Voldgiftssag afgjort af Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed.
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11682@2001-01-23/da
Indhold
Den 15. december 2000 blev voldgiftsretten i sagen klager mod indklagede, sat, beklædt af landsdommer Bent Thrane som eneste voldgiftsmand med henblik på at træffe afgørelse på skriftligt grundlag af spørgsmålet om, hvorvidt sagen kan fremmes for voldgiftsretten, eller om den skal afvises.
Der fremlagdes:
Voldgiftsklage, replik og processkrift vedrørende formaliteten fra klagers advokat, samt svarskrift og duplik vedrørende formaliteten fra indklagedes advokat.
Sagens øvrige bilag var til stede.
Der afsagdes sålydende
I indklagedes acceptskrivelse, der på indklagedes vegne er underskrevet af et konsulent- og ingeniørfirma den 22. december 1998, er det særskilt angivet:
"FORBEHOLD: Ifølge aftale, respekteres entreprenørforeningens standardforbehold, uds. nov. 1995."
I disse standardforbehold er det i punkt 1 angivet, at for tilbuddet gælder "Almindelige betingelser for arbejder og leverancer i bygge- og anlægsvirksomhed af 10. december 1992 (AB 92)."
I AB 92 § 47 er det angivet, at tvister mellem parterne afgøres af Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed.
I al fald i dette erhvervsmæssige kontraktforhold findes der herefter med tilstrækkelig tydelighed og klarhed at være aftalt også voldgiftsbehandling i medfør af AB 92. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.
Den af indklagede nedlagte afvisningspåstand tages ikke til følge.
Indklagede skal betale de omkostninger, der er forbundet med denne del af sagens behandling efter nærmere opgørelse og påkrav fra Voldgiftsnævnet.