God revisorskik
Karakter C
genskabt fra tekst. En karakter siger, hvordan et dokuments struktur er hentet, ikke hvor pålidelig loven er.
Adresse https://gelex.eu/eli/DK/decision/retsinfo/2000/11701@2000-01-17/da
Indhold
Under denne sag har registreret revisor Finn S. Nielsen ved skrivelse af 26. marts 1999 ind givet en klage over registreret revisor Bjørn Pedersen.
Finn Nielsens klient Niels Heinesen (i det følgende kaldet klageren) har i en skrivelse af 23. november 1999 til nævnet oplyst, at han tiltræder klagen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at Bjørn Pedersen har været optaget i Revisorregistret siden den 27. maj 1987, dog bortset fra perioden 23. juli - 24. september 1997.
Det fremgår af sagen, at Allan Johansen og klageren den 7. april 1997 indgik en aftale, hvorefter klageren skulle forpagte Johansens restauration "Sorgenfri" i Slagelse. I denne forbindelse underskrev Allan Johansen og klageren en forpagtningskontrakt. Kontrakten blev udarbejdet af indklagede, som var Allan Johansens revisor.
Samme dag ansøgte klageren politimesteren om en alkoholbevilling. Ansøgningen var ud over forpagtningskontrakten vedlagt
- et drifts- og likviditetsbudget, dateret den 3. april 1997 og udarbejdet af indklagede, og
- et gældsbrev lydende på 90.000 kr., udstedt af klageren til Allan Johansen og bl.a. påtegnet af indklagede som vitterlighedsvidne.
Det anførtes i ansøgningen, at klageren før overtagelsen ville have en driftskapital på kr. 33.594 til rådighed. Beløbet fremkom på basis af ovennævnte lån på kr. 90.000 med fradrag af udgifter ved overtagelsen af forretningen (forpagtningsafgift, depositum, køb af varelager m.m.).
Ifølge det oplyste standsede klageren sin virksomhed som forpagter af restaurant Sorgenfri pr. 31. januar 1998 på grund af økonomiske vanskeligheder.
Klagerens nuværende revisor er Finn S. Nielsen.
Klageren har i alt væsentligt gjort gældende, at indklagede har tilsidesat god revisorskik
1. ved i forbindelse med oprettelsen af forpagtningsforholdet samtidigt at være revisor for to parter, som havde modstridende interesser, og desuagtet åbenlyst forsøgt alene at varetage den ene af parternes, Allan Johansens, interesser,
2. ved at foretage ulovligt advokatarbejde i forbindelse med udarbejdelsen af gældsbrevet og forpagtningskontrakten, og
3. ved i strid med § 9, stk. 4, i lov om registrerede revisorer at underskrive som vitterlighedsvidne på gældsbrevet og på bilagene til ansøgningen om alkoholbevilling vel vidende, at budgettet var klart urigtigt, og at gældsbrevet ikke dækkede over et reelt låneforhold, idet de omhandlede 90.000 kr. ikke ville blive udbetalt eller godskrevet i klagerens fremtidige betalinger til Allan Johansen.
Indklagede har hertil nærmere anført,
1. at klageren aldrig har givet udtryk for utilfredshed omkring bortforpagtningen. Klageren var i øvrigt godt bekendt med forholdene i forretningen, herunder omsætning o.l., idet han oprindeligt selv arbejdede i restaurationen,
2. at klageren og Allan Johansen var enige om at indgå den forpagtningsaftale, som indklagede herefter udarbejdede mod et honorar på kr. 5.000 + moms, og
3. at det var klageren og Allan Johansen, der fortalte indklagede om lånet på de 90.000 kr. Indklagede havde på overdragelsestidspunktet således ingen ide om, hvorledes, hvordan eller hvornår pengene blev udbetalt, tilbagebetalt eller modregnet.
Indklagede har endelig oplyst, at klageren - der kun betalte sin forpagtningsafgift de første par måneder - viste sig ikke at have evner til at drive og administrere restaurationen. I den forbindelse mistede Allan Johansen sin restauration (til en værdi af ca. 400.000 kr.), idet boligforeningen opsagde lejemålet. Indklagede fik ligeledes kun halvdelen af sit aftalte honorar, men måtte alligevel bruge "en masse tid" på sagen.
Nævnet afholdt den 17. november 1999 et møde i sagen, hvortil var indkaldt den oprindelige klager, registreret revisor Finn S. Nielsen, og indklagede. Finn Nielsen, der havde gjort gældende, at han rejste sagen af "principiel" interesse, oplyste under mødet, at han ville undersøge, om Bjørn Pedersen ville tiltræde klagen. Dette skete efterfølgende ved skrivelse af 23. november 1999, jf. ovenfor.
Indklagede har - skønt opfordret hertil - ikke kommenteret dette forhold.
DISCIPLINÆRNÆVNET SKAL UDTALE:
Indledningsvist bemærkes, at sagen - således som den nu foreligger til bedømmelse efter ovennævnte skrivelse af 23. november 1999 - må anses som rejst af indklagedes tidligere klient, Niels Heinesen. Da Niels Heinesen må antages at have en klar retlig interesse i klagen, tages sagen derfor under påkendelse.
For så vidt klageren har gjort gældende, at indklagede har tilsidesat god revisorskik ved at have repræsenteret begge parter - klageren og Allan Johansen - i forhandlingerne omkring indgåelsen af en aftale om forpagtning, bemærkes, at nævnet anser det som værende i overensstemmelse med god revisorskik, at en registreret revisor optræder som rådgiver vedrørende økonomiske og dertil knyttede forhold i forbindelse med sager om virksomhedsoverdragelse, herunder forpagtningsforhold, såfremt revisor har et tilstrækkeligt kendskab til de gældende regler på området. Det er ligeledes i overensstemmelse med god revisorskik, at en registreret revisor ~ såfremt det er parternes udtrykkelige, fælles ønske - kan rådgive begge parter under sådanne forhandlinger, idet revisor dog - hvis der under forhandlingerne opstår uoverensstemmelser eller modstridende interesser mellem parterne - straks bør henvise en eller begge parter til at søge særskilt rådgivning andetsteds.
Klageren bestrider ikke, at indklagede har bistået ved forhandlingerne omkring oprettelsen af forpagtningsforholdet efter ønske fra begge parter. Der foreligger i øvrigt ingen oplysninger om, at der under forhandlingerne omkring forpagtningskontrakten skulle være opstået nogen situation, som kunne nødvendiggøre, at indklagede henviste klageren til at søge bistand fra anden side.
Indklagede vil derfor for så vidt angår det omhandlede klagepunkt være at frifinde.
Således som sagen foreligger oplyst findes det endvidere ikke med tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at indklagede har udarbejdet det under sagen fremlagte gældsbrev, dateret den 7. april 1997. Indklagede har derimod erkendt, at han har udarbejdet den samme dag af klageren og Allan Johansen underskrevne forpagtningskontrakt, endog mod betaling. Indklagede har derved klart handlet i strid med god revisorskik.
Endelig - for så vidt angår påstanden om, at indklagede har tilsidesat § 9, stk. 4, i lov om registrerede revisorer - bemærkes, at nævnet ikke finder noget grundlag for at antage, at indklagede, da han underskrev som vitterlighedsvidne på gældsbrevet og på bilagene til ansøgningen om alkoholbevilling, var bekendt med, at det af ham udarbejdede budget var urigtigt, endsige at gældsbrevet ikke dækkede over et sædvanligt, reelt låneforhold. Indklagede vil derfor være at frifinde for dette klagepunkt.
Indklagede findes således alene at have overtrådt sine pligter som registreret revisor ved - som anført ovenfor - at have befattet sig med advokatarbejde i forbindelse med udarbejdelse af en forpagtningskontrakt. Indklagede har derved i medfør af § 11 a, stk. 1, i loven om registrerede revisorer forskyldt en bøde, der passende findes at burde fastsættes til 15.000 kr.
Registreret revisor Bjørn Pedersen pålægges en bøde på 15.000 kr.
Gebyr kr. 500 tilbagebetales klageren.
Afgørelsen offentliggøres, jf. § 11 a, stk. 6, i lov om registrerede revisorer.
Kendelsen kan inden 3 måneder fra dens meddelelse indbringes for Revisornævnet, Kampmannsgade 1, 1780 København V. Indbringelsen af sagen for Revisornævnet har opsættende virkning.