godkendte vibrationer.
Klageren har desuden gjort gældende, at indklagede ikke foretog sig noget relevant, da de første skader på ejendommene X og Y blev konstateret.
Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at indklagede, da revner var konstateret, straks bad det rådgivende ingeniørfirma om en vurdering af, om en fortsættelse af arbejdet med ramning var forsvarlig, ligesom indklagede pålagde det rådgivende ingeniørfirma at være til stede under hele ramningsforløbet og herunder foretage en meget omfattende kontrol af vibrationsmålingerne, således at der ved uregelmæssigheder straks kunne skrides ind.
Voldgiftsretten finder efter de tilvejebragte oplysninger ikke grundlag for at kritisere indklagedes adfærd i forbindelse med de konstaterede skader.
Klageren har endelig gjort gældende, at indklagede har undladt at undersøge deformationer af spunsvægge, og at indklagede har ført mangelfuld kontrol vedrørende sandtilfyldning og komprimering mellem yderside af betonbygværk og spunsvæg.
Syns- og skønsmanden har over for voldgiftsretten fastholdt, at der er sket en spunsvægsdeformation, og at dette underbygges af, at der i det efterfølgende forløb er konstateret nye revner. Han har endvidere givet udtryk for, at der ikke er udført komprimeringskontrol af det indbyggede sand i mellemrummet mellem spunsvæg og bassinvæg, men at en sådan kontrol næppe kunne lade sig praktisk udføre grundet beskeden bredde kombineret med stor dybde.
Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at sandet til komprimering er tilkørt i trillebøre og aflæsset i små mængder ad gangen, og at der er sket kontinuerlig vanding af det aflæssede sand.
Voldgiftsretten finder, at der ikke af klageren er tilvejebragt dokumentation for deformation af spunsvæggene eller for, at der af indklagede skulle være ført mangelfuld kontrol med sandtilfyldning og komprimering mellem yderside af betonbygværk og spunsvæg.
På baggrund af det ovenfor under pkt. 4-7 anførte, og da det af klageren i øvrigt under sagen anførte ikke kan føre til andet resultat, finder voldgiftsretten det ikke godtgjort, at der af indklagede er udvist ansvarspådragende fejl i forbindelse med udførelsen af indklagedes rådgivningsopgave. Som følge heraf frifindes indklagede for klagerens påstande.
I sagsomkostninger skal klageren til indklagede betale 35.000 kr.
Omkostningerne ved syn og skøn under sagen afholdes, således som sket, af hver af parterne. Omkostningerne ved syns- og skønsmandens fremmøde for voldgiftsretten, 4.000 kr. med tillæg af moms, skal betales af klageren.
Klageren betaler de med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger.
Der afsiges herefter sålydende
Indklagede frifindes.
I sagsomkostninger skal klageren betale 35.000 kr. til indklagede.
Omkostningerne ved syn og skøn betales, således som sket, af hver af parterne. Omkostningerne ved syns- og skønsmandens fremmøde for voldgiftsretten, 4.000 kr. med tillæg af moms, skal betales af klageren.
I parternes indbyrdes forhold skal klageren betale de med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger.
De ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter denne kendelses afsendelse.
De med voldgiftsrettens behandling af sagen forbundne omkostninger skal betales efter opgørelse og påkrav fra voldgiftsnævnet.