Gelex

Afvisning af klage

OphævetVersion 2001-08-01fra 2001-08-01 til 2002-06-06
Karakter C

genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.

Spørg Gelex om denne lov

Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11699@2001-08-01/da

Indhold
  1. Indledning

Den 21. oktober 1999 modtog Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer en skrivelse fra Ejner Erik Petersen, tilsyneladende indeholdende en klage over registreret revisor Jens Green. Skrivelsen var oprindelig dateret den 20. september 1999 og stilet til Revisornævnet, der fremsendte skrivelsen til Foreningen af Registrerede Revisorer, som igen videresendte brevet til Disciplinærnævnet.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Jens Green har været optaget i revisorregistreret siden den 19. september 1975.

Skrivelsen af 20. september 1999 fra klageren lyder således:

"Tillader herved at ulejlige Dem med dette her.

Som De kan se af kopi vedlagt, efter mere end 20 henvendelser er det så ent som her, jeg har flere breve hvor jeg er blevet lovet noget, men hver gang står der at vi arbejder på sagen, sådan er der alså gået i 5 år uden noget endeligt, jeg sender ikke hele sagen med nu , jeg har den opfattelse at der ikke er sent nogen klage efter 4 ugers reglen.

Den 29 september 1998 står der i brev at sagens dokumenter vil blive fremsendt snarest,

Sagen er så enkel at jeg har et lille hønseri og frugtplantage, der mener ravnsborg kommune som deler plantage for sig - og høns for sig - alså skal jeg have 2 selvangivelser, jeg havde et godt overskud på frugt, og et lille underskud på høns.

Hvordan så med dem som har 10-15 forskellige indkomster på samme gård.

Da jeg har hværet her i 43 år, på en gammel mølle, som var meget medtaget havde jeg med tiden opsparet lidt kappital, som jeg har investeret i nyt tag og lofter på driftsbygningerne, så fik ravnsborg kommune det til et underskud.

Kan De give mig et godt råd, hvordan jeg skal gribe dette her an uden at jeg skal have en advokat i mod revisoren".

Efter at have anmodet indklagede om at fremkomme med sine kommentarer til nævnte skrivelse skrev indklagede ved brev af 3. december 1999 til Disciplinærnævnet:

"...

Ejner Petersen henvendte sig til os i slutningen af 1993 i forbindelse med en skattesag for årene 1989, 1990 og 1991. Sagen drejede sig om hvorvidt der kunne indrømmes fradrag for tab vedrørende erhvervsmæssig virksomhed vedrørende frugtplantage og hønseri. Ejner Petersen havde selv stået for bogføring og årsregnskaber, og havde selv indklaget sagen til Landsskatteretten. Landsskatteretten forslår at sagen genoptages i Skatteankenævnet. Efter en del korrespondance med Skatteankenævnet bliver resultatet at man ikke vil genoptage sagen, hvorefter den kommer til forhandling i Landsskatteretten, som ...afsiger en kendelse som stadfæster ansættelserne for de pågældende indkomstår.

Det er vores opfattelse at der ikke levnes nogle chancer for at vinde sagen ved højere instanser, hvilket vi også mundtligt meddeler Ejner Petersen.

Vi skal beklage at vi ikke har fået returneret alle originale bilag til Ejner Petersen, dette er dog sket d.d.

...".

Klager, der fik forelagt indklagedes nævnte skrivelse, skrev den 28. december 1999 til nævnet:

" ...

Svar på brev fra revisor Jens Green A/S af 3 december 1999.

Revisor Green skriver at der ikke er nogen chancer for at vinde sagen, hvorfor så ikke opgive sagen i 1995, der har kun været et brev den 14 september 1997 hvor der står at der er ved at komme gang i sagen, vedlagt kopi. Da jeg den 30-7-1997 besøger Jens Green, for at få underskrevet mit brev vedlagt.

25-8-1999 sender jeg et anbefalet brev vedlagt.

Jens Green beklager at jeg ikke har fået alt i sagen.

Det er en meget dårlig måde, at føre en sag på, så tilliden til en revisor er meget dårlig, mig personlig vil jeg kalle det for noget smøl, og vis sagen slutter her så må revisoren, betale mig det beløb, som er forelagt Landsskatteretten.

Jeg skriver ikke noget om selve skattesagen, som De har fået af Jens Green.

Opgørelsen på mit overskud, 1989-1990-1991- som er godkent af told og skat. Vedlægges.

De kan læse fra Ravnsborg kommune, hvad sagen drejer sig om, såsom telefon lys vandafgift som jeg ikke må trække fra, for mit landbrug og frugtplantage er for lille skønnes det".

Den 20. juli 2000 skrev Disciplinærnævnets formand til klageren:

"Vedr.: Deres klage over registreret revisor Jens Green

Disciplinærnævnet har forstået Deres ovennævnte klage til at vedrøre følgende 3 punkter:

1. De mener Dem ikke underrettet om Landsskatterettens kendelse ...og dermed ikke om indklagede Jens Greens vurdering af mulighederne for at opnå et bedre resultat ved at indbringe skattesagen for landsretten.

2. De er utilfreds med på denne måde at være blevet afskåret fra selv at tage stilling til sagens videre forløb.

3. De finder det kritisabelt, at sagen ikke blev opgivet i 1995, da skattemyndighedernes endelige afgørelse forelå.

De bedes venligst inden 7 dage over for nævnet bekræfte, at ovennævnte er en korrekt opfattelse af Deres klage. Såfremt De er uenig i nævnet opfattelse af klagen, bedes De foretage den fornødne præcisering.

...".

Klager svarede på henvendelsen ved et brev af 25.juli 2000:

"Jeg modtog den 4. april fra Dem, hvor der står at nævnets afgørelse, vil blive truffet på det foreliggende grundlag.

Kopi fra Jens Green, af 30. marts, hvor Green beklager sin fejl.

Svar på 3 punkter - som De ønsker.

1 ikke godkent

2 ja utilfreds

3 skulde ikke opgives i 1995, men ankes til landsretten da der aldrig har været underskud, på bedriften her, men som før omtalt var min indkomst, fordelt på høns æg - frugt.

Altså 3 selvangivelser".

Den 8. august skrev Disciplinærnævnets formand på ny til klageren og anførte bl.a.:

"...

Efter de for Disciplinærnævnets virksomhed gældende regler påhviler det enhver klager at redegøre for de forhold, som ønskes bedømt af nævnet. Enhver klage skal således - ikke mindst af hensyn til den indklagede revisor - indeholde en nøje præcisering og beskrivelse af de omstændigheder, der ønskes bedømt af nævnet, eventuelt vedlagt relevante bilag. Jeg finder imidlertid umiddelbart, at Deres klage ... på nuværende tidspunkt ikke indeholder en tilstrækkelig beskrivelse af sagen til at kunne danne grundlag for nævnets afgørelse.

Jeg skal derfor på ny anmode Dem om - gerne kort - at redegøre for, hvad klagen helt præcist drejer sig om.

Jeg imødeser venligst Deres svar inden 14 dage. Bliver Deres klage ikke yderligere præciseret, må De forvente, at sagen vil blive afvist.

...".

Klager skrev herpå i brev af 18. august 2000 til nævnet:

"Man skulde tro at De ikke havde nogen papir, på denne sag. Jeg har sent kopi af alle beviserne i sagen ... da De ønsker en kort redegørelse, kan jeg henvise til den 28-12-1999 hvor jeg vedlægger kopi af sagen".

Formanden for Disciplinærnævnet udtaler:

Indledningsvis bemærkes, at nævnet ikke har hjemmel til at afgive responsa, men alene kan udtale sig om egentlige klager over konkrete forhold i en foreliggende sag mellem en klager og en indklaget revisor. Klagerens henvendelse til nævnet må imidlertid - uanset ordlyden - forstås således, at den vedrører en klage over indklagedes bistand i forbindelse med en skattesag, som klager har ført ved Landsskatteretten.

For så vidt klager har anført, at indklagede i givet fald må betale klager "det beløb, som er forelagt Landsskatteretten" , bemærkes endvidere, at nævnet ikke har kompetence til pålægge en indklaget revisor at betale erstatning til en klient (eller andre) for eventuelt tab, påført ved revisorens arbejde. Fastsættelsen af en sådan eventuel erstatning henhører således under de almindelige domstole.

I henhold til § 5 i forretningsordenen for Disciplinærnævnet for Registrerede Revisorer, jf. bekendtgørelse nr. 617 af 27. juni 2000, jf. tidligere bekendtgørelse nr. 264 af 15. april 1996, skal en klage i øvrigt bl.a. indeholde en skriftlig fremstilling af de forhold, der ønskes bedømt af nævnet. Enhver klage bør derfor - principielt allerede ved sagens indbringelse for nævnet - indeholde en nøje præcisering af de enkelte klagepunkter samt en nærmere beskrivelse af de omstændigheder, som ønskes forelagt og bedømt af nævnet, vedlagt eventuelle relevante bilag.

En klager kan således ikke - som i nærværende sag - helt eller delvist generelt overlade til nævnet at udforme de enkelte klagepunkter, blot ud fra en beskrivelse af et sagsforløb. I så fald ville den indklagede revisor ikke have rimelig mulighed for at varetage sit eventuelle forsvar mod den rejste klage, og det ville reelt være Disciplinærnævnet, der fremstod som indklagedes egentlige modpart, hvilket bl.a. ville kompromittere nævnets status som et af parterne uafhængigt organ.

Klageskrivelsen - og klagers følgende skrivelser til nævnet - er derfor uegnede til at kunne danne grundlag for nævnets behandling af sagen, hvorfor klagen vil være at afvise, jf. forretningsordenens § 7.

Gebyr 500 kr. tilbagebetales klageren.

Afgørelsen offentliggøres, jf. § 11 a, stk. 6, i lov om registrerede revisorer.

Versioner

  1. 2001-08-01 · til 2002-06-06